Han var 13 år gammel i 1944, men lignede mest én på 9. Han var en lille splejs, men han havde to fordele frem for mange af de andre børn i Theresienstadt-lejren; han kom fra Danmark – og han kunne spille trompet. Han spillede jo i Tivoli-Garden.

Paul Aron Sandfort var 13 år gammel, da han blev taget af tyskerne, fordi han som jøde forsøgte at flygte til Sverige. Sammen med sin familie blev han sendt til Theresienstadt, og her havde man god brug for en dreng, der havde spillet trompet i Tivoli Garden. Paul kom til at spille sammen med nogle af Europas bedste musikere – bl.a. en del fra det berømte Concertgebouw Orkester fra Amsterda

Theresienstadt var ikke som de andre kz-lejre i Nazi-tyskland. Her virkede det på overfladen som om jøderne fik lov til at leve et herligt driverliv med caféer, boldspil, let havearbejde – og naturligvis med teater, sang og musik. En mønsterlejr, som kunne vises frem for udenlandske delegationer, som et modbevis på påstandene om de forfærdelige forhold i kz-lejrene. Under overfladen så det mindre rosenrødt ud; jøderne blev systematisk sendt videre til Auschwitz – og det betød den sikre død. 

Paul Sandfort døde i 2007. I 1999 interviewede jeg ham over to dage om oplevelserne i Theresienstadt, hvor han bl.a. oplevede, at alle kammerater på hans sovesal blev sendt i døden i Auschwitz – blot
ikke han.

Her kan du høre den udsendelse, jeg producerede som en af de sidste ting, inden jeg forlod DR i 2000. Og helt sikkert den vigtigste i min radiotid.

I 1721 kommer en lidt for kreativ tysker til København. Han er leder af en lille gruppe tyske operasangere, som i lidt over et år forsyner det danske hof med italiensk opera sunget på tysk. Det ender med, at han må flygte fra København – og han efterlader både kone og børn i byen.

Københavns Slot er rammen om Johann Kaysers operaforestillinger. Slottet lå frem til nedrivningen i 1731 på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Her er slottet malet af en ukendt kunstner i anden halvdel af 1600-tallet. Københavns Museum.

I september 1721 skriver Frederik 4. kontrakt med den alsidigt begavede og temmelig kreative Johann Kayser fra Hamburg. Han er egentlig stads­musikant i byen, spiller både violin, blokfløjte og fagot, men er også sanger ved operaen og gift med en af tidens største sopranstjerner, Margaretha Susanna Kayser, med tilnavnet ”Kayserinden”.

Johann Kayser ser sit snit til at kaste sig ud i et nyt eventyr som impresario for den trup af sangere, som skal levere opera af højeste klasse til danske hof. Johann Kayser får 6.000 rigsdaler om året for at levere varen. Det eneste, han ikke skal sørge for, er musikere og dansere, som kongen allerede har i sin tjeneste. Hofkapellets ni musikere – strygere og to-tre træblæsere – er nu blevet et lille operaorkester, og de kan få forstærkning af kongens trompetere og paukeslager, og yderligere af militærmusikkens oboister og fagottister når det skal gå ekstra festligt for sig.

Johann Kayser rejser til København i oktober for at besigtige hofteatret på Københavns Slot, og han kommer hurtigt med forslag til forbedringer og ombygninger; man øger antallet af sidekulisser og inddrager yderligere et par værelser på slottet, så alt er klar, da truppens fem sangere – naturligvis med Kaysers berømte kone i spidsen – ankommer.

Kayser medbringer otte vognlæs fyldt med dekorationer og kostumer, bl.a. en hel spejlsal med kongetrone, en triumfvogn og to løver af henholdsvis træ og pap. Arbejdet frem mod den første premiere går i gang kort før jul 1721. Selv om Kayser leverer fem tyske sangere fra Hamburg til Frederik 4.s nye operaprojekt, så beslutter kongen, at én af hans egne ansatte også skal deltage i aktiviteterne. Theodor Meier er blandt kongens favoritkunstnere, både som komponist og når han synger virtuose italienske kantater som underholdning ved kongens taffel. Meiers medvirken i det nye operaprojekt bliver skrevet ind i kontrakten med Kayser. Dermed er kimen lagt til en kon­flikt mellem impresarioen og en sanger, han ikke selv har ønsket, og som han skal betale løn til ud af sit samlede årlige honorar fra kongen.

Der er en benhård rangorden mellem de seks sangere i den kontrakt, kongen og Kayser indgår; førstesangerinden – primadonnaen – er jo gift med chefen, og de får begge den højeste gage, 600 rigsdaler om året. Den anonyme andensangerinde får 500 rigsdaler, barytonen og første­tenoren hver 400, og andentenoren 300 rigsdaler. Theodor Meier må nøjes med 200 rigsdaler – men det er i tillæg til den gage, han allerede får af kongen.

I Hamburg er der en mand, der har fulgt Johann Kaysers forhandlinger med det danske kongehus med særlig interesse. Komponisten og kapelmesteren Reinhard Keiser, som er på udkig efter et fast og sikkert job som hofkapelmester, rejser til København og tilbyder kongen at skrive de nye operaer, som Johann Kaysers trup nu skal opføre i København. Kongen nikker til forslaget.

Johann Kayser kæmper stadig fra tue til tue på det økonomiske område. Samtidig med de konstante klager over, at pengene fra kongen ikke slår til, forsøger Kayser sig overraskende nok som pengeudlåner til den københavn­ske overklasse. Ikke alle har tænkt sig at betale deres lån tilbage, og Keyser må gå til kongens embedsmænd for at få hjælp med at indkassere sine penge.

Reinhard Keiser er blandt de mange, som Johann Kayser snyder. Keiser skriver dette brev til kongen fra Hamburg 13. april 1723, hvor han gør opmærksom på, at han stadig ikke har modtaget sit honorar for det seneste halve år fra Kayser. Helt efter tidens skik underskriver Kayser brevet med ”meines allergnädigster Königs und Herren allerunterthänigster treugehosamster Knecht, Reinhard Keiser, Capell-Meister.” Han får sandsynligvis sine penge udbetalt af de ekstra penge, kongen udbetaler til Kaysers hustru. Rigsarkivet.

Kayser mærker hvor det bærer henad. Så snart han får udbetalt sit honorar for første kvartal af 1723, stikker han simpelthen af, ikke bare fra alle forpligtigelser overfor kreditorerne, men også fra de øvrige ansatte sangere, og endda fra sin egen kone og deres børn. Truppens medlemmer er på fuld­stændig bar bund, og der er langt hjem til Hamburg. Kongen forbarmer sig over den nødstedte trup, og udbetaler 1.500 rigsdaler til Margaretha Kayser til videre fordeling mellem sangere og kredito­rer. Kongen beholder til gengæld de mange dekorationer, kostumer og teater­maskiner, som Kayser efterlader på slotsteatret. Noget tyder på, at Kayser og hans kone sammen har planlagt hele affæren med flugten, da det stod klart, at kongen alligevel havde til hensigt at fyre truppen; de er i hvert fald begge tilbage i Hamburg få måneder senere, hvor Johann Kayser optræder som koncertarrangør med sin kone som udøvende hovedattraktion. Margaretha Kayser fortsætter også sin karriere på scenen i Gänsemarkt-operaen, og i 1729 overtager hun desuden ledelsen af operahuset.

Den tyske operatrup får altså kun lidt over et år i København. Men det bliver ikke sidste gang, Johann Kayser er i Danmark. I 1728 må han nemlig igen flygte fra landet, men denne gang på en lidt anden måde end tilfældet var i Køben­havn fem år tidligere. Han bliver hyret af en dansk officer og godsejer, som er træt af sin kone og har brug for et påskud til en hurtig og økonomisk fornuftig skilsmisse. Kayser er kendt som en mand, der vil gøre det meste for penge, og han forfører – helt efter planen – officerens hustru på en tilpas åbenlys måde, og flygter med hende tilbage til Hamburg. Alt er aftalt spil, og det lader endda til, at Margaretha Kayser utroligt nok igen har hjulpet sin mand undervejs. 

På det tidspunkt har danskerne helt klart fravalgt den fremmedsprogede scenekunst til fordel for den lokale komedie. Men selv komedien går hårde tider i møde, da Frederik 4. dør i 1730, og Christian 6. kommer på tronen. Christians oprindelige interesse for både teater og opera er falmet drastisk, og han er blevet mere og mere opslugt af pietismens påbud om et stille og indad­vendt liv i kristen fromhed. Den nye konge indfører efterhånden, hvad der i praksis er et totalforbud mod scenisk underholdning. De næste 16 år bliver en teatermæssig ørkenvandring i København.

Teksten er et redigeret uddrag fra min kommende bog “Opera i Danmark 1634-2005”, som udkommer i 2023.

Slaver i arbejde på øen Antigua i Vestindien. Farvetryk udgivet af Thomas Clay, 1823.

I slutningen af 1700-tallet er Det Kongelige Teater i høj grad stedet, hvor man hylder den enevældige konges politiske beslutninger – både når det handler om bedre forhold for de danske bønder og for de tusindvis af afrikanske slaver, som er en vigtig forudsætning for den økonomiske vækst i landet.

I 1790 præsenterer teatrets kapelmester J.A.P. Schulz sit bidrag til bryllupsunderholdningen, da kronprins Frederik – den senere Frederik 6. – skal giftes med sin kusine, Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel. Handlingen i syngespillet Høstgildet hylder netop en landboreform, som kronprinsen personligt har stået i spidsen for.

I begyndelsen af 1780’erne er langt de fleste mandlige indbyggere i Danmark bundet til det gods, de er født på. Stavnsbåndet har siden 1733 sikret arbejdskraft for godsejerne. Hoveriet går helt tilbage til middelalderen, og de stavnsbundne bønder er fortsat forpligtede til at levere både en del af udbyttet fra deres egen jord og gratis arbejdskraft til godsejerne for selv at få lov til at dyrke afgrøder og holde husdyr. Hvis man ikke adlyder sin herremand, falder hammeren ofte prompte, og selv små forseelser bliver straffet med f.eks. træhest eller halsjern.

Med oplysningstidens nye menneskesyn i baghovedet nedsætter kronprins Frederik i 1780’erne hele to landbrugskommissioner, som skal reformere forholdene for bondestanden, som fortsat udgør langt den største del af befolkningen i landet. Godsejerne er rasende, da kongen i 1788 ophæver stavnsbåndet, selv om det sker over en årrække frem mod år 1800.

Det synlige symbol på reformen er Frihedsstøtten, som i 1790’erne bliver rejst udenfor Københavns Vesterport. Inskriptionen på obelisken er forfattet af digteren Thomas Thaarup: ”Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre, Landboe Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god hæderlig Borger, lykkelig.” Thaarup er også tekstforfatter til Høstgildet, som er ren propaganda for kronprins Frederiks moderate reformpolitik på landboområdet.

J.A.P. Schulz. Ukendt kunstner. Det Kongelige Kapels kunstsamling.

J.A.P. Schulz har sans for at skrive sangbare melodier, der hænger fast i hukommelsen og er som skabt til fællessang. Det er samme opskrift, han bruger, når han skriver syngespil til scenen på Kongens Nytorv; her får publikum en god melodi gentaget vers efter vers i de strofiske sange.

Handlingen i Høstgildet foregår blandt bønder på Sjælland og spiller både på begejstringen over kronprinsens arbejde med at ophæve stavnsbåndet, på sammenholdet mellem rigets dele – der er undervejs besøg af bønder fra både Holsten og Norge – og på en grundlæggende tro på fremtiden. Succesen er enorm, og ligesom i Hollywood i dag er det fristende at følge op med en toer.

Den frikøbte slave

I anden halvdel af 1700-tallet er København centrum for den lukrative raffinering af råsukker fra den danske koloni i Vestindien. I nogle perioder udgør sukker mere end 50% af Københavns eksport. Arbejdet i sukkerrørsmarkerne i Caribien kræver masser af arbejdskraft; danske slaveskibe fragter omkring 100.000 slaver fra Afrika til de danske plantager mod vest.

