Benjamin Britten

Benjamin Britten
1913-1976

BrittenAllerede som 6-årig komponerer Britten sit første værk, og fem år senere bliver hans talent opdaget af komponisten Frank Bridge, som dels lærer ham de tekniske sider af en komponists håndværk, og dels introducerer ham til en bred vifte af værker og komponister. Britten er påvirket af både engelsk folkemusik, barokmusik af Henry Purcell, og af så forskellige komponister som Verdi, Alban Berg, Musorgskij og Debussy. Hans første opera, Peter Grimes, markerer i 1945 gennembruddet for ny engelsk opera. Titelpartiet er skrevet til Brittens samlever, tenoren Peter Pears, som kommer til at medvirke i alle følgende Britten-operaers uropførelser.

Britten dirigerer ofte selv sine egne værker, og er desuden en fremragende pianist og akkompagnatør. I 1948 er han primus motor i arbejdet med en musikfestival i Aldeburgh, og her bliver mange af hans værker senere uropført. Britten er uden sammenligning den mest betydningsfulde engelske komponist siden Henry Purcell i 1600-tallet, og han forstår som få andre i anden halvdel af det 20. århundrede at skrive operaer, som ikke blot henvender sig til en lille ny-musik-elite, men som appellerer bredt til mange flere.

Britten skriver 10 operaer – de vigtigste er:

1945              Peter Grimes
1946              Lucretia (The Rape of Lucretia)
1947              Albert Herring                    
1951              Billy Budd
1954              Skruen strammes (The turn of the Screw)                      
1961              En skærsommernatsdrøm (A Midsummer Night’s Dream)
1973              Døden i Venedig (Death in Venice)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *