Posts By Henrik Engelbrecht

Hjælp – operahuset brænder!

Ilden fra operahuset spreder sig til selve slottet, som også nedbrænder næsten totalt i løbet af aftenen den 19. april 1689. Kun den sydlige fløj til højre i billedet og slotskirken går fri. I løbet af de følgende dage dør adskillige af de overlevende fra branden af deres brandsår. Forrest i billedet ser man de lemlæstede lig og forkullede arme og ben fra operahusets gæster. Maleri af ukendt kunstner.

I 1689 bygger Christian 5. Danmarks første operahus. Allerede ved den anden forestilling i den lille, brandfarlige træbygning går det helt galt.

Kongens fødselsdag 15. april 1689 bliver markeret med det, der nok er den første egentlige operaopførelse i Danmark. Det er kongens søn, prins Christian, der sammen med hofmarskal Claus Henrik von Vieregg er ansvarlig for forberedelserne. De begynder planlægningen et halvt år inden fødselsdagen; den tyske libretto bliver bestilt hos den slesvigske forfatter Peter Anton Burchard – og man sætter en af hoffets egne musikere, Poul Christian Schindler, til at komponere musikken til Der vereinigte Götterstreit; som sædvanlig en allegorisk historie med guder, hyrder og generel hyldest til den danske monark. Operaen slutter med, at alle medvirkende forenes i et kor:

Lebe grosser Christian, lebe!
Das Dein Thron sich ewig hebe!

Denne gang er de scenemæssige udfordringer med flyvende guder og hurtige sceneskift så store, at man beslutter at bygge et helt nyt teater til formålet. Der er godt nok kun tale en midlertidig bygning af fyrretræ, som bliver opført ved lystslottet Sophie Amalienborg i den nuværende Bredgades østlige side, mellem Frederiksgade og Fredericiagade – et slot kongehuset især bruger, når der skal være fest.

Den nye teaterbygning ligger lige op ad slottes nordfløj mod Fredericiagade. Der er plads til omkring 200 tilskuere, som sidder tæt sammen i en bygning, der kun måler 28 gange 12 meter. Kongefamilien har sin egen indgang via en søjlegang med direkte forbindelse til slottet, og der varmes op til teater­oplevelsen allerede inden både de og resten af publikum kommer ind i selve teatret; i søjlegangen er der ophængt flotte bannere, og midt i gangen møder kongefamilien to grotter omgivet af træer og buske. I hver af grotterne sidder en satyr i det dunkle lys fra en enkelt kerte. Forestillingen er allerede i gang. Det øvrige publikum går ind gennem hovedindgangen, hvor billedstøtter af gudsfrygten og retfærdigheden vogter over huset.

Inde i salen kan alle måbe over de 800 små olielamper, der oplyser en dekoration, der fylder hele salen ud. Bannere af fint silkestof vædet med velduftende olier, og prydet med kongens navnetræk, hænger langs væggene. Tilskuerpladsen er pyntet med mos og tørrede enebærris pyntet med citroner og guldæbler, og loftet er dækket af stjerner. Orkestret sidder skjult for publikum mellem scenen og en forhøjning med blomsterbede, som spreder duft i hele lokalet. Illusionen af at være ude i det fri er perfekt, og både kongefamilien og de øvrige tilstedeværende fra landets øverste rangklasser er ovenud begejstrede ved urpremieren. Kongen befaler, at stykket skal gentages fire dage senere, så flere kan få lov til at opleve den utrolige forestilling. Denne gang er det ikke kun de allerfineste, der får lov til at opleve det stykke, alle i byen taler om.

Den 19. april kl. 15 bliver indgangsdøren til salen åbnet. Operaens komponist Poul Christian Schindler har skaffet sin kone to pladser, og hun tager parrets lille datter i hånden, så hun kan opleve sin far lede operaen fra cembaloet i orkestergraven. Sognepræst Christian Heerfort og hans to sønner, købmand Johann Hessenberg og hans frue, prins Christians barber og ca. 200 andre strømmer også ind i den sal, hvor både mos og enebærris nu er blevet endnu mere tørre, end de var ved premieren.

Katastrofen indtræffer allerede efter kort tid; Merkur har sunget sin prolog, og Mars er midt i en arie, da en af olielamperne pludselig eksploderer. Vægen falder ned i de tørre enebærris, og ilden breder sig lynhurtigt, ikke mindst på grund af de olievædede silkestoffer i tilskuerrummet. Alle styrter i vild panik mod udgangen, men dørene åbner indad og er ikke til at rokke med de mange mennesker, der presser på bagfra. Vinduerne i salen er – af hensyn til risikoen for indbrud og for at forhindre kreative lømler i at kravle ind til selve forestillingen – udstyret med solide jerngitre. Kun ganske få kender udgangene bag scenen.

Det tager ikke ilden mere end et kvarter at forvandle træbygningen til en ruin. De forkullede lig af omkring 170 mennesker ligger tilbage i asken, da de mange pårørende omsider kan komme i nærheden af brandtomten. De fleste lig ligger sammenfiltrede i en stor bunke lige indenfor indgangsdøren. Blandt dem er Schindlers kone og datter.

Det lader til, at alle de medvirkende sangere og dansere slipper ud i tide. Værre går det for musikerne i det aflukkede orkesterområde; en del af publikum forcerer i panik afspærringen ind til musikerne, og sammen med dem prøver de at undslippe flammerne ved at komme op på scenen. Det lykkes kun for få af de måske 10-11 musikere at undslippe, flere af dem med alvorlige brandsår; et halvt år senere lever kun Schindler selv og to violinister. Da Christian 5. dør ti år efter branden, består kongens orkester stadig kun af fire musikere. Hofmusikken i København ligger i ruiner, præcis som det første operahus i Danmark.

Kastrater og druk – da operaen kom til Danmark

Københavns Slot er rammen om de første operaforsøg i Danmark. Slottet lå frem til nedrivningen i 1731 på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Her er slottet malet af en ukendt kunstner i anden halvdel af 1600-tallet. Københavns Museum.

I oktober 1634 skal Christian 4.s ældste søn giftes med kurfyrsten af Sachsens yngste datter. Resultatet er danmarkshistoriens største og dyreste fest nogensinde. Den varer i 18 dage, og her kan gæsterne opleve de første operaforsøg i Danmark. Hvis de altså er ædru nok.

I begyndelsen af 1600-tallet ejer én procent af Danmarks befolkning al jord i landet. Langt størstedelen af befolkningen er fæstebønder og tjenestefolk, som knokler under usle og barske vilkår for at skaffe mad nok til sig selv og familien. Det lykkes ikke altid, og sult er en velkendt fornemmelse for alt for mange. På den baggrund er det næsten ufatteligt, hvor mange penge Christian 4. bruger på en enkelt fest for det par, man regner med, er rigets næste konge og dronning, men som ironisk nok aldrig når at blive det.

Bryllupsfesten i 1634 er blevet kendt i historien som ”det store bilager”, og selv om det er svært at få et totalt overblik over udgifterne, er tallet to millioner rigsdaler blevet nævnt. Hvis man omregner udgiften til det 21. århundrede, kan man f.eks. bruge værdien af et levende lam; det kostede én rigsdaler i 1634 – og i dag omkring 1000 kr. Dermed koster festen omkring to milliarder nutidskroner.

Hvad får Christian 4. og Danmark så for pengene? Først og fremmest prestige på den internationale scene. Kongen vil med alle midler demonstrere, at rigsfællesskabet Danmark-Norge stadig er blandt de førende nationer i Europa, på trods af landets katastrofale eventyr i den centraleuropæiske trediveårskrig. Ikke mindst takket være øresundstolden og indtægterne fra rigets sydlige hertugdømmer er der, på trods af de enorme krigsudgifter i årene op til brylluppet, stadig penge nok i kongens personlige kassen til en ordentlig fejring.

Fornemme gæster fra det store udland indtager enorme måltider med en overflod af retter og tøndevis af de bedste vine, overværer både vielsen og det rituelle ”bilager”, hvor brudeparret bliver lagt i seng i overværelse af gæsterne, og de fordriver resten af tiden med ekstra druk, høflige visitter og den overdådige underholdning, som bl.a. byder på ridderturneringer, ringridning, store optog gennem byen – og på det, man med lidt god vilje kan kalde de første operaforsøg i Danmark.

Christian 4. har allerede oplevet den type fester i udlandet, og han er fast besluttet på at imponere sine gæster, også på underholdningssiden. En vigtig del af projektet er opførelsen af symbolladede teaterforestillinger, som skal vise Danmark – og naturligvis også både kongen og brudeparret – fra de bedste sider. Ingredienserne er flotte dekorationer og kostumer, musik, dans, talt dialog, sang og endda fyrværkeri.

Planlægningen

Forberedelserne til festen begynder mange måneder i forvejen. I december 1633 hyrer Christian 4. den tyske kapelmester og komponist Heinrich Schütz som musikalsk ansvarlig for festlighederne – men i virkeligheden er det den kommende brudgom, prins Christian, der er manden bag ansættelsen af Schütz til opgaven. Christian har naturligvis været i Dresden under de formelle forhandlinger om giftermålet med Magdalena Sibylla, og her har han mødt manden, som siden 1615 har været ansat som kapelmester ved kurfyrste Johann Georg 1.s hof.

Prins Christian er helt sikkert blevet imponeret; Heinrich Schütz har Europas bedste hofkapel til sin rådighed, og hvis nogen kan sørge for, at musikken ved festen i København kan nå samme niveau, er det ham. For Heinrich Schütz er et midlertidigt udlån til København en sikkert kærkommen mulighed for at slippe væk fra den store centraleuropæiske krig, som allerede to år tidligere er kommet ubehageligt tæt på Dresden.

Christian 4. råder allerede over et hofkapel af international standard. Da han overtager det fra sin far i 1588, består det af tre separate grupper med hver sine opgaver; et trompeterkorps især til militærbrug, et sangerkorps – Det Kongelige Kantori – med omkring 12 voksne mænd og et antal drengesopraner, især til kirkelige handlinger, og et instrumentalistkorps til kongens personlige underholdning, når der f.eks. skal spises og danses, og som leverandører af musik til diverse repræsentative begivenheder.

I løbet af Christian 4.s regeringstid veksler antallet af musikere og sangere, og efterhånden flyder de tre korps mere og mere sammen til ét. Det består af en blanding af udenlandske sangere og musikere fra bl.a. Frankrig, Holland, Tyskland og England, samt talentfulde danskere, som kongen i flere tilfælde sender til f.eks. Venedig for at lære de nyeste musikalske modefænomener hos en af tidens mest progressive komponister, Giovanni Gabrieli, som også Heinrich Schütz har studeret hos.

I anledning af den forestående fest ansætter kongen yderligere 20 nye musikere og sangere, bl.a. den italienske kastratsanger Gregorio Chelli fra Verona, som ikke blot selv skal medvirke som solist, men også skal undervise de seks drengesangere, som allerede er i kongens tjeneste, i at synge ”i den italienske stil”. Regenten har nu omkring 77 musikere og sangere til rådighed til at varetage en lang række pligter gennem de 18 dage; taffelmusik til måltiderne, musikken til de kirkelige handlinger, dansemusik og musik til den sceniske underholdning, som skal imponere de fine gæster fra udlandet. Hele 24 af musikerne er trompetere, som spiller fanfarer på instrumenter af ægte sølv og med ledsagende pauker hver gang der bliver udbragt en skål – og det sker ufatteligt mange gange i løbet af den langstrakte fest.

Kongen er åbenbart vant til, at musikere gør som det passer dem, så han er nødt til at give befaling om, at musikerne skal adlyde Heinrich Schütz – ellers får de simpelthen ingen løn for arbejdet. Musikerne får også en ordre direkte fra kongen om at undgå for indviklede udsmykninger af dansemusikken, så de dansende ikke bliver forvirrede undervejs.

Gæsterne ankommer

Heinrich Schütz er musiker, kapelmester og komponist hos kurfyrsten af Sachsen i 60 år, og er uden tvivl den mest indflydelsesrige komponist i Tyskland i generationen før Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. I 1637 skriver han det, der er blevet anset for at være den første egentlige tyske opera, ”Die Daphne”. Maleri af Christoph Spetner udført ca. 1650. Universitätsbibliothek Leipzig.

Heinrich Schütz har ikke blot det musikalske ansvar under festlighederne, men er også overordnet ansvarlig for det samlede kunstneriske udtryk i de fire forestillinger, som skal opføres på Københavns Slot i løbet af de mange dages fest. Hoffets to hollandske billedkunstnere Karel van Mander og Simon de Pas står for udkastene til dekorationer og kostumer, og de refererer i første omgang til den tyske komponist – selv om alt naturligvis i sidste ende skal godkendes af majestæten selv. Det er muligvis endda også Schütz, der står for beslutningerne om det tilhørende fyrværkeri.

Schütz udarbejder først den overordnede plan for den sceniske underholdning, og han giver tekstforfatteren Johann Lauremberg og dansemester Alexander von Kükelsom besked om handlingsgangene. I april 1634 er planerne så langt, at kongen beder Schütz om specifikt at beskrive de ”monstre”, som han skal bruge i forestillingerne, så kongens artillerimester Christoffer Schwenke, der også står for udformningen af fyrværkerierne, kan få sine mænd til at bygge dem af papmache efter tegninger af Karel van Mander og Simon de Pas.

Brudens far ankommer til Danmark i begyndelsen af august med et følge på ikke færre end 1532 personer og næsten 500 heste. Bruden selv dukker op sidst i september, og nu begynder festlighederne for alvor. Kongen har indkaldt 27 navngivne kokke fra herregårde i hele riget til at hjælpe slottes egne fire med at tilberede de uhyre mange retter.

Prins Christian og Magdalena Sibylla portrætteret af Karel van Mander. Christian når aldrig at blive konge af Danmark; han dør i 1647 – året inden sin far. Parret får ingen børn, og det er Christians lillebror, der som Frederik 3. overtager tronen i 1648. Rosenborg Slot.

I regnskabsbøgerne finder man kun dokumentationen for en del af det enorme forbrug af råvarer til festen. Meget er sandsynligvis ikke blevet optalt, og vi kender ikke det endelige forbrug, men selv den del, der er beviser for, er imponerende nok; kongen importerer bl.a. 600.000 krebs fra Tyskland, da han finder ud af, at hjemmemarkedet slet ikke kan levere nok. Der bliver også fortæret mindst 27.000 æg, 1.600 lam, 200 kalkuner, 2.100 høns, og selvfølgelig masser af okser, kalve og grise. Ikke underligt, at overklassen ofte ser særdeles velnærede ud på portrætterne fra tiden.

Det bliver anset som helt nødvendigt for en rigtig mand at kunne spise 10-12 retter til et middagsmåltid, vel at mærke i solide serveringer, og ikke mindst at kunne drikke hvad vi i dag ville anse for helt usandsynlige mængder af alkohol. Kongen regner med, at en beholdning på 2,2 millioner liter vin burde række til de 18 dages festligheder.

Selv med den årelange træning, de fleste af de fornemme festdeltagere har i at konsumere mad og drikke i alt for rigelige mængder, må man tage hensyn til det menneskelige legemes logistik. Der er opstillet tønder og store kar i gangene på slottet, så gæsterne ikke skal gå langt, når trangen melder sig – og mange benytter samtidig lejligheden til at kaste op undervejs i festlighederne. Hvis nogen falder i søvn ved bordet, kan de blive båret i seng af tjenerne. Andre tager simpelthen bare en kort lur på gulvet, og er snart klar til at fortsætte drikkeriet.

Adelen optræder

Ved taflet på selve bryllupsdagen den 5. oktober bliver der naturligvis gjort ekstra meget ud af både maden og underholdningen; de kongelige musikere og sangere diverterer bl.a. med småsjofle vers, der får de fornemme damer til at rødme.

To dage senere skal man endelig se den første af de fire forestillinger med tysk tekst, som Heinrich Schütz og hans underordnede havde arbejdet på i flere måneder; en operaballet med koreografi af dansemester Alexander von Kükelsom, som er lærer ved Sorø Akademi, og muligvis med tekst af Schütz selv. Noderne til alle de fire forestillinger, som bliver opført på slottet som del af festen, er gået tabt. Ingen andre samtidige kilder nævner et håndfast bevis på, at det faktisk er Heinrich Schütz, der er komponist til al eller blot dele af musikken – men det ville nok være ret usandsynligt, at den danske konge hyrer Tysklands førende komponist uden at gøre brug af hans kernekompetence.

Inden operaballetten skal der naturligvis igen spises og drikkes; taflet varer i fire timer. Forestillingen foregår i slottets store riddersal, men der er kun opstillet en enkelt række stole til de otte allerfornemste personer i selskabet – alle andre må stå op i de to timer, opførelsen varer.

Selve forestillingen er en blanding af dans, solosang, koroptrin og et enkelt ensemble for flere sangere, helt efter den franske mode i en Ballet à entrées, hvor det hele slutter med en Grand ballet, hvor alle medvirkende er på scenen. En del af de medvirkende har næppe været helt upåvirkede af alkohol; kongen har nemlig allerede på forhånd beordret en del af de adelige danskere, som netop har siddet til det timelange taffel, til at medvirke i dansescenerne, sikkert med vekslende held og virtuositet. Det hele er en slags totalteater, hvor nogle af de fornemme tilskuere – igen efter fransk forbillede – også samtidig selv er medvirkende undervejs i forestillingen.

Handlingen i forestillingen kredser naturligt nok om hvor dygtig og klog kongen er, og der er også moralske hints til den nyslåede brudgom undervejs. Noderne til forestillingen findes ikke længere – men musikken er sikkert en blanding af forholdsvis enkel dansemusik til adelens egne udfoldelser undervejs, indledende og afsluttende korsatser i tidens kendte madrigalstil, samt virtuos solosang i den nye, recitativiske operastil, som Schütz har oplevet i Venedig. Undervejs i operaballetten synger guderne Orfeus, Merkur og Apollo hver en arie. En del af publikum lægger især mærke til kastraten Gregorio Chelli, der sandsynligvis er den sanger, som ifølge librettoen har en stor soloarie i rollen som Merkur.

Opera og optog

Dagen efter fortsætter underholdningen, denne gang med den første af to forestillinger, hvor talt dialog veksler med sang og musik – en slags syngespil. Teksten er af endnu en lærer ved Sorø Akademi, Johann Lauremberg; Wie Aquilo, der Regent Mitternächtigen Länder, die edle Princessin Orithyjam heimführet. Aquilo klager til Jupiter over det barske område mod nord, han har fået tildelt – og over, at han åbenbart ikke er attraktiv nok til at få en hustru. Jupiter og de øvrige guder sørger for, at Aquilo bliver forvandlet til en flot, ung mand – og så er der fri bane til at snuppe den smukke Oreithyia. Moralen i historien er, at de nordiske lande lærer ordentlige manerer af de mere kultiverede nationer i Europa. Det er der sikkert en del franske og tyske gæster, der har nikket til.

Den 9. oktober er der en sikkert tiltrængt hviledag for damerne – men herrerne skal vise, at de er rigtige mænd, så de drikker bare videre. Dagen efter er der udendørs forestilling på slotspladsen – sikkert en kold fornøjelse midt i oktober. Nu får man brug for de ”monstre”, der blev fremstillet flere måneder tidligere, men det lader ikke til, at der har været operalignende indslag i forestillingen Tragödie von den Tugend und Lastern.

”Tragödie von den Tugend und Lastern” (Tragoedia om Dyder oc Laster) er en udendørs forestilling, hvor det helt tydeligt ikke er det musikalske, der er i centrum – men der er dog både bl.a. skalmejer, basuner og trommer med undervejs. De er sikkert blevet brugt som effektiv underlægningsmusik, f.eks. når lasterne nederst i billedet bliver skubbet ind i munden på det farlige papmache-uhyre. Det Kongelige Bibliotek.

Den 12. oktober byder programmet på endnu en forestilling med tekst af Johann Lauremberg, Wie die Harpyiæ von zweyen septentrionalischen Helden verjagt und König Phinéus entlediget wird. Ifølge teksterne til Laurembergs forestillinger veksler musikken – igen antageligt af Heinrich Schütz selv – mellem kor, ensembler for flere sangere, ren instrumentalmusik og solopassager, hvor noget efter anvisningerne skal synges ”in stylo oratorio” – så der er ingen tvivl om, at også disse to forestillinger har haft ingredienser, som vi i dag ville opfatte som opera i stil med Monteverdis sceneværker. Finalen i forestillingen 12. oktober er f.eks. en soloarie, hvor guden Apollon synger til Christian 4.s ære.

Det første af de store optog gennem byen ved bryllupsfesten i 1634. Her er der muligvis igen blevet sunget noget, der har smagt i hvert fald lidt af opera. Desværre er der ikke mange overleverede detaljer om optogenes musikalske indhold – men den eneste af bryllupsfestens kompositioner af Heinrich Schütz, som er bevaret i dag, er en firestemmig sang for fire sopranstemmer med instrumentledsagelse, som bliver opført på den vogn, der viser gudinden Venus’ trone. Udsnit af et samtidigt kobberstik af Simon de Pas efter oplæg af artillerimester Christoffer Schwenke. Det Kongelige Bibliotek.

I de fire dage fra 13.-16. oktober har musikerne og sangerne endnu en stor, afsluttende opgave – og denne gang er det ikke kun underholdning for de fornemme gæster på slottet. Kongen har arrangeret en række enorme triumftog gennem byen, hvor hestetrukne vogne kører gennem gaderne med større eller mindre opstillinger som en slags mini-tableauer med græske og romerske guder, helte, muser, nymfer og hyrder – mange af dem udklædte musikere og sangere.

De små opbyggelige allegoriske historier i hver vogn går sikkert helt hen over hovedet på langt de fleste af de almindelige københavnere. De måber nok bare over det utrolige syn af de flotte dragter, den opfindsomme scenografi og den overvældende musik og sang. Tjenestefolkene, de småhandlende og lærlingene kan sandsynligvis bedre følge med i meningen med ringridningskonkurrencerne på Amager Torv og ridderturneringerne i rustninger på Gammeltorv, der også er en del af afslutningen på den store bryllupsfest.

De fine gæster kan rejse hjem igen, og Christian 4. kan være godt tilfreds med resultatet af den enorme propagandaopvisning i dansk overflod og kulturel dannelse. Til gengæld er det kun en ganske lille promille af den danske befolkning, der har opdaget, at Danmark undervejs i den ufatteligt ødsle fejring nu også er blevet en operanation. Der kommer til at gå en rum tid endnu, før den nye underholdningsform bider sig fast hos andre end kongefamilien og hoffets absolutte inderkreds.

Jenny Lind fylder 200 år – gratis kapitel

I anledning af den svenske sopran Jenny Linds 200-årsdag 6. oktober 2020 deler jeg det kapitel i min bog om H.C. Andersen og operaen, som handler om Andersens forhold til Jenny Lind og om hendes besøg i København i 1840’erne.

Du kan læse kapitlet ganske gratis lige her: Hjertet brast i toner – kapitel om Jenny Lind

Du kan læse mere om min bog “Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen” her.

“En Mand med et Træben slog Agenten paa Hovedet med en Stok …”

H.C. Lumbye tilegner sin Telegraph-Galop til Georg Carstensen – og hos musikhandler C.C. Lose & Olsen kan man købe et klaverarrangement af galoppen, så man kan forsøge at genskabe stemningen fra koncert¬salen hjemme i stuen. Musikforlaget udgiver yderlige otte klaver-arrangementer af Lumbye-hits alene i 1844.

Lørdag 31. august 1844 fylder Tivolis grundlægger og direktør Georg Carstensen 32 år. Det bliver en fødselsdag, han kommer til at huske resten af sit liv.

Tidligere samme sommer har H.C. Lumbye skrevet en ny galop, hvor han udnytter begge de to orkestre i koncertsalen. Publikum er vilde med den helt specielle effekt, når Lumbyes og Braunsteins orkestre i lynhurtigt tempo afløser hinanden. Telegraph-Galop for to Orchestre bliver et uhyre populært nummer på programmet, og må altid spilles da capo mindst én gang. Lumbye komponerer endnu en galop for de to orkestre – Tivoli Geburtsdags Galop – til Tivolis første fødselsdag i 1844, hvor man selvfølgelig også må spille den elskede telegrafgalop.

Netop telegrafgaloppens popularitet bliver en medvirkede årsag til et optrin, som vækker stor opsigt i byen. Pressen svælger i historien:

Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfor­nøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtræ­delse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, men han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog.

Sådan beretter Forposten i sin udførlige beskrivelse af aftenens forløb. Det hele begynder med annonceringen af en særlig Tivoli-festaften; tusindvis af kulørte lamper over hele haven, som vil være tændt frem til kl. 1 om natten, et særligt fyrværkeri, iscenesat af den nye specialist Gaetano Amici, og ekstra musik over hele haven leveret af Kastelsjægernes Musikkorps. I koncertsalen sætter H.C. Lumbye og Henrik Braunstein et program med hele 36 numre sammen; koncerten er sat til at vare i fem en halv time, fra kl. 18.30 til 24.00.

Georg Carstensen bliver forfulgt af vrede koncert¬gængere, der ikke får lov til at høre deres elskede Telegraph-Galop. Tegning fra en aktuel vise-udgivelse: ”Sørgekvad om den gruelige Tildragelse i Tivoli”.

Det kommer den ikke til. Carstensen har nemlig overset, at al underholdning på en lørdag aften, ifølge politivedtægten, skal afsluttes senest kl. 23. I løbet af dagen indser han, at festen må afkortes, og han når at sætte plakater med rettel­sen op. Men mange ser ikke de nye plakater, og da klokken slår 23, er de to orke­stre slet ikke færdige med det annoncerede program. Publikum bliver rasende, da koncerten må afbrydes, endda uden at man har spillet det store hit, Lumbyes telegrafgalop. Resten af aftenen bliver noget alle i hele landet taler om i flere dage – og også i Aarhus Stiftstidende er der et udførligt referat af begivenhedernes gang:

Nu udbrød en forfærdelig Allarm. Man raabte paa Telegraphgaloppen, et meget afholdt Musikstykke, man skreg paa Carstensen … man arbeidede med Stokke paa Gulvet, man peeb, man hujede … Nu viste Carstensen sig, omgiven af en Skare Politiofficianter. Han ville tale, men blev afbrudt af Folk, der træng­te ind paa ham, hvorved en anseet Mand – med Villie eller ikke, er ikke godt at sige – kom til at slaae ham i Hovedet med sin Stok … Et Par Personer skulle være blevne arresterede som en Følge af Tumulten.

Andre aftener går det heller ikke helt som planlagt i koncertsalen, f.eks. når medlem­merne af harmoniorkestret – som for manges vedkommende også er ansat i militæret – er nødt til at følge deres kongelige arbejdsgivers befalinger. Flyve­postenbeskriver en koncert i 1845:

Hr. Lumbyes Concert i Tivoli var igaar Aftes ret godt besøgt. Den forventede Assistance af Harmoniorchesteret udeblev, da de fleste af dets Medlemmer, som det hed, vare i Kongens Tjeneste, hvorfor Hr. Lumbye saae sig nødt til med sit eget Orchester at udfylde hele Tiden og spille dobbelt saa mange Numere som han for sin Part havde forpligtet sig til.

Historien er et uddrag fra min bog Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944. Læs mere om bogen her.

 

Allerede dagen efter Carstensens uheldige aften er flere visemagere klar med en satirisk gennem¬gang af begivenhederne. Historien bliver hurtigt bedre; nu har manden, der slog Carstensen, fået træben: ”En splinternye Vise om den store Hurlumhei i Tivoli paa Geborsdagen Løverdagen den 31te August 1844. Motto: Aften er ikke Morgen liig. Vedføiet en Beretning om denne Tildragelse, ved hvilken en Mand med et Træben slog Agenten paa Hovedet med en Stok.”.

Det skrev anmelderne …

★★★★★★ ”Henrik Engelbrecht er en fortræffelig og underholdende fortæller. Som et isbjerg afslører han kun toppen af sin viden på de tætillustrerede bogsider … Engelbrecht har altid en ekstra, oplysende finte i tasterne. Og i modsætning til de fleste andre dygtige arkivmus har han en inspirerende skrivestil. Det er ualmindeligt … Kan varmt anbefale denne underholdende og gennemresearchede bog. Kan læses for musikkens skyld, men egentlig handler bogen mest af alt om uendelig mange tivoliaftener, hvor scenerne er fulde af kunstnere og rugbrødsarbejdere, mens tusindvis af københavnere og anmeldere er øjenvidner fra tilskuerpladserne.”
Ulla Strømberg, Kulturkupeen
Læs hele anmeldelsen her.

★★★★★★ ”Arven efter H.C. Lumbye bliver fint belyst i Henrik Engelbrechts nye bog om Tivolimusikken
Eva Hvidt, Magasinet Klassisk
Læs hele anmeldelsen her.

❤️❤️❤️❤️❤️ … spændende som en krimi og grundig som en doktorafhandling … en bog, man læser som ren lystlæsning.”
Thomas Michelsen, Politiken
Læs hele anmeldelsen her.

★★★★★ Engelbrecht begynder med at fortælle om bombesprængningen af koncertsalen i Tivoli i 1944. Og slutter sin vældige historie om ’Arven efter Lumbye’ med den samme morderiske begivenhed. Godt set. På den måde bliver det en sammenhængende og flot fortælling.”
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk
Læs hele anmeldelsen her.

★★★★★ ”Fremragende … Engelbrecht gør musikken i Tivoli til en festforestilling … Vi er som læsere altid med i tiden.”
John Christiansen, jcklassisk.dk
Læs hele anmeldelsen her.

★★★★★ ”Pragtværk … fornemt udført i både udstyr og layout …
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Læs hele anmeldelsen her.

”.. et stykke væsentlig kulturhistorie … veloplagte beskrivelser af sære personligheder og underholdnings- og især musikindustriens udvikling i København … krydret med et væld af billeder … en lystfyldt tour de force gennem en ualmindelig spændende historie.”
Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Læs hele anmeldelsen her.

”Hvad der hvirvles op af tidsbundne rariteter, er det en svir at opleve. Engelbrechts sporsans og milde ironi åbenbarer et både lebendigt og tragikomisk univers. Det musikalsk så veltrimmede Tivoli i dag sættes i det skarpest tænkelige relief. Hvor var den fortid dog dirrende af liv.”
Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen
Læs hele anmeldelsen her.

Danmarks første jazzplade – med H.C. Lumbyes barnebarn?

Foto: Peder Hansen, Little Beat Archives. Længere nede på siden kan du høre indspilningen fra august 1909.

Det er nok noget af en tilsnigelse at kalde pladen med Tippe Lumbyes Orkester fra 1909 for en ægte jazzplade – men det er i hvertfald en forløber for det, der kommer til at vende op og ned på musiklivet også i Danmark i de følgende årtier.

Lumbye-navnet er et musikalsk brand, som H.C.’s efterkommere ikke spilder mange chancer for at udnytte. Postkort med tre generationer af familien er fra begyndelsen af 1900-tallet – før Theodor begynder at kalde sig Tippe også i professionel sammenhæng. Tivolis Arkiv.

Lumbye-familien er næsten synonym med Tivoli. I begyndelsen af det 20. århundrede afløser H.C. Lumbyes barnebarn, Tippe i lange perioder sin syge far, Georg, som kapelmester på Tivolis restaurant Wivel ud mod Vesterbrogade. Han begynder allerede i 1901 – men frem til 1908 kun i vintermånederne; om sommeren er det indtil da Tivolis harmoniorkester, der underholder gæsterne på Wivel gennem de åbne vinduer mod haven. På det tidspunkt er Tippe Lumbye blevet enedirigent for Wivel-restaurantens orkester, som også er med, da grammofonplade­ind­spilninger begynder at blive endnu en indtægtskilde for musikere, sangere og skuespillere i København.

Restaurant Wivel ligger i Tivoli med egen indgang fra Vesterbros Passage. Foto: Peter Elfeldt, 1925. Københavns Museum.

I august 1909 indspiller han og orkestret 10 numre for de engelske teknikere fra The Gramophone Company på to små værelser på Hotel Kongen af Danmark på Holmens Kanal. Orkestret består på det tidspunkt af 16 musikere – bl.a. den 18-årige Emil Reesen, der senere bliver en af landets mest kendte komponister og dirigenter, på skiftevis fløjte, violin, klaver og trommer. Optageudstyret står i det ene rum, og orkestret forsøger at klemme sig ind om­kring den store optagetragt i det andet. Blandt titlerne på nodestativerne er bl.a. Den fløjtende skorstensfejer af orke­strets pianist P.Th. Wallin, musik af både Tippe Lumbye selv, hans far Georg, og selvfølgelig også af gamle H.C. Lumbye. Tippe Lumbye skriver om oplevelsen i en kronik i Social-Demokraten i februar 1944:

… naar jeg hører nogle af disse Plader nu, saa gyser jeg. Orkestret og jeg blev anbragt terrasseformet paa Bænke, Stole og Borde, og Strygeinstrumenterne blev forsynede med Lydtragte for ikke at blive overdøvet af Træblæserne, Messing­suppen og Slagtøjet. En kæmpemæssig Tragt stak ud gennem Porti­éren [et hængende gardin placeret over en dørløs indgang] fra det hemme­lighedsfulde Rum, og saa tog vi fat. Efter et par Prøveoptagelser blev Orkestret omplaceret, og saa kørte vi løs. Det hele varede et Par Timer, og saa var der optaget en halv Snes orkesternumre. Nogle af Optagelserne saa aldrig Dagens Lys, saa de har nok været hambre.

Det er nu kun én af de 10 optagelser, der ikke bliver udgivet – men med i bunken af godkendte plader er noget så eksotisk som en cakewalk. Titlen er Mumblin’ Moss af Thomas W. Thurban, og her er vi i en helt anden verden end de valse og polkaer, som stadig er alle danske caféorkestres kernerepertoire. Cakewalk’en er en mellemting mellem en march og en ragtime, men selv om der stadig ikke er rigtige jazzrytmer med i spillet, så er det helt tydeligt, at Tippe Lumbye og hans musikere har en ren fest med de spændende synkoper i melo­dien; de fløjter en del af den, og der bliver både råbt begejstret og grinet højt undervejs.

Den 11. juni udkommer min bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944”. Den historie handler naturligvis også om hvordan det etablerede musikliv i København – og ledelsen i Tivoli – reagerer, da jazzen kommer til byen. I 1924 indkøber direktionen på Wivel simpelthen banjoer og saxofoner til de musikere i restaurantens faste orkester, der ellers spiller klarinet, violin og cello – og så forventer de, at orkestret i løbet af et par uger kan spille rigtig jazz. Eksperimentet falder – helt forudsigeligt – ikke ud til alles til­fredshed, og i vintersæsonen 1927-28 hyrer man omsider et specialorkester til at levere den del af underholdningen.

Du kan læse mere om bogen og forudbestille den til introduktionspris på min hjemmeside lige her. Og du kan også læse de to første kapitler om bogen ganske gratis – bl.a. om dengang to danske nazister smadrede en del af den danske musikhistorie ved et terrorattentat i 1944.

Og nedenfor du kan høre Tippe Lumbye og hans musikere slå sig løs i deres indspilning af T.W. Thurbans cakewalk ”Mumblin’ Moss” fra august 1909:

Labelfoto: Peder Hansen, Little Beat Archives.

Tre mini-foredrag … helt gratis

Her under Covid-19-krisen er der jo ikke mange muligheder for at gå til foredrag – men som et lille plaster på såret har jeg lavet tre miniforedrag hjemme i min stue; tre historier om den barske virkelighed på Det Kongelige Teater i årene omkring 1800.

I det første miniforedrag kan du høre om hvordan det var at arbejde på Det Kongelige Teater i 1798 … bl.a. om hvordan 24 hårdtarbejdende stakler måtte spille alle roller i alle skuespil, operaer og syngespil – i nogle sæsoner langt over 100 forskellige titler på en enkelt sæson – ofte med blot en enkelt gennemspilning af stykket samme dag som forestillingen fandt sted som forberedelse (se næste miniforedrag længere nede).

I år 1800 røg to af Det Kongelige Teaters sangere i fængsel. I denne lille historie møder vi Catharine og Jørgen Frydendal, som er guldalderens svar på Susse Wold og Bent Mejding. Hør om dengang de pludselig fik en ekstraopgave oven i den helt umenneskelige dynge af roller, de hver sæson skulle udføre på scenen – en opgave, som indebar, at de hver dag mellem kl. 9 og 10 skulle stille til korprøve hos en tysk voldsmand (se det sidste af de tre miniforedrag længere nede):

Og til sidst kommer her – i anledning af H.C. Andersens fødselsdag 2. april 2020 – historien om hans korte og ikke så succesfulde karriere som operasanger:

Sopranen og finanskrisen

”Det er med bevægelse og virkelig grebethed jeg skriver på denne ansøgning. Fru Johanne Brun er altså virkelig bleven således stillet at hun nu må anmode om selv den mest nødtørftige hjælp gennem legater og stipendier! Hvilken skæbne for en sådan kunstnerinde! Hvem husker ikke hendes pragtfulde virksomhed i vor opera og hvem kan uden den største undren høre på hendes sang den dag i dag? Fru Brun står endnu bestandig som kunstnerinde i fuld blomst, og man forstår ikke hvorledes det er muligt at vor operas ledelse kan afvise hende efter hende hjemkomst fra udlandet – ifald man overhovedet har i sinde at opføre Wagners værker og stor opera i det hele taget. Jeg vil antage, at Fru Brun selv vil oplyse den Rong’ske legatbestyrelse nærmere om hele sin stilling, som må forbavse ethvert menneske, og skal derfor kun indskrænke mig til at give hendes ansøgning, ikke blot min anbefaling, men min hele, fulde indsats som kunstner og min største sympati som menneske i beundring for hendes åbne karakter og ærlige stræben.”
Sådan skrev ingen ringere end Carl Nielsen i 1926. Han havde fulgt sopranen Johanne Bruns karriere i alle de år han først spillede violin og senere dirigerede i orkestergraven på Det Kongelige Teater. Johanne Brun havde debuteret som balletbarn på Gamle Scene mere end 40 år tidligere, hun havde sunget Brünnhilde i den første danske opførelse af Wagners Nibelungens ring, og nu var hun – i en alder af 49 år – i en både kunstnerisk og økonomisk desperat situation. Hun havde mistet hele sin opsparing under inflationen i Tyskland, og var ikke længere ønsket på sit gamle teater på Kongens Nytorv.
Hør her, hvordan Johanne Brun sang Wagner i 1915 – slutscenen fra Tristan og Isolde, sunget på dansk. Artiklen fortsætter under klippet:
Historien begynder på Frederiksberg. Her blev Johanne født i 1874, og som 7-årig blev hun elev på Det Kongelige Teaters balletskole. Dengang var det helt almindeligt, at balletbørnene også gjorde tjeneste som sangere i de operaer, der krævede børnekor, og Johanne debuterede faktisk som operasanger allerede som 10-årig i børnekoret i Bizets Carmen.
Den lille balletpige havde masser af muligheder for at opleve de lokale stjerner i Den Kongelige Opera. Især én person lagde hun mærke til – tenoren Frederik Brun. Efterhånden som Johanne blev ældre blev han også interesseret i hende, og i 1893 giftede den 41-årige tenor sig med den kun 18-årige balletdanser. Dengang var det normalt, at en danserinde opgav sin karriere i det øjeblik hun blev gift, men Frederik Brun havde allerede opdaget, at hans unge kone havde helt usædvanligt talent for en anden af teatrets kunstarter – nemlig hans egen:
”Hendes egentlige felt er som Wagnersangerinde. Men ved siden af vil hun sikkert med tiden blive en ypperlig koloratursangerinde…”
Johanne Brun fik sangundervisning hos de bedste lærere i byen, Fanny Gætje og dirigenten Frederik Rung. Men når hun kom hjem efter en sangtime blev lærernes råd tit fejet af banen med det samme; Frederik Brun var en dominerende og pedantisk tyran, og han var fanatisk med hensyn til sangteknik. En af hans venner beskriver ham malende i sine erindringer; at han ofte gjorde ”et affekteret, naragtigt indtryk”, og at det var noget af en prøvelse, hvis man stødte ind i ham på gaden:
”Navnlig i de perioder, da han ”lagde stemmen om” og evig og altid gik og eksperimenterede med nye metoder…Så trak han mig ugenert ind i en eller anden port på strøget, der var nogenlunde lukket. Og derinde begyndte han så at slå sine triller eller lade koloraturerne rulle. Men jeg sørgede naturligvis bare for snarest muligt at komme ud af porten igen…”
I årene omkring 1900 så Frederik Brun sin kone ændre sig fra en ung balletdanser til byens førende sopran. Samtidig havde han en fantastisk evne til at løbe direkte ind i alle tænkelige problemer og konflikter; hans stemme var slidt op, han sagde (endnu en gang!) op i vrede på Det Kongelige Teater, og til sidst blev han også skilt fra Johanne. Han emigrerede til Sverige, hvor han arbejdede som barpianist resten af sit liv.
Imens var Johanne Brun blevet én af publikums favoritter på Det Kongelige Teater. Hendes debut i 1896 var som Nattens Dronning i Tryllefløjten, og anmelderne var begejstrede fra begyndelsen. To år senere sang hun Verdis Aida, og hun fortsatte i sæsonerne efter med en utrolig blanding af store, dramatiske partier som Leonora i Verdis Trubaduren og Sieglinde i Wagners Valkyrien – og lyriske koloraturpartier som Rosina i Barberen i Sevilla. På papiret en ret umulig kombination, og ifølge anmelderne var det klart de dramatiske partier, der var Johanne Bruns force.

Svendsen

Johan Svendsen

Det var vand på dirigenten Johan Svendsens mølle. Han havde været fast tilknyttet Det Kongelige Teater siden 1883, og han havde en stor drøm; den første danske opførelse af hele Wagners Nibelungens ring. En drøm, som pludselig kom inden for rækkevidde, da teatret nu pludselig rådede over to sangere, som kunne synge Brünnhilde og Siegfried; Johanne Brun og tenoren Peter Cornelius. Siegfriedhavde premiere i 1903 og Ragnarok fulgte efter i 1905 – begge operaer blev store triumfer for Johanne Brun. Anmelderne var begejstrede, men deres kendskab til Ringen kunne ligge på et lille sted; ikke én af dem omtaler, at hele første scene af Ragnarok – scenen med de tre norner – var blevet strøget. Rhinguldet kom op på teatret i 1908 – med Johanne Brun som Freja – og nu kunne man opføre alle fire operaer samlet for første gang i Danmark.
I ti år var Johanne Bruns kontrakt med Det Kongelige Teater blevet fornyet efter hver sæson. Hun sang flere Wagner-partier, både Elsa i Lohengrin, og Venus i Tannhäuser. Det var ellers normalt, at en sanger efter en vis årrække blev fastansat – men noget tyder på, at Johanne Brun havde lært mere end sangteknik af sin mand; hun havde udviklet en sund selvsikkerhed, og hun holdt sig ikke tilbage for at sige sin mening om ledelsen på teatret. I årene efter den sidste samlede opførelse af Ringen i 1912 blev der længere og længere mellem hendes optrædener på teatret. Hendes stemme var ikke længere ung og frisk – hvad der vel ikke er noget at sige til efter en god portion Brünnhilde og Isolde – og hun var efterhånden nået op i en vægtklasse, som forhindrede en stor del af de fysiske udfoldelser på scenen. Da Tristan og Isolde skulle op på teatret for første gang i 1914 måtte Johanne Brun slås ihærdigt for muligheden for at få lov til at synge den sidste af de store Wagner-partier hun manglede i sit repertoire – hun truede endda med aldrig at synge på teateret igen hvis de valgte en anden sopran. Det lykkedes for hende at gennemtrumfe sin medvirken, på trods af modstand fra især instruktøren Julius Lehmann, og både publikum og anmeldere var ellevilde med hendes indsats.
I 1916 havde Johanne Brun fået nok af atmosfæren på Det Kongelige Teater. Tyskland var det åbenlyse sted at forsøge sig, også selvom krigen hærgede Europa. Hendes sidste forestilling efter 33 år på Det Kongelige Teater var Aida i maj 1916. Efter forestillingen kunne teaterchefen meddele, at Johanne Brun var blevet udnævnt til kongelig kammersangerinde.
Nu gik turen først til Berlin, hvor Johanne Brun knoklede med at lære den tyske tekst til de roller, hun altid havde sunget på dansk. Her fik hun også et indblik i fordelene ved at bo i Tyskland:
”Efter min erfaring spiser man billigere på restauranterne her i Berlin end i København. Min daglige middag med suppe, fisk eller en anden mellemret, steg med flere slags gemyse og dessert eller ost og brød, kostede mig med et lille glas øl og drikkepenge, kun to mark”
Ikke så underligt, at Johanne Brun havde svært ved at holde vægten nede. Men det skulle sig, at virkeligheden længere sydpå i Tyskland var langtfra så rosenrød som i Berlin. Johanne Brun havde fået en toårig kontrakt med operaen i Nürnberg, og her mødte der hende en ganske anden hverdag. Gaderne var fyldt med krigsinvalider:
”Aldrig vil jeg kunne glemme hvad jeg der så….overalt i Nürnberg møder man disse krøblinge med deres interimistiske hjælpeben og -arme. Med ansigter, hvis bortrevne stykker er erstattede med påsyede dele – forvrængede, opsvulmede menneskemasker, uudholdelige at se på…”
Arbejdet på teatret var også en brat opvågnen. Hendes debut i marts 1916 som Isolde var samtidig hendes første optræden overhovedet på tysk – men alligevel fik hun ikke så meget som én eneste prøve…det var jo en opera, som teatret havde fast på repertoiret, så den slags var sandelig ikke nødvendigt. Arbejdsdagen begyndte normalt med prøver kl. 9 om morgenen – også selv om en sanger havde optrådt aftenen før og måske først havde fået fri ved midnat. Man kunne sagtens komme ud for at skulle synge forestillinger flere aftener i træk, og om søndagen var der hele to forestillinger – og selv hvis man kun sang ved eftermiddagens forestilling, så kunne man alligevel nemt risikere at skulle møde op til aftenprøve senere samme dag.
I årene i Nürnberg sang Johanne Brun flere gange store, krævende hovedpartier som f.eks. Leonore i Beethovens Fidelio med ultrakort varsel og uden prøve. Alligevel havde hun kræfter til at synge som regelmæssig gæst ved operaerne i Augsburg, Köln og Würzburg – og i 1917 sang hun i en komplet opførelse af Ringen i Regensburg.
I september 1922 skrev Johanne Brun kontrakt med operaen i Aachen i Ruhr-distriktet, tæt på den belgiske grænse. Hendes timing ikke alt for heldig, for fire måneder senere invaderede Frankrig og Belgien Ruhr-distriktet. Inflationen galoperede helt ukontrolleret, og der var mangel på stort set alt. I et interview i en dansk avis fortalte Brun om situationen i Aachen:
”Man føler sig meget utryg og uhyggelig til mode. Der er overalt strenge bestemmelser om, på hvilken side af gaden man må gå, og i reglen er det helt forbudt at komme uden for huset efter kl. 8 eller 9 om aftenen. Vi må begynde forestillingen kl. 5 eller 6 om eftermiddagen…Priserne er vanvittige og stiger time for time. Margarine, for eksempel, steg en dag fra 40.000 til 80.000 mark for et pund fra kl. elleve til kl. halv tolv om formiddagen. Min gage er nu 9 millioner mark om ugen!…”
I begyndelsen af 1924 slap Johanne Brun væk fra Aachen. Nu skulle hun begynde på en frisk i Danzig (det nuværende Gdansk), som efter Versailles-freden i 1919 var blevet en fristad under tilsyn af Folkeforbundet. Hun skrev kontrakt med det lokale operahus, og nyheden kom også i de danske aviser. Det lykkes for en enkelt journalist, Ekstra-Bladets berygtede anmelder Frejlif Olsen, ikke blot at erklære Johanne Brun sin uforbeholdne kærlighed og beundring, men også at fornærme ikke blot hende, men hele den samlede befolkning i den tidligere polske by, en stakkels middelmådig balletdanser fra Charlottenlund og samtlige sangere på Det Kongelige Teater i København:
”Det er til at blive idiot og teosof af at tænke på, at Fru Johanne skal henslæbe uger, måske måneder i en by som Danzig. Byen er i englændernes vold, men dette kunne endda være – englænderne er renlige mennesker…men hvem er tilhørerne i den derværende opera? Flertallet er beskidte polakker, fulde af utøj og med pølsemad og bananer i lommerne, som de æder i mellemakterne og udbreder en forfærdelig stank af hvidløg og hjemmebrændt snaps…Hvorfor, spørger man, står Fru Johanne Brun ikke i stedet for og synger i Det kgl. Teater for et elegant klædt og velopdragent publikum med Hans Majestæt Kongen i spidsen på de aftener, hvor forestillingen sluttes med et balletdivertissement med Fru Elna Jørgen Jensen i hovedrollen?…Kan tænkende mennesker med sans for musik lade være med at sammenligne Fru Johanne Brun med de pjathøns, der synger på vores opera?…”
Efter flere linjer af samme skuffe beskriver journalisten i rosende vendinger Johanne Bruns velkonserverede stemmepragt. Men han er ikke færdig med injurierne, og fortsætter i bedste stil:
”Fruen er ikke helt ung længere. Hun har tilmed sin fedme at kæmpe med. Fru Johanne Brun vejer vel nok 230 pund nu, man kan ikke kalde hende et fnug, et støvgran, et molekyle – den slags kælenavne forbyder sig af sig selv…men hvad betyder tykkelse og fedme, når der i den anden vægtskål er skønhed, statelighed, det sødeste ansigt, det elskeligste smil…Fru Johanne Brun! Lad mig sige det rent ud: Jeg tilbeder Dem!”
Den danke journalist var ikke ene om at tiljuble Johanne Brun. Gennem alle årene i Tyskland havde hun hver sommer været i Danmark for at synge for sit trofaste hjemmepublikum i Tivoli, og hver gang kom spørgsmålet om en tilbagevenden til Kongens Nytorv op. Det lykkedes først i 1924 – og kun for en enkelt opførelse af Ambroise Thomas’ Mignon. Den lyriske rolle som Philine var næppe egnet til at vise styrkerne hos en 50-årig Wagnersopran, men anmelderne og publikum var begejstrede. Det blev til endnu én optræden samme år på Det Kongelige Teater, som Sieglinde…en forestilling, som skulle blive hendes sidste optræden på teatret nogensinde.
I 1925 vendte Johanne Brun tilbage til København, naturligvis med håbet om at vende tilbage til sin gamle scene. Teatret var ikke interesseret. Situationen var alvorlig; Johanne Brun havde intet arbejde, ingen pension – hun havde jo aldrig været fastansat – og hele hendes opsparing var forsvundet i den tyske inflationsperiode. Derfor var hun nødt til at bede sine gamle venner – heriblandt Carl Nielsen – om hjælp. Det lykkedes at skaffe hende en årlig sum penge fra staten, og hun fik tildelt en lotterikollektion af kongen som en slags trøstpension. Hun døde i februar 1954, næsten 80 år gammel. De sidste 25 år af sit liv gik hun lige så meget op i det ærefulde hverv med at sælge lotterisedler som i udviklingen på Det Kongelige Teater.
Inden sin død oplevede Danmarks første Brünnhilde én gang selv at vinde i klasselotteriet; hun vandt 600 kroner, og købte et nyt gulvtæppe.