I marts 1792 bliver den transatlantiske slavehandel under dansk flag forbudt – men dog først med virkning fra 1803. Først vil man nemlig oparbejde en solid bestand af slaver af begge køn, så sukkerplantagerne kan blive selvforsynende med gratis arbejdskraft.

Alligevel hylder man det nye tiltag på Det Kongelige Teaters scene med endnu et syngespil af Thomas Thaarup og J.A.P Schulz. En del af historien i Peters bryllup handler om Neger-Martin, en frikøbt slave, som hovedpersonen Peter har med hjem fra Vestindien til sin lille sjællandske fødelandsby, da han skal giftes med sin Grethe. Martin er bange for at blive solgt igen:

Hvad har den stakkels Neger gjort,
At den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?

Peters far beroliger Martin:

Her sælges ingen Mand, min gode Martin!
End mere bør du vide, at vor Konge
Har indskrænkt Slavehandel med de Sorte!
Og eengang vil den Handel reent ophøre.

Danskerne fortsætter i de ni år med at sejle næsten 25.000 slaver over Atlanten under de mest rædselsfulde forhold, og selv derefter fortsætter både slavesalg og -transport i et vist omfang.

Teatermaler Thomas Bruuns udkast til 1. akt af J.A.P. Schulz’ Peters bryllup; stuen hos en velstående og oplyst bonde, som både har råd til bøger og bornholmerur. Statens Museum for Kunst.

—

Et uddrag fra min kommende bog “Opera i Danmark 1634-2005”, som udkommer i april 2023. 

Ilden fra operahuset spreder sig til selve slottet, som også nedbrænder næsten totalt i løbet af aftenen den 19. april 1689. Kun den sydlige fløj til højre i billedet og slotskirken går fri. I løbet af de følgende dage dør adskillige af de overlevende fra branden af deres brandsår. Forrest i billedet ser man de lemlæstede lig og forkullede arme og ben fra operahusets gæster. Maleri af ukendt kunstner.

I 1689 bygger Christian 5. Danmarks første operahus. Allerede ved den anden forestilling i den lille, brandfarlige træbygning går det helt galt.

Kongens fødselsdag 15. april 1689 bliver markeret med det, der nok er den første egentlige operaopførelse i Danmark. Det er kongens søn, prins Christian, der sammen med hofmarskal Claus Henrik von Vieregg er ansvarlig for forberedelserne. De begynder planlægningen et halvt år inden fødselsdagen; den tyske libretto bliver bestilt hos den slesvigske forfatter Peter Anton Burchard – og man sætter en af hoffets egne musikere, Poul Christian Schindler, til at komponere musikken til Der vereinigte Götterstreit; som sædvanlig en allegorisk historie med guder, hyrder og generel hyldest til den danske monark. Operaen slutter med, at alle medvirkende forenes i et kor:

Lebe grosser Christian, lebe!
Das Dein Thron sich ewig hebe!

Denne gang er de scenemæssige udfordringer med flyvende guder og hurtige sceneskift så store, at man beslutter at bygge et helt nyt teater til formålet. Der er godt nok kun tale en midlertidig bygning af fyrretræ, som bliver opført ved lystslottet Sophie Amalienborg i den nuværende Bredgades østlige side, mellem Frederiksgade og Fredericiagade – et slot kongehuset især bruger, når der skal være fest.

Den nye teaterbygning ligger lige op ad slottes nordfløj mod Fredericiagade. Der er plads til omkring 200 tilskuere, som sidder tæt sammen i en bygning, der kun måler 28 gange 12 meter. Kongefamilien har sin egen indgang via en søjlegang med direkte forbindelse til slottet, og der varmes op til teater­oplevelsen allerede inden både de og resten af publikum kommer ind i selve teatret; i søjlegangen er der ophængt flotte bannere, og midt i gangen møder kongefamilien to grotter omgivet af træer og buske. I hver af grotterne sidder en satyr i det dunkle lys fra en enkelt kerte. Forestillingen er allerede i gang. Det øvrige publikum går ind gennem hovedindgangen, hvor billedstøtter af gudsfrygten og retfærdigheden vogter over huset.

Inde i salen kan alle måbe over de 800 små olielamper, der oplyser en dekoration, der fylder hele salen ud. Bannere af fint silkestof vædet med velduftende olier, og prydet med kongens navnetræk, hænger langs væggene. Tilskuerpladsen er pyntet med mos og tørrede enebærris pyntet med citroner og guldæbler, og loftet er dækket af stjerner. Orkestret sidder skjult for publikum mellem scenen og en forhøjning med blomsterbede, som spreder duft i hele lokalet. Illusionen af at være ude i det fri er perfekt, og både kongefamilien og de øvrige tilstedeværende fra landets øverste rangklasser er ovenud begejstrede ved urpremieren. Kongen befaler, at stykket skal gentages fire dage senere, så flere kan få lov til at opleve den utrolige forestilling. Denne gang er det ikke kun de allerfineste, der får lov til at opleve det stykke, alle i byen taler om.

Den 19. april kl. 15 bliver indgangsdøren til salen åbnet. Operaens komponist Poul Christian Schindler har skaffet sin kone to pladser, og hun tager parrets lille datter i hånden, så hun kan opleve sin far lede operaen fra cembaloet i orkestergraven. Sognepræst Christian Heerfort og hans to sønner, købmand Johann Hessenberg og hans frue, prins Christians barber og ca. 200 andre strømmer også ind i den sal, hvor både mos og enebærris nu er blevet endnu mere tørre, end de var ved premieren.

Katastrofen indtræffer allerede efter kort tid; Merkur har sunget sin prolog, og Mars er midt i en arie, da en af olielamperne pludselig eksploderer. Vægen falder ned i de tørre enebærris, og ilden breder sig lynhurtigt, ikke mindst på grund af de olievædede silkestoffer i tilskuerrummet. Alle styrter i vild panik mod udgangen, men dørene åbner indad og er ikke til at rokke med de mange mennesker, der presser på bagfra. Vinduerne i salen er – af hensyn til risikoen for indbrud og for at forhindre kreative lømler i at kravle ind til selve forestillingen – udstyret med solide jerngitre. Kun ganske få kender udgangene bag scenen.

Det tager ikke ilden mere end et kvarter at forvandle træbygningen til en ruin. De forkullede lig af omkring 170 mennesker ligger tilbage i asken, da de mange pårørende omsider kan komme i nærheden af brandtomten. De fleste lig ligger sammenfiltrede i en stor bunke lige indenfor indgangsdøren. Blandt dem er Schindlers kone og datter.

Det lader til, at alle de medvirkende sangere og dansere slipper ud i tide. Værre går det for musikerne i det aflukkede orkesterområde; en del af publikum forcerer i panik afspærringen ind til musikerne, og sammen med dem prøver de at undslippe flammerne ved at komme op på scenen. Det lykkes kun for få af de måske 10-11 musikere at undslippe, flere af dem med alvorlige brandsår; et halvt år senere lever kun Schindler selv og to violinister. Da Christian 5. dør ti år efter branden, består kongens orkester stadig kun af fire musikere. Hofmusikken i København ligger i ruiner, præcis som det første operahus i Danmark.

Københavns Slot er rammen om de første operaforsøg i Danmark. Slottet lå frem til nedrivningen i 1731 på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Her er slottet malet af en ukendt kunstner i anden halvdel af 1600-tallet. Københavns Museum.

I oktober 1634 skal Christian 4.s ældste søn giftes med kurfyrsten af Sachsens yngste datter. Resultatet er danmarkshistoriens største og dyreste fest nogensinde. Den varer i 18 dage, og her kan gæsterne opleve de første operaforsøg i Danmark. Hvis de altså er ædru nok.

I begyndelsen af 1600-tallet ejer én procent af Danmarks befolkning al jord i landet. Langt størstedelen af befolkningen er fæstebønder og tjenestefolk, som knokler under usle og barske vilkår for at skaffe mad nok til sig selv og familien. Det lykkes ikke altid, og sult er en velkendt fornemmelse for alt for mange. På den baggrund er det næsten ufatteligt, hvor mange penge Christian 4. bruger på en enkelt fest for det par, man regner med, er rigets næste konge og dronning, men som ironisk nok aldrig når at blive det.

Bryllupsfesten i 1634 er blevet kendt i historien som ”det store bilager”, og selv om det er svært at få et totalt overblik over udgifterne, er tallet to millioner rigsdaler blevet nævnt. Hvis man omregner udgiften til det 21. århundrede, kan man f.eks. bruge værdien af et levende lam; det kostede én rigsdaler i 1634 – og i dag omkring 1000 kr. Dermed koster festen omkring to milliarder nutidskroner.

Hvad får Christian 4. og Danmark så for pengene? Først og fremmest prestige på den internationale scene. Kongen vil med alle midler demonstrere, at rigsfællesskabet Danmark-Norge stadig er blandt de førende nationer i Europa, på trods af landets katastrofale eventyr i den centraleuropæiske trediveårskrig. Ikke mindst takket være øresundstolden og indtægterne fra rigets sydlige hertugdømmer er der, på trods af de enorme krigsudgifter i årene op til brylluppet, stadig penge nok i kongens personlige kassen til en ordentlig fejring.

Fornemme gæster fra det store udland indtager enorme måltider med en overflod af retter og tøndevis af de bedste vine, overværer både vielsen og det rituelle ”bilager”, hvor brudeparret bliver lagt i seng i overværelse af gæsterne, og de fordriver resten af tiden med ekstra druk, høflige visitter og den overdådige underholdning, som bl.a. byder på ridderturneringer, ringridning, store optog gennem byen – og på det, man med lidt god vilje kan kalde de første operaforsøg i Danmark.

Christian 4. har allerede oplevet den type fester i udlandet, og han er fast besluttet på at imponere sine gæster, også på underholdningssiden. En vigtig del af projektet er opførelsen af symbolladede teaterforestillinger, som skal vise Danmark – og naturligvis også både kongen og brudeparret – fra de bedste sider. Ingredienserne er flotte dekorationer og kostumer, musik, dans, talt dialog, sang og endda fyrværkeri.

Planlægningen

Forberedelserne til festen begynder mange måneder i forvejen. I december 1633 hyrer Christian 4. den tyske kapelmester og komponist Heinrich Schütz som musikalsk ansvarlig for festlighederne – men i virkeligheden er det den kommende brudgom, prins Christian, der er manden bag ansættelsen af Schütz til opgaven. Christian har naturligvis været i Dresden under de formelle forhandlinger om giftermålet med Magdalena Sibylla, og her har han mødt manden, som siden 1615 har været ansat som kapelmester ved kurfyrste Johann Georg 1.s hof.

Prins Christian er helt sikkert blevet imponeret; Heinrich Schütz har Europas bedste hofkapel til sin rådighed, og hvis nogen kan sørge for, at musikken ved festen i København kan nå samme niveau, er det ham. For Heinrich Schütz er et midlertidigt udlån til København en sikkert kærkommen mulighed for at slippe væk fra den store centraleuropæiske krig, som allerede to år tidligere er kommet ubehageligt tæt på Dresden.

Christian 4. råder allerede over et hofkapel af international standard. Da han overtager det fra sin far i 1588, består det af tre separate grupper med hver sine opgaver; et trompeterkorps især til militærbrug, et sangerkorps – Det Kongelige Kantori – med omkring 12 voksne mænd og et antal drengesopraner, især til kirkelige handlinger, og et instrumentalistkorps til kongens personlige underholdning, når der f.eks. skal spises og danses, og som leverandører af musik til diverse repræsentative begivenheder.

