Posts By Henrik Engelbrecht

H.C. Andersen og Jægerbruden

H.C. Andersen tegnet af Carl Hartmann i 1845.

I 1831 er H.C. Andersen på sin første udlandsrejse til Tyskland. For første gang skal han opleve opera på et teater, som er større end det, han kender fra Kongens Nytorv i København. Teatret i Hamburg er kun fire år gammelt, og har plads til svimlende 2.800 tilskuere – langt over dobbelt så mange som på Det Kongelige Teater København:

Carl Maria von Webers Jægerbruden står på plakaten – og den opera kender Andersen fra sin tid som korist ved Det Kongelige Teater. I hele to sæsoner forsøger han sig bl.a. som ulønnet aspirant i operakoret – men ender med at blive kasseret som komplet ubrugelig på den kongelige scene.

Stadt–Theater i Hamburg fotograferet omkring 1865. Teatret lå på samme adresse i Dammtorstrasse, hvor den nuværende Hamburgische Staatsoper ligger i dag.

26. april 1822 går Webers Jægerbruden for første gang på Kongens Nytorv. H.C. Andersen er højst sandsynligt med i koret, i hvert fald som fysisk fyld, der måske bare skal mime mens kollegerne synger. Begejstringen for Jægerbruden er enorm – Webers fuldskala-romantik går rent hjem på Det Kongelige Teater. Det endda på trods af, at de scenografiske udfordringer – især i den uhyggelige ulveslugtscene – er pænt over, hvad teatret kan hente på kulisselageret; der bliver fremstillet et vandfald, som består af “2 store Valser” og en “Skumvalse”, og man maler nye sætstykker med “udgaaede Træstammer med Ravne paa” og endda en “Ugle med Blikhoved og Lampe dertil”. De mange nymodens påfund er åbenbart en relativt stor udfordring for maskinfolkene; ved de fleste opførelser lykkes det at rive tilskuerne ud af illusionen flere gange undervejs. Da den svenske kronprins skal se forestillingen, falder månen såmænd ned på scenen med et brag. Webers Jægerbruden er alligevel en kæmpesucces, både i København og i resten af Europa. H.C. Andersen fortæller om sin oplevelse af Jægerbruden i Hamburg:

Carl Maria von Weber

Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort … Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar.

Ikke alt er altså bedre end hjemme, mener Andersen. Særligt én ting irriterer ham den aften i Hamburg; han kan ikke vænne sig til, at sangerne træder ud af deres roller, når publikum klapper efter en arie. I København er den slags strengt forbudt, ligesom man aldrig har fremkaldelser af de medvirkende efter tæppefald. Når tæppet går ned på Det Kongelige Teater, bliver det nede – og så kan publikum ellers klappe, juble, buh’e eller pifte i de medbragte  hoveddørsnøgler så meget de har lyst – men kun i fem minutter. Så bliver der slået på en gong–gong, og så er det slut med enhver form for ytringer, om de så er positive eller negative. Militæret og politiet er til stede ved alle forestillinger, og de griber ind, hvis nogen skulle formaste sig til at bryde reglen. Det sker ofte. I Hamburg oplever Andersen, at især én af de medvirkende er meget ivrig efter at anerkende publikums applaus:

En Demoiselle Gned [Nina Gned, 1811–1874, østrigsk operasanger og skuespiller] gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser. Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter … 

Eleonore Zrza

Faktisk har Andersen mindst én gang oplevet, at en sanger på Kongens Nytorv har fået så meget bifald efter en arie, at hun måtte synge den igen – og dermed jo i den grad ødelægge den illusion, som er så vigtig for Andersen. Det sker ved den sjette opførelse af Mozarts Figaros bryllup i 1821, hvor Andersen jo selv medvirker i koret, og hvor sopranen Eleonore Zrza sang grevindens parti. Forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou beskriver begivenheden mange år senere – og fortæller også om grunden til, at det blev ved denne ene dacapo–hændelse. To uger senere råber kvikke hoveder blandt publikum nemlig helt overdrevent sarkstisk på dacapo da teatrets store komiske Holberg–skuespiller Ferdinand Lindgreen synger sin parodi på en middelaldervise i Jeppe på bjerget – og så er det slut med den slags unoder fremover:

Jfr. Zrza, som i det Hele gav Grevindens Sangpartie mesterligt, henrev ved sin overraskende brillante Virtuositet i den store Arie til en saadan Enthusiasme, at hun ved sjette Forestilling maatte paa stormende Opfordring gjentage den, hvad der, da Directionen ikke modsatte sig det, endskjøndt den frygtede meget mislige Følger deraf, maaskee her vilde have indført dette Kunsten høist skadelige Uvæsen, dersom et lystigt Hoved ikke, ved nogle Aftener efter at raabe Dacapo i “Jeppe paa Bjerget” for Lindgreens Vise “Liden Kirsten og Hr. Peder”, meget pudseerligt havde parodieret det og fremkaldt en saa umaadelig Skoggerlatter, at Ingen fremdeles dristede sig til et Dacapo.

