Posts By Henrik Engelbrecht

“Vi kan sgu’ ikke blæse hele aftenen for de gamle kællinger …”

Carl Gottschalksen er populær lige fra sin første dag foran det nye promenadeorkester i 1906. Folkets Avis skriver: ”Det kan jo ikke Nytte at nægte det: Carl Gottschalksen er Københavnernes populæreste Musikdirigent, og naar „Callemand” fører Takstokken, helst til en af hans egne, nok som bekendte ”Scottish”, saa er der Lystighed og Løjer over hele Linien. Vi klapper med og fløjter til i Omkvædet.” Musikmuseet / Nationalmuseet.

Tivolis harmoniorkesters dirigent, Carl Gottschalksen, er genstand for flere overskrifter i hovedstadens aviser i sommeren 1912. Det hele begynder allerede i sommeren året før med gentagne klager til direktionen over de lange pauser mellem numrene i harmoniorkester­pavillonen. En fabrikant Jeppesen fra Løgstørgade hævder f.eks., at musikerne holder ni minutters pause mellem hvert nummer, der ofte er en march, der kun varer tre. Direktionen undersøger sagen. De giver klagerne medhold, og Carl Gottschalksen får en irettesættelse, og i et brev truer ledelsen ham med at installere et stopur i pavillonen, som ringer efter tre minutter.
Brevet har stort set ingen effekt på længere sigt, og klagerne fortsætter. Den 25. juli 1912 har direktionen fået nok, og uden at varsle hverken musikere eller kapelmester ændrer de ordlyden i programmet, så der over hver afdelings repertoire står:
   NB: Pausen mellem hvert Musiknumer maa højst vare 3 Minutter. 
Overskriften i Aftenbladet dagen efter lyder: ”Er Gottschalksen doven?”, og avisen kalder det nye tiltag for et mistillidsvotum til musikerne i harmoniorkestret. Musikerne er helt enige. De henvender sig til direktionen for at få sætningen strøget i programmerne fremover, men får besked om, at det kan de bare glemme; den bliver stående. Københavns Orkesterforening går ind i sagen, og en strejke truer. Carl Gottschalksen kan ikke beskyldes for at pakke tingene ind, da han om aftenen taler med Politikens udsendte om stampublikummets klager:
   Vi kan saagu ikke blæse hele Aftenen for de gamle Kællinger; vi maaPavsere, naa!
En del mere diplomatisk – og måske mere ædru? – er Gottschalksen, da han dagen efter bliver interviewet af dagblaget Riget – selv om han stadig ikke har meget til overs for klagerne:

Carl Gottschalksen. Tivolis Arkiv.

Det er lutter Krakileri og Misforståelser fra Folks side. Naar Folk sidder der og venter, synes de, at de 3 Minutter er lige saa meget som et Kvarter, og saa er der altid nogle gamle Damer, som render til Direktionen og klager. Jeg har altid holdt Pavserne paa 3 Minutter, og Direktionen og jeg har altid været fuldstændig enige om den Sag. 
Ingen af parterne kan i sidste ende se idéen i at optrappe konflikten. Den omstridte tekst udgår af programmet efter tre dage, og musikerne holder kortere pauser – i hvert fald i en periode. Men 1912 bliver Carl Gottschalksens sidste sæson i Tivoli.

Et uddrag fra min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli”, som udkommer i august 2020.

Da nazisterne sprængte musikken væk

Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Kai Henning Bothildsen Nielsen (t.v.) bliver efter krigen dømt for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Henning Emil Brøndum dømmes for 38 mord, tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger, to togattentater og otte røverier. Straffen er for begges vedkommende døden ved skydning. Dommene bliver eksekveret tidligt om morgenen den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende Christiania – i København. Den Gamle Bys arkiver og Det Kongelige Bibliotek.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Foto: Tivolis Arkiv

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Foto: Tivolis Arkiv

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.