I løbet af Christian 4.s regeringstid veksler antallet af musikere og sangere, og efterhånden flyder de tre korps mere og mere sammen til ét. Det består af en blanding af udenlandske sangere og musikere fra bl.a. Frankrig, Holland, Tyskland og England, samt talentfulde danskere, som kongen i flere tilfælde sender til f.eks. Venedig for at lære de nyeste musikalske modefænomener hos en af tidens mest progressive komponister, Giovanni Gabrieli, som også Heinrich Schütz har studeret hos.

I anledning af den forestående fest ansætter kongen yderligere 20 nye musikere og sangere, bl.a. den italienske kastratsanger Gregorio Chelli fra Verona, som ikke blot selv skal medvirke som solist, men også skal undervise de seks drengesangere, som allerede er i kongens tjeneste, i at synge ”i den italienske stil”. Regenten har nu omkring 77 musikere og sangere til rådighed til at varetage en lang række pligter gennem de 18 dage; taffelmusik til måltiderne, musikken til de kirkelige handlinger, dansemusik og musik til den sceniske underholdning, som skal imponere de fine gæster fra udlandet. Hele 24 af musikerne er trompetere, som spiller fanfarer på instrumenter af ægte sølv og med ledsagende pauker hver gang der bliver udbragt en skål – og det sker ufatteligt mange gange i løbet af den langstrakte fest.

Kongen er åbenbart vant til, at musikere gør som det passer dem, så han er nødt til at give befaling om, at musikerne skal adlyde Heinrich Schütz – ellers får de simpelthen ingen løn for arbejdet. Musikerne får også en ordre direkte fra kongen om at undgå for indviklede udsmykninger af dansemusikken, så de dansende ikke bliver forvirrede undervejs.

Gæsterne ankommer

Heinrich Schütz er musiker, kapelmester og komponist hos kurfyrsten af Sachsen i 60 år, og er uden tvivl den mest indflydelsesrige komponist i Tyskland i generationen før Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. I 1637 skriver han det, der er blevet anset for at være den første egentlige tyske opera, ”Die Daphne”. Maleri af Christoph Spetner udført ca. 1650. Universitätsbibliothek Leipzig.

Heinrich Schütz har ikke blot det musikalske ansvar under festlighederne, men er også overordnet ansvarlig for det samlede kunstneriske udtryk i de fire forestillinger, som skal opføres på Københavns Slot i løbet af de mange dages fest. Hoffets to hollandske billedkunstnere Karel van Mander og Simon de Pas står for udkastene til dekorationer og kostumer, og de refererer i første omgang til den tyske komponist – selv om alt naturligvis i sidste ende skal godkendes af majestæten selv. Det er muligvis endda også Schütz, der står for beslutningerne om det tilhørende fyrværkeri.

Schütz udarbejder først den overordnede plan for den sceniske underholdning, og han giver tekstforfatteren Johann Lauremberg og dansemester Alexander von Kükelsom besked om handlingsgangene. I april 1634 er planerne så langt, at kongen beder Schütz om specifikt at beskrive de ”monstre”, som han skal bruge i forestillingerne, så kongens artillerimester Christoffer Schwenke, der også står for udformningen af fyrværkerierne, kan få sine mænd til at bygge dem af papmache efter tegninger af Karel van Mander og Simon de Pas.

Brudens far ankommer til Danmark i begyndelsen af august med et følge på ikke færre end 1532 personer og næsten 500 heste. Bruden selv dukker op sidst i september, og nu begynder festlighederne for alvor. Kongen har indkaldt 27 navngivne kokke fra herregårde i hele riget til at hjælpe slottes egne fire med at tilberede de uhyre mange retter.

Prins Christian og Magdalena Sibylla portrætteret af Karel van Mander. Christian når aldrig at blive konge af Danmark; han dør i 1647 – året inden sin far. Parret får ingen børn, og det er Christians lillebror, der som Frederik 3. overtager tronen i 1648. Rosenborg Slot.

I regnskabsbøgerne finder man kun dokumentationen for en del af det enorme forbrug af råvarer til festen. Meget er sandsynligvis ikke blevet optalt, og vi kender ikke det endelige forbrug, men selv den del, der er beviser for, er imponerende nok; kongen importerer bl.a. 600.000 krebs fra Tyskland, da han finder ud af, at hjemmemarkedet slet ikke kan levere nok. Der bliver også fortæret mindst 27.000 æg, 1.600 lam, 200 kalkuner, 2.100 høns, og selvfølgelig masser af okser, kalve og grise. Ikke underligt, at overklassen ofte ser særdeles velnærede ud på portrætterne fra tiden.

Det bliver anset som helt nødvendigt for en rigtig mand at kunne spise 10-12 retter til et middagsmåltid, vel at mærke i solide serveringer, og ikke mindst at kunne drikke hvad vi i dag ville anse for helt usandsynlige mængder af alkohol. Kongen regner med, at en beholdning på 2,2 millioner liter vin burde række til de 18 dages festligheder.

Selv med den årelange træning, de fleste af de fornemme festdeltagere har i at konsumere mad og drikke i alt for rigelige mængder, må man tage hensyn til det menneskelige legemes logistik. Der er opstillet tønder og store kar i gangene på slottet, så gæsterne ikke skal gå langt, når trangen melder sig – og mange benytter samtidig lejligheden til at kaste op undervejs i festlighederne. Hvis nogen falder i søvn ved bordet, kan de blive båret i seng af tjenerne. Andre tager simpelthen bare en kort lur på gulvet, og er snart klar til at fortsætte drikkeriet.

Adelen optræder

Ved taflet på selve bryllupsdagen den 5. oktober bliver der naturligvis gjort ekstra meget ud af både maden og underholdningen; de kongelige musikere og sangere diverterer bl.a. med småsjofle vers, der får de fornemme damer til at rødme.

To dage senere skal man endelig se den første af de fire forestillinger med tysk tekst, som Heinrich Schütz og hans underordnede havde arbejdet på i flere måneder; en operaballet med koreografi af dansemester Alexander von Kükelsom, som er lærer ved Sorø Akademi, og muligvis med tekst af Schütz selv. Noderne til alle de fire forestillinger, som bliver opført på slottet som del af festen, er gået tabt. Ingen andre samtidige kilder nævner et håndfast bevis på, at det faktisk er Heinrich Schütz, der er komponist til al eller blot dele af musikken – men det ville nok være ret usandsynligt, at den danske konge hyrer Tysklands førende komponist uden at gøre brug af hans kernekompetence.

Inden operaballetten skal der naturligvis igen spises og drikkes; taflet varer i fire timer. Forestillingen foregår i slottets store riddersal, men der er kun opstillet en enkelt række stole til de otte allerfornemste personer i selskabet – alle andre må stå op i de to timer, opførelsen varer.

Selve forestillingen er en blanding af dans, solosang, koroptrin og et enkelt ensemble for flere sangere, helt efter den franske mode i en Ballet à entrées, hvor det hele slutter med en Grand ballet, hvor alle medvirkende er på scenen. En del af de medvirkende har næppe været helt upåvirkede af alkohol; kongen har nemlig allerede på forhånd beordret en del af de adelige danskere, som netop har siddet til det timelange taffel, til at medvirke i dansescenerne, sikkert med vekslende held og virtuositet. Det hele er en slags totalteater, hvor nogle af de fornemme tilskuere – igen efter fransk forbillede – også samtidig selv er medvirkende undervejs i forestillingen.

Handlingen i forestillingen kredser naturligt nok om hvor dygtig og klog kongen er, og der er også moralske hints til den nyslåede brudgom undervejs. Noderne til forestillingen findes ikke længere – men musikken er sikkert en blanding af forholdsvis enkel dansemusik til adelens egne udfoldelser undervejs, indledende og afsluttende korsatser i tidens kendte madrigalstil, samt virtuos solosang i den nye, recitativiske operastil, som Schütz har oplevet i Venedig. Undervejs i operaballetten synger guderne Orfeus, Merkur og Apollo hver en arie. En del af publikum lægger især mærke til kastraten Gregorio Chelli, der sandsynligvis er den sanger, som ifølge librettoen har en stor soloarie i rollen som Merkur.

Opera og optog

Dagen efter fortsætter underholdningen, denne gang med den første af to forestillinger, hvor talt dialog veksler med sang og musik – en slags syngespil. Teksten er af endnu en lærer ved Sorø Akademi, Johann Lauremberg; Wie Aquilo, der Regent Mitternächtigen Länder, die edle Princessin Orithyjam heimführet. Aquilo klager til Jupiter over det barske område mod nord, han har fået tildelt – og over, at han åbenbart ikke er attraktiv nok til at få en hustru. Jupiter og de øvrige guder sørger for, at Aquilo bliver forvandlet til en flot, ung mand – og så er der fri bane til at snuppe den smukke Oreithyia. Moralen i historien er, at de nordiske lande lærer ordentlige manerer af de mere kultiverede nationer i Europa. Det er der sikkert en del franske og tyske gæster, der har nikket til.

Den 9. oktober er der en sikkert tiltrængt hviledag for damerne – men herrerne skal vise, at de er rigtige mænd, så de drikker bare videre. Dagen efter er der udendørs forestilling på slotspladsen – sikkert en kold fornøjelse midt i oktober. Nu får man brug for de ”monstre”, der blev fremstillet flere måneder tidligere, men det lader ikke til, at der har været operalignende indslag i forestillingen Tragödie von den Tugend und Lastern.

”Tragödie von den Tugend und Lastern” (Tragoedia om Dyder oc Laster) er en udendørs forestilling, hvor det helt tydeligt ikke er det musikalske, der er i centrum – men der er dog både bl.a. skalmejer, basuner og trommer med undervejs. De er sikkert blevet brugt som effektiv underlægningsmusik, f.eks. når lasterne nederst i billedet bliver skubbet ind i munden på det farlige papmache-uhyre. Det Kongelige Bibliotek.

Den 12. oktober byder programmet på endnu en forestilling med tekst af Johann Lauremberg, Wie die Harpyiæ von zweyen septentrionalischen Helden verjagt und König Phinéus entlediget wird. Ifølge teksterne til Laurembergs forestillinger veksler musikken – igen antageligt af Heinrich Schütz selv – mellem kor, ensembler for flere sangere, ren instrumentalmusik og solopassager, hvor noget efter anvisningerne skal synges ”in stylo oratorio” – så der er ingen tvivl om, at også disse to forestillinger har haft ingredienser, som vi i dag ville opfatte som opera i stil med Monteverdis sceneværker. Finalen i forestillingen 12. oktober er f.eks. en soloarie, hvor guden Apollon synger til Christian 4.s ære.

Det første af de store optog gennem byen ved bryllupsfesten i 1634. Her er der muligvis igen blevet sunget noget, der har smagt i hvert fald lidt af opera. Desværre er der ikke mange overleverede detaljer om optogenes musikalske indhold – men den eneste af bryllupsfestens kompositioner af Heinrich Schütz, som er bevaret i dag, er en firestemmig sang for fire sopranstemmer med instrumentledsagelse, som bliver opført på den vogn, der viser gudinden Venus’ trone. Udsnit af et samtidigt kobberstik af Simon de Pas efter oplæg af artillerimester Christoffer Schwenke. Det Kongelige Bibliotek.

I de fire dage fra 13.-16. oktober har musikerne og sangerne endnu en stor, afsluttende opgave – og denne gang er det ikke kun underholdning for de fornemme gæster på slottet. Kongen har arrangeret en række enorme triumftog gennem byen, hvor hestetrukne vogne kører gennem gaderne med større eller mindre opstillinger som en slags mini-tableauer med græske og romerske guder, helte, muser, nymfer og hyrder – mange af dem udklædte musikere og sangere.

De små opbyggelige allegoriske historier i hver vogn går sikkert helt hen over hovedet på langt de fleste af de almindelige københavnere. De måber nok bare over det utrolige syn af de flotte dragter, den opfindsomme scenografi og den overvældende musik og sang. Tjenestefolkene, de småhandlende og lærlingene kan sandsynligvis bedre følge med i meningen med ringridningskonkurrencerne på Amager Torv og ridderturneringerne i rustninger på Gammeltorv, der også er en del af afslutningen på den store bryllupsfest.