Den østrigske sopran Nina Gned er kun 20 år gammel, da H.C. Andersen oplever hende i Hamburg, men hun har som datter af et sanger/skuespillerægtepar allerede været en del af teaterbranchen i flere år; hun synger som barn i koret ved det tyske teater i Budapest og debuterer som solist allerede som 18–årig. Nina Gned er et lovende navn i både det tyske og det italienske repertoire, da Andersen oplever hende i Hamburg. Andersen har sikkert helt ret, når han kommenterer hendes gode sangteknik; hun kan både synge de ekstreme koloraturer i Mozart–partier som Nattens dronning i Tryllefløjten og Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet og de lange linjer i det italienske repertoire af Donizetti og Bellini. Hun får en ekstremt lang karriere; da højden svigter begynder hun at synge mezzosopranpartier, men åbenbart stadig på et virkelig højt niveau; i 1837 synger hun mezzopartiet som Isoletta i Bellinis La straniera på La Scala i Milano. Senere optræder hun oftere og oftere som skuespiller. I 1846 bliver hun ansat ved hofteatret i Hannover, hvor hun kan fejre sit 50–års scenejubilæum i 1871.

Nina Gned er ikke alene om at træde ud af rollen for at modtage publikums hyldest undervejs i operaerne; det er normalt i både Tyskland og Italien, men helt uhørt i København. Andersen skal stadig vænne sig til at opleve opera på den internationale scene.

 

Elefanten der drak rødvin – italiensk opera på Vesterbro

 

Jeg sidder i denne tid og lægger sidste hånd på en ny bog om de italienske operagæstespil på Hofteatret i København i 1840’erne. Bogen udkommer til efteråret og fortæller historien om, hvordan danskerne går totalt amok over en helt ny form for musikteater, som er meget anderledes end den, de kender fra byens kongelige teater. Her er en smagsprøve; lidt af forhistorien, som begynder udenfor voldene. 

København 1841. Philippo Pettoletti har boet i byen i næsten 40 år. Han kommer hertil med et italiensk pantomimeselskab, og han optræder som stærk mand og musikalsk klovn; hans hofnummer er at slå saltomortaler og spille på violin … samtidig. Men Pettoletti får efterhånden ambitioner om ikke bare at optræde på andres teatre – han vil også selv være chef.

I 1828 lejer han sig sammen med to kompagnoner ind på bagermester Schurs nyrenoverede Blaagaard Theater på Nørrebrogade. Teatret er det største og mest komfortable af forstadsteatrene i København, og repertoiret består af en bred palet af pantomimeforestillinger, stærke mænd, tryllekunstnere, marionetdukker, skyggespil og gøgl i alle afskygninger. Pettoletti spiller selv rollen som velkendt fransk kejser i en stort anlagt pantomimeforestilling, der beskriver ”Napoleons Død og Begravelse paa Øen Sankt Helena“.

En del af aktiviteterne på Pettolettis teater er cirkusforestillinger, som i mange tilfælde er rent dyrplageri; en aften falder en elefant gennem det skrøbelige scenegulv ned i maskinkælderen. Den lander på ryggen og brøler i smerte. Efter en halv time er den tvunget på benene igen, blandt andet takket være to flasker vin.

Reglerne for forstadsteatrene er klare; det er forbudt at spille noget, der bare antydningsvis kan tænkes at konkurrere med repertoiret på Det Kongelige Teater. Og direktionen på Kongens Nytorv holder nidkært øje med, at ingen træder over grænsen. I 1831 får Pettoletti besøg af en fransk trup, der spiller vaudeviller med børn mellem fem og ti år i alle rollerne. I den anledning bliver han politianmeldt af Det Kongelige Teaters ledelse, som mener at han har overtrådt forbuddet mod at spille forestillinger, der er i direkte konkurrence med kongens eget teater. Pettoletti snakker sig behændigt ud af sagen, men får nu alligevel en advarsel om for fremtiden at holde sig strengt til reglerne.