Gratis guide til Bizets Carmen

Skal du mon se Carmen i nær fremtid? I denne tid har både Opera Hedeland og Det Kongelige Teater nye produktioner af Bizets Carmen på repertoiret – og i den anledning kan du ganske gratis downloade min guide til operaen i pdf-format, som  du enten kan læse på telefonen, din tablet, computer – eller printe ud.

Guiden har både en praktisk oversigt over handlingen og de musikalske højdepunkter, og en artikel om Bizets arbejde med operaen frem til den katastrofale premiere i 1875.

Rigtig god fornøjelse – klik på linket her:

Henrik Engelbrechts guide til Bizets Carmen

Igler og brandsår på halsen – H.C. Andersen i operaen

Sopranen Pauline Lichtenstein synger på Kongens Nytorv for første gang i 1838 – endda i en ny opera, som aldrig før er blevet spillet i København.

Første Forestilling af Jødinden; Jomf: Lichtensteins Debut. Har hun Aand og Hjerte, som hun er paa Scenen i Sang og Natur, da vilde jeg have hende til Kone.

Fromental Halévys Jødinden er en opera i den store franske stil i fem akter. Både Andersen og anmelderne er imponerede. Aarhus Stifts-Tidende skriver:

Det er næsten blevet en Sædvane hos os at ansee den første Opførelse af en Opera som en Generalprøve; men dennegang var det anderledes; thi der er næppe i Mandsminde bleven givet en Opera paa vort Theater med den Grad af Fuldkommenhed og den Præcision, hvormed ”Jødinden” opførtes denne Aften. Der var et saadant Liv, Sammenspil og Bra­vour saavel i Udførelsen af Chorene som i de enkelte Hovedpartier, at Stykket vist vil gjøre Epoke i vort Theaters Historie, thi det er at haabe, at de Kræfter, der her ere viste, ogsaa fremdeles og i andre Stykker ville gjøre sig gjeldende.

Pauline Rung som Donna Elvira i Mozarts Don Juan i scenen hvor Leporello – sunget af Peter Schram – synger listearien for hende. Tegning af Edvard Lehmann. Teatermuseet i Hofteatret.

Begejstringen gælder især byens nye stjernesopran. Pauline Lichtenstein er født i Tyskland og bliver allerede som 8-årig medlem af en omrejsende tysk teatertrup. Hun spiller børneroller, og hun er en del af det hårde, omflakkende turnéliv, som bringer den lille trup rundt i både Danmark, Sverige og Slesvig. Pauline vokser op og bliver som teenager selskabets primadonna – bl.a. i titelrollen i Das Donauweibchen, det første syngespil Andersen så som dreng i Odense. Truppen spiller også i Århus, og her hører og ser en af byens fine familier den unge sangerinde. Familien skriver til Det Kongelige Teater, som sender rejsepenge til Århus, så Pauline Lichtenstein kan komme til hoved­staden og aflægge prøve. Hun har åbenbart lært dansk nok til, at Det Kongelige Teater antager den talentfulde 18-årige tysker – og endda sætter hende til at debutere i et stort og krævende hovedparti. Dagbladet Dagenrapporterer fra den danske første­opførelse af Meyerbeers Jødinden:

Jomfru Lichtenstein er ganske fortræffelig, hun er smuk, spiller godt og synger deiligt … der har aldrig været større Jubel i Theatret over nogen Debutantinde, som over hende … Hun er en sand Skat for vort Theater … Publicum selv blev som elektriserede, de bleve alle Syd­boer, Tonernes hellig Aand kom over dem og man hørte de havde Tungemaal. Rimeligviis bliver Jomf: Lichtensteins næste Rolle, Grisis Parti i Gli puritani af Bellini, men det er desværre ikke før i næste Saison.

