Posts By Henrik Engelbrecht

Dagens tenor – Messias med en ung dansk tenor

De fleste klip i tenorjulekalenderen er med fortidens tenorer – men ikke i dag! Nu ser vi fremad, og for en gangs skyld er optagelsen virkelig frisk fra fad; fra opførelsen af Messias i Roskilde Domkirke i fredags, med domkirkens barokensemble under ledelse af Egil Kolind. Hør bare Jonathan Koppel synge “Comfort ye – Ev’ry valley shall be exhaltet” fra Händels Messias. Et bevis på, at der er masser af tenorhåb for fremtiden.

Tak til Lone Koppel for optagelsen (ja, det er Jonathans farmor …)

 

Dagens tenor – min yndlingsamerikaner

Jeg opdagede dagens tenor i julekalenderen for første gang en efterårsdag i London i 2006. Jeg stod i Tower Records med udsigt over Piccadilly Circus. Den pladeforretning findes (heller) ikke mere – men den dag fandt jeg en helt ny CD med en tenor, jeg aldrig havde hørt om. En smilende ung mand – pladeselskabet var EMI, og det borgede jo lidt for kvaliteten. Jeg tog cd’en med i bunken over til kassen, og slæbte den hjem til Danmark sammen med en masse andre plader. Da jeg kom hjem, var det den, jeg satte i afspilleren allerførst. Og dér blev den siddende. Jeg havde opdaget Lawrence Brownlee.
 
Jeg begyndte at gå til koncerter i Tivoli da jeg var 15 år. I begyndelsen af 80’erne var det dér jeg hørte José Carreras i topform – og ti år senere sad jeg selv som assistent i Tivolis Symfoniorkester og spillede fløjte, da den svenske tenor Gösta Winbergh sang en fænomenal koncert. I 2010 blev jeg musikchef i Tivoli, og så kunne jeg SELV bestemme, hvilke tenorer, der skulle på besøg i koncertsalen. Og den allerførste solist hyrede jeg samme dag, jeg satte mig i chefstolen. Jeg var slet ikke i tvivl om, at Lawrence Brownlee skulle synge i Tivoli. Her var den perfekte stemme til bel-canto-repertoiret – og dagens klip er netop musik af Rossini, fra operaen Zelmira. Hør bare hvor fuldstændig suverænt Brownlee synger, når han kommer ind efter et minuts tid, og koret og orkestret standser op og overlader scenen kun til ham. I min verden bliver det ikke bedre; Lawrence Brownlee er helt ærligt den tenor, jeg allerhelst vil høre live i dag.

Dagens tenor – en amerikaner på tysk i fransk musik

Den amerikanske tenor Richard Leech var én af de store stemmer i 1980’erne og 90’erne – selv om konkurrencen fra f.eks. tre ret fremtrædende kolleger på alle medier og scener var ret overvældende.

Her synger han partiet som Raoul i en duet fra Meyerbeers opera Huguenotterne – sunget på tysk, og det er faktisk en oversættelse, som Meyerbeer selv fik lavet til operaens berlinerpremiere seks år efter uropførelsen på fransk i 1836.

Optagelsen er fra en gallakoncert i New Yorks Carnegie Hall i 1987, og kort før have Leech sunget operaen i netop Berlin sammen med sopranen Pilar Lorengar. Og den aften fik mange ørerne op for en tenor, som for alvor fik sit internationale gennembrud med netop den rolle. To år senere stod han på scenen på The Met i hjembyen New York – he had made it!

 

Dagens tenor – engelsk stjerne synger for krigsveraner

220px-Alfred_Piccaver_02Dagens tenorlåge gemmer på et klip fra det fantastiske British Pathé-arkiv, hvor man kan bruge timer og dage på at finde nyhedsklip fra første halvdel af det 20. århundrede – også en del med musikere og sangere. Her er det den engelsk/amerikanske tenor Alfred Piccaver, der synger for indlagte krigsveteraner fra 1. verdenskrig på Queen Mary’s Hospital i Roehampton i 1932.

Alfred Piccaver (født i 1884) boede i England under 2. verdenskrig, men ellers var hans faste hjemby både før og efter krigen Wien, hvor han var fast medlem af ensemblet ved statsoperaen fra 1912. Efter krigen tog han tilbage til sin yndlingsby, og var med til at geninvie Wieneroperaen i 1955. Han  døde tre år senere – og fik en statsbegravelse af den østrigske stat.

 

 

 

Dagens tenor er – en kvinde på 22!

Ruby_HelderEr tenorer altid mænd? Ja, det tror man – men her er undtagelsen. Dagens tenorlåge i julekalenderen gemmer på en tragisk skæbne – Miss Ruby Helder, som blev født i 1890 i Bristol. Hendes far havde en pub, hvor den unge Ruby sang for gæsterne – og de lagde mærke til, at hun havde et ret usædvanligt stemmeomfang – fra tenorernes høje C og to oktaver ned. Altså en oktav dybere end f.eks. sopranstemmer.

Hun fik undervisning bl.a. på Guildhall School of Music i London og hos én af tidens kendte sangere på Covent Garden, Charles Santley. I 1908 begyndte hun at indspille grammofonplader, og hendes fine tenorstemme kombineret med det utrolige faktum, at den tilhører en ung pige, gør hende til en attraktion i Londons musikliv.

Senere turnérer hun i USA, bl.a. med den berømte dirigent John Philip Sousas harmoniorkester, og synger for Caruso, som på det tidspunkt er fast inventar på The Met i New York. Caruso anbefaler Met at hyre den unge sanger, men operahuset afslår; “The Met er ikke et cirkus!”, er svaret.

I 1920 bliver Ruby Helder gift med en amerikansk arkitekt, og parret tager på en turné til Italien, men uden den store succes.  Nyhedens interesse for den kvindelige tenor er dalende, og i 1927 flytter parret til Californien, hvor Helder underviser i sang i en årrække. Hun stopper karrieren som sanger helt i 1935, og dør tre år senere, dybt alkoholiseret, som kun 48-årig.

Ruby Helder, den kvindelige tenor, fik aldrig den karriere, hun drømte om – men hør engang på indspilningen her af arien fra Flotows Martha, og luk øjnene; kan du høre, at det er en kvinde på 22, der synger?

Dagens tenor – Domingo som 28-årig

DomingoDagens tenor i julekalenderen har sunget omkring 150 forskellige roller på scenen. Ingen andre nulevende sangere kan prale af at have sunget så mange (for det meste hoved-)roller, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Dagens klip er med en helt ung Domingo; som 28-årig i Paris i 1969 i ‘Fra poco a me ricovero’ fra sidste akt af Donizettis Lucia di Lammermoor. Aldo Ceccato dirigerer, og Domingo er i topform med en lysere og mere åben klang end man hører ham med blot få år senere. Horngruppen hos den franske radio er til gengæld ikke helt så heldig hen mod slutningen af klippet …

Dagens tenor – en dansker på krydstogt

Dagens tenor – den bedste udtynding på et højt C nogensinde?

“The most spectacular single moment in my observation year had come when I heard his diminuendo on the high C in “Salut! demeure” in Faust: I shall never as long as I live forget the beauty of that sound”.

Sådan skrev operachefen Rudolf Bing fra The Met om dagens tenor i julekalenderen – en tenor, hvis stemme desværre ikke holdt til at synge så åbent og udækket som han gjorde; de fleste kender ham især fra indspilningerne med Maria Callas, som for de flestes vedkommende er lavet på et tidspunkt, hvor han havde store vokale problemer. Her er Giuseppe di Stefano til gengæld i topform i en liveoptagelse fra 1950, hvor han laver en helt utrolig udtynding på et pænt langt højt C i arien “Salut! demure chaste et pure” fra Gounods Faust. 

Dagens tenor – Pavarotti i ukendt Verdi

Dagens låge er med musik fra Verdis femte opera, Ernani, fra 1844. Den kender du ikke? Den bliver heller ikke spillet ret ofte nu, men den er faktisk fyldt med fremragende musik, og var i lang tid Verdis allermest populære opera, indtil Trubaduren slog den af banen i 1853. Her er Pavarotti i topform på The Met i 1983 i arien “Odi il voto” – en arie, som Verdi først skrev efter premieren, og som er en slags “optional insert”. De fleste tenorer faktisk plejer at droppe den helt, eller nøjes med at synge den langsomme del; så stryger de stretta’en (den hurtige del) efter det korte kor, simpelthen fordi slutningen er sindssygt hård for tenoren. Her er det hele med. Heldigvis.
 
Og hvis nogen synes, at det minder om noget bekendt, så er det ikke helt forkert; Verdi bruger præcis samme opbygning af en scene for tenoren i netop operaen Trubaduren (Ah, si ben mio … Di quella pira). Lad os give Ernani en chance til – og ingen bedre advokat for titelrollen end mesteren selv. Ingen tenorkalender uden min helt fra Modena.

Dagens tenor – min yndlingstysker

Dagens låge i tenorjulekalenderen er min personlige favorit, når det gælder tyske tenorer. Da jeg var 11 år gammel spillede jeg fløjte i Holbæk Garden. Jeg ku’ godt li’ marscherne, og jeg syntes, at uniformen var SÅ flot. Dirigenten i garden hed Flemming – og det var ham, der startede lavinen. Det var ham, der lånte mig en kasse med tre LP’er med noget, jeg aldrig før havde hørt. Mozarts Tryllefløjten burde jo lige være noget for en dreng, der elsker at spille fløjte – og jeg gik hjem og tog hovedtelefonerne på og satte pickup’en på min fars grammofon ned i begyndelsen af side 1.

Musikken i Tryllefløjten spillede derudad, og sangerne sang løs – men der skete ikke rigtig noget på fløjtefronten. Først henne midt på side 3 var der en solo for fløjte – men på det tidspunkt var det fuldstændig ligemeget. Jeg var blevet helt opslugt af den mærkelige historie, af Mozarts musik – og af ham, der sang Tamino. Han var tenor, stod der i teksthæftet.

