Posts in Category: Nyheder

Invitation til boglancering og gratis foredrag på Hofteatret

Du er hermed – gerne med ledsager – inviteret til lanceringsreception for min nye bog, “Opera i guldalderens København” med lidt godt i glassene

Onsdag 27. september kl. 16-17.30 i Teatermuseet på Hofteatret

Bogen “Opera i guldalderens København” er en rejse tilbage til dengang opera stadig var nyt og mærkeligt for de fleste i byen, hvor H.C. Andersen forelsker sig i tidens største operastjerne, og hvor Søren Kierkegaard er i ekstase over musikken i Mozarts Don Juan. Tag med på rejsen, og opdag København, som man ikke ser den på de renskurede malerier fra tiden – og oplev først og fremmest opera på en helt anden måde, end vi er vant til i dag.

Jeg indleder med at fortælle nogle af bogens lettere vanvittige historier og signerer efterfølgende bogen, som på dagen kan købes til særpris kr. 250,- (vejl. udsalgspris er kr. 299,-).

Der er gratis adgang til arrangementet – men husk tilmelding senest 21. september til:

info@teatermuseet.dk

 

 

 

 

 

Ny operasæson på Det Kongelige Teater

I dag afslørede Det Kongelige Teater den kommende operasæson – få et hurtigt overblik her:


Verdi: Rigoletto
Premiere 10. september

Dirigent: Paolo Carignani
Iscenesættelse og scenografi: Aniara Amos

Rigoletto: Johan Reuter / David Kempster
Hertugen af Mantua: Peter Lodahl / Gert Henning-Jensen
Gilda, Rigolettos datter: Sofie Elkjær Jensen / Anke Briegel


Puccini: Madame Butterfly

Repremiere 17. september

Iscenesættelse: Lars Kaalund
Scenografi: Christian Friedlænder

Cio-Cio San: Elizabeth Llewellyn
Suzuki: Johanne Bock / Hanne Fischer
B.F. Pinkerton: David Danholt
Sharpless: David Kempster / Palle Knudsen


Puccini: Pigen fra Vesten (La fanciulla del West)

Premiere 10. november

Dirigent: Alexander Vedernikov
Iscenesættelse: Christoffer Berdal

Minnie: Ann Petersen
Jack Rance: Johan Reuter / David Kempster
Dick Johnson: Niels Jørgen Riis


Mozart: Tryllefløjten

Repremiere 25. november

Dirigent: Joana Mallwitz / Perry So
Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Marco Arturo Marelli

Sarastro: Henning von Schulman / Petri Lindroos
Tamino: David Danholt / Gert Henning-Jensen
Nattens Dronning: Burcu Uyar / Vassiliki Karayanni
Pamina: Sine Bundgaard / Gisela Stille
Papageno: Palle Knudsen / Simon Duus


Kuhlau: Lulu

Premiere 14. januar

Dirigent: Sebastian Rouland
Iscenesættelse: Christian von Götz

Lulu, en prins: Gert Henning-Jensen
Sidi, en prinsesse: Dénise Beck
Vela: Sofie Elkjær Jensen
Dilfeng, en troldmand: Henning von Schulman
Barca, Dilfengs søn: Michael Kristensen


Rossini: Barberen i Sevilla

Premiere 27. januar

Dirigent: Michael Hofstetter / Vincenzo Milletari
Iscenesættelse: Martin Lyngbo
Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund

Grev Almaviva: Matteo Macchioni
Doktor Bartolo: Morten Staugaard
Rosina: Anna Kasyan
Figaro: Lars Møller
Basilio: Simon Duus


Thomas Adès: The Exterminating Angel

Premiere 23. marts

Dirigent: Robert Houssart
Iscenesættelse: Tom Cairns

Lucía, aftenens værtinde: Gisela Stille
Leticia, en operasanger: Kerstin Avemo
Leonora: Randi Stene
Silvia, en ung enke: Sine Bundgaard
Blanca, pianist: Hanne Fischer
Beatrix, Edmondos forlovede: Sofie Elkjær Jensen


Verdi: Otello

Repremiere 29. april

Dirigent: Pier Giorgio Morandi
Iscenesættelse: Nicola Raab

Otello: Roy Cornelius Smith
Desdemona: Gisela Stille / Sine Bundgaard
Jago: David Kempster
Cassio: Michael Kristensen / Niels J.rgen Riis
Rodrigo: David Danholt

Familieforestilling sunget på dansk:
Svitlana Azarova/Anna Bro: Momo og tidstyvene
Premiere 15. oktober

Dirigent: Anna-Maria Helsing
Iscenesættelse: Elisabeth Linton

Momo: Anke Briegel
Beppo Gadefejer: Sten Byriel
Gigi Fremmedfører: Morten Grove Frandsen
Mester Ora, tidens hersker: Palle Knudsen

Læs alle detajler på www.kglteater.dk

 

Kasper Holtens højre hånd ny operachef på Det Kongelige Teater

Den engelske instruktør John Fulljames bliver ny operachef efter Sven Müller på Det Kongelige Teater.