De fine gæster kan rejse hjem igen, og Christian 4. kan være godt tilfreds med resultatet af den enorme propagandaopvisning i dansk overflod og kulturel dannelse. Til gengæld er det kun en ganske lille promille af den danske befolkning, der har opdaget, at Danmark undervejs i den ufatteligt ødsle fejring nu også er blevet en operanation. Der kommer til at gå en rum tid endnu, før den nye underholdningsform bider sig fast hos andre end kongefamilien og hoffets absolutte inderkreds.

H.C. Lumbye tilegner sin Telegraph-Galop til Georg Carstensen – og hos musikhandler C.C. Lose & Olsen kan man købe et klaverarrangement af galoppen, så man kan forsøge at genskabe stemningen fra koncert¬salen hjemme i stuen. Musikforlaget udgiver yderlige otte klaver-arrangementer af Lumbye-hits alene i 1844.

Lørdag 31. august 1844 fylder Tivolis grundlægger og direktør Georg Carstensen 32 år. Det bliver en fødselsdag, han kommer til at huske resten af sit liv.

Tidligere samme sommer har H.C. Lumbye skrevet en ny galop, hvor han udnytter begge de to orkestre i koncertsalen. Publikum er vilde med den helt specielle effekt, når Lumbyes og Braunsteins orkestre i lynhurtigt tempo afløser hinanden. Telegraph-Galop for to Orchestre bliver et uhyre populært nummer på programmet, og må altid spilles da capo mindst én gang. Lumbye komponerer endnu en galop for de to orkestre – Tivoli Geburtsdags Galop – til Tivolis første fødselsdag i 1844, hvor man selvfølgelig også må spille den elskede telegrafgalop.

Netop telegrafgaloppens popularitet bliver en medvirkede årsag til et optrin, som vækker stor opsigt i byen. Pressen svælger i historien:

Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfor­nøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtræ­delse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, men han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog.

Sådan beretter Forposten i sin udførlige beskrivelse af aftenens forløb. Det hele begynder med annonceringen af en særlig Tivoli-festaften; tusindvis af kulørte lamper over hele haven, som vil være tændt frem til kl. 1 om natten, et særligt fyrværkeri, iscenesat af den nye specialist Gaetano Amici, og ekstra musik over hele haven leveret af Kastelsjægernes Musikkorps. I koncertsalen sætter H.C. Lumbye og Henrik Braunstein et program med hele 36 numre sammen; koncerten er sat til at vare i fem en halv time, fra kl. 18.30 til 24.00.

Georg Carstensen bliver forfulgt af vrede koncert¬gængere, der ikke får lov til at høre deres elskede Telegraph-Galop. Tegning fra en aktuel vise-udgivelse: ”Sørgekvad om den gruelige Tildragelse i Tivoli”.

Det kommer den ikke til. Carstensen har nemlig overset, at al underholdning på en lørdag aften, ifølge politivedtægten, skal afsluttes senest kl. 23. I løbet af dagen indser han, at festen må afkortes, og han når at sætte plakater med rettel­sen op. Men mange ser ikke de nye plakater, og da klokken slår 23, er de to orke­stre slet ikke færdige med det annoncerede program. Publikum bliver rasende, da koncerten må afbrydes, endda uden at man har spillet det store hit, Lumbyes telegrafgalop. Resten af aftenen bliver noget alle i hele landet taler om i flere dage – og også i Aarhus Stiftstidende er der et udførligt referat af begivenhedernes gang:

Nu udbrød en forfærdelig Allarm. Man raabte paa Telegraphgaloppen, et meget afholdt Musikstykke, man skreg paa Carstensen … man arbeidede med Stokke paa Gulvet, man peeb, man hujede … Nu viste Carstensen sig, omgiven af en Skare Politiofficianter. Han ville tale, men blev afbrudt af Folk, der træng­te ind paa ham, hvorved en anseet Mand – med Villie eller ikke, er ikke godt at sige – kom til at slaae ham i Hovedet med sin Stok … Et Par Personer skulle være blevne arresterede som en Følge af Tumulten.

Andre aftener går det heller ikke helt som planlagt i koncertsalen, f.eks. når medlem­merne af harmoniorkestret – som for manges vedkommende også er ansat i militæret – er nødt til at følge deres kongelige arbejdsgivers befalinger. Flyve­postenbeskriver en koncert i 1845:

Hr. Lumbyes Concert i Tivoli var igaar Aftes ret godt besøgt. Den forventede Assistance af Harmoniorchesteret udeblev, da de fleste af dets Medlemmer, som det hed, vare i Kongens Tjeneste, hvorfor Hr. Lumbye saae sig nødt til med sit eget Orchester at udfylde hele Tiden og spille dobbelt saa mange Numere som han for sin Part havde forpligtet sig til.

—

Historien er et uddrag fra min bog Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944. Læs mere om bogen her.

Foto: Peder Hansen, Little Beat Archives. Længere nede på siden kan du høre indspilningen fra august 1909.

Det er nok noget af en tilsnigelse at kalde pladen med Tippe Lumbyes Orkester fra 1909 for en ægte jazzplade – men det er i hvertfald en forløber for det, der kommer til at vende op og ned på musiklivet også i Danmark i de følgende årtier.

Lumbye-navnet er et musikalsk brand, som H.C.’s efterkommere ikke spilder mange chancer for at udnytte. Postkort med tre generationer af familien er fra begyndelsen af 1900-tallet – før Theodor begynder at kalde sig Tippe også i professionel sammenhæng. Tivolis Arkiv.

Lumbye-familien er næsten synonym med Tivoli. I begyndelsen af det 20. århundrede afløser H.C. Lumbyes barnebarn, Tippe i lange perioder sin syge far, Georg, som kapelmester på Tivolis restaurant Wivel ud mod Vesterbrogade. Han begynder allerede i 1901 – men frem til 1908 kun i vintermånederne; om sommeren er det indtil da Tivolis harmoniorkester, der underholder gæsterne på Wivel gennem de åbne vinduer mod haven. På det tidspunkt er Tippe Lumbye blevet enedirigent for Wivel-restaurantens orkester, som også er med, da grammofonplade­ind­spilninger begynder at blive endnu en indtægtskilde for musikere, sangere og skuespillere i København.

Restaurant Wivel ligger i Tivoli med egen indgang fra Vesterbros Passage. Foto: Peter Elfeldt, 1925. Københavns Museum.

I august 1909 indspiller han og orkestret 10 numre for de engelske teknikere fra The Gramophone Company på to små værelser på Hotel Kongen af Danmark på Holmens Kanal. Orkestret består på det tidspunkt af 16 musikere – bl.a. den 18-årige Emil Reesen, der senere bliver en af landets mest kendte komponister og dirigenter, på skiftevis fløjte, violin, klaver og trommer. Optageudstyret står i det ene rum, og orkestret forsøger at klemme sig ind om­kring den store optagetragt i det andet. Blandt titlerne på nodestativerne er bl.a. Den fløjtende skorstensfejer af orke­strets pianist P.Th. Wallin, musik af både Tippe Lumbye selv, hans far Georg, og selvfølgelig også af gamle H.C. Lumbye. Tippe Lumbye skriver om oplevelsen i en kronik i Social-Demokraten i februar 1944:

… naar jeg hører nogle af disse Plader nu, saa gyser jeg. Orkestret og jeg blev anbragt terrasseformet paa Bænke, Stole og Borde, og Strygeinstrumenterne blev forsynede med Lydtragte for ikke at blive overdøvet af Træblæserne, Messing­suppen og Slagtøjet. En kæmpemæssig Tragt stak ud gennem Porti­éren [et hængende gardin placeret over en dørløs indgang] fra det hemme­lighedsfulde Rum, og saa tog vi fat. Efter et par Prøveoptagelser blev Orkestret omplaceret, og saa kørte vi løs. Det hele varede et Par Timer, og saa var der optaget en halv Snes orkesternumre. Nogle af Optagelserne saa aldrig Dagens Lys, saa de har nok været hambre.

Det er nu kun én af de 10 optagelser, der ikke bliver udgivet – men med i bunken af godkendte plader er noget så eksotisk som en cakewalk. Titlen er Mumblin’ Moss af Thomas W. Thurban, og her er vi i en helt anden verden end de valse og polkaer, som stadig er alle danske caféorkestres kernerepertoire. Cakewalk’en er en mellemting mellem en march og en ragtime, men selv om der stadig ikke er rigtige jazzrytmer med i spillet, så er det helt tydeligt, at Tippe Lumbye og hans musikere har en ren fest med de spændende synkoper i melo­dien; de fløjter en del af den, og der bliver både råbt begejstret og grinet højt undervejs.

Den 11. juni udkommer min bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944”. Den historie handler naturligvis også om hvordan det etablerede musikliv i København – og ledelsen i Tivoli – reagerer, da jazzen kommer til byen. I 1924 indkøber direktionen på Wivel simpelthen banjoer og saxofoner til de musikere i restaurantens faste orkester, der ellers spiller klarinet, violin og cello – og så forventer de, at orkestret i løbet af et par uger kan spille rigtig jazz. Eksperimentet falder – helt forudsigeligt – ikke ud til alles til­fredshed, og i vintersæsonen 1927-28 hyrer man omsider et specialorkester til at levere den del af underholdningen.

Du kan læse mere om bogen og forudbestille den til introduktionspris på min hjemmeside lige her. Og du kan også læse de to første kapitler om bogen ganske gratis – bl.a. om dengang to danske nazister smadrede en del af den danske musikhistorie ved et terrorattentat i 1944.

Og nedenfor du kan høre Tippe Lumbye og hans musikere slå sig løs i deres indspilning af T.W. Thurbans cakewalk ”Mumblin’ Moss” fra august 1909:

Labelfoto: Peder Hansen, Little Beat Archives.

Carl Gottschalksen er populær lige fra sin første dag foran det nye promenadeorkester i 1906. Folkets Avis skriver: ”Det kan jo ikke Nytte at nægte det: Carl Gottschalksen er Københavnernes populæreste Musikdirigent, og naar „Callemand” fører Takstokken, helst til en af hans egne, nok som bekendte ”Scottish”, saa er der Lystighed og Løjer over hele Linien. Vi klapper med og fløjter til i Omkvædet.” Musikmuseet / Nationalmuseet.

Tivolis harmoniorkesters dirigent, Carl Gottschalksen, er genstand for flere overskrifter i hovedstadens aviser i sommeren 1912. Det hele begynder allerede i sommeren året før med gentagne klager til direktionen over de lange pauser mellem numrene i harmoniorkester­pavillonen. En fabrikant Jeppesen fra Løgstørgade hævder f.eks., at musikerne holder ni minutters pause mellem hvert nummer, der ofte er en march, der kun varer tre. Direktionen undersøger sagen. De giver klagerne medhold, og Carl Gottschalksen får en irettesættelse, og i et brev truer ledelsen ham med at installere et stopur i pavillonen, som ringer efter tre minutter.

Brevet har stort set ingen effekt på længere sigt, og klagerne fortsætter. Den 25. juli 1912 har direktionen fået nok, og uden at varsle hverken musikere eller kapelmester ændrer de ordlyden i programmet, så der over hver afdelings repertoire står:

   NB: Pausen mellem hvert Musiknumer maa højst vare 3 Minutter. 

Overskriften i Aftenbladet dagen efter lyder: ”Er Gottschalksen doven?”, og avisen kalder det nye tiltag for et mistillidsvotum til musikerne i harmoniorkestret. Musikerne er helt enige. De henvender sig til direktionen for at få sætningen strøget i programmerne fremover, men får besked om, at det kan de bare glemme; den bliver stående. Københavns Orkesterforening går ind i sagen, og en strejke truer. Carl Gottschalksen kan ikke beskyldes for at pakke tingene ind, da han om aftenen taler med Politikens udsendte om stampublikummets klager:

   Vi kan saagu ikke blæse hele Aftenen for de gamle Kællinger; vi maaPavsere, naa!