Tenoren hed Fritz Wunderlich. Jeg blev fuldstændig overvældet af den stemme – det lød SÅ nemt og ligetil … og det gjorde ikke noget, at jeg ikke helt forstod hvad han sang. Jeg måtte høre mere. Jeg måtte på biblioteket! Jeg fik hjælp af bibliotekaren, der hed Susan. Hun viste mig, hvad de havde af plader med Fritz Wunderlich, og jeg slæbte plader hjem og lyttede og lyttede. Du kan høre min historie om Fritz Wunderlich i første afsnit i podcastserien “Mine tenorer”, som ligger til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside her.

En af de plader, jeg lånte på biblioteket i Holbæk var med musikken her; Tjajkovskijs Eugen Onegin – sunget på tysk. Det bliver ikke bedre i min verden.

Dagens tenor – en bornholmsk Don José

Dagens låge i tenorjulekalenderen byder på en af de faktisk ikke få bornholmske tenorer gennem tiden. Dagens tenor blev ansat på Det Kongelige Teater i 1937 til en månedsløn på hele 83 kroner. Her er han som Don José i Carmen i ASA-filmen “Klingende toner” fra 1945.

Dagens tenor – en korporal fra den røde hær

Belyaev1940sDagens tenor i julekalenderen optrådte for millioner af mennesker i sin karriere – aldrig på en operascene, men til gengæld altid i uniform.

Han blev født i Sovjetunionen i 1926, og kæmpede under anden verdenskrig i både Tjekkoslovakiet og Ukraine, bl.a. i antiluftskyts-tropperne. Og efter krigen blev han hængende i hæren, men nu som først korsanger og snart også som tenorsolist. Den røde hær var nemlig også en vigtig arbejdsplads for musikere og sangere, som af den ene eller anden grund ikke fik stillinger i symfoniorkestre eller ved operahuse i Sovjet.

Jevgenij Beljajev fik en karriere som solist med den røde hærs officielle kor, Alexandrov-ensemblet, som turnérede over hele verden som musikalske ambassadører for Sovjetunionen. Han var medlem af kommunistpartiet, han fik alle de hædersbevisninger, man kunne få af systemet, og han fik tilnavnet ‘Den russiske nattergal’.

Beljajev nåede at opleve murens fald og Sovjetunionens opløsning; han døde som 67-årig i 1994. Her synger han en ukrainsk folkesang om den smukke måneskinsnat med balalajka’er og det hele i en TV-optagelse fra 1962 – midt under den kolde krig. Og hvis du ikke orker at høre det hele, så tjek i hvert fald slutningen fra 2’36 og frem – det er altså tenorsang i verdensklasse!

Dagens tenor – en ægte Hollywood-stjerne

Dagens låge i tenorjulekalenderen er en gensyn med en tenor, som egentlig havde planer om en operakarriere, men som endte i Hollywood og Las Vegas. Her optrådte han bl.a. sammen med de helt store stjerner som Dean Martin og Victor Borge, og blev en fast gæst i mange TV-shows i 60’erne og 70’erne. Her er et par herlige klip – bl.a. en kreativ udgave af kvartetten fra Rigoletto, akkompagneret af et minstrel-banjoorkester! Men stemmen fejler ikke noget …

Dagens tenor – Tonny Landy

tonnylilleI dag byder lågen i tenorjulekalenderen på et klip med den danske tenor Tonny Landy, som faktisk sang Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla allerførste gang jeg var i Det Kongelige Teater i 1978 – samme år, Tonny blev fastansat teatret. På det tidspunkt havde han allerede sunget som solist i 31 år.

Tonny sang til afdansningsballer, i Ping-klubben, til noget, der hed Humørets Parade i KB-hallen – og til ungdomsfester i HK. Og da han var 15 år gammel var han for første gang solist på plade. Du kan høre Tonny selv fortælle historien – og høre hans første pladeindspilning – i min podcastserie “Mine tenorer”, som stadig ligger til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside her

Tonny Landy sange også i en periode som medlem af solistensemblet i Göteborg, og der stammer klippet her fra. Musikken er fra Verdis Falstaff – nyd en dansk tenor med både stemme og musikalitet i international klasse!

 

Dagens tenor – en rigtig tenor-nørd

220px-ALAGNA-24x30-2004bDagens låge i årets tenorjulekalender er med en fransk/siciliansk tenor, der faktisk er en virkelig behagelig mand, der elsker at nørde om indspilninger med sangere fra gamle dage – det synes jeg jo for eksempel er vældig sympatisk.

Han blev født i Paris i 1963, og som teenager sang han – inspiereret af bl.a. Mario Lanzas film – på caféer og i små varietéer – ofte kun for de drikkepenge, han kunne få fra publikum. En dag blev han opdaget af chefen for Aix-En-Provence-festivalen, og brugte pengene på lidt sangundervisning. Smart nok, for stemmen var der, og i 1988 vandt han den internationale Luciano Pavarotti-konkurrence i Philadelphia, med sit store forbillede i dommerpanelet. Alagna var 24 år gammel, og nu kørte karrieren langsomt men sikkert fremad.