Men Pettoletti har ambitioner om at præsentere andet end børnearbejdere, dyrplageri og den laveste gøglerfællesmængde for sit publikum. Han ansøger Frederik 6. om lov til at præsentere tyske vaudevillegæstespil, men får blankt afslag. Alligevel sniger han udenlandske sangere ind på sit teater; i april 1832 optræder to italienere, Annato og Perecini, for første gang på Blaagaard Teater. De synger italienske sange med guitarakkompagnement, og pressen er især begejstret for Annato, som er i besiddelse af hvad en journalist kalder ”en frappant Tunge-Volubilitet”.

En tidlig morgen i april 1833 bliver der slået brandalarm; teatret er i flammer, og det brænder ned til grunden på kort tid. Alle dekorationer og maskindele er også gået tabt. Pettoletti er hurtigt klar med en ny plan, og han ansøger igen kongen om at få tilladelse til at spille mere seriøst teater. Allerede i juni lykkes det ham – måske fordi både hoffet og direktionen på Det Kongelige Teater alligevel synes, at Pettoletti fortjener lidt medgang.

Pettoletti lejer det ledige morskabsteater på Vesterbro og præsenterer nu ”dramatiske Forestillinger” med Carl Beckers tyske skuespillertrup, som allerede i ti år havde haft tilladelse til at turnere i provinsen. Myndighederne har åbnet døren til en mere lempelig fortolkning af Det Kongelige Teaters monopol på klem; i november 1833 får Pettoletti bevilling til at spille dramatiske forestillinger udenfor voldene i de tre sommermåneder, hvor Det Kongelige Teater holder lukket.

Pettoletti satser stort. Han låner penge og lejer en grund på Vesterbro lige syd for Frihedsstøtten. Her opfører han på under tre måneder sit eget teater, som får navnet Vesterbroes nye Theater. Der er plads til 1200 tilskuere i den runde sal, og akustikken er forbavsende god. Man ser også godt fra stort set alle pladser i den cirkelformede sal, som minder om en cirkusarena. Men der er ikke råd til luksus; væggene i den helt uopvarmede bygning består af rå, uhøvlede brædder banket op på en muret sokkel. Der er hverken råd eller plads til en ordentlig foyer eller korridorer, der er fodkoldt, fordi der simpelthen slet ikke er et rigtigt gulv i salen – og det trækker ind mange steder, hvor der ligefrem er huller i væggene ud til det fri. I bladet Politivennenklager en hårdtprøvet københavner over at man ”for en Aftens Fornøjelse må plages med Forkølelse 8 til 14 Dage og undertiden længere”.

Alligevel går københavnerne i sommeren 1834 i teatret hos Pettoletti og ser Det slesvig-holstenske Hofteaterselskabs opførelser af både skuespil og populære operaer som Rossinis Barberen i Sevilla, Mozarts Figaros bryllup og Webers Jægerbruden. Truppen synger det hele på tysk, og de medbringer et kor på 10 damer og 10 herrer og et orkester på 22 mand. I de følgende somre gæster både slesvig-holstenerne og flere andre tyske operatrupper Vesterbros nye Theater. Om vinteren, når Det Kongelige Teater spiller, fylder Pettoletti teatrets repertoire ud med spanske danserinder, dværge fra Böhmen, stærke mænd og rene cirkusforestillinger.

Men Pettoletti har stadig ambitioner, som rækker længere. Han ansøger igen og igen om at få lov til at udvide sin virksomhed, og han ved, at den nye konge er særligt glad for italiensk opera. I august 1840 sker miraklet; Christian 8. underskriver en kongelig resolution, der giver Pettoletti lov til at ”give Forestillinger i det italienske Sprog paa det Dem tilhørende Theater udenfor Kjøbenhavns Vesterport”. Pettoletti får samtidig at vide, at han hverken kan regne med økonomisk hjælp fra hoffet, med hjælp fra Det Kongelige Kapel – byens eneste orkester – eller fra Det Kongelige Teater i det hele taget. Men monopolet er brudt for første gang i 100 år. Pettoletti kan begynde at forberede en helt ny æra i dansk operahistorie.

Fordrukken Tivoli-direktør forsøgte at kapre operastjerner

I slutningen af 1841 kommer et italiensk operakompagni til København. Alle i byen snakker om de eksotiske sangere, der både spiller og synger helt anderledes end de lokale – her er der smæk for skillingen, og københavnerne går amok i begejstring.

Italienerne spiller deres forestillinger på Vesterbroes nye Theater hos teaterchef Philippo Pettoletti. Men i de første dage af december 1841 kan man i fire af hovedstadens aviser læse, at løjtnant Georg Carstensen skal overtage det italienske selskab, og i den forbindelse har aftalt med hoffet, at han kan benytte Hofteatret til forestillingerne.

Carstensen er en yderst entreprenant herre. Han er både  redaktør af tidsskriftet Figaro, han arrangerer festaftener med ny, spændende musik af H.C. Lumbye i Kongens Have og på Christiansborg Ridebane – og kun to år senere har han åbnet en ny forlystelseshave på det gamle militærterræn lige undenfor Vesterport. Haven får navnet Tivoli – men den er stadig fremtidsmusik i dagene op til julen 1841.

Georg Carstensen er 29 år gammel, og han er en rastløs alkoholiker, som hele tiden er i gang med nye planer. Han er også en mand med en temmelig usund døgnrytme; om aftenen går han ned på sin stamrestaurant på Kongens Nytorv, Minis Café – og når de så lukker omkring midnat tager han tit vennerne med hjem til lidt mere seriøs druk og måske noget natmad. Han går som regel først i seng ved 3-4-tiden, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, som han så drikker af når han vågner i løbet af natten og formiddagen. Carstensen står op ved middagstid, og så skal hans tjener i mellemtiden hver dag have været i byen for at købe et par nye, hvide handsker og seks store cigarer. Og SÅ er Georg Carstensen klar til endnu en dag.

I begyndelsen af december 1841 er Carstensen i gang med det, man i dag ville kalde en solid gang spin. Han har nemlig hverken en aftale med hoffet eller for den sags skyld med italienerne. Til gengæld har han gode forbindelser til dagspressen – bl.a. fordi flere af hans egne skribenter på Figaro også arbejder for andre organer – og Carstensen planter helt med vilje historien i aviserne for at presse begge parter til et samarbejde med sig selv i centrum.

Planen lykkes ikke. Hoffet har allerede i et stykke tid – med stor sandsynlighed på kongens initiativ – forhandlet med italienernes chef Giovanni Savio. Hverken hoffet eller Savio er interesserede i endnu en mellemmand, og allerede mindre end to uger senere skriver aviserne, at der er indgået en aftale mellem hoffet og Savio udenom Carstensen.

Georg Carstensen har tabt slaget – men han har fået blod på teatertanden. Han hører et rygte om, at Det Kongelige Teaters økonomiinspektør vistnok er på vej til at sige sin stilling op. Carstensen sender fluks en uopfordret ansøgning afsted, hvor han bl.a. slår på sine tidligere erfaringer med at bygge modelteatre. Teatret besvarer aldrig ansøgningen. Carstensen vender sin opmærksomhed mod nye projekter, og to år senere står han ved indgangen til sit nyåbnede Tivoli og giver hånd til alle, der besøger forlystelseshaven på åbningsdagen 15. august 1843.

Giovanni Savio venter nu på at han og kollegerne kan rykke ind i Hofteatret – men han kommer aldrig til at opleve den første forestilling i de nye omgivelser; Savio har fået et slagtilfælde i slutningen af november, og dør af en tilstødende lungebetændelse nytårsaftensdag 1841. Italienerne står nu uden chef kun få dage før de har premiere på et nyt teater, hvor de selv er ansvarlige for alt.

Opera for alle

Her er en lille filmpræsentation af min nyeste operabog – 400 års operahistorie, 18 komponister og seks gode historier om operaens virkelighed gennem tiderne – let og hurtigt læst. Du kan købe bogen direkte i min operabogshop her.

 

Stokowski dirigerer Carl Nielsen – 1967

I 1965 dirigerede Leonard Bernstein Carl Nielsens 3. symfoni i Odd Fellow Palæet i København – en koncert, der fortjent er blevet legendarisk. Men to år senere besøgte en anden af de helt store dirigenter samme koncertsal og dirigerede også Carl Nielsen – denne gang var det Leopold Stokowski, der dirigerede hans 2. symfoni med Radiosymfoniorkestret. Den koncert blev transmitteret i TV – og heldigvis findes optagelsen endnu.

Forårets foredrag …

Forårsæsonen er i høj grad sat ind her hos mig i enmandsfirmaet – jeg er i gang med de 37 foredrag og koncertintroduktioner, jeg har i kalenderen frem til sommerferien, og mange af dem handler (ikke så underligt) om opera i guldalderens København. Det foredrag fortsætter jeg i øjeblikket med at booke også i sæson 2018-19, og på listen her kan du se, om jeg kommer forbi et sted i nærheden af dig i de kommende måneder.
 
Her er et lille klip fra foredraget – optaget på selveste Hofteatret på Christiansborg, hvor en del af historien faktisk foregår. Her handler det om Eleonore Zara og Det Kongelige Teaters problemer med at sælge billetter til Beethovens Fidelio i 1829 – og om løsningen, der kommer i form af en jodlende tyrolertrup.

Opera for alle – ny bog om operaens historie

Opera for alle er en bog, som kort og præcist gennemgår operaens historie, giver et overblik over de vigtigste operakomponister og har som en bonus seks artikler med nedslag i den praktiske del af operaens verden; historierne om hvordan seks operaer blev til – fra Händels Julius Cæsar til Puccinis Madame Butterfly. Desuden nyttige registre over hvilken opera kendte titler (som f.eks. fangekoret) stammer fra, samt en liste over operaens fagord.

Kr. 249,- inkl. forsendelse.
Køb bogen her.
Du kan betale med bankoverførsel, PayPal eller MobilePay. 

Henrik Engelbrecht: Opera for alle
120 s.
Forlaget henrikengelbrecht.dk 2018
ISBN 978-87-970306-0-8

Randi Stene synger ukendt dansk opera

Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera spiller ældre danske operaer i både nær fremtid og på lidt længere sigt; Kuhlaus Lulu har premiere om to uger på Gamle Scene, og Den Jyske Opera har offentliggjort planer om flere nyproduktioner af danske operaer fra fortiden.

Her er et klip fra endnu en glemt dansk opera; Ebbe Hameriks “Marie Grubbe”, som havde premiere kun en måned efter tyskernes besættelse af Danmark i 1940. Mezzosopranen Randi Stene synger Tjelesangen fra “Marie Grubbe” med DR Underholdningsorkestret og dirigenten Børge Wagner ved en promenadekoncert på Københavns Rådhus i 1991.

Og læg i øvrigt mærke til den nydelige unge mand med briller, skæg og fløjte i baggrunden …

Celibidache prøver på Maskarade-ouverturen

I 1971 dirigerede Sergiu Celibidache en koncert hvor Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester var slået sammen. Her er – som en lille nytårsbonus til årets julekalender – et glimt fra prøverne på ouverturen til Carl Nielsens Maskarade.

Rigtig godt nytår!

Glædelig jul fra Jussi Björling

Den 24. og sidste låge i årets julekalender med Det Kongelige Teater-tema er den samme som i flere af de seks tidligere versioner af kalenderen – nemlig Adolphe Adams julesang, Cantique de Noël, sunget af Jussi Björling.

Björling havde en særlig tilknytning til Danmark; hans internationale karriere blev skudt i gang i Tivoli i 1931 – og Björling vendte trofast tilbage til København resten af sit liv. Han sang flere gange på Det Kongelige Teater, både som en del af gæstespil fra Kungliga Operan i Stockholm (i Fyrst Igor og Don Juan i 1933) og som gæst med ensemblet på Kongens Nytorv i 1942 (La bohéme og Rigoletto) og i 1945 (Maskeballet).

Jussi Björling får det sidste ord i årets julekalender – tak til jer, der fulgte med undervejs. Rigtig god jul til jer allesammen!

Stumfilm med Vilhelm Herold

P.S. Krøyers portræt af Vilhelm Herold som Lohengrin.

Den næstsidste låge i årets julekalender er en stumfilm fra ca. 1935 med den store bornholmske tenor Vilhelm Herold.

Filmen er et portræt af Herold, som ikke bare var operasanger på Det Kongelige Teater, på Covent Garden og i Berlin, men også en habil billedhugger.

Herold sang sin sidste forestilling på sin 50-års fødselsdag, men han mistede sin pensionsopsparing, da Landmandsbanken krakkede i 1922 – han blev så operachef på teatret 1922-24 og senere lærer på operaskolen.

Filmen varer ca. 10 minutter, og begynder hjemme hos Herold ved klaveret, fortsætter med cigarrygning og avislæsning. Derefter kommer (1’32) et afsnit hvor en ung dame køber en Herold-plade i hvad jeg tror må være Skandinavisk Grammofons forretning i København. Så venter to elever på Herold (2’32), der arbejdes på en skulptur (4’29), han forlader sit hjem under lidt (nok temmelig opstillet) folkelig jubel, ankommer til Det Kongelige Teater (5’25), hvor de helt klart opstillet uvorne elever på operaskolen lige må sættes på plads (5’48) og undervisningen kan begynde. Det er Carmen, der tydeligvis er på skemaet, og Herold har ikke noget imod selv at vise hvordan tingene skal gøre – han dirigerer også (9’17) og synger til sidst sammen med eleverne. Måske er der nogen, der kan mundaflæse hvad?  

Eleverne på operaskolen var på det tidspunkt bl.a. Hans Frede Andersen, Holger Boland (som jo senere blev både sanger, instruktør og nærmest synonym med dansk opera), Mary Næsborg, Vibeke Munk-Jensen, Gerda Plesner, Annemarie Mortensen, Erik Sjøberg (der som Herold kom fra Bornholm og blev en strålende tenor ved teatret), Charlotte Darnonville de la Cour og Egon Clemmensen.

God fornøjelse med et lille glimt af undervisningen af unge sangere for ikke så mange generationer siden.

Carl Nielsens Maskarade – DR 1986

Dagens låge i julekalenderen er en TV-produktion af Carl Nielsens Maskarade fra 1986 – en studieproduktion med bl.a. Ib Hansen,  Inga Nielsen, Stig Fogh Andersen, Guido Paevatalu  – og med Radiokoret, Radiosymfoniorkestret og den daværende chefdirigent Lamberto Gardelli.

Her er hele rollelisten:

Leonore: Inga Nielsen

Leander: Stig Fogh Andersen
Henrik: Guido Paevatalu
Jeronimus: Ib Hansen
Pernille: Elsebeth Lund
Magdelone: Minna Nyhus
Arv: Christian Sørensen
Leonard: Poul Karlskov
Vægteren: Jørgen Klint
Maskesælgeren: Hans Jørgen Laursen
Hans assistent: Anthony Michael
Skriveren: Johan Uldall
Kokkepigen: Kari Hamnøy Theilmann
Fem studenter:
Peter Grønlund
Sten Nordberg Nielsen
Mogens Halken
Michael Kammer
Tony Stenfors
Officeren: Troels Kold
Tre piger:
Lise-Lotte Nielsen
Lilli Jønch
Annemarie Møller
Vagtmesteren: Claus Nørby
Maskarademesteren: Ulrik Cold
Magisteren: Christian Christiansen
Drengen: Martin Bloch

Radiokoret
Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Lamberto Gardelli
Iscenesættelse: Palle Kjærulff-Schmidt

DR TV 1986

Flagermusen – 2. akt fra 1987

Dagens låge i julekalenderen er 2. akt af Johann Strauss’ operette Flagermusen i en koncertopførelse fra DR tilbage i 1987 – med Poul Elming, Tina Kiberg, Tove Hyldgaard, Guido Paevatalu, Ib Hansen, Edith Guillaume og Susanne Lange … og med den traditionelle festsekvens, hvor både Anton Kontra, Michala Petri, Nicolai Gedda, Elisabeth Söderström og en kvartet med fire cellister (Erling Bløndal Bengtsson, Morten Zeuthen, Lars Holm Johansen og Michaela Fukacova) dukker op og underholder gæsterne.

Michael Schønwandt dirigerer Radiokoret og Radiosymfoniorkestret … og i 1987 var den ukronede konge af dansk TV-underholdning jo Otto Leisner … 

Her er hele rollelisten – og numrene i festsekvensen:
 
Eisenstein: Poul Elming, tenor
Rosalinde: Tina Kiberg, sopran
Adele: Tove Hyldgaard
Ida: Susanne Lange
Dr. Falke: Guido Paevatalu
Frank: Ib Hansen
Prins Orlofsky: Edith Guillaume
 
Festsekvens:
Hubay: Hejre Kati – Anton Kontra, violin
Vivaldi: Blokfløjtekoncert, G-dur (largo og allegro) – Michala Petri, blokfløjte
Puccini: Nessun dorma fra Turandot – Peter Lindroos, tenor
Fitzenhagen: Koncertvals op. 31 for 4 celli – Erling Bløndal Bengtsson, Morten Zeuthen, Lars Holm Johansen og Michaela Fukacova, cello.
Russisk folkesang – Elisabeth Söderström, sopran
Lehár: Dein ist mein ganzes Herz fra Das Land des Lächelns – Nicolai Gedda, tenor
Lehár: Meine Lippen die Küssen so heiss fra Giuditta – Elisabeth Söderström, sopran
Lehár: Sag’ mir, wie viele süsse, rote Lippen fra Paganin – Elisabeth Söderström, sopran og Nicolai Gedda, tenor
 
Konferencier: Otto Leisner
Radiokoret
Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Michael Schønwandt
 
Danmarks Radio 1987

Puccini-hits med Peter Lindroos

Dagens låge i julekalenderen er to Puccini-arier (Tårnarien fra Tosca og Nessun dorma fra Turandot) med tenoren Peter Lindroos – produceret af DR TV, så Lindroos mimer til optagelser han har lavet med Radiosymfoniorkestret og deres daværende chefdirigent Leif Segerstam.