Pauline Lichtenstein kommer aldrig til at synge Elvira i Bellinis Puritanerne. Debutpartiet som Rachel er utroligt krævende, og hendes næste parti er næsten lige så hårdt; Leonore i Beethovens Fidelio. Selv om man har talent og stemme, er det jo ikke sikkert, at man har den grundteknik, der skal få stemmen til at fungere på længere sigt. En dag, hvor hun er til prøve på teatret, kan Jomfru Lichtenstein pludselig ikke få en lyd frem. Lægen bliver tilkaldt. Han ordinerer 12 igler sat fast på halsen af den uheldige sanger­inde. Iglerne har – ikke overraskende – en temmelig begrænset virkning. Lægen forsøger nu med yderligere en kur; to oblat­stykker dyppet i spiritus, som han lægger på hver side af strubehovedet – og derefter antænder med en tændstik. Det giver sandsynligvis brandsår på halsen, men igen er virkningen på selve stemmen ikke overvældende, og Pauline Lichtenstein må nu møde op på Svaneapoteket hver morgen og tømme et stort bæger med en ubestemmelig grøn væske.

Der går over et år, før Pauline Lichtenstein igen tør forsøge at synge for alvor. I mellem­tiden er den unge Henrik Rung kommet hjem fra et studieophold i Frankrig og Italien og er blevet ansat som syngemester på Det Kongelige Teater. Han ved mere om stemmer end de fleste i København – inklusive lægerne – og sammen arbejder de to nu langsomt med at genoptræne Pauline Lichtensteins stemme. Kemien mellem dem er så god, at de i al hemmelighed gifter sig i oktober 1841. På det tidspunkt er Pauline Rung efter to års fravær vendt tilbage til scenen, nu med betydelig mere viden om sangteknik – selv om meget tyder på, hendes lyse, friske stemme aldrig bliver helt den samme igen.


Historien er et uddrag fra min kommende bog Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen, som udkommer på Andersens fødselsdag 2. april. Læs mere om bogen her.

Gratis uddrag af min næste bog – strippende nonner og en modvillig ged

Næste år kommer for mit vedkommende til at stå i H.C. Andersens tegn; til oktober har Hans Abrahamsens opera Snedronningen premiere på Det Kongelige Teater. Hans og jeg har arbejdet på librettoen i snart en del år, og nu er alt klar til uropførelsen i København og den første udenlandske opførelse kort tid efter på et stort, internationalt operahus i Tyskland.
 
Samtidig har jeg i de seneste seks måneder arbejdet på min kommende bog om netop H.C. Andersen og hans forhold til opera. Vidste du, at H.C. Andersen går i operaen mindst 1000 gange i sit liv over hele Europa og hører både tidens superstjerner og den nye, spændende musik af Verdi og Wagner? Og at han faktisk endda selv synger i koret på Det Kongelige Teater en hel sæson – og er med til den danske førsteopførelse af Mozarts Figaros bryllup?
 
Min nye bog har titlen Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen. Bogen bliver en 484-siders billedmættet fortælling, og den udkommer på Andersens fødselsdag 2. april 2019. Den dato har mit foredrag Med H.C. Andersen i operaen også premiere på Hofteatret i København, og jeg har allerede nu foredrag i kalenderen over hele landet langt ind i 2020.
 
Her er en lille nytårsgave; et kort uddrag af bogens kapitel om Andersens operaoplevelser i Paris, hvor du kan møde både komponisten Giacomo Meyerbeer, strippende nonner og en meget modvillig ged.
 
Hent det gratis uddag af bogen via linket her.
 
Bogen kan allerede nu forudbestilles til rabatpris her.

Glædelig jul fra Jussi Björling

Den 24. og sidste låge i julekalenderen er den samme som i flere af de syv tidligere versioner af kalenderen – nemlig Adolphe Adams julesang, Cantique de Noël, sunget af Jussi Björling.

Jussi Björling får det sidste ord i årets julekalender – som samtidig er den uigenkaldeligt sidste tenorjulekalender herfra … man skal jo huske at stoppe, mens legen er god, ikke? 🙂

Tak til jer, der fulgte med undervejs gennem årene – og rigtig glædelig jul til jer allesammen!