Jeg var så heldig at opleve hans debut på Covent Garden i Gounods Romeo og Julie i 1994 – en forestilling, som med ét slag gjorde ham til en eftertragtet sanger overalt i verden.

Roberto Alagna sang, da vi åbnede Operaen med Aida tilbage i 2005, og jeg havde også fornøjelsen af ham i Tivoli for nogle år siden. Her er Roberto Alagna tilbage i 1997 som 35-årig i ‘Rachel, quand du Seigneur’ fra Halévys opera Jødinden – den eneste arie jeg kender, der begynder med en (helt utrolig smuk) duet for to engelskhorn.

Dagens tenor – Rafael Lagares

LagaresSå er december måned begyndt – og det betyder naturligvis, at den traditionsrige tenorjulekalender i dag og de kommende 23 dage vil byde på små daglige tenordoser. I år går jeg helt tenor classic; årets 24 låger er simpelthen de bedste klip fra de sidste syv års flere end 150 eksempler på både kendte, mindre kendte og helt ukendte tenorer fra de sidste ca. 120 år.

Julekalenderen lægger ud med en tenor, som faktisk ligner den berømte Enrico Caruso en del på billedet her til venstre – men årets første kalenderlåge tager os ikke til Italien eller New York, men derimod til Argentina i 1950’erne.

Her blev Rafael Lagares født i 1918, og efter debuten på Teatro Colon i Buenos Aires i 1948 sang han i huset i mange år, især roller som Cavaradossi i Puccinis Tosca, Alfredo i Verdis La Traviata – og det meget krævende parti som Manrico i Verdis Trubaduren blev en af de roller, som han nærmest ejede på Teatro Colon i 1950’erne.

Det forstår man godt, når man hører hans utroligt flotte stemme på indspilningen her af en af de populære zarzuela-arier af Jacinto Guerrero – popmusik i spansktalende lande på samme måde som Lehár er det i de tysktalende. Og man forstår godt, at en tenor (som kan!) har lyst til at synge sangen her.

Da Niels W. Gade sprang ind på obostemmen …

I øjeblikket sidder jeg og skriver på en bog om H.C. Andersens mange operaoplevelser – og jeg faldt i den anledning tilfældigt over en historie om to oboister i Det Kongelige Kapel, som simpelthen bliver væk fra en forestilling på teatret i december 1841 – åbenbart fordi de hellere vil bruge tiden på noget andet.

Gode råd er dyre – og i sidste øjeblik redder man forestillingen ved at komponisterne (og violinisterne) Niels W. Gade og J.S. Paulli – som tilfældigvis også er i huset – træder til og spiller obostemmerne på violin.

I avisen Kjøbenhavnsposten bruger anmelderen dagen efter en god del af sin spalteplads på den noget alternative udførelse af musikken:

Forinden vi slutte denne Anmeldelse, maae vi endnu yttre vor Forundring over, at Orchestret ved denne Aftenunderholdning aldeles manglede Oboer, hvis Pladser vare besatte med to Violiner. Fra en paalidelig Kilde er det blevet os meddeelt, at DHrr. Oboister Keck og Kretschmer havde paataget sig at assistere, at de som en Følge heraf havde været tilstede ved Prøverne, men at de kort for Aftenunderholdningens Begyndelse lode Concertmesteren vide, at de ikke vilde spille ved den. De Grunde, de omtalte Herrer have havt til en saa besynderlig Handlemaade, kjende vi ikke , og det vedkommer os heller ikke at kjende dem; men saameget vide vi, at Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke alene have brudt det Contractsforhold, hvori de ved deres Tilstedeværen ved Prøverne have sat sig til DHrr. Cetti og Sahlerz, men at de tillige have viist en saa uforsvarlig Ringeagt for Publikum, som vi ikke nogensinde have oplevet Magen til. Hvis ikke saa dygtige Musikere som DHrr. Pauli og Gade, der kunde paatage sig at spille et dem ubekjendt Instruments Stemme fra Bladet, tilfældigviis havde befundet sig i Theatret, maatte Concerten fandsynligviis være gaaet ind, og det hele Publikum var saaledes blevet holdt for Nar, blot fordi Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke havde Lyst til at spille. Vi ville haabe, at ikke blot Kapellets Chef vil sinde sig foranlediget til at tage virksomme Forholdsregler i denne Anledning, men at ogsaa Kapellets Medlemmer selv for deres egen Skyld paa en iøinefaldende Maade ville yttre deres Misbilligelse af de omtalte Herrers ubegribelige Opførsel, saameget mere som Hr. Kretschmer navnligen ikke hører til dem, der bidrage til at Kapellet vedligeholder sig den offenlige Agtelse, hvilken i det mindste den største Deel af dets Medlemmer med Rette kan gjøre Fordring paa.

 

Ramaskrig – bog og udstilling på Hofteatret

RAMASKRIG – da italienerne væltede Hofteatret er en ny udstilling på Teatermuseet i Hofteatret og en tilhørende bogudgivelse om et fantastisk kapitel af den danske operahistorie; de altomvæltende år, hvor operaelskeren Christian 8. inviterer en italiensk operatrup inden for i Hofteatret.