En del mere diplomatisk – og måske mere ædru? – er Gottschalksen, da han dagen efter bliver interviewet af dagblaget Riget – selv om han stadig ikke har meget til overs for klagerne:

Carl Gottschalksen. Tivolis Arkiv.

Det er lutter Krakileri og Misforståelser fra Folks side. Naar Folk sidder der og venter, synes de, at de 3 Minutter er lige saa meget som et Kvarter, og saa er der altid nogle gamle Damer, som render til Direktionen og klager. Jeg har altid holdt Pavserne paa 3 Minutter, og Direktionen og jeg har altid været fuldstændig enige om den Sag. 

Ingen af parterne kan i sidste ende se idéen i at optrappe konflikten. Den omstridte tekst udgår af programmet efter tre dage, og musikerne holder kortere pauser – i hvert fald i en periode. Men 1912 bliver Carl Gottschalksens sidste sæson i Tivoli.

—

Et uddrag fra min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli”, som udkommer i august 2020.

Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Kai Henning Bothildsen Nielsen (t.v.) bliver efter krigen dømt for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Henning Emil Brøndum dømmes for 38 mord, tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger, to togattentater og otte røverier. Straffen er for begges vedkommende døden ved skydning. Dommene bliver eksekveret tidligt om morgenen den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende Christiania – i København. Den Gamle Bys arkiver og Det Kongelige Bibliotek.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Foto: Tivolis Arkiv

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Foto: Tivolis Arkiv

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.

Pauline Rung som Donna Elvira i Mozarts Don Juan i scenen hvor Leporello – sunget af Peter Schram – synger listearien for hende. Tegning af Edvard Lehmann. Teatermuseet i Hofteatret.

Begejstringen gælder især byens nye stjernesopran. Pauline Lichtenstein er født i Tyskland og bliver allerede som 8-årig medlem af en omrejsende tysk teatertrup. Hun spiller børneroller, og hun er en del af det hårde, omflakkende turnéliv, som bringer den lille trup rundt i både Danmark, Sverige og Slesvig. Pauline vokser op og bliver som teenager selskabets primadonna. Truppen spiller også i Århus, og her hører og ser en af byens fine familier den unge sangerinde. Familien skriver til Det Kongelige Teater, som sender rejsepenge til Århus, så Pauline Lichtenstein kan komme til hoved­staden og aflægge prøve. Hun har åbenbart lært dansk nok til, at Det Kongelige Teater antager den talentfulde 18-årige tysker – og endda sætter hende til at debutere i et stort og krævende hovedparti. Dagbladet Dagenrapporterer fra den danske første­opførelse af Meyerbeers Jødinden:

Jomfru Lichtenstein er ganske fortræffelig, hun er smuk, spiller godt og synger deiligt … der har aldrig været større Jubel i Theatret over nogen Debutantinde, som over hende … Hun er en sand Skat for vort Theater … Publicum selv blev som elektriserede, de bleve alle Syd­boer, Tonernes hellig Aand kom over dem og man hørte de havde Tungemaal. Rimeligviis bliver Jomf: Lichtensteins næste Rolle, Grisis Parti i Gli puritani af Bellini, men det er desværre ikke før i næste Saison.

Pauline Lichtenstein kommer aldrig til at synge Elvira i Bellinis Puritanerne. Debutpartiet som Rachel er utroligt krævende, og hendes næste parti er næsten lige så hårdt; Leonore i Beethovens Fidelio. Selv om man har talent og stemme, er det jo ikke sikkert, at man har den grundteknik, der skal få stemmen til at fungere på længere sigt. En dag, hvor hun er til prøve på teatret, kan Jomfru Lichtenstein pludselig ikke få en lyd frem. Lægen bliver tilkaldt. Han ordinerer 12 igler sat fast på halsen af den uheldige sanger­inde. Iglerne har – ikke overraskende – en temmelig begrænset virkning. Lægen forsøger nu med yderligere en kur; to oblat­stykker dyppet i spiritus, som han lægger på hver side af strubehovedet – og derefter antænder med en tændstik. Det giver sandsynligvis brandsår på halsen, men igen er virkningen på selve stemmen ikke overvældende, og Pauline Lichtenstein må nu møde op på Svaneapoteket hver morgen og tømme et stort bæger med en ubestemmelig grøn væske.

Henrik Rung har spillet kontrabas i Det Kongelige Kapel siden 1828, og han har samtidig studeret musikteori hos syngemester Ludvig Zinck. Han skriver og arrangerer musikken til flere af teatrets populære vaudeviller og tilbringer tre år i Rom og Paris for at lære mere. Da han er hjemme igen, overtager Rung sin gamle lærers job som teatrets syngemester. Portræt malet af Wilhelm Marstrand ca. 1845. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Der går over et år, før Pauline Lichtenstein igen tør forsøge at synge for alvor. I mellem­tiden er den unge Henrik Rung kommet hjem fra et studieophold i Frankrig og Italien og er blevet ansat som syngemester på Det Kongelige Teater. Han ved mere om stemmer end de fleste i København – inklusive lægerne – og sammen arbejder de to nu langsomt med at genoptræne Pauline Lichtensteins stemme. Kemien mellem dem er så god, at de i al hemmelighed gifter sig i oktober 1841. På det tidspunkt er Pauline Rung efter to års fravær vendt tilbage til scenen, nu med betydelig mere viden om sangteknik – selv om meget tyder på, hendes lyse, friske stemme aldrig bliver helt den samme igen.

Henrik Rung får behørig ros for sit arbejde med sin kones stemme, og Berlingske Tidende foreslår ligeud, at teaterledelsen simpelthen overlader ansvaret for operarepertoiret til ham. Ledelsen følger ikke avisens forslag – men Henrik Rung har slået sit navn fast som en mand, der ved hvad han taler om. Han skriver selv operaer i den nye internationale stil, uden talt dialog; En bolero fra 1843 er faktisk den første danske gennemkomponerede opera siden F.L.Æ Kunzens Erik Ejegod i 1798.

I øjeblikket sidder jeg og skriver på en bog om H.C. Andersens mange operaoplevelser – og jeg faldt i den anledning tilfældigt over en historie om to oboister i Det Kongelige Kapel, som simpelthen bliver væk fra en forestilling på teatret i december 1841 – åbenbart fordi de hellere vil bruge tiden på noget andet.

Gode råd er dyre – og i sidste øjeblik redder man forestillingen ved at komponisterne (og violinisterne) Niels W. Gade og J.S. Paulli – som tilfældigvis også er i huset – træder til og spiller obostemmerne på violin.

I avisen Kjøbenhavnsposten bruger anmelderen dagen efter en god del af sin spalteplads på den noget alternative udførelse af musikken:

Forinden vi slutte denne Anmeldelse, maae vi endnu yttre vor Forundring over, at Orchestret ved denne Aftenunderholdning aldeles manglede Oboer, hvis Pladser vare besatte med to Violiner. Fra en paalidelig Kilde er det blevet os meddeelt, at DHrr. Oboister Keck og Kretschmer havde paataget sig at assistere, at de som en Følge heraf havde været tilstede ved Prøverne, men at de kort for Aftenunderholdningens Begyndelse lode Concertmesteren vide, at de ikke vilde spille ved den. De Grunde, de omtalte Herrer have havt til en saa besynderlig Handlemaade, kjende vi ikke , og det vedkommer os heller ikke at kjende dem; men saameget vide vi, at Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke alene have brudt det Contractsforhold, hvori de ved deres Tilstedeværen ved Prøverne have sat sig til DHrr. Cetti og Sahlerz, men at de tillige have viist en saa uforsvarlig Ringeagt for Publikum, som vi ikke nogensinde have oplevet Magen til. Hvis ikke saa dygtige Musikere som DHrr. Pauli og Gade, der kunde paatage sig at spille et dem ubekjendt Instruments Stemme fra Bladet, tilfældigviis havde befundet sig i Theatret, maatte Concerten fandsynligviis være gaaet ind, og det hele Publikum var saaledes blevet holdt for Nar, blot fordi Hr. Keck og Hr. Kretschmer ikke havde Lyst til at spille. Vi ville haabe, at ikke blot Kapellets Chef vil sinde sig foranlediget til at tage virksomme Forholdsregler i denne Anledning, men at ogsaa Kapellets Medlemmer selv for deres egen Skyld paa en iøinefaldende Maade ville yttre deres Misbilligelse af de omtalte Herrers ubegribelige Opførsel, saameget mere som Hr. Kretschmer navnligen ikke hører til dem, der bidrage til at Kapellet vedligeholder sig den offenlige Agtelse, hvilken i det mindste den største Deel af dets Medlemmer med Rette kan gjøre Fordring paa.

H.C. Andersen tegnet af Carl Hartmann i 1845.

I 1831 er H.C. Andersen på sin første udlandsrejse til Tyskland. For første gang skal han opleve opera på et teater, som er større end det, han kender fra Kongens Nytorv i København. Teatret i Hamburg er kun fire år gammelt, og har plads til svimlende 2.800 tilskuere – langt over dobbelt så mange som på Det Kongelige Teater København:

Carl Maria von Webers Jægerbruden står på plakaten – og den opera kender Andersen fra sin tid som korist ved Det Kongelige Teater. I hele to sæsoner forsøger han sig bl.a. som ulønnet aspirant i operakoret – men ender med at blive kasseret som komplet ubrugelig på den kongelige scene.

Stadt–Theater i Hamburg fotograferet omkring 1865. Teatret lå på samme adresse i Dammtorstrasse, hvor den nuværende Hamburgische Staatsoper ligger i dag.

26. april 1822 går Webers Jægerbruden for første gang på Kongens Nytorv. H.C. Andersen er højst sandsynligt med i koret, i hvert fald som fysisk fyld, der måske bare skal mime mens kollegerne synger. Begejstringen for Jægerbruden er enorm – Webers fuldskala-romantik går rent hjem på Det Kongelige Teater. Det endda på trods af, at de scenografiske udfordringer – især i den uhyggelige ulveslugtscene – er pænt over, hvad teatret kan hente på kulisselageret; der bliver fremstillet et vandfald, som består af “2 store Valser” og en “Skumvalse”, og man maler nye sætstykker med “udgaaede Træstammer med Ravne paa” og endda en “Ugle med Blikhoved og Lampe dertil”. De mange nymodens påfund er åbenbart en relativt stor udfordring for maskinfolkene; ved de fleste opførelser lykkes det at rive tilskuerne ud af illusionen flere gange undervejs. Da den svenske kronprins skal se forestillingen, falder månen såmænd ned på scenen med et brag. Webers Jægerbruden er alligevel en kæmpesucces, både i København og i resten af Europa. H.C. Andersen fortæller om sin oplevelse af Jægerbruden i Hamburg:

Carl Maria von Weber

Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort … Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar.

Ikke alt er altså bedre end hjemme, mener Andersen. Særligt én ting irriterer ham den aften i Hamburg; han kan ikke vænne sig til, at sangerne træder ud af deres roller, når publikum klapper efter en arie. I København er den slags strengt forbudt, ligesom man aldrig har fremkaldelser af de medvirkende efter tæppefald. Når tæppet går ned på Det Kongelige Teater, bliver det nede – og så kan publikum ellers klappe, juble, buh’e eller pifte i de medbragte  hoveddørsnøgler så meget de har lyst – men kun i fem minutter. Så bliver der slået på en gong–gong, og så er det slut med enhver form for ytringer, om de så er positive eller negative. Militæret og politiet er til stede ved alle forestillinger, og de griber ind, hvis nogen skulle formaste sig til at bryde reglen. Det sker ofte. I Hamburg oplever Andersen, at især én af de medvirkende er meget ivrig efter at anerkende publikums applaus:

En Demoiselle Gned [Nina Gned, 1811–1874, østrigsk operasanger og skuespiller] gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser. Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter … 

Eleonore Zrza

Faktisk har Andersen mindst én gang oplevet, at en sanger på Kongens Nytorv har fået så meget bifald efter en arie, at hun måtte synge den igen – og dermed jo i den grad ødelægge den illusion, som er så vigtig for Andersen. Det sker ved den sjette opførelse af Mozarts Figaros bryllup i 1821, hvor Andersen jo selv medvirker i koret, og hvor sopranen Eleonore Zrza sang grevindens parti. Forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou beskriver begivenheden mange år senere – og fortæller også om grunden til, at det blev ved denne ene dacapo–hændelse. To uger senere råber kvikke hoveder blandt publikum nemlig helt overdrevent sarkstisk på dacapo da teatrets store komiske Holberg–skuespiller Ferdinand Lindgreen synger sin parodi på en middelaldervise i Jeppe på bjerget – og så er det slut med den slags unoder fremover:

Jfr. Zrza, som i det Hele gav Grevindens Sangpartie mesterligt, henrev ved sin overraskende brillante Virtuositet i den store Arie til en saadan Enthusiasme, at hun ved sjette Forestilling maatte paa stormende Opfordring gjentage den, hvad der, da Directionen ikke modsatte sig det, endskjøndt den frygtede meget mislige Følger deraf, maaskee her vilde have indført dette Kunsten høist skadelige Uvæsen, dersom et lystigt Hoved ikke, ved nogle Aftener efter at raabe Dacapo i “Jeppe paa Bjerget” for Lindgreens Vise “Liden Kirsten og Hr. Peder”, meget pudseerligt havde parodieret det og fremkaldt en saa umaadelig Skoggerlatter, at Ingen fremdeles dristede sig til et Dacapo.

Den østrigske sopran Nina Gned er kun 20 år gammel, da H.C. Andersen oplever hende i Hamburg, men hun har som datter af et sanger/skuespillerægtepar allerede været en del af teaterbranchen i flere år; hun synger som barn i koret ved det tyske teater i Budapest og debuterer som solist allerede som 18–årig. Nina Gned er et lovende navn i både det tyske og det italienske repertoire, da Andersen oplever hende i Hamburg. Andersen har sikkert helt ret, når han kommenterer hendes gode sangteknik; hun kan både synge de ekstreme koloraturer i Mozart–partier som Nattens dronning i Tryllefløjten og Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet og de lange linjer i det italienske repertoire af Donizetti og Bellini. Hun får en ekstremt lang karriere; da højden svigter begynder hun at synge mezzosopranpartier, men åbenbart stadig på et virkelig højt niveau; i 1837 synger hun mezzopartiet som Isoletta i Bellinis La straniera på La Scala i Milano. Senere optræder hun oftere og oftere som skuespiller. I 1846 bliver hun ansat ved hofteatret i Hannover, hvor hun kan fejre sit 50–års scenejubilæum i 1871.

Nina Gned er ikke alene om at træde ud af rollen for at modtage publikums hyldest undervejs i operaerne; det er normalt i både Tyskland og Italien, men helt uhørt i København. Andersen skal stadig vænne sig til at opleve opera på den internationale scene.

Jeg sidder i denne tid og lægger sidste hånd på en ny bog om de italienske operagæstespil på Hofteatret i København i 1840’erne. Bogen udkommer til efteråret og fortæller historien om, hvordan danskerne går totalt amok over en helt ny form for musikteater, som er meget anderledes end den, de kender fra byens kongelige teater. Her er en smagsprøve; lidt af forhistorien, som begynder udenfor voldene. 

København 1841. Philippo Pettoletti har boet i byen i næsten 40 år. Han kommer hertil med et italiensk pantomimeselskab, og han optræder som stærk mand og musikalsk klovn; hans hofnummer er at slå saltomortaler og spille på violin … samtidig. Men Pettoletti får efterhånden ambitioner om ikke bare at optræde på andres teatre – han vil også selv være chef.

I 1828 lejer han sig sammen med to kompagnoner ind på bagermester Schurs nyrenoverede Blaagaard Theater på Nørrebrogade. Teatret er det største og mest komfortable af forstadsteatrene i København, og repertoiret består af en bred palet af pantomimeforestillinger, stærke mænd, tryllekunstnere, marionetdukker, skyggespil og gøgl i alle afskygninger. Pettoletti spiller selv rollen som velkendt fransk kejser i en stort anlagt pantomimeforestilling, der beskriver ”Napoleons Død og Begravelse paa Øen Sankt Helena“.

En del af aktiviteterne på Pettolettis teater er cirkusforestillinger, som i mange tilfælde er rent dyrplageri; en aften falder en elefant gennem det skrøbelige scenegulv ned i maskinkælderen. Den lander på ryggen og brøler i smerte. Efter en halv time er den tvunget på benene igen, blandt andet takket være to flasker vin.

Reglerne for forstadsteatrene er klare; det er forbudt at spille noget, der bare antydningsvis kan tænkes at konkurrere med repertoiret på Det Kongelige Teater. Og direktionen på Kongens Nytorv holder nidkært øje med, at ingen træder over grænsen. I 1831 får Pettoletti besøg af en fransk trup, der spiller vaudeviller med børn mellem fem og ti år i alle rollerne. I den anledning bliver han politianmeldt af Det Kongelige Teaters ledelse, som mener at han har overtrådt forbuddet mod at spille forestillinger, der er i direkte konkurrence med kongens eget teater. Pettoletti snakker sig behændigt ud af sagen, men får nu alligevel en advarsel om for fremtiden at holde sig strengt til reglerne.

Men Pettoletti har ambitioner om at præsentere andet end børnearbejdere, dyrplageri og den laveste gøglerfællesmængde for sit publikum. Han ansøger Frederik 6. om lov til at præsentere tyske vaudevillegæstespil, men får blankt afslag. Alligevel sniger han udenlandske sangere ind på sit teater; i april 1832 optræder to italienere, Annato og Perecini, for første gang på Blaagaard Teater. De synger italienske sange med guitarakkompagnement, og pressen er især begejstret for Annato, som er i besiddelse af hvad en journalist kalder ”en frappant Tunge-Volubilitet”.

En tidlig morgen i april 1833 bliver der slået brandalarm; teatret er i flammer, og det brænder ned til grunden på kort tid. Alle dekorationer og maskindele er også gået tabt. Pettoletti er hurtigt klar med en ny plan, og han ansøger igen kongen om at få tilladelse til at spille mere seriøst teater. Allerede i juni lykkes det ham – måske fordi både hoffet og direktionen på Det Kongelige Teater alligevel synes, at Pettoletti fortjener lidt medgang.

Pettoletti lejer det ledige morskabsteater på Vesterbro og præsenterer nu ”dramatiske Forestillinger” med Carl Beckers tyske skuespillertrup, som allerede i ti år havde haft tilladelse til at turnere i provinsen. Myndighederne har åbnet døren til en mere lempelig fortolkning af Det Kongelige Teaters monopol på klem; i november 1833 får Pettoletti bevilling til at spille dramatiske forestillinger udenfor voldene i de tre sommermåneder, hvor Det Kongelige Teater holder lukket.

Pettoletti satser stort. Han låner penge og lejer en grund på Vesterbro lige syd for Frihedsstøtten. Her opfører han på under tre måneder sit eget teater, som får navnet Vesterbroes nye Theater. Der er plads til 1200 tilskuere i den runde sal, og akustikken er forbavsende god. Man ser også godt fra stort set alle pladser i den cirkelformede sal, som minder om en cirkusarena. Men der er ikke råd til luksus; væggene i den helt uopvarmede bygning består af rå, uhøvlede brædder banket op på en muret sokkel. Der er hverken råd eller plads til en ordentlig foyer eller korridorer, der er fodkoldt, fordi der simpelthen slet ikke er et rigtigt gulv i salen – og det trækker ind mange steder, hvor der ligefrem er huller i væggene ud til det fri. I bladet Politivennenklager en hårdtprøvet københavner over at man ”for en Aftens Fornøjelse må plages med Forkølelse 8 til 14 Dage og undertiden længere”.

Alligevel går københavnerne i sommeren 1834 i teatret hos Pettoletti og ser Det slesvig-holstenske Hofteaterselskabs opførelser af både skuespil og populære operaer som Rossinis Barberen i Sevilla, Mozarts Figaros bryllup og Webers Jægerbruden. Truppen synger det hele på tysk, og de medbringer et kor på 10 damer og 10 herrer og et orkester på 22 mand. I de følgende somre gæster både slesvig-holstenerne og flere andre tyske operatrupper Vesterbros nye Theater. Om vinteren, når Det Kongelige Teater spiller, fylder Pettoletti teatrets repertoire ud med spanske danserinder, dværge fra Böhmen, stærke mænd og rene cirkusforestillinger.

Men Pettoletti har stadig ambitioner, som rækker længere. Han ansøger igen og igen om at få lov til at udvide sin virksomhed, og han ved, at den nye konge er særligt glad for italiensk opera. I august 1840 sker miraklet; Christian 8. underskriver en kongelig resolution, der giver Pettoletti lov til at ”give Forestillinger i det italienske Sprog paa det Dem tilhørende Theater udenfor Kjøbenhavns Vesterport”. Pettoletti får samtidig at vide, at han hverken kan regne med økonomisk hjælp fra hoffet, med hjælp fra Det Kongelige Kapel – byens eneste orkester – eller fra Det Kongelige Teater i det hele taget. Men monopolet er brudt for første gang i 100 år. Pettoletti kan begynde at forberede en helt ny æra i dansk operahistorie.

I slutningen af 1841 kommer et italiensk operakompagni til København. Alle i byen snakker om de eksotiske sangere, der både spiller og synger helt anderledes end de lokale – her er der smæk for skillingen, og københavnerne går amok i begejstring.

Italienerne spiller deres forestillinger på Vesterbroes nye Theater hos teaterchef Philippo Pettoletti. Men i de første dage af december 1841 kan man i fire af hovedstadens aviser læse, at løjtnant Georg Carstensen skal overtage det italienske selskab, og i den forbindelse har aftalt med hoffet, at han kan benytte Hofteatret til forestillingerne.

Carstensen er en yderst entreprenant herre. Han er både  redaktør af tidsskriftet Figaro, han arrangerer festaftener med ny, spændende musik af H.C. Lumbye i Kongens Have og på Christiansborg Ridebane – og kun to år senere har han åbnet en ny forlystelseshave på det gamle militærterræn lige undenfor Vesterport. Haven får navnet Tivoli – men den er stadig fremtidsmusik i dagene op til julen 1841.

Georg Carstensen er 29 år gammel, og han er en rastløs alkoholiker, som hele tiden er i gang med nye planer. Han er også en mand med en temmelig usund døgnrytme; om aftenen går han ned på sin stamrestaurant på Kongens Nytorv, Minis Café – og når de så lukker omkring midnat tager han tit vennerne med hjem til lidt mere seriøs druk og måske noget natmad. Han går som regel først i seng ved 3-4-tiden, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, som han så drikker af når han vågner i løbet af natten og formiddagen. Carstensen står op ved middagstid, og så skal hans tjener i mellemtiden hver dag have været i byen for at købe et par nye, hvide handsker og seks store cigarer. Og SÅ er Georg Carstensen klar til endnu en dag.

I begyndelsen af december 1841 er Carstensen i gang med det, man i dag ville kalde en solid gang spin. Han har nemlig hverken en aftale med hoffet eller for den sags skyld med italienerne. Til gengæld har han gode forbindelser til dagspressen – bl.a. fordi flere af hans egne skribenter på Figaro også arbejder for andre organer – og Carstensen planter helt med vilje historien i aviserne for at presse begge parter til et samarbejde med sig selv i centrum.

Planen lykkes ikke. Hoffet har allerede i et stykke tid – med stor sandsynlighed på kongens initiativ – forhandlet med italienernes chef Giovanni Savio. Hverken hoffet eller Savio er interesserede i endnu en mellemmand, og allerede mindre end to uger senere skriver aviserne, at der er indgået en aftale mellem hoffet og Savio udenom Carstensen.

Georg Carstensen har tabt slaget – men han har fået blod på teatertanden. Han hører et rygte om, at Det Kongelige Teaters økonomiinspektør vistnok er på vej til at sige sin stilling op. Carstensen sender fluks en uopfordret ansøgning afsted, hvor han bl.a. slår på sine tidligere erfaringer med at bygge modelteatre. Teatret besvarer aldrig ansøgningen. Carstensen vender sin opmærksomhed mod nye projekter, og to år senere står han ved indgangen til sit nyåbnede Tivoli og giver hånd til alle, der besøger forlystelseshaven på åbningsdagen 15. august 1843.

Giovanni Savio venter nu på at han og kollegerne kan rykke ind i Hofteatret – men han kommer aldrig til at opleve den første forestilling i de nye omgivelser; Savio har fået et slagtilfælde i slutningen af november, og dør af en tilstødende lungebetændelse nytårsaftensdag 1841. Italienerne står nu uden chef kun få dage før de har premiere på et nyt teater, hvor de selv er ansvarlige for alt.

Verdens ældste optagelse af musik af Mozart er samtidig den ældste optagelse af en operasanger overhovedet – og den er endda dansk!

I den københavnske dagspresse kan man allerede i december 1889 se reklamer for en ny fonografoptagelse med Peter Schram – uddrag af rollen som Leporello i Mozarts Don Juan. Schram-valsen er et eksempel på en sangstil, som allerede er gået af mode i 1890’erne, og hvor man ikke holder sig for fin til at brodere en smule videre på Mozarts musik. Peter Schram synger uden akkompagnement, og han tager sig nogle gevaldige rytmiske friheder, som vi i dag nok mest trækker på smilebåndet af, men som sandsynligvis er en del af den tradition, Schram er vokset op med, og som først og fremmest tager udgangspunkt i at gøre teksten så tydelig som overhovedet muligt. Han udsmykker også musikken med forsiringer og tilføjer endda en lille kadence på ordene “Paa Gaden venter” i Leporellos første arie. Den stil har han fra syngemester Siboni, som han lærte at synge af som elev på landets første konservatorium tilbage i 1820’erne, og den stil er dybt forældet, da Schram indsynger fonografvalsen mange årtier senere.

På valsen – der i dag ligger på Det Kongelige Bibliotek i Aarhus – synger Peter Schram to uddrag fra Don Juan – Leporellos første entré og en bid fra listearien. Han synger uden akkompagnement, og han tager sig noglegevaldige rytmiske friheder, som vi i dag nok mest trækker på smilebåndet af, men som sandsynligvis er en del af den tradition, Schram er vokset op med, og som først og fremmest tager udgangspunkt i at gøre teksten så tydelig som overhovedet muligt. Han udsmykker også musikken med forsiringer og tilføjer endda en lille kadence på ordene “Paa Gaden venter” i Leporellos første arie.

Det er en smule nemmere at følge med, når man kender den lidt kringlede danske oversættelse:

Leporellos entré

Sjelden Penge, Prygl desfleer!
Staae om Natten udenfor
Medens herren inde leer,
Det var hidtil mine Kaar!
Hvorfor selv ei Herre være
Fanden være Tjener meer!
Det for galt er, paa min Ære
Mens han Elskovslykken henter
Jeg paa Gaden staaer og venter
Herre kan jeg gerne være
Fanden være Tjener meer!
Hvad er det? – Der kommer nogen
Det er bedst, jeg søger Krogen,
Ganske stille staaer jeg der!

Listearien

Hvis De, Donna,
behager at høre
Denne Liste,
som jeg har at føre
Paa de Skjønne,
hans Kunst monne røre,
Smukke Ting da
De skal faae at see!
Først i Italien ethundred’ og tyve!
En Snees Tydske,
for ikke at lyve.
Frankrigs Pigebørn
rundt om ham flyve;
Men ved Spanien,
staaer tusind og tre!

Ludvig Phister er født helt tilbage i 1807 – samme år som englænderne bomber København, og Don Juan har premiere på Det Kongelige Teater.

Ludvig Phister er suverænt den ældste dansker, vi stadig kan høre på lydoptagelser i dag.

Ludvig Phister begynder som balletelev ved teatret og debuterer i en barnerolle som 9-årig. Over 70 år senere indspiller han bl.a. to vers af sangen Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær fra Hostrups vaudeville Eventyr på fodrejsen for Gottfried Ruben.

Lydkvaliteten er temmelig ringe, men man kan skelne både melodi og ordene i de to vers af sangen – og man kan høre, at Phister bruger en sjællandsk accent, som han også bruger som Holbergs Jeppe på en anden af de valser, han indspiller for Gottfried Ruben, Edisons agent i Skandinavien i årene omkring 1890. Rubens samling af efterladte fonografvalser er dansk kulturhistorie af høj karat – den ligger nu på Det Kongelige Bibliotek i Aarhus, og er heldigvis blevet digitaliseret.

Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær

Og jeg vil ha’ en Hjertenskjær, det første som jeg kan,
men saadan én er ikke god at finde.
Hun skal have kinder som den røde Tulipan,
og Øjnestene, der kan rigtigt skinne.
Ja, hun skal være dejligst blandt de Piger her til Lands,
og lystig ved sit Arbejd’ og lystig i en Dans,
og hun skal ha’ de pæneste Manerer.

Ja, naar jeg blot kan finde En, ret saadan som jeg vil,
Da fejrer straks mit Bryllup jeg med Glæde;
Og Egnens Mænd og Kvinder de skal bydes ind dertil,
Og de skal faa saa meget, de kan æde.
Og der skal være Dans og Spil tre hele Dag’ i Rad;
Thi Kjærlighedens Lykke den gør dog Hjertet glad,
Saa kan man sagtens derpaa lidt spendere.

Læs mere om Ludvig Phister i min bog “Opera i guldalderens Købehavn”, som udkommer på Gyldendal 27. september. Bogen kan forudbestilles allerede nu, f.eks. her.

Sopranen Jenny Lind kommer til København i september 1843. Hun er på vej mod en verdenskarriere, og bliver kendt under tilnavnet “den svenske nattergal”. Den kun 23-årige sanger har allerede været professionel i 13 år. Undervejs har hun flere gange haft seriøse stemmeproblemer, men nu har hun studeret i to år hos den berømte sangpædagog Manuel Garcia i Paris.

Jenny Lind  synger partiet som Alice i to opførelser af Meyerbeers Robert af Normandiet – en rolle, som Bournonville allerede har hørt hende synge i Stockholm – på Det Kongelige Teater. Hun synger på svensk – de øvrige medvirkende selvfølgelig på dansk. Publikum går amok i Jenny Lind-feber. Anmelderen fra Kjøbenhavnsposten svæver hjem efter forestillingen og skriver om “den fuldendte dramatiske Sangerinde; en klar, fyldig, velklingende og omfangsrig Stemme, en yndig og let Methode i Sangen, som hun aldrig overlæsser med upassende og uskjønne Coloraturer, et i høi Grad sjælfuldt og henrivende Foredrag og et overordentligt dramatisk Talent …”. Direktionens våde drømme om udsolgt hus går i opfyldelse; mange går forgæves, også til Jenny Linds koncert tre dage senere, som bliver en lige så stor succes.

For et af medlemmerne af Det Kongelige Kapel bliver Jenny Linds besøg en personlig katastrofe. Oboisten Conrad Ludvig Keck bliver fristet over evne, da han tilfældigt falder over Linds kostbare smykker i hendes omklædningsrum på Sorgenfri Slot. Kongen fejrer sin 67-års fødselsdag med en privat koncert, og både Jenny Lind, flere af sangerne fra teatret og Det Kongelige Kapel underholder. Keck stjæler de dyrebare armbånd, men når at fortryde, og sender dem tilbage pr. post via August Bournonville inden han bliver arresteret – han er blevet set, da han stjal dem og genkendt på postkontoret. Hans skæbne er nu i kongens hænder. Han slipper – sikkert også fordi Jenny Lind går i forbøn for ham – for tugthusstraf, men bliver landsforvist, og må samme dag, dommen bliver afsagt, forlade kone og børn i København. Keck tager til Tyskland – og Jenny Lind får sine armbånd igen.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal til oktober)

I begyndelsen af 1800-tallet sælges en del af logerne i de højere etager på Det Kongelige Teater på særlige logeauktioner. Man køber ikke en enkelt plads i logen til en bestemt aften – man køber hele logen for en sæson. Der er ikke loft over, hvor mange billetter lejeren af en loge må udstede – der er gode muligheder for at tjene penge for mellemhandlerne. Høkerlogerne, som de bliver kaldt, bliver selvfølgelig fyldt til bristepunktet. Logehøkerne averterer helt åbenlyst for deres forretning i aviserne, og sælger deres billetter til aftenens forestilling fra kælderboder i Lille Kongensgade og på selve Kongens Nytorv. De sidste billetter bliver tilbudt billigt til forbipasserende, også når forestillingen er gået i gang. Priserne stiger og falder efter udbud og efterspørgsel, og man ved aldrig om en billet koster én rigsdaler eller kun otte skilling.

Mange sidder på pladser med ringe eller intet udsyn til scenen. De store, firkantede træpiller, der holder loftet oppe, spærrer for udsynet fra mange af pladserne i sidelogerne. På de bageste rækker i logerne må man stå op og læne sig frem for overhovedet at få et glimt af scenen. Det kræver, at man læner sig op ad ryggen på de, der sidder på rækken foran og samtidig holder fast i gesimsen for oven. Hvis man står i den stilling for længe, begynder arme og ben at sove eller gå i krampe, og så risikerer man at falde ud af logen. Ejerne af de rygge, der bliver brugt, er naturligt nok heller ikke altid udpræget forstående overfor de bagestes behov. Skænderier og slagsmål er hverdag. En aften styrter en ung mand ud fra én af gallerilogerne, men han redder livet, fordi han rammer logekanten i første etage på vej ned, og på den måde får afbødet faldet.

I alt kan man klemme omkring 1200 tilskuere ind i teatret, hvis man udnytter pladsen maksimalt. Det bliver atmosfæren i rummet ikke bedre af. I høkerlogerne er der bænke med plads til et sted mellem 10 og 15 personer alt efter købernes størrelse og høkerens grådighed. Her sidder bonden fra Amager på dagstur til byen ved siden af to veninder, som har en stor pose med æbler og kager med. Veninderne, en ældre frøken og en jordemoder, er faste kunder hos logehøkeren. De er kommet tidligt, og de har indtaget de midterste pladser på logens første række. De ser næsten alle forestillinger på teatret, og de kommenterer højlydt alt undervejs. Ved siden af de to veninder sidder en smuk ung pige med sin kavaler, en slagtersvend, der stadig lugter af knap så frisk oksekød.

Nu er musikerne i Det Kongelige Kapel kommet ind i orkesterområdet foran scenen. De sidder ikke i en orkestergrav, men på niveau med tilskuerne i parkettet, så de spærrer for udsynet fra de forreste rækker. Tællelysene på deres nodestativer bliver tændt. Orkestret stemmer, og imens begynder høkerlogen at blive fyldt. Et par håndværkssvende og en læredreng kommer til. Iltmanglen begynder allerede at være tydelig. De sidste kunder hos logehøkeren bliver presset på plads mens orkestret begynder på ouverturen. De senest ankomne er en ung, bleg student med briller og en høj, stærk sømand, der lader til at komme direkte fra en hel dags målrettet druk i knejperne i Nyhavn. Sømanden bliver henrykt, da han ser de unge piger fra balletkorpset sidde i logen ved siden af, og han byder gavmildt sin velvoksne brændevinsflaske rundt til de øvrige i logen. Hvis man takker nej, kan man nemt risikere et par øretæver.