Han kommer fra en stilling som Associate Director of Opera på The Royal Opera House, Covent Garden, hvor han har arbejdet under Kasper Holten – som forlod stillingen som operachef tidligere i år – siden 2011. På Covent Garden har han desuden instrueret bl.a. Rossinis La donna del lago, Weills Mahagonny og Glucks Orfeus og Euridike.

Fulljames har tidligere været chef for The Opera Group (som nu hedder Mahogany Opera Group) 1997–2011, hvor han bl.a. arbejdede tæt sammen med en række komponister og librettister med at udvikle nyskrevne operaer.

Han har desuden instrueret operaer for bl.a. Opera North, Scottish Opera, Theater Bremen, Opéra de Lyon, den græske nationalopera, Garsington Opera og festivalen i Bregenz.

John Fulljames tiltræder stillingen til august.

Gratis sangerfest fra Carnegie Hall

richard-tucker-music-foundation-mm-480x270I går aftes var der koncert i Carnegie Hall – den årlige Richard Tucker Gala, som traditionen tro bød på to timer med en lang række af tidens absolutte topnavne i (amerikansk) opera:

Jamie Barton
Lawrence Brownlee
Javier Camarena
Joyce DiDonato
Renée Fleming
Joshua Guerrero
Anna Netrebko
Kristine Opolais
Nadine Sierra

Medlemmer af orkestret fra The Met spillede, TV-kanalen Medici sendte direkte, og du kan se hele koncerten her. Du bliver afbrudt ind i mellem af deres pop-up-reklame for at abonnere på kanalen, og når du ikke længere kan klikke reklamen væk skal du bare genopfriske siden – så virker det igen, og du kan scrolle videre til hvor du er nået til.

God fornøjelse – og glem ikke at tjekke både min yndlingstenor Lawrence Brownlee (bl.a. i en skøn duet for to tenorer fra Rossinis Otello sammen med kollegaen Javier Camarena) og den fantastiske mezzosopran Jamie Barton.

Richard Tucker Opera Gala 2016 on medici.tv.

Ny chef på Den Jyske Opera

philipp_kochheimI dag blev det afsløret, hvem der fremover skal styre landets næststørste operakompagni i Århus.

Den tyske instruktør og nuværende operachef i Braunschweig Philipp Kochheim (født i 1970) er manden, der overtager roret i Århus efter Annilese Miskimmon, som har fået jobbet som operachef i Oslo.

 Philipp Kochheim blev udvalgt i et felt af 74 danske og internationale ansøgere.

Læs mere på Philipp Kochheims hjemmeside.

Læs Thomas Michelsens kommentar til udnævnelsen i Politiken her

Og læs Michael Bos interview med Kochheim her.

Philipp Kochheim er 46 år gammel og er født og opvokset i Hamborg. Han bor pt. i Berlin og har studeret kunsthistorie, teatervidenskab, økonomi og litteratur på universitetet i München. Siden 2013 har han været operachef ved Staatstheater Braunschweig. Philipp Kochheim har desuden været kunstnerisk leder på operaen i Darmstad, før han kom til Braunschweig.

Philipp Kochheim er især blevet kendt for at blande nyt og gammelt og at finde glemte eller oversete værker frem. Han har instrueret operaer i bl.a. Kassel, Oldenburg, Dortmund, Heidelberg, Berlin, Mannheim og Bonn. For sin Così fan tutte modtog han i 2003 Otto-Kasten-prisen – en af de vigtige teaterpriser i Tyskland, og han har tillige modtaget Götz-Friedrich-prisen (2003) for Wagners Tannhäuser i Heidelberg og den Hamborg-baserede Rolf-Mares-pris (2013) for opførelsen af den ukendte Lauter Verrückte af Simon Mayer på Hamburger Kammeroper.

 

Stemmen fra The Met er død …

peter-allenDa jeg i 90’erne præsenterede opera fra The Met på P2, sad jeg masser af lørdag aftener i studie 43 i det gamle radiohus med en bestemt stemme i ørerne. Peter Allen var den faste radiovært, når The Met sendte sine lørdagsmatinéer, og hans rolige, venlige stemme var det faste holdepunkt for mig og for millioner af lyttere over hele verden.

Lørdag døde Peter Allen i sit hjem i New York, 96 år gammel. Han præsenterede flere end 500 forestillinger på The Met, og han var altid forberedt til fingerspidserne med ekstramateriale, han kunne fylde tiden ud med, hvis der skulle ske forsinkelser på scenen.

Hvis du hørte opera fra The Met i 70’erne, 80’erne og 90’erne genkender du sikkert stemmen.

For mig er Peter Allen stadigvæk lyden af The Met. Hør selv i et lille klip fra en transmission af Verdis Trubaduren i 1998, hvor jeg desværre har til opgave at afbryde ham med en dansk oversættelse undervejs:

Hvis han nu bare havde bundet sine sko for 50 år siden …

FritzI dag for præcis 50 år siden døde min allerførste tenor. Ham, der var skyld i, at jeg kom til at bruge de næste 40 år på at nørde hans og kollegernes indspilninger igennem, og faktisk også ham, der i sidste ende var skyld i, at jeg kom til at arbejde med opera og klassisk musik.

Han er Tysklands helt store tenornavn i 60’erne, og i 1966 har han fået kontrakt med selveste The Met i New York. Han skal synge Mozart til sin debut derovre, men inden turen skal han lige nå at slappe af med vennerne. En jagttur – sikkert rigtig hyggeligt, med øl på bordet og god mad i jagthytten. Om aftenen vil Fritz Wunderlich lige ringe hjem til sin kone og sige godnat.

Han er egentlig på vej i seng i sit kælderværelse, men han hopper ud af den igen, tager sine sko på for lige at gå op til telefonen i stuen. Han siger godnat til sin kone – han lægger røret på – og han går ned ad trappen til sit værelse. Men i farten har han glemt at snøre sine sko ordentligt – han snubler i snørebåndene på vej ned ad trappen – og han griber instinktivt ud efter det reb, der sidder i væggen som gelænder. Men vægten af en voksen mand er for meget for den skrue, der holder rebet fast i væggen – og Wunderlich falder. Han lander med hovedet først på stengulvet i kælderen. Hans venner bli’r vækket af larmen – og finder ham i en blodpøl på gulvet. Han dør dagen efter på hospitalet, 9 dage før sin 36 års fødselsdag. I dag for præcis 50 år siden.

Hvis han nu bare havde bundet de snørebånd …

Hvad har Beatles og Vladimir Horowitz til fælles?

Per WiumMåske umiddelbart ikke så meget – men så alligevel. Både de fire drenge fra Liverpool og pianisten, der blev kaldt den sidste romantiker, er repræsenteret i en ny bog, der udkom i fredags, og som jeg har læst her til formiddag. En meget personlig og gribende historie om, hvordan musikken somme tider kan bestemme et menneskes liv. Jeg begyndte med at ville læse et enkelt kapitel – og endte med ikke at lægge bogen fra mig, før jeg var færdig.

Meget af bogen handler om musik og musikere, som jeg ikke har noget særligt forhold til – musikere som Franz Zappa, Steve Winwood og Joni Mitchell … men jeg blev alligevel revet med af begejstringen og den personlige historie om, hvad de hver især har betydet for bogens ophavsmand.

Forfatteren er musikformidleren Per Wium, som både er min gode ven og min gamle kollega fra min tid som fastansat på P2 i 90’erne. Jeg kan især huske Per for begejstringen – måske ikke så meget for den retning, DR bevægede sig hen mod i de sidste år af hans ansættelse frem til 2007, men for musikken, uanset genre.

saa-haarene-rejser-sig-per-wium-om-oplevelser-med-musikI bogen “Så hårene rejser sig” skriver Per om sine første musikoplevelser med The Beatles da han var 9 år gammel … og han skriver om sin egen musiker- og formidlerkarriere, som bl.a. har gjort ham til den første, medierne ringer til, hvis der skal nogen i studiet i relation til The Beatles. Og selvfølgelig er Beatles med i bogen – men for alle, der kender Per som formidler netop dem, kommer der her kød på resten af historien – et fantastisk levende tidsbillede af især 70’ernes og 80’ernes musikliv i krydsfeltet at være udøvende i den rytmiske genre med navne som C.V. Jørgensen og Lotte Rømer og “dagjobbet” på DRs klassiske musikkanel P2.

