Alfred Brendel – 85 år og 114 cd’er senere …

alfred-brendel-man-and-maskHan er østriger, men blev født i Tjekkiet for 85 år siden. Familen stammer fra Tyskland, Italien og Slovenien, og han har i de sidste mange år boet fast i London.

Jeg købte min første Alfred Brendel-lp som 13-årig, og han har fulgt mig lige siden. Jeg oplevede ham live adskillige gange, både herhjemme og i Wien, London og Berlin – og jeg vender altid tilbage til hans Beethoven, Schubert, Liszt og Mozart.

Alfred Brendel er nu én af de sidste, store nulevende pianister. Han spiller ikke offentligt længere, og laver ikke flere indspilninger. Derfor er det ikke falsk varebetegnelse, når Decca nu i anledning af den runde fødselsdag i sidste måned har udgivet “The Complete Philips Recordings” – 114 cd’er med alt, hvad Brendel gennem årene indspillede for det nu nedlagte plademærke.

brendel-completeHvad er så min favorit-Brendel-indspilning? Hårdt presset ville jeg vælge Mozarts Es-dur klaverkoncert nr. 22 – Brendels spil i den andensats er simpelthen noget af det smukkeste klaverspil, jeg kender.

I den nye kasse med de 114 cd’er er der Brendel-lytning nok til resten af livet; hele to komplette cykler af Beethoven-sonaterne, tre af klaverkoncerterne, Mozarts klaverkoncerter, og masser af Schubert, Liszt og Haydn. Foruden lieder med både Matthias Goerne og Dietrich Fischer-Dieskau.

Brendel fortæller i den lille video nedenfor om sit forhold til Beethoven og Schubert, som han har arbejdet så ufatteligt meget med i årenes løb:

Brendel begyndte faktisk at indspille allerede som teenager, men det var hjemme i stuen med en båndoptager, han havde fået fingre i, og som lærte ham at lytte til sit eget spil på en ny måde. Senere fik han først en pladekontrakt med det amerikanske pladeselskab VOX, som udgav masser af lp’er med Brendel i anden halvdel af 50’erne. Så fulgte de mange år hos Philips, hvor han altså indspillede musik nok til at fylde 114 cd’er i den nye boks.

Alfred Brendel stoppede med at spille offentligt i 2008 efter en karriere på 60 år, men det betød ikke, at han lagde sig dovent hjemme på sofaen; han begyndte at skrue op for de mange andre interesser, han havde; jeg oplevede ét af hans foredrag på konservatoriet i København for nogle år siden, og han underviser unge musikere – især strygekvartetter – og skriver bøger, både om musik, men også i form af digtsamlinger. Et ægte renæssancemenneske, selv om han helt sikkert først og fremmest vil blive husket som pianist. Lyt f.eks. lige til Brendel, når han spiller Schubert:

One Comment

  1. Svar
    Lilian Noval 04-02-2016

    En af de helt store pianister, og hans Schubert er enestående 😍 et stort tillykke 😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *