Posts in Category: Nye cd’er

Lyden af mine teenageår – tre cd’er med en dansk tenor i særklasse

IMG_6543Jeg indrømmer, at jeg elsker tenorstemmen over alle andre. Og én af de første tenorer, jeg hørte live, var på det tidspunkt ansat på Det Kongelige Teater. Operaen var Barberen i Sevilla, og tenoren var Tonny Landy. Jeg var 12 år gammel, og jeg var vildt imponeret.

Senere kunne jeg få listebilletter til få kroner via min daværende lærer, som spillede i Det Kongelige Kapel, og i mine teenageår tilbragte jeg aften efter aften på galleriet, og hørte Tonny synge i både La bohéme, La traviata, Don Pasquale, Carmen og mange, mange andre operaer. I mange tilfælde var det hans stemme, jeg først hørte synge de partier, som jeg senere har hørt med alverdens sangere både på scenen og på plade.

I mange år var én af mine absolutte yndlingsplader Tonny Landys første LP med danske sange, indspillet i 1966 sammen med pianisten Friedrich Gürtler. Jeg har faktisk tre eksemplarer af den, og køber den stadig, når jeg falder over den – bare for en sikkerheds skyld.

IMG_6544Nu har Tonny – som jeg senere har mødt og samarbejdet med i flere sammenhænge, bl.a. som foredragsholder på hans sommerkurser i Løgumkloster – heldigvis udgivet tre cd’er med optagelser fra sin karriere … også de danske sange med Friedrich Gürtler. Den første cd er med danske sange, og optagelser helt tilbage fra 1960 (hvor Tonny kun var 23 år gammel). Cd 2 er med operaoptagelser, både fra Det Kongelige Teaters arkiv og fra de år, hvor Tonny Landy sang i Sverige – og den tredje cd er helliget operette og det lettere repertoire, som Tonny gennem hele karrieren har dyrket så meget, at han blev et overordentligt kendt navn i 70’erne og 80’ernes TV-monopoldage.

Du kan købe de tre cd’er direkte fra Tonny selv ved at sende en mail til hyldgaard-landy@mail.tele.dk eller ringe på 26 19 60 65 – de tre cd’er koster kun kr. 100 plus porto. Og de er hver en krone værd, siger jeg bare!

Hør selv hvor smukt Tonny synger her på en optagelse fra det gamle operahus i Göteborg med Sixten Ehrling som dirigent i 1975.

 

Svensk mezzosopran får engelsk operapris for bedste cd

AgrippinaDen svenske mezzosopran Ann Hallenberg er specialist i tidlig musik. I går aftes modtog hun i London prisen for bedste recital-cd-udgivelse ved The International Opera Awards i London for sin nye cd med titlen “Agrippina” – en udgivelse med operaarier fra barokken af bl.a. Händel, Telemann og Graun.

På cd’en har hun selskab af det eminente italienske barokensemble Il Pomo d’Oro og ikke mindst dirigenten Riccardo Minasi.

Ann Hallenberg er én af de efterhånden mange skandinaviske sangere, der beskæftiger sig med tidlig opera, og hun har siden sit store gennebrud i 2003 – da hun sprang ind for en indisponeret Cecilia Bartoli – arbejdet med dirigenter som Marc Minkowski, Riccardo Muti, Christophe Rousset, Alan Curtis, Emmanuelle Haïm, William Christie, Lothar Zagrosek, Philippe Herreweghe, Fabio Biondi, Federico Maria Sardelli, Ivor Bolton, Sir John Eliot Gardiner, Ottavio Dantone og Christopher Moulds.

Her er en smagsprøve fra Ann Hallenbergs (nu prisvindende) Agrippina-cd – en arie fra Telemanns opera “Germanicus”. Og hvorfor hører vi ikke mere til Telemanns operaer? Det må være næste revival-bølge …

 

 

Nogle af de LP’er, jeg ikke havde råd til …

ACH003843975.1461383711.580x580Én af de fantastiske ting ved at blive ældre er, at ting, man drømmer om, somme tider på mirakuløs vis pludselig dukker op efter mange år. Endda til en pris, som man ikke i sin vildeste fantasi havde troet muligt for 30 år siden.

Mange af de LP’er, som jeg i sin tid bladrede igennem i Bristol Music og Fona på Strøget (dengang den lå lige ved Skoubogade) kostede en pæn formue for en 14-årig som mig. Der var masser af plader med sangere som Birgit Nilsson, Marilyn Horne, Hans Hotter, Sylvia Sass og mange andre, som jeg ikke havde en jordisk chance for at få råd til dengang. Så meget mere herligt er det, når Decca nu udgiver 55 af netop de indspilninger i en boks til en pris på ca. 15 kroner stykket – eller i alt omkring 800 kroner for hele kassen.

Og der er virkelig mange perler imellem; mine egne favoritter er nok cd’erne hvor den finske superbas Martti Talvela synger Musorgskijs Dødens sange og danse, Marilyn Hornes recitalplade fra mit fødeår 1964 (som hænger på min køkkenvæg i LP-format i dag), Huguette Turangeaus silkebløde mezzo i temmelig ukendt fransk opera og – selvfølgelig – den unge Pavarottis Verdi/Donizetti-plade. Foruden andre, lidt senere, favoritter som Cecilia Bartoli, Joseph Calleja, Andreas Scholl og Matthias Goerne.

HorneAlt i alt en boks, som man på operamæssig Joakim von And-facon kan bade sig i i dagevis. Den kommer helt sikkert til at stå meget tæt på min cd-afspiller i de kommende uger.

Her er listen over guldklumperne i kassen:

CD 1: SUZANNE DANCO Operatic Recital (1950)
CD 2: PAUL SCHÖFFLER Operatic Recital (1950)
CD 3: KATHLEEN FERRIER A Recital of Bach and Handel Arias (1952)
CD 4: CESARE SIEPI Operatic Arias for Bass (1954)
CD 5: FERNANDO CORENA Operatic Arias for Bass (1956)
CD 6: MARIO DEL MONACO Great Tenor Arias (1956)
CD 7: KIRSTEN FLAGSTAD Wagner Recital+ Sibelius Songs (1956)
CD 8: LISA DELLA CASA Lieder Recital (1956)
CD 9: GIULIETTA SIMIONATO Operatic Recital (1956)
CD 10: GÉRARD SOUZAY French Operatic Arias+ Gabriel Fauré (1956)
CD 11: VIRGINIA ZEANI Operatic Recital (1956)
CD 12: JENNIFER VYVYAN Mozart and Haydn Recital (1957)
CD 13: CARLO BERGONZI Operatic Recital (1957)
CD 14: GIUSEPPE DI STEFANO Operatic Recital+ Italian songs (1958)
CD 15: JOAN SUTHERLAND Operatic Arias (1959)
CD 16: REGINA RESNIK On the Wings of Opera (1961)
CD 17: HILDE GUEDEN Sings Operetta Evergreens (1961)
CD 18: TERESA BERGANZA Sings Mozart (1962)
CD 19: TOM KRAUSE Songs by Sibelius and Strauss (1963)
CD 20: PETER PEARS Schubert Winterreise (1963)
CD 21: BIRGIT NILSSON Sings German Opera by Wagner, Weber & Beethoven (1963)
CD 22: ROBERT MERRILL + James McCracken Italian Opera Arias (1963)
CD 23: MARILYN HORNE Recital (1964)
CD 24: RENATA TEBALDI Operatic Arias (1964)
CD 25: HERMANN PREY Schubert Schwanengesang (1965)
CD 26: ELENA SOULIOTIS Donizetti & Verdi (1966)
CD 27: RÉGINE CRESPIN Recital: Schumann · Wolf · Debussy · Poulenc (1967)
CD 28: GWYNETH JONES Scenes from Verdi (1968)
CD 29: LUCIANO PAVAROTTI Arias by Verdi and Donizetti (1968)
CD 30: NICOLAI GHIAUROV Great Scenes from Verdi + Mussorgsky (1969)
CD 31: HUGUETTE TOURANGEAU Arias from Forgotten Operas (1970)
CD 32: MARIA CHIARA Sings Verdi Arias (1972)
CD 33: SHERRILL MILNES Great Scenes from Italian Opera (1972)
CD 34: HANS HOTTER The Art of Hans Hotter vol.1(1974)
CD 35: SYLVIA SASS Presenting Sylvia Sass (1977)
CD 36: PILAR LORENGAR Portrait of Pilar (1978)
CD 37: ELISABETH SÖDERSTRÖM Sings Songs for Children (Prokofiev and Mussorgsky) + Rachmaninov (1978)
CD 38: MIRELLA FRENI & RENATA SCOTTO In Duet (1978)
CD 39: MARTTI TALVELA Mussorgsky Songs & Dances of Death / Rachmaninov Songs (1980)
CD 40: PAATA BURCHULADZE Boris Godunov, Verdi, etc. (1984)
CD 41: LEO NUCCI Bel canto Arias (1986)
CD 42: SUSAN DUNN Verdi · Beethoven · Wagner (1987)
CD 43: CECILIA BARTOLI Rossini Arias (1988)
CD 44: JOSEPHINE BARSTOW Final Scenes: R.Strauss, Cherubini, Janáček and Puccini (1989)
CD 45: KIRI TE KANAWA In Recital: Liszt · Obradors · Ravel (1989)
CD 46: BRIGITTE FASSBAENDER Liszt Lieder (1990)
CD 47: SUMI JO Carnaval! (1993)
CD 48: ANGELA GHEORGHIU Arias (1995)
CD 49: ANDREAS SCHOLL Heroes (1998)
CD 50: RENÉE FLEMING Great Opera Scenes (1996)
CD 51: BARBARA BONNEY Diamonds in the Snow (1999)
CD 52: MATTHIAS GOERNE Arias (2000)
CD 53: JUAN DIEGO FLÓREZ Una furtiva lagrima (2002)
CD 54: JONAS KAUFMANN Mozart · Schubert · Beethoven · Wagner (2008)
CD 55: JOSEPH CALLEJA The Maltese Tenor (2010)

Og her er et link til udgivelsen på  Amazon.

Er det ikke på tide med en lidt tidlig julegave til dig selv?

Philips – de gode gamle LP-tider

philipsDer er sikkert rigtig mange, der som jeg er vokset op med LP’er, elpærer, fjernsyn, radioer og kassettebåndoptagere med det samme logo på; syv bogstaver i versaler – PHILIPS.

Det hele begyndte i Holland i 1950. Philips-koncernen havde allerede fire år tidligere købt den fabrik i Amsterdam, hvor Decca fik presset deres plader til det hollandske marked. Men de havde også selv ambitioner på det klassiske område, og de fik kontrakter med musikere og dirigenter fra især Tyskland, Frankrig og Holland. Det handlede stadig om 78’ere af shellak, men i juli 1954 holdt LP’en sit indtog, og de kommende årtier blev Philips-mærket, sammen med Deutsche Grammophon, EMI og Decca de førende europæiske spillede på det (dengang) lukrative marked for klassisk musik og opera på de nye vinylplader.

Philips 50Blandt de kunstnere, som Philips indspillede næsten ufatteligt mange plader med er pianisterne Alfred Brendel (hvis samlede Philips-indspilninger udkom i sidste måned – læs mere her) og Claudio Arrau, Beaux Art Trioen, Quartetto Italiano, I Musici, Academy of St. Martin in the Fields, London Symphony Orchestra, Concertgebouw-orkestret, sangere som José Carreras og Jessye Norman, dirigenter som Colin Davis, Valerij Gergiev, Bernard Haitink, Neville Marriner og mange, mange andre.

I dag findes pladeselskabet Philips ikke længere. Først fusionerede de i 1962 med Deutsche Grammophon, som efter 1972 sammen med Decca fortsatte aktiviterne i selskabet PolyGram, men på hvert deres velrenomerede plademærke udadtil. Senere gled Philips-navnet helt ud.

Men heldigvis lever de mange indspilninger fra dengang stadig videre, nu blot udgivet af Decca. Som nu netop har udgivet en boks med 50 cd’er, som næsten er en lille tidsrejse tilbage til stereo-LP’ens gyldne år mellem 1955 og 1982, hvor cd’en indtog markedet, og i løbet af få år slog vinylpladen helt af markedet – indtil den genfødsel, vi er vidne til i denne tid, altså.

De 50 cd’er i Philips-boksen er alle iført en mini-udgave af det originale LP-cover – så for mig er det er næsten som at være tilbage dengang Fona på Strøget i København lå ved siden af La Glace, og jeg kunne stå og bladre i kummerne med LP’er i timevis. Mange af dem fra Philips. Og nu kan man så få dem på cd, vel at mærke for en brøkdel af hvad LP’erne kostede dengang i 70’erne.

Måske kan du ikke finde boksen hos din lokale pladehandler (som der jo ikke er mange af efterhånden), men så kan du finde en måde at købe den på via linket her.

Hvis jeg skal fremhæve en enkelt af de 50 cd’er i boksen må det nødvendigvis blive José Carreras debut-LP fra 1976, hvor han synger så sindssygt udtryksfuldt, og hvor der stadig ikke er skyggen af de problemer, han senere fik. Hør engang i klippet nedenfor i en arie fra Verdis Jerusalem (den franske version af Lombarderne). Det bli’r ikke bedre.

Alfred Brendel – 85 år og 114 cd’er senere …

alfred-brendel-man-and-maskHan er østriger, men blev født i Tjekkiet for 85 år siden. Familen stammer fra Tyskland, Italien og Slovenien, og han har i de sidste mange år boet fast i London.

Jeg købte min første Alfred Brendel-lp som 13-årig, og han har fulgt mig lige siden. Jeg oplevede ham live adskillige gange, både herhjemme og i Wien, London og Berlin – og jeg vender altid tilbage til hans Beethoven, Schubert, Liszt og Mozart.

Alfred Brendel er nu én af de sidste, store nulevende pianister. Han spiller ikke offentligt længere, og laver ikke flere indspilninger. Derfor er det ikke falsk varebetegnelse, når Decca nu i anledning af den runde fødselsdag i sidste måned har udgivet “The Complete Philips Recordings” – 114 cd’er med alt, hvad Brendel gennem årene indspillede for det nu nedlagte plademærke.

brendel-completeHvad er så min favorit-Brendel-indspilning? Hårdt presset ville jeg vælge Mozarts Es-dur klaverkoncert nr. 22 – Brendels spil i den andensats er simpelthen noget af det smukkeste klaverspil, jeg kender.

I den nye kasse med de 114 cd’er er der Brendel-lytning nok til resten af livet; hele to komplette cykler af Beethoven-sonaterne, tre af klaverkoncerterne, Mozarts klaverkoncerter, og masser af Schubert, Liszt og Haydn. Foruden lieder med både Matthias Goerne og Dietrich Fischer-Dieskau.

Brendel fortæller i den lille video nedenfor om sit forhold til Beethoven og Schubert, som han har arbejdet så ufatteligt meget med i årenes løb:

Brendel begyndte faktisk at indspille allerede som teenager, men det var hjemme i stuen med en båndoptager, han havde fået fingre i, og som lærte ham at lytte til sit eget spil på en ny måde. Senere fik han først en pladekontrakt med det amerikanske pladeselskab VOX, som udgav masser af lp’er med Brendel i anden halvdel af 50’erne. Så fulgte de mange år hos Philips, hvor han altså indspillede musik nok til at fylde 114 cd’er i den nye boks.

Alfred Brendel stoppede med at spille offentligt i 2008 efter en karriere på 60 år, men det betød ikke, at han lagde sig dovent hjemme på sofaen; han begyndte at skrue op for de mange andre interesser, han havde; jeg oplevede ét af hans foredrag på konservatoriet i København for nogle år siden, og han underviser unge musikere – især strygekvartetter – og skriver bøger, både om musik, men også i form af digtsamlinger. Et ægte renæssancemenneske, selv om han helt sikkert først og fremmest vil blive husket som pianist. Lyt f.eks. lige til Brendel, når han spiller Schubert:

Glemt kastrat-mesterværk udkommer i dag – efter 300 år i glemsel

CatoneI dag udsender Decca en indspilning af en opera, som ikke er blevet spillet i næsten 300 år; Leonardo Vincis opera Catone in Utica, som kræver ikke færre end fire topklasse-kontratenorer på rollelisten.

For et par år siden skabte genopdagelsen af Vincis opera Artaserse nærmest sensation med stort set de samme kræfter, som nu sætter endnu en Vinci-opera op. Ét af de allerførste steder, Catone in Utica bliver opført, er ved årets Bergen-festspil 1. juni – kun to dage efter den første opførelse siden 1728. Sangerholdet består – som ved premieren – udelukkende af mænd, men i dagens operaverden kastrerer man ganske humant ikke længere drenge for at skabe kunstige stemmer med udtrykskraft i det høje leje – i stedet er det kontratenorer, som synger i falset, der varetager disse roller.

I Rom i 1728 benyttede man ikke blot naturens egne stemmetyper på operascenerne – kvinder må ikke stå på scenen i pavens by, og derfor skal alle roller synges af mænd. Heldigvis har operaindustrien allerede et svar på, hvordan man så får høje stemmer med i forestillingerne. Naturen var kontrolleret af mennesket, med snorlige haveanlæg og sirligt udskårne træmøbler. 1700-tallets mennesker var optaget af at beherske naturen, og deres yndlingsunderholdning var opera. Jo flottere og mere ekstravagant, jo bedre.

I den katolske kirke fandt man en helt særlig gruppe sangere, som både var meget dygtige og meget fascinerende; kastratsangerne var mænd, der var blevet kastrerede inden deres stemmer gik i overgang, og som derefter brugte mindst ti år af deres ungdom på at uddanne deres stemmer til virtuose instrumenter, som både kunne imponere med halsbrækkende koloraturer, og synge så smukt, at tiden stod stille i teatret. Kastraterne var med fra operaens fødsel i Firenze omkring år 1600, og helt i tråd med barokmenneskets trang til at ville kontrollere naturen, var kastraterne i begyndelsen af 1700-tallet blevet de suveræne superstjerner i operahusene – også udenfor Rom.

Napoli var uddannelsescentrum for operakunsten. Her industrialiserede hele fire musikskoler produktionen af små syngende mirakler. Råstoffet var drenge, og en lille procentdel af dem blev det nye århundredes absolutte superstjerner på verdens operascener. De var næsten altid fra fattige landfamilier, men de have stemmer, der blev lagt mærke til i det lokale kirkekor. En omrejsende agent overtalte drengens forældre til at overlade – for nu ikke at bruge ordet sælge – drengen til sig. Forældrene var højst sandsynligt kun henrykte for at slippe af med endnu en mund at mætte, og udsigten til at en af deres sønner pludselig kunne se frem til en strålende karriere enten i kirken eller på operascenen gør, at tilbuddet var svært at afslå.

Agenten fik en læge – eller det, der ligner – til at fjerne drengens testikler, inden hans stemme gik i overgang. Hvis han var én af de relativt mange, der overlevede operationen, blev han anbragt på en musikskole med speciale i uddannelse af kastratsangere. Her blev han bogstaveligt talt tæsket til at knokle med de samme kedelige sangøvelser fra tidlig morgen til sen aften hver dag i mange år. Det gav ham total kontrol over en stemme, der aldrig gik i overgang, og som på mange måder stadig var et barns, men samtidig havde en voksen mands styrke. Stemmen var ikke det eneste, der opførte sig underligt. Hans krop voksede anderledes end kammeraternes derhjemme; han blev usædvanlig høj med en meget kraftig brystkasse, tynde ben, næsten ingen hals, og et hoved, som så komisk lille ud i forhold til den forvoksede krop.

Kastratsangere var den højeste mode – helt i tråd med tidens ønske om at kontrollere og tæmme naturen; den naturlige stemme hos en kvinde eller en mand kunne da være interessant nok, men en kunstigt frembragt krydsning mellem mand, kvinde og barn var langt mere fascinerende. De bedste af kastraterne var rige og forgudede, og de var venner med konger, hertuger og grever – og de øvrige kunne i det mindste alle se frem til en sikker plads i koret i en mindre landsbykirke.

pressefoto_fagioli_03_by_julian_laidig_1

Kontratenoren Franco Fagioli, som væltede Tivolis Koncertsal sammen med ‘Il pomo d’oro’ og Riccardo Minasi i 2013

1700-tallets altdominerende operaform kaldes opera seria. Den er bygget op som en lang række af recitativer og arier; duetter, kor og ensembler for flere stemmer er kun krydderier, som ikke bliver brugt for tit. Den store arkitekt bag den form for opera kalder sig Metastasio (et pseudonym for digteren Pietro Trepassi). Han er tekstforfatter – i fagsproget librettist – til en lang række operaer, og han cementerer den såkaldte da capo-arie som den vigtigste bestanddel i en opera seria.

Da capo-arien består af tre dele, med en A-del, som gentages med en kontrasterende B-del i midten. Formen A-B-A lægger op til, at sangeren selv udsmykker gentagelsen af A-delen med improviserede variationer. Komponister som Alessandro Scarlatti i Napoli og Antonio Vivaldi i Venedig skriver enorme mængder af operaer skåret over Metastasios læst. Vivaldi påstår selv, at han har skrevet over 100, men det er næppe sandsynligt. Et mere realistisk bud på en 60-70 stykker er vel egentlig også imponerende nok.

Leonardo Vinci er én af de mange komponister, som i dag stort set er glemt i vrimlen af samtidige som netop Vivaldi og Scarlatti. Og nej, han har intet med multikunstneren Leonardo DA Vinci at gøre – de har begge to bare ikke specielt sjældne for- og efternavne. Leonardo Vinci blev født i 1690 og blev som så mange andre musikere uddannet i Napoli. Her lærte han de forskellige stilarter at kende, og begyndte karrieren som komponist af små, komiske forestillinger på den neapolitanske dialekt. Da han i 1728 skrev operaen Catone in Utica til et teater i Rom, havde han allerede komponeret over 30 operaer, og er en feteret stjernekomponist. 

Fristelserne i den sydende teaterverden har sikkert været mange. Vinci dør i 1730, kun 40 år gammel – efter al sandsynlighed bliver han forgiftet af en jaloux ægtemand, fordi han har haft fingrene lidt for langt fremme i forhold til en gift kvinde på sin vej.

I næsten 300 år var Leonardo Vincis operaer totalt glemt. Da de blev skrevet, krævede publikum hele tiden nye operaer, og det var meget sjældent, at man havde lyst til at høre en opera fra sidste år, men mindre alt gik galt, og operahusets nye premierer ikke blev færdige til tiden.

Da man så i det 20. århundrede for alvor begyndte at gå på opdagelse i arkiverne, lod man også Vincis værker ligge – alt for upraktisk med alle de manderoller, skrevet til stemmer, der ikke fandtes længere. Men i løbet af de seneste årtier har en helt ny generation af kontratenorer på allerhøjeste niveau gjort det muligt at genoplive også Vincis operaer.

Blandt de medvirkende både på cd-indspilning og ved opførelserne i Bergen, Wiesbaden, Versailles, Bukarest og Wien er nogle af verdens bedste sangere i netop dette specielle rollefag; både Max Emanuel Cencic, Vince Yi og Franco Fagioli (som nogle måske husker fra koncerten i Tivoli for to år siden) har allerede etableret sig i toppen af den internationale operascene, og sammen med specialistensemblet ‘Il pomo d’Oro’ og deres leder Riccardo Minasi (som også var med, da Franco Fagioli sang i Tivoli) er også orkesesterdelen lagt i de bedste hænder, man kan finde i dag.

Opførelserne og indspilningen af Catone in Utica ved bl.a. Festspillene i Bergen er en chance for os det 21. århundrede. Her får vi mulighed for at opleve, hvad det var, der imponerede barokkens mennesker så meget, at de brugte ufattelige summer på at bygge teatre, uddanne sangere, komponister og musikere, og hver aften, det overhovedet var muligt, samledes i operahusene for at høre og se de nye, spændende værker.

Kom til Bergen den 1. juni – køb billetter her – eller hør cd-versionen. Barokopera fås ikke bedre!

Se Max Emanuel Cencic og Franco Fagioli fortælle om arbejdet med at finde det ukendte mesterværk i videoen herunder:

 

Svjatoslav Richter – 100 år i dag!

RichterHan sidder ved et lille træbord. Han fortæller om sit liv. Han kan ikke lide klaverer. Han kan ikke lide sig selv.

I Bruno Monsaingeons fremragende dokumentarfilm “Richter – the enigma” fra 1998 fortæller den ellers meget pressesky ukrainske pianist Svjatoslav Richter næsten deprimerende ærligt om sit liv under det sovjettiske regime, om turnéer i Sibirien, om gennembruddet i vesten – alt sammen illustreret med det ene mere utrolige koncertklip efter det andet. Én af det 20. århundredes allerstørste pianister blev født i dag for præcis 100 år siden.