Dagens tenor – min første Siegmund

Bohm RingJames King sang Siegmund på min første indspilning af Wagners Ringen – Karl Böhms liveoptagelse fra Bayreuth i 60’erne. En stor, rød boks med 14 LP’er, som jeg hentede som 14-årig i den nu hedengangne pladeforretning Rille Dille i Nørregade en eftermiddag på vej hjem fra fløjteundervisning i København (jeg boede i Holbæk dengang) – og jeg kan huske, at den kostede 400 kroner. Ret mange penge for mig dengang, men omregnet i hvor mange timer, jeg fik til at gå med at høre pladerne igen og igen hjemme på værelset var det et fund til pengene.

Ingen af pladerne blev slidt så meget som de fire, der udgjorde Valkyrien. Og slutningen af første og tredje akt kunne efterhånden næsten ikke spilles for slid, hakker og knas. I dag står den samme indspilning på min reol i cd-format (ved siden af en del andre, må jeg indrømme) – til samme pris som dengang på udsalg i Rille Dille, men lidt mere pladsøkonomisk. Og det sker stadig ofte, at jeg lige må høre James Kings uovertrufne Siegmund – her i Winterstürme fra slutningen af første akt af Valkyrien

Dagens tenor – i en ubehagelig situation

Jeg kan ikke forestille mig noget mere nervepirrende end at skulle synge arien “Celeste Aida” med Arturo Toscanini stående to meter fra mig med sin dirigentpind lige op i ansigtet. Og vide, at manden faktisk havde kendt Verdi, havde spillet cello i orkestret på La Scala, da hans Otello blev uropført … og at Toscanini selv dirigerede hele Aida udenad, da han som 19-årig – uden nogensinde at have dirigeret et orkester før – sprang ind og reddede en opførelse som en allersidste mulighed. Og gjorde det så godt, at han fik lov til at dirigere hele 18 forskellige operaer samme sæson.

Ikke desto mindre var det det scenarie, der mødte tenoren Richard Tucker i 1949, da NBC tv-transmitterede Verdis Aida over to aftener. Tucker var født i New York, og han begyndte sangerkarrieren som kantor ved flere synagoger i byen, og supplerede sin indtægt som sælger for The Reliable Silk Company (og ja, man kommer jo til at tænke på konkurrenternes forretningsmetoder, når man læser det firmanavn, ikke?). I 1945 debuterede Richard Tucker på The Met, hvor han sang de næste 30 år. The Met var så meget en del af Tucker, at han (som den hidtil eneste) fik lov til at holde sin bisættelse fra selve scenen i operahuset. Der ligger endda en lille park nær det nuværende Metropolitan, som er opkaldt efter ham.

Her er han så i 1949 i en situation, som jeg som nævnt ikke misunder ham. Han ser faktisk også en anelse skræmt ud …

Dagens tenor – en yderst produktiv italiener

beniamino-gigliDagens tenorkalenderlåge er med én af de helt store sangere i mellemkrigsårene, Beniamino Gigli – som på én gang var en meget religiøs mand, der donerede store summer til den katolske kirke, og samtidig var en mand, der ikke holdt sig tilbage hvad angår de mere verdslige glæder.

Der er ingen, der ved præcis hvor mange børn, Gigli nåede at få, men det er sikkert, at han både fik to med sin kone Costanza og tre med sin elskerinde gennem mange år, Lucia Vigarani. Desuden siger rygterne, at Gigli desuden fik yderligere tre børn med tre forskellige kvinder i årenes løb.

Dagens klip byder på et af de tidligste filmeksempler på, hvordan man kunne opleve opera på scenen i de gode, gamle dage; en optagelse fra 1927 med 10 minutter fra Mascagnis Cavalleria Rusticana – inklusive en Alfio, som reagerer ret afslappet på at blive bidt i øret (bl.a. ved at få en ubændig lyst til at ryge pibe), et kor et med tilsvarende noget begrænset reaktionsrepertoire, en Mamma Lucia som er god til at nikke, når sønnike synger – og en tenor, som helt sikkert heller ikke er blandt operahistoriens største sceniske begavelser.

Men Giglis stemme … den holder sgu’! 

h

Dagens tenor – sådan skal Santa Lucia synges!