Flere af kvinderne i logerne har spædbørn på skødet. De har ingen anden mulighed end at tage de små med, hvis de vil i teatret, og hver gang børnene skriger, er der masser af højlydte bud fra omgivelserne på, hvad man burde gøre ved dem. Ouverturen er nogle lyde i det fjerne. Mange lægger ikke engang mærke til, at den slutter.

Nu går tæppet op. Samtalerne og skænderierne rundt om i salen fortsætter, der deles madpakker og skåles. Sømanden får en lur under hele første akt, men i pausen liver han så meget op, at han får en ubændig trang til at kysse den smukkeste af balletpigerne i nabologen. Han forsøger den direkte, men noget farlige, vej udenom logernes skillerum. Pigerne hviner op, og etagens kontrollør bliver tilkaldt. Han har – som både sømanden og de fleste af sine kontrollørkolleger – også tilbragt en del af dagen med at slukke tørsten. Kontrolløren forsøger at overmande sømanden og trække ham tilbage i logen igen. Slagtersvenden holder med sømanden, kvinderne skriger på hjælp, og kontrolløren må råbe på forstærkning fra kollegerne på de øvrige etager. Sømanden bliver til sidst smidt ud af teatret. Der er blevet en smule bedre plads i logen da anden akt begynder.

Scenen med sømanden i høkerlogen er beskrevet af et øjenvidne mange år senere. Fortælleren hedder Hr. Davidsen, og han tilføjer for en ordens skyld, at der skam ikke er tale om overdrivelser på nogen måde.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal 27. september)

I 1829 forsøger Det Kongelige Teater for første gang at spille Beethovens Fidelio. Det er ikke en premiere, som har høj prioritet hos ledelsen. Udgifterne til dekorationen er kun 1 rigsbankdaler og 3 mark – til sammenligning er budgettet for August Bournonvilles nye ballet Søvngjængersken, som har premiere ugen efter, på ikke mindre end 311 rigsbankdaler, 4 mark og 2 skilling. Fidelio må, som så mange andre forestillinger, klare sig med teatrets lager af eksisterende kulisser.

Begejstringen for Beethovens dystre og alvorlige opera kan ligge på et lille sted. Billetindtægten fra premieren er ikke mere end 297 rigsbankdaler, og det endda kun fordi mange af de mere konservative musikelskere i byen synes, at de har pligt til at møde op, når teatret spiller et værk af den store Beethoven, og råbe effektivt “bravo” efter hvert nummer. Beethoven-elskerne kommer kun til premieren. Ved næste forestilling falder indtægten falder til katastrofale 163 rigsbankdaler. Noget må gøres, og ledelsen beslutter at indlede den tredje opførelse med et lystigt lille fransk énakts-skuespil, Skillerummet, som har været på repertoiret siden 1806. Det hjælper overhovedet ikke på salget. Skrappere metoder må i brug, for billetter skal der sælges.

Nogen i ledelsen på Det Kongelige Teater får en lys idé. Én af de populære ting i tiden er tyrolersangere, der både kan danse og jodle. De har rigtige lederhosen og flotte hatte med fjer på, og teatret hyrer simpelthen tyrolerfamilien Leo til at optræde med fire “nationale sange” i en afdeling efter den fjerde opførelse af Fidelio. Blandt numrene er titler som Der Tiroler und sein Schatzerl og Gemsenjager-Lied. Der er næppe meget andet end den tysksprogede oprindelse, der forbinder Anton, Franzl og Berta Leos optræden med Beethovens opera, men folk strømmer til, da tyrolerne annonceres. Indtægten for aftenen bliver hele 324 rigsbankdaler.

Publikum er fuldstændig ligeglade med Fidelio, men modtager tyrolerne med stormende bifald – endda selv om de åbenbart ikke ligefrem tilhører A-holdet af sydtysk underholdning. Dagbladet Dagens anmelder har i hvert fald en del forbehold overfor familien Leo: “Uden at Nogen af dem synes at besidde noget overordentligt Naturtalent, klinger deres Sang dog ret behageligt; deres Jodlen er imidlertid næppe saa heldig som de tilforn hørte Tyroleres”.

Måske har familien Leo alligevel ikke været helt så langt fremme i tyrolerskoene som mesteren Franzl Lang på videoen her. Men hattene har sikkert været lige så flotte som hans.

I december 1800 pjækker sopranen Catharine Frydendahl fra en korprøve. Hendes mand forsvarer sin kones selvstændige fortolkning af mødepligten, og sagen kommer for kongen. Der er kontant afregning; han smider dem begge to i arresten.

Ægteparret Frydendahl er blandt de bærende kræfter, når der skal opføres syngespil på Det Kongelige Teater omkring år 1800, og Jørgen Frydendahl er desuden én af de bedste Holberg-skuespillere på teatret. Men selv stjernerne på Det Kongelige Teater risikerer at ryge i fængsel i nogle dage, hvis de ikke adlyder deres foresatte. Portrættet malet af David Monies hænger nu i foyeren til galleriet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Omkring år 1800 er Catharine Frydendahl byens bedste sangerinde, og en ægte primadonna i ordets værste betydning. Hun er helt klar over sit eget værd som sanger, og hun fører an i intrigerne mod sine potentielle konkurrenter. Hun optræder udelukkende i syngespil, og ser det i øvrigt slet ikke som sin opgave at forsøge at illudere hverken forsmåede elskerinder, dronninger af eksotiske lande eller bondepiger fra Midtsjælland. Når hun synger en arie, stiller hun sig midt på scenen helt fremme, og der bliver hun stående uden at bevæge sig. På den sidste tone gør hun en fejende bevægelse med armene opad som tegn til, at arien er slut, og at det vil være passende, hvis publikum begynder at tiljuble hende nu.

Nu sidder hun så sammen med sin mand, basbarytonen Jørgen Peter Frydendahl, i Frederiksholms Arrest ved Langebro. Arresten kaldes også Blåtårn efter Leonore Christines fængselstårn på det gamle Københavns Slot. Her havner kongens embedsmænd og andre ansatte, når de har trådt ved siden af.

Frydendahl’ernes konflikt med ledelsen bunder faktisk i helt reelle problemer for de fastansatte i skuespillerensemblet. I 1795 er teatrets lille kor på kun 18 sangere i så ringe en forfatning, at man har indført en ny regel; alle fastansatte skuespillere skal fremover medvirke som korister i de syngespil, hvor de ikke selv har egentlige roller. Der følger ikke noget løntillæg med.

Mange af skuespillerne er i forvejen på randen af et stressrelateret sammenbrud. Teatret spiller omkring 100 forskellige titler om året omkring år 1800 – en aktivitet, der kulminerer i sæson 1811-12 med ikke færre end 158 forskellige komedier, skuespil, syngespil, operaer og balletter. Selv om der ofte er flere kortere værker på programmet på en aften, er arbejdspresset umenneskeligt. Det er ikke ualmindeligt at en skuespiller får tildelt mellem 40 og 50 roller på en sæson – store som små. Der skal læres ufattelige mængder af ord udenad, og en hel del af dem skal endda synges.

Alene i en tilfældig måned som september 1806 spiller teatret 14 forskellige skuespil og fem syngespil. Tre af skuespillene er nye titler, der aldrig er spillet før. Suffløren må ifølge reglementet kun hviske begyndelsen af hver replik under forestillingerne, og et enkelt ord midt i en sætning, hvis skuespilleren er ved at gå helt i stå. Resultatet har sandsynligvis omfattet en del improvisation undervejs.

Der er selvfølgelig så også en fysisk grænse for hvor meget prøvetid, man kan bruge på hver titel. Når man arbejder frem mod en premiere, er det helt normalt med bare en enkelt læseprøve og mellem tre og fem sceneprøver på et skuespil af f.eks. Iffland eller Kotzebue. Når det handler om syngespil som Mozarts Don Juan eller Weyses Sovedrikken, kan man komme op på syv sceneprøver foruden et par indledende klaverprøver.

Mange af titlerne bliver spillet år efter år. Det løbende repertoire er der som udgangspunkt kun prøve på samme dag som aftenens opførelse – med mindre det er mere et ét år siden stykket blev spillet sidst; så er der sandelig én ekstra prøve. Præcis som der er, hvis en ny skuespiller overtager en hovedrolle. Man kan altså risikere at gå på scenen i en stor rolle i et skuespil eller et syngestykke uden at få mere end en enkelt prøve samme dag, selv om det kan være mange måneder siden, det blev spillet sidst. Hvordan det nogensinde lykkes at få forestillingerne på benene med så få prøver er en gåde.

Kommer Frydendahl’erne mon ud af fængslet igen? Det kan du læse om til september …

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal 27. september) 

Det er sin sag at gå i teatret i begyndelsen af 1800-tallet. Alene billetkøbet er et farligt og tidkrævende forhindringsløb. Får man endelig fingre i en billet til de overfyldte loger eller til ståpladserne i parterret, venter flere timer presset tæt sammen med andre, der heller ikke har været i bad for nylig.

Trusler og rå vold er hverdag, og mange kommer til skade under den daglige kamp for at komme først i køen til de eftertragtede billetter til aftenens forestilling. Anonym tegning, muligvis efter C.W. Eckersberg.

Man skal stå tidligt op for at få en billet til Det Kongelige Teater. Efterspørgslen er langt større end udbuddet, og allerede før det bliver lyst, begynder der at samle sig mørke skygger i lygteskæret foran teatret. Mange er karle, piger og læredrenge, der bliver sendt af sted for at skaffe billetter til deres herskab og mestre. Ingen har deres pæne tøj på, for de ved, hvad der skal ske i løbet af de næste timer.

Køkultur er ikke københavnernes spidskompetence, og der er allerede tidligt skubben og masen i gruppen for at komme tættest på døren. I frostvejr står der en damp op fra gruppen, der hele tiden ændrer form, og hvor de uheldigste råber højt om hjælp, når de bliver klemt og næsten kvalt. Det er ikke tilfældigt, at man kalder det daglige optrin for ‘myrderiet’.

Billethajerne

Ved daggry bliver det værre endnu. Nu kommer de professionelle billethajer til, granvoksne mænd, der specialiserer sig i at tromle og slå sig vej gennem mængden helt frem til trappen op til døren. Kampen fortsætter, men hajerne – eller ‘billetsjoverne’, som de bliver kaldt – holder skansen i front. Nu kommer politiet til og uddeler de obligatoriske stokkeslag helt tilfældigt i mængden for at få orden i køen. Billethajerne rører de stort set aldrig, for bestikkelse er hverdag, og hajerne er snu nok til at sørge for en klækkelig nytårsbonus til betjentene hvert år. De, der mødte tidligst op, er ofte dem, der ender bagest i køen.

Her kan de så stå, dryppende af sved efter kampen, totalt gennemblødte af regnen eller frysende helt ind i marven alt efter årstiden og vejret. Et par timer senere åbner billetsalget. Kundeservice og effektiv ekspedition er ukendte begreber, og billetsælgerne bag den lille luge tager det nærmest som en personlig fornærmelse, når man drister sig til at efterspørge deres produkt. Der går lang tid med hvert billetkøb. Hajerne køber mange billetter hver, og der er tit udsolgt efter kun 60-70 ekspeditioner. Så kommer en kontrollør frem og råber: “Alt er udsolgt”, og alle, der stadig står i køen, må gå slukørede hjem efter de mange timer foran teatret.

Der er naturligt nok mange, der klager over forholdene – ikke mindst over de professionelle billetopkøbere, som senere på dagen sælger morgenens fangst til ublu overpriser. Politimesteren og teaterledelsen forsøger at dæmme op for sortbørshandlen ved at indføre en regel om, at alle, der køber billetter på andres vegne, skal fremvise dokumentation. Hvis der er mistanke om, at seddelen er falsk, bliver den potentielle synder slæbt over torvet til forhør på politistationen på Charlottenborg. De eneste, der slipper for den ydmygende behandling, er naturligvis billethajerne, som igen blot bestikker sig til at kunne fortsætte deres indbringende forretning.

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal til oktober)