Sony RichterSelvfølgelig har pladeselskaberne været på pletten og genudgivet store, flotte bokse med hans indspilninger. Sony Classical har udgivet en boks med 18 cd’er med alle Richters live- og studieindspilninger på plademærkerne RCA og Columbia – heribandt optagelser af hans fem (!) sensationelle solokoncerter i Carnegie Hall i 1960. Læs mere her.

Decca RichterOgså Decca har været i arkiverne, og har genudgivet intet mindre end alle Richters indspilninger for både Decca selv, samt for søsterfirmaerne Deutsche Grammophon og Philips. Hele 51 cd’er skal der til for at rumme det hele, og det kommer i en fiks kvadratisk boks med lytning nok til at vare til næste solformørkelse. Læs mere her.

Se dokumentarfilmen om Richter herunder – og dyk ned i hans enorme produktion til en meget billig pris i de nye opsamlingsudgivelser. God fornøjelse!

 

Langtfra naivt – Vivaldi & Co. med kvaliteten i højsædet

006030Plademarkedet – inklusive det voksende download- og streamingmarked – har i over 100 år været domineret af ganske få, men til gengæld meget store, multinationale spillere på banen. I min levetid er der så derudover vokset en underskov af mindre selskaber op – ofte med specialer indefor ny musik, sjældent opførte operaer eller tidlig musik. Ét af de selskaber, som i disse år har allermest succes med netop tidlig-musik-nichen, er det franske Naïve. Ikke at de holder sig udelukkende til musik af Vivaldi, Bach og Rameau, for de udgiver faktisk både jazz, pop og electronica (læs mere på Naïves hjemmeside her).

Naïve blev grundlagt i 1997, og har siden da opkøbt nogle af konkurrenterne på området, bl.a. Astrée Auvidis og Opus 111. Ét af deres helt store projekter er deres monumentale Vivaldi Edition, som engang vil omfatte alle de tusindvis af nodesider af den venetianske mester, som er bevaret i nationalbiblioteket i Torino – ca. 450 værker i alt, både operaer, sonater, koncerter, kantater og meget andet. Projektet vil, når det er komplet, omfatte ca. 100 cd’er. Og det er den absolutte førstedivision af sangere og musikere, der er med på holdet; sangere som Sara Mingardo og Sandrine Piau, ensembler som Il pomo d’oro, Les Talents Lyrique, Il complesso barrocco og Freiburger Barockorchester, og instrumentalsolister som Riccardo Minasi og Dmitrij Sinkovskij.

005795Et enkelt eksempel blandt ufattelig mange er den femte cd i Vivaldi-udgavens serie med violinkoncerter, helt overlegent spillet af Dmitrij Sinkovskij og Il pomo d’oro. Såmænd vol. 52 i The Vivaldi Edition – og en ren perle fra første til sidste skæring, præcis som så meget andet fra det lille franske selskab.

Blandt de helt nye udgivelser fra Naïve er en cd med kontratenoren Franco Fagioli – en cd med musik af Nicola Porpora, i dag mest kendt som selveste Farinellis sanglærer, men i sin egen tid en kendt komponist af populære operaer (55 i alt) skrevet til tidens store kastrater. På den nye cd synger Fagioli 12 arier af Porpora, og igen er det slående, hvor meget inspiration han har fået fra kollegaen og mentoren Cecilia Bartoli. Men Fagioli plagierer ikke, han bruger Bartolis eksempel til at skabe sit eget udtryk, og man bliver i hver eneste arie revet med af hans fortællelyst, virtuositet og stemmemæssige omfang og overskud. Se og hør blot på klippet her:

Herbert von Karajan i 1980’erne – ikke en udpræget doven periode …

DSC_7901I dag er jeg gået helt amok i 80’er-nostalgi. Den sidste af tre kæmpe-bokse med alle Herbert von Karajans orkesterindspilninger på Deutsche Grammophon er udkommet hos pladeselskabet Universal – dækkende Karajans sidste årti. Bestemt ikke en doven periode for den ikke længere helt unge (og slet ikke helt raske) dirigent. Det er faktisk utroligt, at han foruden det, der nu er udkommet på de 78 cd’er i det nye sæt, også havde tid til sine filmprojekter og ikke mindst operaproduktionerne/indspilningerne oven i hatten.

GALLERY-NEWOg Universal gør ikke noget halvt; den store, lækre boks indeholder ikke bare cd’erne, men hver eneste er lagt ind i sit originale LP-cover – blot formindsket. Inklusive de originale covernoter. Og såmænd også (og her er vi nok ovre i det mere nørdede hjørne) faksimiler af nogle af de originale, maskinskrevne indspilningsplaner med oplysninger om præcis hvornår hvilken optagelse fandt sted. Med tysk grundighed angivet ikke blot med dato, men også med tid. F.eks. er det jo rart at vide, at anden optagesession på 1989-indspilningen af Bruckners 7. symfoni med Wienerfilharmonikerne var 18. april kl. 16.00-17.46. Især hvis man (som jeg) fem dage senere sad i Musikverin og hørte symfonien ved hvad der blev Karajans allersidste koncert i Wien. Eller … måske ikke helt så nødvendigt. Men ret sjovt.

For mig, som har haft virkelig mange af indspilningerne i boksen på LP i sin tid, har det været en tur right down memory lane at bruge en lørdag på at genopfriske dem. Og at lytte til et par, som jeg faktisk aldrig havde hørt før. Og gennemgående for alt, hvad Karajan lavede i denne periode er, at der er en omhu i detaljerne, der må have taget enorme mængder af tid i både optage- og redigeringsfasen. Man må tage hatten af for Karajans sans for at realisere sine indre forestillinger om de værker, som han i mange tilfælde havde ikke blot arbejdet med hele sit voksne liv, men også indspillet op til flere gange tidligere, hans insisteren på, at det hele tiden kunne gøres bedre end sidst, og – ikke mindst – hans enorme arbejdskapacitet. Hele boksen er arrangeret kronologisk, og dermed får man virkelig et indtryk af, hvor meget manden knoklede, dag ud og dag ind på det højst mulige niveau.

Titelive_0028947934486_D_0028947934486Nu er der jo ikke længe til jul – og hvis jeg skal anbefale den ultimative julegave til alle, der vil have et bredt udvalg af orkesterlitteraturen med to af verdens bedste orkestre og en legende i det 20. århundredes dirigentverden, er der ikke mange udgivelser, der giver så god valuta for julegavekronerne. Her både Beethoven (alle symfonierne), Brahms (ligeledes alle symfonierne), Bruckner, Dvorak, Grieg, Haydn (seks cd’er med de sidste symfonier), Mozart, Ravel, Sibelius, Johann og Richard Strauss, Tjajkovskij, Wagner – og endda Carl Nielsens 4. symfoni, den eneste af danskrens symfonier, der slap gennem nåleøjet til Karajans repertoire. Alt i alt stemmer jeg for en hård gave under træet.

Se mere på traileren her:

Barokopera fra Rusland?

Nej, vel?

Komponistnavnene står ikke ligefrem i kø i baghovedet – med god grund. Operalivet i Zarernes land i første halvdel af 1700-tallet var direkte import, først og fremmest fra Italien, og ikke før Mozarts tid begynder de første operaer på russisk skrevet af russiske komponister at dukke op.

st-petersburg_281541Mezzosopranen Cecilia Bartoli er altid frisk på et nyt eventyr, og de fleste af hendes seneste udgivelser er baserede på grundig musikforskning kombineret med samarbejder med tidens allerbedste tidlig-musik-ensembler. Hun har præsenteret arier skrevet til Maria Malibran, musik af den stort set ukendte italiensker Agostino Steffani, støvet gamle Gluck af igen – og hver gang med blændende dokumentation og ekstramateriale i form af videoklip fra optagelserne, fantastisk billedmateriale og tekster i de medfølgende cd-bøger (ordet booklet er ikke rigtig på sin plads når man skal beskrive de centimentertykke indbundne ledsagehæfter til Bartolis seneste udgivelser) – ja selv videoreportager fra de uundgåelige photoshoots, som i dag er en del af den klassiske pladebranche … i hvert fald på Bartolis niveau.

Denne gang er det musikken i baroktidens Skt. Petersborg, der er  temaet, og igen lykkes det for Bartoli og hendes venner at finde musik, som meget få har hørt før. Og er operaer af Hermann Friedrich Raupach, Vincenzo Manfredini, Domenico Dall’Oglio og Luigi Madonis så al postyret værd?

Svaret er ubetinget ja! Jeg satte cd’en på, og ville blot lige spotlytte et par skæringer til en start, men måtte bare blive hængende til den ikke specielt bitre ende. Og mange gange undervejs lige tjekke omslaget – for det her kunne da umuligt være ukendt musik af en tysk komponist, jeg aldrig før havde hørt om. Men det er det. De forslidte fraser om genfundne mesterværker står i kø, og det nye Bartoli-album er klart på min top-tre-liste over hendes bedste udgivelser overhovedet.

Igen samarbejder Bartoli med I Barocchisti og Diego Fasolis, og det er ikke mindst deres fortjeneste, at resultatet er så vellykket. Når man har oplevet Bartoli i en prøvesituation ved man, at det ikke kun er Fasolis, der leder løjerne, men at Bartoli er nærmest ligeværdig ensembleleder. Udover at det er imponerende, at hun i sin faktisk ikke længere helt unge sanger-alder stadig er så overlegen adræt og nu endda behersker og udnytter alle nuancer i sin stemme endnu bedre end for ti år siden.

Her er der ikke meget at betænke sig på; hvis du skal én cd i oktober, så skal det være Bartolis.

 

Fra Nørre Lyndelse til New York

NielsenI næste uge er der tyvstart på 2015 i New York; selveste New York Philharmonic kickstarter fejringen af Carl Nielsens 150 års fødselsdag i Lincoln Center tre koncerter, live-indspilning og CD-release.  Danmarks nationalkomponist, født i fynske Nørre Lyndelse, møder i disse år glødende interesse i New York, hvor titusindvis af amerikanere allerede har taget varmt imod hans symfoniske musik i Lincoln Centers koncertsal Avery Fisher Hall. Her er det danske pladeselskab Dacapo Records og New York Philharmonic nemlig godt i gang med CD- og koncertserien The Nielsen Project under chefdirigent Alan Gilbert, som ved flere lejligheder har udtalt, at ”Nielsens tid er kommet”.

Hvad er det, der fascinerer Alan Gilbert ved den danske komponist?

New York Philharmonic og Alan Gilbert opfører og live-indspiller ved tre koncerter Carl Nielsens 5. og 6. symfoni, som skal udkomme på CD til januar – og det er faktisk første gang nogensinde, at orkestret opfører Nielsens 6. symfoni. Koncerten foregår på orkestrets hjemmebane i Lincoln Center, og i alt vil godt 8.500 new yorkere altså opleve Nielsens musik i denne omgang – foruden de, som altså siden køber CD-optagelsen af koncerterne. Her fortæller Alan Gilbert om hvad det betyder for ham at præsentere New York’erne for Carl Nielsen:

På torsdag udkommer så samtidig den nye CD-udgivelse i The Nielsen Project; den første og fjerde symfoni. Albummet og de enkelte tracks kan allerede nu downloades og streames fra iTunes, Spotify, og de andre digitale download- og streaming-udbydere. Læs mere på pladeselskabet Dacapos hjemmeside her.

Det er muligt, at vi vil blive udsat for virkelig meget Carl Nielsen i 2015 – men der er ingen tvivl om, at Alan Gilberts bidrag allerede i år får en kæmpestor betydning for udbredelsen af musikken til en masse nye publikummer og pladekøbere. Og godt begyndt er jo halvt fuldendt.

De danske nattergale og Rued fra Ribe

NSQ-closeup I den forgangne uge afslørede det britiske magasin Gramophone, at deres anmeldere har valgt den danske Nightingale String Quartet til årets Young Artist(s) of the Year. Som Andrew Mellor skriver i det seneste nummer af verdens førende pladetidsskrift:

“Their feeling for the twitching muscles and tendons of Carl Nielsen’s quartet music is bewitching. Their Brahms has true luminosity and their Mendelssohn real strength and pulsating vigour. Their collective tone, particularly on a pianissimo, has a distinctive, inviting tension.”

Men det er hverken Carl Nielsen, Brahms eller Mendelssohns musik, der har givet kvartetten den internationale opmærksomhed, der i denne uge nåede en foreløbig kulmination ved festlighederne i London sammen med navne som James Galway, Riccardo Chailly, Neville Marriner og Leonidas Kavakos. Det er først og fremmest indspilningerne af Rued Langgaards strygekvartetter for det danske pladeselskab Dacapo, der har båret Nightingale String Quartet helt frem i både anmeldere, pladekøbere og koncertgængeres bevidsthed som én af de virkelig interessante, unge strygekvartetter netop nu.

rued_langgaard_quartets_vol3Allerede da den første af de nu ialt tre cd’er med Langgaards kvartetter udkom for to år siden, gik jeg fluks til min reol og faldt Kontra-kvartettens 30 år gamle indspilning. Og efter en kort sammenligning af den 3. kvartet måtte jeg bare overgive mig fuldstændig, selv om der her var tale om fire konservatoriestuderende overfor én af de hæderkronede, danske kvartetter fra min egen ungdom. På den nye indspilning var der pludselig en selvfølgelighed i alle fraser, en kælen for detaljerne og i øvrigt en lydkvalitet, som bragte Langgaards musik op på et helt andet plan end jeg havde hørt før. Kontra-kvartetten havde måske nok en mere umiddelbar, spillemandspræget tilgang til Langgaard, men Nightingale String Quartet arbejdede helt tydeligt ganske anderledes grundigt med alle lag i musikken.

Selvfølgelig fik nattergalenes debut-cd masser af opmærksomhed og anmelderros. Og det fortsatte ikke mindre begejstret, da vol. 2 udkom. Nu er den tredje cd i rækken med alle Rued Langgaards kvartetter så netop kommet på gaden, og der er igen ikke noget at betænke sig på; hvis du vil høre en strygekvartet i virkelig international topklasse spille musik, som de kender helt ned i de mindste detaljer, så er kombinationen Nightingale String Quartet og Rued Langgaard et ualmindeligt godt svar på en ledig eftermiddag foran højttalerne.

Richard Strauss dirigerer Richard Strauss

StraussI dag fylder Richard Strauss 150 år. Hvis Strauss havde levet i dag ville han sikkert allerhelst bare have haft fred for nogen form for fejring af fødselsdagen. Men det er selvfølgelig blevet markeret, både med koncerter (luk f.eks. op for DR P2 i aften, hvor Christian Thielemann dirigerer festkoncert fra Dresden) og med diverse (gen)udgivelser på cd, bl.a. en boks fra Deutsche Grammophon med dirigenten Richard Strauss, hvor han både dirigerer egne værker og giver sine bud på musik af Mozart og Beethoven. Som bonus indeholder boksen med de 7 cd’er en optagelse af Strauss som lied-akkompagnatør ved klaveret sammen med barytonen Heinrich Schlusnus.

Vi kender Strauss som komponist – men hvordan er han som dirigent? Han lærte faget på den hårde måde, som alle i hans generation; ved at knokle som assistent for andre, som repetitør ved små operahuse og ved at terpe teori. Dengang var der ingen dirigentuddannelser ved konservatorierne, ingen konkurrencer at slå sit navn fast gennem – kun hårdt, praktisk arbejde. Som 21-årig blev Strauss assistent for tidens største dirigent, Hans von Bülow. Senere fik han opgaver som andendirigent ved mindre, tyske operahuse, og kom på den måde gennem hele repertoiret på meget få år. I 1898 blev han udnævnt til chefdirigent for den kongelige hofopera i Berlin, på et tidspunkt, hvor han allerede f.eks. havde dirigeret Tannhäuser i Bayreuth, havde slået sit navn fast som komponist, og af mange blev betragtet som arvtageren fra Wagner.

Som komponist er Strauss ufattelig virtuos, udtryksfuld til det maniske og i stand til at piske en hvilken som helst stemning op på bare én takt. Som dirigent var han afmålt, udtryksløs og minimalistisk, men musikerne, der spillede med ham, fortæller også, at han var spontan i tempi, og at ikke to opførelser af et værk var ens med ham på podiet.

Nu havde han så også det held, at han indspillede plader med virkelig toporkestre (på cd-sættet både Berlinerfilharmonikerne, Bayerisches Staatsorchester og Staatskapelle Berlin), og det resultet, man hører på de syv cd’er, er faktisk meget langt fra kedeligt, stift og tørt, som man ellers skulle tro. Det hjalp sikkert også, at musikerne jo vidste, at de indspillede komponistens egne værker med en mand, som i 1920’er og 30’erne, hvor de fleste af optagelserne stammer fra, allerede havde opnået nær-gude-status i tysk musikliv.

Her er et lille videoklip, hvor Strauss dirigerer Wienerfilharmonikerne i sin eget tonedigt Till Eulenspiegel. Og dirigentkollegaen Georges Szell fortæller om hvor meget Strauss kedede sig, når han dirigerede – han tænkte mere på det kortspil, der ventede bagefter. Her er Strauss med stenansigtet; uden at fortrække en mine slår han takten og giver indsatser med øjnene, som bare for at vise musikerne, at han faktisk godt kender værket. Og alligevel spiller de fuldstændig som om han fægtede vildt med arme og ben.

Tillykke, gode gamle Strauss!

 

 

Olga Peretyatko

OlgaI slutningen af april var jeg i New York, bl.a. for at se deres (bedagede og ikke ret spændende) genopsætning af Bellinis Puritanerne. Men det var heller ikke for den sceniske oplevelse, jeg var taget afsted; tenoren Lawrence Brownlee, som synger partiet hos os i Tivoli 9. august, skulle for første gang synge det på The Met, og samtidig skulle den unge, russiske sopran Olga Peretyatko (hun fylder 34 på torsdag) synge for første gang nogensinde på The Met, i den kvindelige hovedrolle som Elvira. Allerede på forhånd havde pressen skrevet en hel del om den bel-canto-fest, som The Met serverer her i slutningen af sæsonen – foruden Puritanerne så jeg også Rossinis Askepot med Joyce DiDonato og Juan Diego Flórez i de få dage, jeg var derovre.

Olga Peretyatko er det mest ubeskrevne blad af de fire – men det varer helt sikkert ikke længe. Hun er forhenværende mezzosopran, men med en fantastisk højde. Hendes stemme er både dramatisk, mørk og samtidig uhyre fleksibel – og dermed perfekt til netop Bellinis kvinderoller. Hun har allerede udgivet flere cd’er, senest et soloalbum på Sony Classical, hvor hun bl.a. synger Elviras store scene fra netop Puritanerne.