De italienske sangere får københavnerne til at gå fuldstændig amok over en helt ny og eksplosiv form for musikdramatik – meget langt fra de forsigtige forsøg på at puste liv i Rossinis og Donizettis musik, som de kender fra byens eget ensemble af velmenende skuespillere på Det Kongelige Teater. De konservative kræfter i byen vender øjne af det, de mener er et forbigående modefænomen – men andre tilbeder de italienske sangere som rockstjerner i dag. Damerne i byen samler på lokker af de mest populære tenorers hår, og herrerne råber bravo og da capo.

RAMASKRIG – da italienerne væltede Hofteatret tager os med tilbage til en operavirkelighed, hvor orkester og kor sandsynligvis er ringere end man kan forestille sig, hvor sangerne melder hinanden til politiet for vold, hvor en af cheferne flygter fra en kæmpegæld – og hvor københavnerne slås korporligt om de alt for få pladser i Hofteatret. Her stifter det danske publikum for første gang bekendtskab med Verdis musik, og her udløser de eksotiske sangere et sandt ramaskrig blandt københavnerne.

Du har mulighed for at være med ved åbningen af udstillingen torsdag 27. september kl. 16 – her fortæller jeg om de vilde dage i 1840’erne, og du kan både se udstillingen og købe den nye bog til særpris kr. 150,-

Det eneste, du skal gøre, er at tilmelde dig på: tilmelding@teatermuseet.dk – og skrive Ramaskrig i emnefeltet på mailen.

Hvis du ikke har mulighed for at deltage i åbningsarrangementet er udstillingen åben i Teatermuseet i Hofteatrets normale åbningstider – se mere her.

H.C. Andersen og Jægerbruden

H.C. Andersen tegnet af Carl Hartmann i 1845.

I 1831 er H.C. Andersen på sin første udlandsrejse til Tyskland. For første gang skal han opleve opera på et teater, som er større end det, han kender fra Kongens Nytorv i København. Teatret i Hamburg er kun fire år gammelt, og har plads til svimlende 2.800 tilskuere – langt over dobbelt så mange som på Det Kongelige Teater København:

Carl Maria von Webers Jægerbruden står på plakaten – og den opera kender Andersen fra sin tid som korist ved Det Kongelige Teater. I hele to sæsoner forsøger han sig bl.a. som ulønnet aspirant i operakoret – men ender med at blive kasseret som komplet ubrugelig på den kongelige scene.

Stadt–Theater i Hamburg fotograferet omkring 1865. Teatret lå på samme adresse i Dammtorstrasse, hvor den nuværende Hamburgische Staatsoper ligger i dag.

26. april 1822 går Webers Jægerbruden for første gang på Kongens Nytorv. H.C. Andersen er højst sandsynligt med i koret, i hvert fald som fysisk fyld, der måske bare skal mime mens kollegerne synger. Begejstringen for Jægerbruden er enorm – Webers fuldskala-romantik går rent hjem på Det Kongelige Teater. Det endda på trods af, at de scenografiske udfordringer – især i den uhyggelige ulveslugtscene – er pænt over, hvad teatret kan hente på kulisselageret; der bliver fremstillet et vandfald, som består af “2 store Valser” og en “Skumvalse”, og man maler nye sætstykker med “udgaaede Træstammer med Ravne paa” og endda en “Ugle med Blikhoved og Lampe dertil”. De mange nymodens påfund er åbenbart en relativt stor udfordring for maskinfolkene; ved de fleste opførelser lykkes det at rive tilskuerne ud af illusionen flere gange undervejs. Da den svenske kronprins skal se forestillingen, falder månen såmænd ned på scenen med et brag. Webers Jægerbruden er alligevel en kæmpesucces, både i København og i resten af Europa. H.C. Andersen fortæller om sin oplevelse af Jægerbruden i Hamburg:

Carl Maria von Weber

Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort … Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar.

Ikke alt er altså bedre end hjemme, mener Andersen. Særligt én ting irriterer ham den aften i Hamburg; han kan ikke vænne sig til, at sangerne træder ud af deres roller, når publikum klapper efter en arie. I København er den slags strengt forbudt, ligesom man aldrig har fremkaldelser af de medvirkende efter tæppefald. Når tæppet går ned på Det Kongelige Teater, bliver det nede – og så kan publikum ellers klappe, juble, buh’e eller pifte i de medbragte  hoveddørsnøgler så meget de har lyst – men kun i fem minutter. Så bliver der slået på en gong–gong, og så er det slut med enhver form for ytringer, om de så er positive eller negative. Militæret og politiet er til stede ved alle forestillinger, og de griber ind, hvis nogen skulle formaste sig til at bryde reglen. Det sker ofte. I Hamburg oplever Andersen, at især én af de medvirkende er meget ivrig efter at anerkende publikums applaus:

En Demoiselle Gned [Nina Gned, 1811–1874, østrigsk operasanger og skuespiller] gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser. Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter … 

Eleonore Zrza

Faktisk har Andersen mindst én gang oplevet, at en sanger på Kongens Nytorv har fået så meget bifald efter en arie, at hun måtte synge den igen – og dermed jo i den grad ødelægge den illusion, som er så vigtig for Andersen. Det sker ved den sjette opførelse af Mozarts Figaros bryllup i 1821, hvor Andersen jo selv medvirker i koret, og hvor sopranen Eleonore Zrza sang grevindens parti. Forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou beskriver begivenheden mange år senere – og fortæller også om grunden til, at det blev ved denne ene dacapo–hændelse. To uger senere råber kvikke hoveder blandt publikum nemlig helt overdrevent sarkstisk på dacapo da teatrets store komiske Holberg–skuespiller Ferdinand Lindgreen synger sin parodi på en middelaldervise i Jeppe på bjerget – og så er det slut med den slags unoder fremover:

Jfr. Zrza, som i det Hele gav Grevindens Sangpartie mesterligt, henrev ved sin overraskende brillante Virtuositet i den store Arie til en saadan Enthusiasme, at hun ved sjette Forestilling maatte paa stormende Opfordring gjentage den, hvad der, da Directionen ikke modsatte sig det, endskjøndt den frygtede meget mislige Følger deraf, maaskee her vilde have indført dette Kunsten høist skadelige Uvæsen, dersom et lystigt Hoved ikke, ved nogle Aftener efter at raabe Dacapo i “Jeppe paa Bjerget” for Lindgreens Vise “Liden Kirsten og Hr. Peder”, meget pudseerligt havde parodieret det og fremkaldt en saa umaadelig Skoggerlatter, at Ingen fremdeles dristede sig til et Dacapo.

Den østrigske sopran Nina Gned er kun 20 år gammel, da H.C. Andersen oplever hende i Hamburg, men hun har som datter af et sanger/skuespillerægtepar allerede været en del af teaterbranchen i flere år; hun synger som barn i koret ved det tyske teater i Budapest og debuterer som solist allerede som 18–årig. Nina Gned er et lovende navn i både det tyske og det italienske repertoire, da Andersen oplever hende i Hamburg. Andersen har sikkert helt ret, når han kommenterer hendes gode sangteknik; hun kan både synge de ekstreme koloraturer i Mozart–partier som Nattens dronning i Tryllefløjten og Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet og de lange linjer i det italienske repertoire af Donizetti og Bellini. Hun får en ekstremt lang karriere; da højden svigter begynder hun at synge mezzosopranpartier, men åbenbart stadig på et virkelig højt niveau; i 1837 synger hun mezzopartiet som Isoletta i Bellinis La straniera på La Scala i Milano. Senere optræder hun oftere og oftere som skuespiller. I 1846 bliver hun ansat ved hofteatret i Hannover, hvor hun kan fejre sit 50–års scenejubilæum i 1871.

Nina Gned er ikke alene om at træde ud af rollen for at modtage publikums hyldest undervejs i operaerne; det er normalt i både Tyskland og Italien, men helt uhørt i København. Andersen skal stadig vænne sig til at opleve opera på den internationale scene.

 

Elefanten der drak rødvin – italiensk opera på Vesterbro

 

Jeg sidder i denne tid og lægger sidste hånd på en ny bog om de italienske operagæstespil på Hofteatret i København i 1840’erne. Bogen udkommer til efteråret og fortæller historien om, hvordan danskerne går totalt amok over en helt ny form for musikteater, som er meget anderledes end den, de kender fra byens kongelige teater. Her er en smagsprøve; lidt af forhistorien, som begynder udenfor voldene. 

København 1841. Philippo Pettoletti har boet i byen i næsten 40 år. Han kommer hertil med et italiensk pantomimeselskab, og han optræder som stærk mand og musikalsk klovn; hans hofnummer er at slå saltomortaler og spille på violin … samtidig. Men Pettoletti får efterhånden ambitioner om ikke bare at optræde på andres teatre – han vil også selv være chef.

I 1828 lejer han sig sammen med to kompagnoner ind på bagermester Schurs nyrenoverede Blaagaard Theater på Nørrebrogade. Teatret er det største og mest komfortable af forstadsteatrene i København, og repertoiret består af en bred palet af pantomimeforestillinger, stærke mænd, tryllekunstnere, marionetdukker, skyggespil og gøgl i alle afskygninger. Pettoletti spiller selv rollen som velkendt fransk kejser i en stort anlagt pantomimeforestilling, der beskriver ”Napoleons Død og Begravelse paa Øen Sankt Helena“.

En del af aktiviteterne på Pettolettis teater er cirkusforestillinger, som i mange tilfælde er rent dyrplageri; en aften falder en elefant gennem det skrøbelige scenegulv ned i maskinkælderen. Den lander på ryggen og brøler i smerte. Efter en halv time er den tvunget på benene igen, blandt andet takket være to flasker vin.