Gratis uddrag af min kommende bog …

Natten mellem 24. og 25. juni 1944 går Tivolis gamle koncertsal og en masse uerstattelige noder op i flammer. Det er to danske nazister, der er skyld i katastrofen.

100 år tidligere er H.C Lumbye landets største popstjerne. Hans orkester er en sensation, da Tivoli åbner i 1843, og københavnerne jubler over de nye valse, polkaer og galopper.

Tag med på rejsen tilbage til en tid, hvor musikere – og alle andre – drikker rigeligt under udførelsen af arbejdet, og hvor det ofte er så dårligt lønnet, at det var svært at mætte en familie. Tivoli reagerer på nye trends gennem tider med både krig og kolera – hele tiden med bevistheden om arven efter Lumbye.

Følg den musikalske underholdningsindustris rivende udvikling i København fra enevældens tid, hvor seks blæsere hver dag spiller i syv timer på karrusellen i Tivoli, og frem til besættelsestiden, hvor swing­pjatterne forager, mens Leo Mathisen spiller. Lige til den dag, hvor nazisterne sprænger en fjededel af Tivoli i luften.

Her kan du ganske gratis læse de to første kapitler af min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944”. Bogen udkommer på Tivolis fødselsdag 15. august 2020:

Henrik Engelbrecht – Arven efter Lumbye – kapitel 1 og 2

“Vi kan sgu’ ikke blæse hele aftenen for de gamle kællinger …”

Carl Gottschalksen er populær lige fra sin første dag foran det nye promenadeorkester i 1906. Folkets Avis skriver: ”Det kan jo ikke Nytte at nægte det: Carl Gottschalksen er Københavnernes populæreste Musikdirigent, og naar „Callemand” fører Takstokken, helst til en af hans egne, nok som bekendte ”Scottish”, saa er der Lystighed og Løjer over hele Linien. Vi klapper med og fløjter til i Omkvædet.” Musikmuseet / Nationalmuseet.

Tivolis harmoniorkesters dirigent, Carl Gottschalksen, er genstand for flere overskrifter i hovedstadens aviser i sommeren 1912. Det hele begynder allerede i sommeren året før med gentagne klager til direktionen over de lange pauser mellem numrene i harmoniorkester­pavillonen. En fabrikant Jeppesen fra Løgstørgade hævder f.eks., at musikerne holder ni minutters pause mellem hvert nummer, der ofte er en march, der kun varer tre. Direktionen undersøger sagen. De giver klagerne medhold, og Carl Gottschalksen får en irettesættelse, og i et brev truer ledelsen ham med at installere et stopur i pavillonen, som ringer efter tre minutter.
Brevet har stort set ingen effekt på længere sigt, og klagerne fortsætter. Den 25. juli 1912 har direktionen fået nok, og uden at varsle hverken musikere eller kapelmester ændrer de ordlyden i programmet, så der over hver afdelings repertoire står:
   NB: Pausen mellem hvert Musiknumer maa højst vare 3 Minutter. 
Overskriften i Aftenbladet dagen efter lyder: ”Er Gottschalksen doven?”, og avisen kalder det nye tiltag for et mistillidsvotum til musikerne i harmoniorkestret. Musikerne er helt enige. De henvender sig til direktionen for at få sætningen strøget i programmerne fremover, men får besked om, at det kan de bare glemme; den bliver stående. Københavns Orkesterforening går ind i sagen, og en strejke truer. Carl Gottschalksen kan ikke beskyldes for at pakke tingene ind, da han om aftenen taler med Politikens udsendte om stampublikummets klager:
   Vi kan saagu ikke blæse hele Aftenen for de gamle Kællinger; vi maaPavsere, naa!
En del mere diplomatisk – og måske mere ædru? – er Gottschalksen, da han dagen efter bliver interviewet af dagblaget Riget – selv om han stadig ikke har meget til overs for klagerne:

Carl Gottschalksen. Tivolis Arkiv.

Det er lutter Krakileri og Misforståelser fra Folks side. Naar Folk sidder der og venter, synes de, at de 3 Minutter er lige saa meget som et Kvarter, og saa er der altid nogle gamle Damer, som render til Direktionen og klager. Jeg har altid holdt Pavserne paa 3 Minutter, og Direktionen og jeg har altid været fuldstændig enige om den Sag. 
Ingen af parterne kan i sidste ende se idéen i at optrappe konflikten. Den omstridte tekst udgår af programmet efter tre dage, og musikerne holder kortere pauser – i hvert fald i en periode. Men 1912 bliver Carl Gottschalksens sidste sæson i Tivoli.