Da jeg var på vej hjem fra New York faldt et par timers ventetid i lufthavnen i Newark sammen med radiotransmissionen af Puritanerne fra matinéforestillingen 3. maj. Heldigvis ligger den på YouTube, og jeg kan varmt anbefale alle, der har lyst til at varme op til Brownlees visit i Tivoli, at lytte til et supercast af solister (Mariusz Kwicien sang Riccardo og Michele Pertusi sang Giorgio) og og desuden det eminente orkester på The Met. Det fås ikke bedre nogen steder i verden i dag. Hør Olga Peretyatko i “Qui la voce” på 1’29’00 – og hør Lawrence Brownlee synge et højt F i fuldregister på 2’26’19.

 

Franco Fagioli – Arias for Caffarelli

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville bruge min blog til at reklamere for Tivolis koncerter (i særlig stort omfang, i hvert fald), men det gør jeg altså indirekte alligevel nu. Simpelthen fordi jeg bare MÅ anbefale den ret utrolige, unge kontratenor Franco Fagiolis nyeste cd med de eminente barokmusikere i tomatorkestret fra Italien, “II pomo d’oro”, og Riccardo Minasi, der står i spidsen for det hele.

Cd’en er en hydelst til kastratsangeren Caffarelli, der var én af 1700-tallets allerstørste berømtheder. Vi taler (på mange måder) om ligheder med mænd som Michael Jackson i vor tid. Fagioli synger arier, som er skrevet netop til Caffarelli, og gør det med et udtryk, som jeg faktisk aldrig har hørt hos kontratenorer før; den bedste sammenligning, jeg kan komme i tanker om, er mezzosopranen Cecilia Bartoli, som nok næppe helt tilfældigt også selv er faldet over Fagioli, og har hjulpet ham frem i karrieren.

Og ja, jeg indrømmer, at Fagioli faktisk synger repertoiret fra den nye cd i Tivoli 15. juni i år. Endda med Il pomo d’Oro og Riccardo Minasi. Men det bliver cd’en altså ikke ringere af…

Mine bedste cd’er i 2013 – Wagner

born_skab_nyt_10_scener_fra_wagners_musikverden-jakob_levinsen-22802765-1067845400-frntJeg må indrømme, at jeg igen, ligesom med Verdi, blev slemt skuffet over cd-nyudgivelserne i anledning af Wagners 200-års fødselsdag. Det bedste, der skete på dansk grund i anledning af den grundlæggende dybt usympatiske, geniale mand, var en bogudgivelse; Jakob Levinsens skarpe, præcise og letlæste “Børn, skab nyt!” fra Gyldendal. Den bedste introduktion til manden og hans musik nogensinde på dansk.

Brahms ChaillyOg for nu virkelig at få Wagner til at rotere i sin grav, så giver jeg prisen for den bedste Wagner-cd-udgivelse, som jeg savnede i 2013, til ærkerivalen Johannes Brahms. Det var nemlig året, hvor noget så sjældent som en helt banebrydende indspilning af de fire symfonier så dagens lys. Den italienske dirigent Riccardo Chailly havde et godt år – han blev, som ventet, udnævnt til chafdirigent ved La Scala i Milano med virkning fra 2015, og hans cd-sæt med Brahms-symfonierne med det ufatteligt velklingende Gewandhaus-orkester smed alle mine andre versioner om bag i rækken. Gennemsigtigt, men alligevel med tyngde, præcist, men altid med øre for de store linjer – og hele tiden med det store overblik over formen. Som en bonus udgav Decca, Chailly og orkestret samtidig violinkoncerten med den geniale Leonidas Kavakos – og igen strøg den version direkte ind som min absolutte favorit. Så jeg beklager, kære Richard Wagner; det blev altså Brahms, der løb med opmærksomheden fra mig i 2013.

 

Mine bedste cd’er i 2013 – Verdi

Med nytåret overstået er det tid til at gøre status over pladehøsten 2013. Et år, hvor jeg især havde store forventninger til udgivelser med årets to 200-års-fødselarer Verdi og Wagner – hvis fælles fødselsår i øvrigt har gjort det nemt at huske det nye akuttelefonnummer til lægevagten i Region Hovedstaden.

Desværre blev jeg skuffet ret ofte over nyudgivelserne året igennem. På papiret havde Verdi samlet sig et fint line-up af navne; både Anna Netrebko, Rolando Villazon, Jonas Kaufmann og Plácido Domingo udgav solo-cd’er med Verdi-arier, men manglede alle fire det for mig helt afgørende vokale overskud, og havde interessant nok valgt repertoire, som mere viste hvad de enten ikke (længere) magtede, hvad de aldrig (til dels for Domingos nu barytonale vedkommende og bestemt for Kaufmanns vedkommende) burde havde begivet sig ind på, eller hvad de måske engang (især for Netrebkos og Villazons vedkommende) ville kunne komme til at synge klart bedre, hvis de fik styr på de tekniske problemer, der ofte følger stemmer i den vokale overgangsalder.

Verdi-The-Complete-Works-Decca-75cds-21Så var der til gengæld både valuta for pengene og masser af fantastiske genhør i Deccas store, samlede udgivelse af (stort set) alt, hvad Verdi skrev; 75 cd’er med guld fra arkiverne til en pris på under 20 kroner pr. skive. Jeg tør ikke tænke på hvor mange penge jeg i tidens løb har langet over disken for først de oprindelige lp’er og senere for cd-genudgivelserne af stort set alle indspilninger i boksen. 2013 blev så året, hvor jeg systematisk genhørte hele Verdis produktion, og gang på gang blev slået af hvor godt han skriver for den menneskelige stemme, og også af hvor tidligt i karrieren han udvikler den dramatiske tæft, som allerede omkring 1850 med f.eks. Rigoletto og La traviata skaber virkelige mesterværker både musikalsk og som musikteater. Så for mig er der ingen tvivl; det bedste, der skete for Verdi i 2013 var guldgruben her. Jeg vil ikke engang begynde at remse navne på sangere og dirigenter op; de er der stort set alle sammen, de store navne fra slutningen af 60’erne og frem til i dag. Jeg advarer på forhånd; det er en virkelig tidrøvende investering, men den er hvert et sekund værd!