Reglerne for forstadsteatrene er klare; det er forbudt at spille noget, der bare antydningsvis kan tænkes at konkurrere med repertoiret på Det Kongelige Teater. Og direktionen på Kongens Nytorv holder nidkært øje med, at ingen træder over grænsen. I 1831 får Pettoletti besøg af en fransk trup, der spiller vaudeviller med børn mellem fem og ti år i alle rollerne. I den anledning bliver han politianmeldt af Det Kongelige Teaters ledelse, som mener at han har overtrådt forbuddet mod at spille forestillinger, der er i direkte konkurrence med kongens eget teater. Pettoletti snakker sig behændigt ud af sagen, men får nu alligevel en advarsel om for fremtiden at holde sig strengt til reglerne.

Men Pettoletti har ambitioner om at præsentere andet end børnearbejdere, dyrplageri og den laveste gøglerfællesmængde for sit publikum. Han ansøger Frederik 6. om lov til at præsentere tyske vaudevillegæstespil, men får blankt afslag. Alligevel sniger han udenlandske sangere ind på sit teater; i april 1832 optræder to italienere, Annato og Perecini, for første gang på Blaagaard Teater. De synger italienske sange med guitarakkompagnement, og pressen er især begejstret for Annato, som er i besiddelse af hvad en journalist kalder ”en frappant Tunge-Volubilitet”.

En tidlig morgen i april 1833 bliver der slået brandalarm; teatret er i flammer, og det brænder ned til grunden på kort tid. Alle dekorationer og maskindele er også gået tabt. Pettoletti er hurtigt klar med en ny plan, og han ansøger igen kongen om at få tilladelse til at spille mere seriøst teater. Allerede i juni lykkes det ham – måske fordi både hoffet og direktionen på Det Kongelige Teater alligevel synes, at Pettoletti fortjener lidt medgang.

Pettoletti lejer det ledige morskabsteater på Vesterbro og præsenterer nu ”dramatiske Forestillinger” med Carl Beckers tyske skuespillertrup, som allerede i ti år havde haft tilladelse til at turnere i provinsen. Myndighederne har åbnet døren til en mere lempelig fortolkning af Det Kongelige Teaters monopol på klem; i november 1833 får Pettoletti bevilling til at spille dramatiske forestillinger udenfor voldene i de tre sommermåneder, hvor Det Kongelige Teater holder lukket.

Pettoletti satser stort. Han låner penge og lejer en grund på Vesterbro lige syd for Frihedsstøtten. Her opfører han på under tre måneder sit eget teater, som får navnet Vesterbroes nye Theater. Der er plads til 1200 tilskuere i den runde sal, og akustikken er forbavsende god. Man ser også godt fra stort set alle pladser i den cirkelformede sal, som minder om en cirkusarena. Men der er ikke råd til luksus; væggene i den helt uopvarmede bygning består af rå, uhøvlede brædder banket op på en muret sokkel. Der er hverken råd eller plads til en ordentlig foyer eller korridorer, der er fodkoldt, fordi der simpelthen slet ikke er et rigtigt gulv i salen – og det trækker ind mange steder, hvor der ligefrem er huller i væggene ud til det fri. I bladet Politivennenklager en hårdtprøvet københavner over at man ”for en Aftens Fornøjelse må plages med Forkølelse 8 til 14 Dage og undertiden længere”.

Alligevel går københavnerne i sommeren 1834 i teatret hos Pettoletti og ser Det slesvig-holstenske Hofteaterselskabs opførelser af både skuespil og populære operaer som Rossinis Barberen i Sevilla, Mozarts Figaros bryllup og Webers Jægerbruden. Truppen synger det hele på tysk, og de medbringer et kor på 10 damer og 10 herrer og et orkester på 22 mand. I de følgende somre gæster både slesvig-holstenerne og flere andre tyske operatrupper Vesterbros nye Theater. Om vinteren, når Det Kongelige Teater spiller, fylder Pettoletti teatrets repertoire ud med spanske danserinder, dværge fra Böhmen, stærke mænd og rene cirkusforestillinger.

Men Pettoletti har stadig ambitioner, som rækker længere. Han ansøger igen og igen om at få lov til at udvide sin virksomhed, og han ved, at den nye konge er særligt glad for italiensk opera. I august 1840 sker miraklet; Christian 8. underskriver en kongelig resolution, der giver Pettoletti lov til at ”give Forestillinger i det italienske Sprog paa det Dem tilhørende Theater udenfor Kjøbenhavns Vesterport”. Pettoletti får samtidig at vide, at han hverken kan regne med økonomisk hjælp fra hoffet, med hjælp fra Det Kongelige Kapel – byens eneste orkester – eller fra Det Kongelige Teater i det hele taget. Men monopolet er brudt for første gang i 100 år. Pettoletti kan begynde at forberede en helt ny æra i dansk operahistorie.

Fordrukken Tivoli-direktør forsøgte at kapre operastjerner

I slutningen af 1841 kommer et italiensk operakompagni til København. Alle i byen snakker om de eksotiske sangere, der både spiller og synger helt anderledes end de lokale – her er der smæk for skillingen, og københavnerne går amok i begejstring.