Anatolij Solovjanenko blev født i 1932 i en minearbejderfamilie i Donetsk i Ukraine – og han én af de ufatteligt mange sangere, som nærmest ingen i vesten dag kender. Til trods for, at han i løbet af sin karriere både nåede at synge på The Met i New York og at indspille hele 18 LP’er med sange og operaarier.

Til gengæld er han bestemt ikke glemt hjemme i Ukraine; han var solist ved operaen i Kiev i over 30 år, og døde i 1999 af hjerteproblemer. I dag er der rejst en statue af ham i Donetsk, og den lokale operahus tog efter Solovjanenkos død navneforandring til hans ære. Idéen er hermed givet videre til det måske fremtidige Lauritz Melchior-operahus i København.

Her synger Solovjanenko Santa Lucia engang i 1960’erne – ikke så ringe, vel?

Og nej, den oprindelige italienske tekst har ikke noget som helst med 13. december, piger i hvide kjoler og en brud med lys i håret at gøre; det er oprindeligt en neapolitansk folkesang, som handler om strandpromenaden i Napoli, som har navn efter basilikaen Santa Lucia a mare. Her er teksten på italiensk:

Sul mare luccica l’astro d’argento,
placida è l’onda, prospero è il vento.
Venite all’agile barchetta mia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

O dolce Napoli, o suol beato,
ove sorridere volle il Creato.
Tu sei l’impero dell’armonia,
Santa Lucia, Santa Lucia.

Dagens tenor – som indspillede 12.000 plader

aylt_label_burr-2_medDet er jo Elvis, der nærmest ejer “Are you lonesome tonight” … men den canadiske tenor Henry Burr havde faktisk allerede et hit med sangen på en 78-plade i 1927. Og hvis navnet Elvis i dag klinger en smule mere kendt end Henry Burr er det ikke på grund af antallet af plader; Burr påstod selv, at han havde medvirket på ikke færre end 12.000 indspilninger under navne som Irving Gillette, Harry Haley, Henry Gillette, Alfred Alexander, Robert Rice, Carl Ely, Harry Barr, Frank Knapp, Harry Haley, Al King og Shamus McClaskey. Alt sammen i tiden lige før den elektriske indspilningsteknik fik gjort tenorer med stemmer som Burrs arbejdsløse i popsammenhæng, fortrængt af de nye croonere med deres intime lyd.

Gérard Dicks Pellerin a-1640xlpc06513508-01-04Faktisk var hans egentlige navn Harry Haley McClaskey, og han begyndte karrieren som 13-årig drengetenor med det lokale millitærorkester i byen Saint Paul – og som 20-årig i 1902 begyndte han at indspille plader og fonografvalser med populære sange for den nye amerikanske pladeindustris helt store selskaber som Edison, Victor og Columbia. Han blev senere stjerne i flere radioshows, og endte med at skrabe en pæn formue sammen. Som han vistnok mistede i børskrakket i 1929.

 

Dagens bonuslåge – fra Tyrol

LangSynes da lige, at det er tid til en festlig bonuslåge i tenorjulekalenderen – dog ikke med en tenor, men med Franzl Lang, som jeg tit bruger som eksempel på en mand, der har pænt godt styr på registerskift, når jeg holder foredrag om stemmer.

Og så har han jo også både verdens sejeste hat OG det bedste vrik med rumpen, ikke? …

Dagens tenor – hør Verdis allerførste Otello … født i 1850!

TamagnoSelv om Verdis Otello blev uropført 5. februar 1887, så kan vi faktisk den dag i dag stadig høre den sanger, Verdi havde i tankerne, da han skrev det halsbrækkende hovedparti.

Francesco Tamagno var tidens mest fejrede italienske tenor, og hans enorme stemme og stamina fik anmelderne til at sammenligne ham med en trompet eller endda en kanon.

Allerede i 1881 havde han sunget Gabriele i Verdis 1881-udgave af Simon Boccanegra, og senere var han den første tenor, der sang den italienske 1884-version af titelpartiet i Don Carlos. Han debuterede i 1873 i Torino, og sang omkring 55 partier i løbet af sin 32-årige karriere. Og i 1898 forudsagde han en stor karriere for en ung 25-årig kollega fra Napoli – den unge mands navn var Enrico Caruso, og Tamagno fik helt ret.