Og ind i mellem bliver Lindroos interviewet, bl.a. om forskellen på at at synge på dansk og på italiensk …

Heises Drot og Marsk

Dagens låge i julekalenderen er en dansk opera; Peter Heises Drot og Marsk – en DR TV-produktion fra 1988 med bl.a. Eva Johansson, Guido Paevatalu, Sten Byriel, Stig Fogh Andersen og Jørgen Klint – og med Francesco Christofoli i spidsen for Radiokoret og Radiosymfoniorkestret.

Erik Glipping: Guido Paevatalu
Marsk Stig: Sten Byriel
Fru Ingeborg: Eva Johansson
Rane Johnsen: Stig Fogh Andersen
Åse: Elsebeth Lund
Grev Jakob: Jørgen Klint
Jens Grand: Mogens Schmidt Johansen
Arved Bengsson: Kai Hansen
Herolden: Lars Waage
Sammensvorne:
Kjeld Christoffersen
Jørn Pedersen
Anders Jakobsson
Claus Kofoed
Christian Sørensen
Henrik Svenningsen

Radiokoret
Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Francesco Christofoli

Iscenesættelse: Palle Kjærulff-Schmidt
DR TV 1988

TV-indslag om Wagners Ringen 2003

Dagens låge i julekalenderen er et indslag i TV-udgaven af OperaNyt (ja, det var dengang), hvor P2’s Jørgen Hansen rapporterer fra prøverne på Wagners Valkyrien, da vi på Gamle Scene i 2003 begyndte på den rejse, som først blev komplet i Operaen tre år senere. “The Copenhagen Ring” var en oplevelse, jeg aldrig glemmer – et projekt, som vi levede med stort set hver dag fra 2001 til den sidste samlede opførelse af de fire operaer i 2006. Og jeg får stadig kuldegysninger, når jeg ser scenen, hvor Brünnhilde får revet de sorte vinger af. En ren genistreg af Kasper Holten …

Den glade enke fra 1989

Dagens låge i julekalenderen er en operettelåge – en koncertopførelse af Lehárs “Den glade enke” fra Radiohusets  Koncertsal med bl.a. Mikael Melbye, Inga Nielsen, Peter Lindroos, Tove Hyldgaard … og med Preben Kristensen som konferencier (og en surprise-gæst på 1’21’00 – fra dengang man kunne gå ud fra, at alle, der så TV kendte bare én sanger fra Det Kongelige Teater uden at få navnet at vide … det var nok ikke gået i dag).

Og med et herligt gensyn med mange kendte ansigter i Radiokoret og Radiosymfoniorkestret anno 1989 …

Baron Zeta: Lars Waage
Valencienne: Tove Hyldgaard
Grev Danilo: Mikael Melbye
Hanna Glawari: Inga Nielsen
Camille de Rosillon: Peter Lindroos
Vicomte Cascada: Guido Paevatalu
Raul de St. Brioche: Gert Henning-Jensen
Seks grisetter:
Marianne Lund
Susse Lillesøe
Hanna Hjort
Birgitte Friboe
Mette Ejsing
Mademoiselle X (Edith Guillaume)

Radiokoret
Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Heinz Wallberg

DR TV 1989

Domingo i København 2006

I april 2006 fik vi fornemt besøg i Operaen – Plácido Domingo sang en enkelt aften i Wagners Valkyrien. Han havde en prøvesalsprøve og en enkelt gennemspilning på scenen med Det Kongelige Kapel – og så var han klar.

Det var en stor aften med en dybt professionel kunstner … her er en DR-reportage fra dengang for mere end 10 år siden. Tiden flyver

Sir Georg Solti og Det Kongelige Kapel

Dagens låge i julekalenderen handler om Det Kongelige Kapel og dirigenten Sir Georg Solti. Et indslag fra en temalørdag på DR2 i år 2000, dengang der havde været tale om, at kapellet ikke længere skulle spille symfonikoncerter p.g.a. problemer med planlægningen af opera- og balletforestillinger. Kapellets koncerter blev heldigvis bevaret.

I 1982 havde der endda være planer om at udvide kapellet med 28 musikere (!), men da Anker Jørgensens regering måtte gå af i september, blev planerne aldrig til noget. Og året efter, da Georg Solti dirigerede kapellet i bl.a. Dvoraks 9. symfoni, holdt han efter koncerten en kort tale om kulturpolitik (de sidste sekunder af indslaget). Den kan sagtens tåle at blive gentaget i dag …

Masterclass med Peter Lindroos

Dagens låge i julekalenderen er en TV2-produktion fra 1990; en masterclass med tenoren Peter Lindroos hvor han underviser Majken Bjerno, Randi Stene, Gert Henning-Jensen og Ronnie Johansen – og med Torben Petersen ved klaveret.

Første del af udsendelsen er selve masterclass’en, og bagefter er der en halv times udendørs koncert med de fem fra Valdemars Slot. Programmet for koncerten er:

Mozart: Dies Bildnis fra Tryllefløjten – Gert Henning-Jensen
Puccini: O mio babbino caro fra Gianni Schicchi – Majken Bjerno
Bizet: L’amour est un oiseau rebelle fra Carmen – Randi Stene
Bizet: Votre toast fra Carmen – Ronnie Johansen
Bizet: Près des remparts de Séville fra Carmen – Randi Stene og Peter Lindroos
Verdi: Bella figlia dell’amore fra Rigoletto

Puccinis Kappen fra 1965

Dagens låge i julekalenderen er den legendariske TV-produktion fra 1965 af Puccinis Kappen (Il tabarro) med bl.a. Ib Hansen, Willy Hartmann og Kirsten Schultz – instrueret af Holger Boland og med operakoret og Radiosymfoniorkestret dirigeret af Giuseppe Patané. Jeg ved, at mange har ledt efter den og ønsket den genudsendt – her er den omsider. God fornøjelse!

Hele rollelisten er:

Giorgetta: Kirsten Schultz
Michele: Ib Hansen
Luigi: Willy Hartmann
Frugola: Inge Frey
Talpa: Alf Andersen
Tinka: Poul Klarskov
Visesælgeren: Ole Jensen
Det unge par: Bodil Gøbel og Christian Sørensen
En sopranstemme: Birgit Bastian
En tenorstemme: Kurt Westi

Medlemmer af Det Kongelige Operakor
Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Giuseppe Patané
Iscenesættelse og dansk tekst: Holger Boland

DR TV 1965

Mikael Melbyes La bohème – TV-dokumentar 1999

Dagens låge i julekalenderen er en halv times DR-dokumentar om Mikael Melbyes opsætning af Puccinis La bohème på Det Kongelige Teater i 1999, produceret af Adrian Lloyd Hughes fra DR2.

Jeg arbejdede på det tidspunkt selv på radioens P2, og brugte flere måneder (det var dengang!) på at lave en radioserie om arbejdet med produktionen, helt fra operachef Elaine Padmore spurgte Mikael om han havde lyst til at lave en ny La bohème til premieren 22. december 1999. Og hvis man kigger virkelig godt efter, så går der en mand med ikke ret meget hår, men med en lille båndoptager, rundt her i filmen …

De medvirkende er bl.a.:

Mimi: Gitta-Maria Sjöberg
Rodolfo: Shalva Mukeria
Marcello: Per Høyer
Shaunard: John Lundgren
Colline: Sten Byriel
Musetta: Anne Margrethe Dahl

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel
Dirigent: Dietfried Bernet

TV-portræt af trompetisten Knud Hovaldt

Et herligt DR TV-portræt af Knud Hovaldt fra 1981:

Knud Hovaldt som tenor

Dagens låge i julekalenderen er en lidt usædvanlig udgave af “Questa o quella” (hertugens første arie fra Verdis Rigoletto) – med en noget alternativ tekst, sunget af Knud Hovaldt, Det Kongelige Kapels solotrompetist gennem mange år, som faktisk havde en fin tenorstemme!

Bagefter spiller han “De to trompeter” sammen med sønnen Gorm og en lille trio til en koncert i Møllehuset i Frederikshavn omkring 1981. Et fantastisk tidsbillede af en type koncerter, der ikke findes længere – med vin, øl og kaffe på bordene, og selvfølgelig med rygning tilladt.  

Brillerne er også i en klasse for sig selv.