Italienerne spiller deres forestillinger på Vesterbroes nye Theater hos teaterchef Philippo Pettoletti. Men i de første dage af december 1841 kan man i fire af hovedstadens aviser læse, at løjtnant Georg Carstensen skal overtage det italienske selskab, og i den forbindelse har aftalt med hoffet, at han kan benytte Hofteatret til forestillingerne.

Carstensen er en yderst entreprenant herre. Han er både  redaktør af tidsskriftet Figaro, han arrangerer festaftener med ny, spændende musik af H.C. Lumbye i Kongens Have og på Christiansborg Ridebane – og kun to år senere har han åbnet en ny forlystelseshave på det gamle militærterræn lige undenfor Vesterport. Haven får navnet Tivoli – men den er stadig fremtidsmusik i dagene op til julen 1841.

Georg Carstensen er 29 år gammel, og han er en rastløs alkoholiker, som hele tiden er i gang med nye planer. Han er også en mand med en temmelig usund døgnrytme; om aftenen går han ned på sin stamrestaurant på Kongens Nytorv, Minis Café – og når de så lukker omkring midnat tager han tit vennerne med hjem til lidt mere seriøs druk og måske noget natmad. Han går som regel først i seng ved 3-4-tiden, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, som han så drikker af når han vågner i løbet af natten og formiddagen. Carstensen står op ved middagstid, og så skal hans tjener i mellemtiden hver dag have været i byen for at købe et par nye, hvide handsker og seks store cigarer. Og SÅ er Georg Carstensen klar til endnu en dag.

I begyndelsen af december 1841 er Carstensen i gang med det, man i dag ville kalde en solid gang spin. Han har nemlig hverken en aftale med hoffet eller for den sags skyld med italienerne. Til gengæld har han gode forbindelser til dagspressen – bl.a. fordi flere af hans egne skribenter på Figaro også arbejder for andre organer – og Carstensen planter helt med vilje historien i aviserne for at presse begge parter til et samarbejde med sig selv i centrum.

Planen lykkes ikke. Hoffet har allerede i et stykke tid – med stor sandsynlighed på kongens initiativ – forhandlet med italienernes chef Giovanni Savio. Hverken hoffet eller Savio er interesserede i endnu en mellemmand, og allerede mindre end to uger senere skriver aviserne, at der er indgået en aftale mellem hoffet og Savio udenom Carstensen.

Georg Carstensen har tabt slaget – men han har fået blod på teatertanden. Han hører et rygte om, at Det Kongelige Teaters økonomiinspektør vistnok er på vej til at sige sin stilling op. Carstensen sender fluks en uopfordret ansøgning afsted, hvor han bl.a. slår på sine tidligere erfaringer med at bygge modelteatre. Teatret besvarer aldrig ansøgningen. Carstensen vender sin opmærksomhed mod nye projekter, og to år senere står han ved indgangen til sit nyåbnede Tivoli og giver hånd til alle, der besøger forlystelseshaven på åbningsdagen 15. august 1843.

Giovanni Savio venter nu på at han og kollegerne kan rykke ind i Hofteatret – men han kommer aldrig til at opleve den første forestilling i de nye omgivelser; Savio har fået et slagtilfælde i slutningen af november, og dør af en tilstødende lungebetændelse nytårsaftensdag 1841. Italienerne står nu uden chef kun få dage før de har premiere på et nyt teater, hvor de selv er ansvarlige for alt.

Opera for alle

Her er en lille filmpræsentation af min nyeste operabog – 400 års operahistorie, 18 komponister og seks gode historier om operaens virkelighed gennem tiderne – let og hurtigt læst. Du kan købe bogen direkte i min operabogshop her.

 

Stokowski dirigerer Carl Nielsen – 1967

I 1965 dirigerede Leonard Bernstein Carl Nielsens 3. symfoni i Odd Fellow Palæet i København – en koncert, der fortjent er blevet legendarisk. Men to år senere besøgte en anden af de helt store dirigenter samme koncertsal og dirigerede også Carl Nielsen – denne gang var det Leopold Stokowski, der dirigerede hans 2. symfoni med Radiosymfoniorkestret. Den koncert blev transmitteret i TV – og heldigvis findes optagelsen endnu.

Forårets foredrag …

Forårsæsonen er i høj grad sat ind her hos mig i enmandsfirmaet – jeg er i gang med de 37 foredrag og koncertintroduktioner, jeg har i kalenderen frem til sommerferien, og mange af dem handler (ikke så underligt) om opera i guldalderens København. Det foredrag fortsætter jeg i øjeblikket med at booke også i sæson 2018-19, og på listen her kan du se, om jeg kommer forbi et sted i nærheden af dig i de kommende måneder.
 
Her er et lille klip fra foredraget – optaget på selveste Hofteatret på Christiansborg, hvor en del af historien faktisk foregår. Her handler det om Eleonore Zara og Det Kongelige Teaters problemer med at sælge billetter til Beethovens Fidelio i 1829 – og om løsningen, der kommer i form af en jodlende tyrolertrup.