Her er et musikhistorisk dokument, indspillet i 1903, det år, Francesco Tamagno trak sig tilbage fra scenerne. Heldigvis nåede han at indspillede bl.a. Otellos entré, Esultate, på lakplade. Hans indspilninger var de dyreste i Gramophone Companys katalog, og kostede ét pund i England – svarende til mindst en ugeløn for en arbejder. Som så i dette tilfælde kun fik ca. 50 sekunders sang for pengene, da pladerne kun var indspillet på den ene side. Men så havde man også lyden af Verdis eget valg som Otello inde i sin egen stue.

Tamagno

Dagens tenor – Messias med en ung dansk tenor

De fleste klip i tenorjulekalenderen er med fortidens tenorer – men ikke i dag! Nu ser vi fremad, og for en gangs skyld er optagelsen virkelig frisk fra fad; fra opførelsen af Messias i Roskilde Domkirke i fredags, med domkirkens barokensemble under ledelse af Egil Kolind. Hør bare Jonathan Koppel synge “Comfort ye – Ev’ry valley shall be exhaltet” fra Händels Messias. Et bevis på, at der er masser af tenorhåb for fremtiden.

Tak til Lone Koppel for optagelsen (ja, det er Jonathans farmor …)

 

Dagens tenor – min yndlingsamerikaner

Jeg opdagede dagens tenor i julekalenderen for første gang en efterårsdag i London i 2006. Jeg stod i Tower Records med udsigt over Piccadilly Circus. Den pladeforretning findes (heller) ikke mere – men den dag fandt jeg en helt ny CD med en tenor, jeg aldrig havde hørt om. En smilende ung mand – pladeselskabet var EMI, og det borgede jo lidt for kvaliteten. Jeg tog cd’en med i bunken over til kassen, og slæbte den hjem til Danmark sammen med en masse andre plader. Da jeg kom hjem, var det den, jeg satte i afspilleren allerførst. Og dér blev den siddende. Jeg havde opdaget Lawrence Brownlee.
 
Jeg begyndte at gå til koncerter i Tivoli da jeg var 15 år. I begyndelsen af 80’erne var det dér jeg hørte José Carreras i topform – og ti år senere sad jeg selv som assistent i Tivolis Symfoniorkester og spillede fløjte, da den svenske tenor Gösta Winbergh sang en fænomenal koncert. I 2010 blev jeg musikchef i Tivoli, og så kunne jeg SELV bestemme, hvilke tenorer, der skulle på besøg i koncertsalen. Og den allerførste solist hyrede jeg samme dag, jeg satte mig i chefstolen. Jeg var slet ikke i tvivl om, at Lawrence Brownlee skulle synge i Tivoli. Her var den perfekte stemme til bel-canto-repertoiret – og dagens klip er netop musik af Rossini, fra operaen Zelmira. Hør bare hvor fuldstændig suverænt Brownlee synger, når han kommer ind efter et minuts tid, og koret og orkestret standser op og overlader scenen kun til ham. I min verden bliver det ikke bedre; Lawrence Brownlee er helt ærligt den tenor, jeg allerhelst vil høre live i dag.

Dagens tenor – en amerikaner på tysk i fransk musik

Den amerikanske tenor Richard Leech var én af de store stemmer i 1980’erne og 90’erne – selv om konkurrencen fra f.eks. tre ret fremtrædende kolleger på alle medier og scener var ret overvældende.

Her synger han partiet som Raoul i en duet fra Meyerbeers opera Huguenotterne – sunget på tysk, og det er faktisk en oversættelse, som Meyerbeer selv fik lavet til operaens berlinerpremiere seks år efter uropførelsen på fransk i 1836.