Et uddrag fra min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli”, som udkommer i august 2020.

Da nazisterne sprængte musikken væk

Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Kai Henning Bothildsen Nielsen (t.v.) bliver efter krigen dømt for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Henning Emil Brøndum dømmes for 38 mord, tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger, to togattentater og otte røverier. Straffen er for begges vedkommende døden ved skydning. Dommene bliver eksekveret tidligt om morgenen den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende Christiania – i København. Den Gamle Bys arkiver og Det Kongelige Bibliotek.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Foto: Tivolis Arkiv

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Foto: Tivolis Arkiv

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.

Gratis guide til Bizets Carmen

Skal du mon se Carmen i nær fremtid? I denne tid har både Opera Hedeland og Det Kongelige Teater nye produktioner af Bizets Carmen på repertoiret – og i den anledning kan du ganske gratis downloade min guide til operaen i pdf-format, som  du enten kan læse på telefonen, din tablet, computer – eller printe ud.

Guiden har både en praktisk oversigt over handlingen og de musikalske højdepunkter, og en artikel om Bizets arbejde med operaen frem til den katastrofale premiere i 1875.

Rigtig god fornøjelse – klik på linket her:

Henrik Engelbrechts guide til Bizets Carmen

Igler og brandsår på halsen – H.C. Andersen i operaen

Sopranen Pauline Lichtenstein synger på Kongens Nytorv for første gang i 1838 – endda i en ny opera, som aldrig før er blevet spillet i København.

Første Forestilling af Jødinden; Jomf: Lichtensteins Debut. Har hun Aand og Hjerte, som hun er paa Scenen i Sang og Natur, da vilde jeg have hende til Kone.

Fromental Halévys Jødinden er en opera i den store franske stil i fem akter. Både Andersen og anmelderne er imponerede. Aarhus Stifts-Tidende skriver:

Det er næsten blevet en Sædvane hos os at ansee den første Opførelse af en Opera som en Generalprøve; men dennegang var det anderledes; thi der er næppe i Mandsminde bleven givet en Opera paa vort Theater med den Grad af Fuldkommenhed og den Præcision, hvormed ”Jødinden” opførtes denne Aften. Der var et saadant Liv, Sammenspil og Bra­vour saavel i Udførelsen af Chorene som i de enkelte Hovedpartier, at Stykket vist vil gjøre Epoke i vort Theaters Historie, thi det er at haabe, at de Kræfter, der her ere viste, ogsaa fremdeles og i andre Stykker ville gjøre sig gjeldende.

Pauline Rung som Donna Elvira i Mozarts Don Juan i scenen hvor Leporello – sunget af Peter Schram – synger listearien for hende. Tegning af Edvard Lehmann. Teatermuseet i Hofteatret.

Begejstringen gælder især byens nye stjernesopran. Pauline Lichtenstein er født i Tyskland og bliver allerede som 8-årig medlem af en omrejsende tysk teatertrup. Hun spiller børneroller, og hun er en del af det hårde, omflakkende turnéliv, som bringer den lille trup rundt i både Danmark, Sverige og Slesvig. Pauline vokser op og bliver som teenager selskabets primadonna – bl.a. i titelrollen i Das Donauweibchen, det første syngespil Andersen så som dreng i Odense. Truppen spiller også i Århus, og her hører og ser en af byens fine familier den unge sangerinde. Familien skriver til Det Kongelige Teater, som sender rejsepenge til Århus, så Pauline Lichtenstein kan komme til hoved­staden og aflægge prøve. Hun har åbenbart lært dansk nok til, at Det Kongelige Teater antager den talentfulde 18-årige tysker – og endda sætter hende til at debutere i et stort og krævende hovedparti. Dagbladet Dagenrapporterer fra den danske første­opførelse af Meyerbeers Jødinden:

Jomfru Lichtenstein er ganske fortræffelig, hun er smuk, spiller godt og synger deiligt … der har aldrig været større Jubel i Theatret over nogen Debutantinde, som over hende … Hun er en sand Skat for vort Theater … Publicum selv blev som elektriserede, de bleve alle Syd­boer, Tonernes hellig Aand kom over dem og man hørte de havde Tungemaal. Rimeligviis bliver Jomf: Lichtensteins næste Rolle, Grisis Parti i Gli puritani af Bellini, men det er desværre ikke før i næste Saison.

Pauline Lichtenstein kommer aldrig til at synge Elvira i Bellinis Puritanerne. Debutpartiet som Rachel er utroligt krævende, og hendes næste parti er næsten lige så hårdt; Leonore i Beethovens Fidelio. Selv om man har talent og stemme, er det jo ikke sikkert, at man har den grundteknik, der skal få stemmen til at fungere på længere sigt. En dag, hvor hun er til prøve på teatret, kan Jomfru Lichtenstein pludselig ikke få en lyd frem. Lægen bliver tilkaldt. Han ordinerer 12 igler sat fast på halsen af den uheldige sanger­inde. Iglerne har – ikke overraskende – en temmelig begrænset virkning. Lægen forsøger nu med yderligere en kur; to oblat­stykker dyppet i spiritus, som han lægger på hver side af strubehovedet – og derefter antænder med en tændstik. Det giver sandsynligvis brandsår på halsen, men igen er virkningen på selve stemmen ikke overvældende, og Pauline Lichtenstein må nu møde op på Svaneapoteket hver morgen og tømme et stort bæger med en ubestemmelig grøn væske.

Der går over et år, før Pauline Lichtenstein igen tør forsøge at synge for alvor. I mellem­tiden er den unge Henrik Rung kommet hjem fra et studieophold i Frankrig og Italien og er blevet ansat som syngemester på Det Kongelige Teater. Han ved mere om stemmer end de fleste i København – inklusive lægerne – og sammen arbejder de to nu langsomt med at genoptræne Pauline Lichtensteins stemme. Kemien mellem dem er så god, at de i al hemmelighed gifter sig i oktober 1841. På det tidspunkt er Pauline Rung efter to års fravær vendt tilbage til scenen, nu med betydelig mere viden om sangteknik – selv om meget tyder på, hendes lyse, friske stemme aldrig bliver helt den samme igen.


Historien er et uddrag fra min kommende bog Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen, som udkommer på Andersens fødselsdag 2. april. Læs mere om bogen her.

Gratis uddrag af min næste bog – strippende nonner og en modvillig ged

Næste år kommer for mit vedkommende til at stå i H.C. Andersens tegn; til oktober har Hans Abrahamsens opera Snedronningen premiere på Det Kongelige Teater. Hans og jeg har arbejdet på librettoen i snart en del år, og nu er alt klar til uropførelsen i København og den første udenlandske opførelse kort tid efter på et stort, internationalt operahus i Tyskland.
 
Samtidig har jeg i de seneste seks måneder arbejdet på min kommende bog om netop H.C. Andersen og hans forhold til opera. Vidste du, at H.C. Andersen går i operaen mindst 1000 gange i sit liv over hele Europa og hører både tidens superstjerner og den nye, spændende musik af Verdi og Wagner? Og at han faktisk endda selv synger i koret på Det Kongelige Teater en hel sæson – og er med til den danske førsteopførelse af Mozarts Figaros bryllup?
 
Min nye bog har titlen Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen. Bogen bliver en 484-siders billedmættet fortælling, og den udkommer på Andersens fødselsdag 2. april 2019. Den dato har mit foredrag Med H.C. Andersen i operaen også premiere på Hofteatret i København, og jeg har allerede nu foredrag i kalenderen over hele landet langt ind i 2020.
 
Her er en lille nytårsgave; et kort uddrag af bogens kapitel om Andersens operaoplevelser i Paris, hvor du kan møde både komponisten Giacomo Meyerbeer, strippende nonner og en meget modvillig ged.
 
Hent det gratis uddag af bogen via linket her.
 
Bogen kan allerede nu forudbestilles til rabatpris her.

Glædelig jul fra Jussi Björling

Den 24. og sidste låge i julekalenderen er den samme som i flere af de syv tidligere versioner af kalenderen – nemlig Adolphe Adams julesang, Cantique de Noël, sunget af Jussi Björling.

Jussi Björling får det sidste ord i årets julekalender – som samtidig er den uigenkaldeligt sidste tenorjulekalender herfra … man skal jo huske at stoppe, mens legen er god, ikke? 🙂

Tak til jer, der fulgte med undervejs gennem årene – og rigtig glædelig jul til jer allesammen!

Dagens tenor – min første Siegmund

Bohm RingJames King sang Siegmund på min første indspilning af Wagners Ringen – Karl Böhms liveoptagelse fra Bayreuth i 60’erne. En stor, rød boks med 14 LP’er, som jeg hentede som 14-årig i den nu hedengangne pladeforretning Rille Dille i Nørregade en eftermiddag på vej hjem fra fløjteundervisning i København (jeg boede i Holbæk dengang) – og jeg kan huske, at den kostede 400 kroner. Ret mange penge for mig dengang, men omregnet i hvor mange timer, jeg fik til at gå med at høre pladerne igen og igen hjemme på værelset var det et fund til pengene.

