Anmeldelse i Politiken 4. november 2017

    

“Bog om københavnernes møde med operaen i 1800-tallet er lige så underholdende, som den er omhyggelig.

Det er godt gået. For emnet, ’Opera i guldalderens København’, lyder ærligt sagt som noget, de færreste ville orke at læse en hel bog om. Men fra første side lykkes det Henrik Engelbrecht at gribe læserens opmærksomhed og holde den fast.

Operaeksperten og musikformidleren, der er tidligere P2-medarbejder og operadramaturg ved Det Kongelige Teater, ved, hvordan man fortæller en historie. Når man ligefrem kan lugte, hvor uvaskede de mange publikummer i Det Kongelige Teaters overfyldte loger var i begyndelsen af 1800-tallet, mens man læser om, hvordan rotterne pilede frem og tilbage om kap med fulde sømænd fra Nyhavn, og stank bredte sig fra latrintønder under teatrets trapper, er man hooked. Hvad enten man vil eller ej.

Senere kommer vi langt ind i det musikalske. Men da er man for længst fanget, for bogens første kapitler er regulære pageturnere.

VI ER MED de fattige børn nede at rode efter tabte mønter i de københavnske rendesten, mens det, vi er vant til at se malet som Kierkegaardog H.C. Andersens pæne borgeridyl af en hovedstad, ridses op som det, den ret beset var. Den største by i en totalitær politistat, hvor en enevældig konge kunne smide, hvem det passede ham, i kachotten. Hvor vi med statsbankerotten i 1813 var fallitten nær, og hvor englænderne 6 år inden med bombardementet af København var gået målrettet efter at dræbe så mange borgere som muligt og dermed begik »det første terrorangreb mod en civilbefolkning i nyere europæisk historie«.

HENRIK ENGELBRECHT sørger for, at læseren bringes i øjenhøjde med begivenhederne i en periode, hvor københavnerne lærte opera at kende som en ny kunstart, men hellere vil have skuespil og letfordøjelige lystspil. Det resulterede i operaer af Mozart og Rossini præsenteret i vansirede udgaver. Og skuffes operaelskere i dag, når det ene eller andet parti i en opsætning ikke er ideelt besat, må man forestille sig, at det dengang var syngende skuespillere og slet ikke uddannede sangere, der tog sig af rollerne.

Med et minimum af forudgående prøver har resultatet ofte lydt latterligt dårligt. En upopulær opera som Beethovens højstemte ’Fidelio’ reddede man med jodlende tyrolersangere, for de var populære, og havde sangerne den mindste smule selvbevidsthed, nægtede de »at skabe sig«. Det vil sige at spille skuespil på scenen. De stod bare ret op og ned og sang.

FRA DANSKERNE i 1798 første gang blev præsenteret for en Mozart-opera og frem til enevældens afskaffelse i 1848, tages læseren ved hånden gennem et halvt århundrede, hvor standarden på Det Kongelige Teater var på et niveau, der ville chokere i dag.

Alene beretningen om Mozart-premieren – ’Così fan tutte’ i en lemlæstet dansksproget udgave med fulde korsangere – er sindssygt morsom i al sin kildebaserede detaljerigdom. Dekorationer kom ned på de forkerte tidspunkter, og traditionalisterne blandt nutidens operafans bør lige tænke sig om en ekstra gang, inden de ønsker sig opsætninger som i gamle dage.

Mens parykmoden skifter fra højt til fladt, lærer læseren tidens aktører på den københavnske teaterscene at kende. Fra den kedsommelige Adam Oehlenschläger med ’Guldhornene’ til den flamboyante schweiziske musiker, skuespiller og verdensmand Édouard du Puy, der dukker op som den fødte Don Juan. Han vinder ære som krigshelt og fordrejer hovedet på byens damer – herunder en prinsesse – og ender med at få to timer til at pakke sine kufferter, inden han smides ud af landet.

Vi hører om slagsmål i teatret og klakører, der binder brædder på hænderne for at kunne klappe effektivt igennem. De danske komponister, der for manges vedkommende er tilflyttede tyskere, møder vi også. Fra Weyse til Kuhlau. Men det er italienere, der rigtig skubber til sagerne.

En italiensk teaterentreprenør ved navn Philippo Pettoletti – der er lidt uenighed om stavemåden af efternavnet – skaber konkurrence for Det Kongelige Teater på operafronten i 1830’erne, da han med kongens billigelse bringer italiensk opera til København. Det er også en italiener, sangeren og sangpædagogen Giuseppe Siboni, der stifter byens første musikkonservatorium. Det gør han, fordi han har indset, at der må skoling til, hvis ikke operadivaer skal fortsætte med at være hjælpeløse teenagere, som synger sig selv ned, som det igen og igen sker for Den Svenske Nattergal, Jenny Lind, der dog får styr på stemmeproblemerne. Det er fascinerende for alle, tror jeg, at læse om, hvordan den unge sanger er så populær, at ikke bare H.C. Andersen, men et optog af københavnere med fakler belejrer hende på Frederiksberg Allé. Fuldstændig beruset af hendes kunst.

’OPERA I GULDALDERENS København’ er skrevet om kap med de 10 podcasts om emnet, som Henrik Engelbrecht har produceret for DR. Bogen er fuld af historier, og Engelbrecht er en nørd, der har været ude i krogene. Tal og facts er her masser af, og det er denne grundighed i det små, der sammen med den drevne formidlingsform gør fremstillingen ligefrem ekstremt levende.

Billedredaktionen står forfatteren selv for, og mange af illustrationerne er fotos af håndskrevne kilder, der lader os stikke næsen helt ned i regnskabsbøger, noder og andet kildemateriale fra tiden.

Der er et element af næsten lidt for dygtig forførelse i bogen, og Engelbrecht er ikke den, der går uden om en god historie. Men han holder balancen, og ved at tage stanken og rotterne, latrinerne og slagsmålene mellem publikum og professionelle billethajer med får han gjort den fjerne guldalder levende i al sin uhumske tumult. Det er fremragende gjort.

Skrev jeg for resten, at standarden på Det Kongelige Teater, hvad sangernes præstationer angår, var på et niveau, vi ikke helt kan forestille os i dag? Så holdt, stop, stands.
Selv dén sten har forfatteren vendt. Han har fundet frem, hvad der faktisk findes af tidlige lydoptagelser på voksvalser med sangere og skuespillere fra perioden.

Dermed kan bogen ret blæret slutte med kapitlet ’Lyden af guldalderen’, som viser hen til de første optagelser af danske teaterstemmer på nettet.”