Optagelsen er fra en gallakoncert i New Yorks Carnegie Hall i 1987, og kort før have Leech sunget operaen i netop Berlin sammen med sopranen Pilar Lorengar. Og den aften fik mange ørerne op for en tenor, som for alvor fik sit internationale gennembrud med netop den rolle. To år senere stod han på scenen på The Met i hjembyen New York – he had made it!

 

Dagens tenor – engelsk stjerne synger for krigsveraner

220px-Alfred_Piccaver_02Dagens tenorlåge gemmer på et klip fra det fantastiske British Pathé-arkiv, hvor man kan bruge timer og dage på at finde nyhedsklip fra første halvdel af det 20. århundrede – også en del med musikere og sangere. Her er det den engelsk/amerikanske tenor Alfred Piccaver, der synger for indlagte krigsveteraner fra 1. verdenskrig på Queen Mary’s Hospital i Roehampton i 1932.

Alfred Piccaver (født i 1884) boede i England under 2. verdenskrig, men ellers var hans faste hjemby både før og efter krigen Wien, hvor han var fast medlem af ensemblet ved statsoperaen fra 1912. Efter krigen tog han tilbage til sin yndlingsby, og var med til at geninvie Wieneroperaen i 1955. Han  døde tre år senere – og fik en statsbegravelse af den østrigske stat.

 

 

 

Dagens tenor er – en kvinde på 22!

Ruby_HelderEr tenorer altid mænd? Ja, det tror man – men her er undtagelsen. Dagens tenorlåge i julekalenderen gemmer på en tragisk skæbne – Miss Ruby Helder, som blev født i 1890 i Bristol. Hendes far havde en pub, hvor den unge Ruby sang for gæsterne – og de lagde mærke til, at hun havde et ret usædvanligt stemmeomfang – fra tenorernes høje C og to oktaver ned. Altså en oktav dybere end f.eks. sopranstemmer.

Hun fik undervisning bl.a. på Guildhall School of Music i London og hos én af tidens kendte sangere på Covent Garden, Charles Santley. I 1908 begyndte hun at indspille grammofonplader, og hendes fine tenorstemme kombineret med det utrolige faktum, at den tilhører en ung pige, gør hende til en attraktion i Londons musikliv.

Senere turnérer hun i USA, bl.a. med den berømte dirigent John Philip Sousas harmoniorkester, og synger for Caruso, som på det tidspunkt er fast inventar på The Met i New York. Caruso anbefaler Met at hyre den unge sanger, men operahuset afslår; “The Met er ikke et cirkus!”, er svaret.

I 1920 bliver Ruby Helder gift med en amerikansk arkitekt, og parret tager på en turné til Italien, men uden den store succes.  Nyhedens interesse for den kvindelige tenor er dalende, og i 1927 flytter parret til Californien, hvor Helder underviser i sang i en årrække. Hun stopper karrieren som sanger helt i 1935, og dør tre år senere, dybt alkoholiseret, som kun 48-årig.

Ruby Helder, den kvindelige tenor, fik aldrig den karriere, hun drømte om – men hør engang på indspilningen her af arien fra Flotows Martha, og luk øjnene; kan du høre, at det er en kvinde på 22, der synger?

Dagens tenor – Domingo som 28-årig

DomingoDagens tenor i julekalenderen har sunget omkring 150 forskellige roller på scenen. Ingen andre nulevende sangere kan prale af at have sunget så mange (for det meste hoved-)roller, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Dagens klip er med en helt ung Domingo; som 28-årig i Paris i 1969 i ‘Fra poco a me ricovero’ fra sidste akt af Donizettis Lucia di Lammermoor. Aldo Ceccato dirigerer, og Domingo er i topform med en lysere og mere åben klang end man hører ham med blot få år senere. Horngruppen hos den franske radio er til gengæld ikke helt så heldig hen mod slutningen af klippet …

Dagens tenor – en dansker på krydstogt

Dagens tenor – den bedste udtynding på et højt C nogensinde?

“The most spectacular single moment in my observation year had come when I heard his diminuendo on the high C in “Salut! demeure” in Faust: I shall never as long as I live forget the beauty of that sound”.