Ingen af pladerne blev slidt så meget som de fire, der udgjorde Valkyrien. Og slutningen af første og tredje akt kunne efterhånden næsten ikke spilles for slid, hakker og knas. I dag står den samme indspilning på min reol i cd-format (ved siden af en del andre, må jeg indrømme) – til samme pris som dengang på udsalg i Rille Dille, men lidt mere pladsøkonomisk. Og det sker stadig ofte, at jeg lige må høre James Kings uovertrufne Siegmund – her i Winterstürme fra slutningen af første akt af Valkyrien

Dagens tenor – i en ubehagelig situation

Jeg kan ikke forestille mig noget mere nervepirrende end at skulle synge arien “Celeste Aida” med Arturo Toscanini stående to meter fra mig med sin dirigentpind lige op i ansigtet. Og vide, at manden faktisk havde kendt Verdi, havde spillet cello i orkestret på La Scala, da hans Otello blev uropført … og at Toscanini selv dirigerede hele Aida udenad, da han som 19-årig – uden nogensinde at have dirigeret et orkester før – sprang ind og reddede en opførelse som en allersidste mulighed. Og gjorde det så godt, at han fik lov til at dirigere hele 18 forskellige operaer samme sæson.

Ikke desto mindre var det det scenarie, der mødte tenoren Richard Tucker i 1949, da NBC tv-transmitterede Verdis Aida over to aftener. Tucker var født i New York, og han begyndte sangerkarrieren som kantor ved flere synagoger i byen, og supplerede sin indtægt som sælger for The Reliable Silk Company (og ja, man kommer jo til at tænke på konkurrenternes forretningsmetoder, når man læser det firmanavn, ikke?). I 1945 debuterede Richard Tucker på The Met, hvor han sang de næste 30 år. The Met var så meget en del af Tucker, at han (som den hidtil eneste) fik lov til at holde sin bisættelse fra selve scenen i operahuset. Der ligger endda en lille park nær det nuværende Metropolitan, som er opkaldt efter ham.

Her er han så i 1949 i en situation, som jeg som nævnt ikke misunder ham. Han ser faktisk også en anelse skræmt ud …

Dagens tenor – en yderst produktiv italiener

beniamino-gigliDagens tenorkalenderlåge er med én af de helt store sangere i mellemkrigsårene, Beniamino Gigli – som på én gang var en meget religiøs mand, der donerede store summer til den katolske kirke, og samtidig var en mand, der ikke holdt sig tilbage hvad angår de mere verdslige glæder.

Der er ingen, der ved præcis hvor mange børn, Gigli nåede at få, men det er sikkert, at han både fik to med sin kone Costanza og tre med sin elskerinde gennem mange år, Lucia Vigarani. Desuden siger rygterne, at Gigli desuden fik yderligere tre børn med tre forskellige kvinder i årenes løb.

Dagens klip byder på et af de tidligste filmeksempler på, hvordan man kunne opleve opera på scenen i de gode, gamle dage; en optagelse fra 1927 med 10 minutter fra Mascagnis Cavalleria Rusticana – inklusive en Alfio, som reagerer ret afslappet på at blive bidt i øret (bl.a. ved at få en ubændig lyst til at ryge pibe), et kor et med tilsvarende noget begrænset reaktionsrepertoire, en Mamma Lucia som er god til at nikke, når sønnike synger – og en tenor, som helt sikkert heller ikke er blandt operahistoriens største sceniske begavelser.

Men Giglis stemme … den holder sgu’! 

h

Dagens tenor – sådan skal Santa Lucia synges!

Anatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko Santa Lucia engang i 1960’erne – ikke så ringe, vel?

Og nej, den oprindelige italienske tekst har ikke noget som helst med 13. december, piger i hvide kjoler og en brud med lys i håret at gøre; det er oprindeligt en neapolitansk folkesang, som handler om strandpromenaden i Napoli, som har navn efter basilikaen Santa Lucia a mare. Her er teksten på italiensk:

Sul mare luccica l’astro d’argento,
placida è l’onda, prospero è il vento.
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

O dolce Napoli, o suol beato,
ove sorridere volle il Creato.
Tu sei l’impero dell’armonia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

Dagens tenor – som indspillede 12.000 plader

aylt_label_burr-2_medDet er jo Elvis, der nærmest ejer “Are you lonesome tonight” … men den canadiske tenor Henry Burr havde faktisk allerede et hit med sangen på en 78-plade i 1927. Og hvis navnet Elvis i dag klinger en smule mere kendt end Henry Burr er det ikke på grund af antallet af plader; Burr påstod selv, at han havde medvirket på ikke færre end 12.000 indspilninger under navne som Irving Gillette, Harry Haley, Henry Gillette, Alfred Alexander, Robert Rice, Carl Ely, Harry Barr, Frank Knapp, Harry Haley, Al King og Shamus McClaskey. Alt sammen i tiden lige før den elektriske indspilningsteknik fik gjort tenorer med stemmer som Burrs arbejdsløse i popsammenhæng, fortrængt af de nye croonere med deres intime lyd.

Gérard Dicks Pellerin a-1640xlpc06513508-01-04Faktisk var hans egentlige navn Harry Haley McClaskey, og han begyndte karrieren som 13-årig drengetenor med det lokale millitærorkester i byen Saint Paul – og som 20-årig i 1902 begyndte han at indspille plader og fonografvalser med populære sange for den nye amerikanske pladeindustris helt store selskaber som Edison, Victor og Columbia. Han blev senere stjerne i flere radioshows, og endte med at skrabe en pæn formue sammen. Som han vistnok mistede i børskrakket i 1929.

 

Dagens bonuslåge – fra Tyrol

LangSynes da lige, at det er tid til en festlig bonuslåge i tenorjulekalenderen – dog ikke med en tenor, men med Franzl Lang, som jeg tit bruger som eksempel på en mand, der har pænt godt styr på registerskift, når jeg holder foredrag om stemmer.

Og så har han jo også både verdens sejeste hat OG det bedste vrik med rumpen, ikke? …

Dagens tenor – hør Verdis allerførste Otello … født i 1850!

TamagnoSelv om Verdis Otello blev uropført 5. februar 1887, så kan vi faktisk den dag i dag stadig høre den sanger, Verdi havde i tankerne, da han skrev det halsbrækkende hovedparti.

Francesco Tamagno var tidens mest fejrede italienske tenor, og hans enorme stemme og stamina fik anmelderne til at sammenligne ham med en trompet eller endda en kanon.

Allerede i 1881 havde han sunget Gabriele i Verdis 1881-udgave af Simon Boccanegra, og senere var han den første tenor, der sang den italienske 1884-version af titelpartiet i Don Carlos. Han debuterede i 1873 i Torino, og sang omkring 55 partier i løbet af sin 32-årige karriere. Og i 1898 forudsagde han en stor karriere for en ung 25-årig kollega fra Napoli – den unge mands navn var Enrico Caruso, og Tamagno fik helt ret.

Her er et musikhistorisk dokument, indspillet i 1903, det år, Francesco Tamagno trak sig tilbage fra scenerne. Heldigvis nåede han at indspillede bl.a. Otellos entré, Esultate, på lakplade. Hans indspilninger var de dyreste i Gramophone Companys katalog, og kostede ét pund i England – svarende til mindst en ugeløn for en arbejder. Som så i dette tilfælde kun fik ca. 50 sekunders sang for pengene, da pladerne kun var indspillet på den ene side. Men så havde man også lyden af Verdis eget valg som Otello inde i sin egen stue.

Tamagno

Dagens tenor – Messias med en ung dansk tenor

De fleste klip i tenorjulekalenderen er med fortidens tenorer – men ikke i dag! Nu ser vi fremad, og for en gangs skyld er optagelsen virkelig frisk fra fad; fra opførelsen af Messias i Roskilde Domkirke i fredags, med domkirkens barokensemble under ledelse af Egil Kolind. Hør bare Jonathan Koppel synge “Comfort ye – Ev’ry valley shall be exhaltet” fra Händels Messias. Et bevis på, at der er masser af tenorhåb for fremtiden.

Tak til Lone Koppel for optagelsen (ja, det er Jonathans farmor …)

 

Dagens tenor – min yndlingsamerikaner

Jeg opdagede dagens tenor i julekalenderen for første gang en efterårsdag i London i 2006. Jeg stod i Tower Records med udsigt over Piccadilly Circus. Den pladeforretning findes (heller) ikke mere – men den dag fandt jeg en helt ny CD med en tenor, jeg aldrig havde hørt om. En smilende ung mand – pladeselskabet var EMI, og det borgede jo lidt for kvaliteten. Jeg tog cd’en med i bunken over til kassen, og slæbte den hjem til Danmark sammen med en masse andre plader. Da jeg kom hjem, var det den, jeg satte i afspilleren allerførst. Og dér blev den siddende. Jeg havde opdaget Lawrence Brownlee.
 
Jeg begyndte at gå til koncerter i Tivoli da jeg var 15 år. I begyndelsen af 80’erne var det dér jeg hørte José Carreras i topform – og ti år senere sad jeg selv som assistent i Tivolis Symfoniorkester og spillede fløjte, da den svenske tenor Gösta Winbergh sang en fænomenal koncert. I 2010 blev jeg musikchef i Tivoli, og så kunne jeg SELV bestemme, hvilke tenorer, der skulle på besøg i koncertsalen. Og den allerførste solist hyrede jeg samme dag, jeg satte mig i chefstolen. Jeg var slet ikke i tvivl om, at Lawrence Brownlee skulle synge i Tivoli. Her var den perfekte stemme til bel-canto-repertoiret – og dagens klip er netop musik af Rossini, fra operaen Zelmira. Hør bare hvor fuldstændig suverænt Brownlee synger, når han kommer ind efter et minuts tid, og koret og orkestret standser op og overlader scenen kun til ham. I min verden bliver det ikke bedre; Lawrence Brownlee er helt ærligt den tenor, jeg allerhelst vil høre live i dag.