Sådan skrev operachefen Rudolf Bing fra The Met om dagens tenor i julekalenderen – en tenor, hvis stemme desværre ikke holdt til at synge så åbent og udækket som han gjorde; de fleste kender ham især fra indspilningerne med Maria Callas, som for de flestes vedkommende er lavet på et tidspunkt, hvor han havde store vokale problemer. Her er Giuseppe di Stefano til gengæld i topform i en liveoptagelse fra 1950, hvor han laver en helt utrolig udtynding på et pænt langt højt C i arien “Salut! demure chaste et pure” fra Gounods Faust. 

Dagens tenor – Pavarotti i ukendt Verdi

Dagens låge er med musik fra Verdis femte opera, Ernani, fra 1844. Den kender du ikke? Den bliver heller ikke spillet ret ofte nu, men den er faktisk fyldt med fremragende musik, og var i lang tid Verdis allermest populære opera, indtil Trubaduren slog den af banen i 1853. Her er Pavarotti i topform på The Met i 1983 i arien “Odi il voto” – en arie, som Verdi først skrev efter premieren, og som er en slags “optional insert”. De fleste tenorer faktisk plejer at droppe den helt, eller nøjes med at synge den langsomme del; så stryger de stretta’en (den hurtige del) efter det korte kor, simpelthen fordi slutningen er sindssygt hård for tenoren. Her er det hele med. Heldigvis.
 
Og hvis nogen synes, at det minder om noget bekendt, så er det ikke helt forkert; Verdi bruger præcis samme opbygning af en scene for tenoren i netop operaen Trubaduren (Ah, si ben mio … Di quella pira). Lad os give Ernani en chance til – og ingen bedre advokat for titelrollen end mesteren selv. Ingen tenorkalender uden min helt fra Modena.

Dagens tenor – min yndlingstysker

Dagens låge i tenorjulekalenderen er min personlige favorit, når det gælder tyske tenorer. Da jeg var 11 år gammel spillede jeg fløjte i Holbæk Garden. Jeg ku’ godt li’ marscherne, og jeg syntes, at uniformen var SÅ flot. Dirigenten i garden hed Flemming – og det var ham, der startede lavinen. Det var ham, der lånte mig en kasse med tre LP’er med noget, jeg aldrig før havde hørt. Mozarts Tryllefløjten burde jo lige være noget for en dreng, der elsker at spille fløjte – og jeg gik hjem og tog hovedtelefonerne på og satte pickup’en på min fars grammofon ned i begyndelsen af side 1.

Musikken i Tryllefløjten spillede derudad, og sangerne sang løs – men der skete ikke rigtig noget på fløjtefronten. Først henne midt på side 3 var der en solo for fløjte – men på det tidspunkt var det fuldstændig ligemeget. Jeg var blevet helt opslugt af den mærkelige historie, af Mozarts musik – og af ham, der sang Tamino. Han var tenor, stod der i teksthæftet.

Tenoren hed Fritz Wunderlich. Jeg blev fuldstændig overvældet af den stemme – det lød SÅ nemt og ligetil … og det gjorde ikke noget, at jeg ikke helt forstod hvad han sang. Jeg måtte høre mere. Jeg måtte på biblioteket! Jeg fik hjælp af bibliotekaren, der hed Susan. Hun viste mig, hvad de havde af plader med Fritz Wunderlich, og jeg slæbte plader hjem og lyttede og lyttede. Du kan høre min historie om Fritz Wunderlich i første afsnit i podcastserien “Mine tenorer”, som ligger til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside her.

En af de plader, jeg lånte på biblioteket i Holbæk var med musikken her; Tjajkovskijs Eugen Onegin – sunget på tysk. Det bliver ikke bedre i min verden.

Dagens tenor – en bornholmsk Don José

Dagens låge i tenorjulekalenderen byder på en af de faktisk ikke få bornholmske tenorer gennem tiden. Dagens tenor blev ansat på Det Kongelige Teater i 1937 til en månedsløn på hele 83 kroner. Her er han som Don José i Carmen i ASA-filmen “Klingende toner” fra 1945.