Jeg kan varmt anbefale Pers bog til alle, der har mødt ham i forbindelse med de mere end 600 foredrag, han de seneste år har givet om The Beatles overalt i Danmark, eller måske har hørt ham i radioen – og er blevet fascineret af hans evne til at gøre andre begejstrede for det, han selv brænder for. Musikformidling på højeste plan.

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo her. God læselyst!

Danish composer wins Gramophone Award with Barbara Hannigan in front

Hans-AbrahamsenTine-Harden_460x260_WEBDanish composer Hans Abrahamsen had just won the 2016 Gramophone Award the Contemporary Music category for the world prémiere recording of the song cycle “Let me tell you”, recorded by the soprano Barbara Hannigan (to whom the work is written).

Read the original review on the Gramophone website here.

I’m proud to boast that I am currently working as librettist with Hans on his first full scale opera for the Royal Danish Opera, to be premiered in 2019.

Congratulations to Hans, Barabara and all involved in this award winning recording.

 

Supersopranens første 20 år på scenen

Irene ThéorinJeg hørte hende første gang ved den sangerkonkurrence, som Det Kongelige Teater og Danmarks Radio gik sammen om at etablere i kulturbyåret 1996. Copenhagen Singing Competition blev en éngangsforeteelse, men det blev starten på karrieren for svenske Iréne Theorin. Elev på OperaAkademiet i København som allerede havde kontrakt på Det Kongelige Teater, og som stadig helt fornuftigt sang både Mozart og Verdi mange år frem.

Men for ca. 10 år siden begyndte det for alvor at rykke i den internationale karriere. Stemmen var klar til de helt store udfordringer i Wagners heltindegalleri; Isolde og Brünnhilde er nu Iréne Theorins faste rejsekammerater, og den evige turné er gået til både Metropolitan i New York, Covent Garden i London, Wiener Staatsoper, Deutsche Oper i Berlin – og de helt særlige Wagnerfestspil i Bayreuth.

I år kan hun se tilbage på karrierens første 20 år, og en udvikling, der bragte hende præcis de steder hen hun drømte om, da hun begyndte. Jeg ved det, for jeg interviewede hende adskillige gange i min tid i DR i 90’erne, og senere kom jeg til at arbejde sammen med hende på Det Kongelige Teater i Kasper Holtens cheftid.

Derfor er det en særlig glæde at jeg har fået lov til at præsentere hendes Wagnerkoncert i aften i Tivolis Koncertsal med Tivoli Copenhagen Phil og dirigenten Giordano Bellincampi. Der er stadig billetter at få – læs mere her.

Koncerten i aften slutter med noget af det mest fantastiske musik, jeg kender – Isoldes Liebestod, som sopranen også i selve operaen synger som afslutning på aftenen. I dag gøres det næppe bedre og med flere nuancer i stemmen end af Iréne. Hør bare her, hvor svagt hun begynder første frase, og hvor meget kontrol hun har over både stemme og udtryk. Jeg glæder mig virkelig til i aften!

Ung pianist med Kuhlaus baggrund

LQidggazzr_11528Komponisten og pianisten Friedrich Kuhlau var førstegenerationsindvandrer i Danmark – født i Tyskland, men bosatte sig i København, hvor han bl.a. skrev musikken til Elverhøj og operaerne Røverbogen, Hugo og Adelheid og Lulu. Men det var svært at leve af at skrive musik til Det Kongelige Teater, så Kuhlau underviste i klaverspil, og skrev også en masse klavermusik, som nemt kunne sælges via de nye musikforlag.

Pianisten Marie-Luise Bodendorff har en del til fælles med Kuhlau. Hun er også født i Tyskland – i Augsburg i 1983 – og flyttede til Danmark, da hun blev optaget i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med professor Niklas Sivelöv som lærer. Hun debuterede i 2014, og spillede i min cheftid i Tivoli flere gange i Koncertsalen. Hver gang blev jeg mere og mere imponeret over hendes talent, hendes virtuositet og hendes musikalitet.

Nu er der chance for at opleve Marie-Luise Bodendorff spille musik af sin skæbnefælle Friedrich Kuhlau – og i tilgift Waldsteinsonaten af Kuhlaus store forbillede, Beethoven – ved en koncert på Kurhotel Skodsborg lørdag 3. september kl. 16. Jeg præsenterer selv koncerten, og billetter kan købes her.

Her er en smagsprøve, hvor Marie-Luise Bodendorff spiller Listzs parafrase over Mozarts Don Juan:

 

 

 

Dansk bas får fem stjerner ved Salzburger Festspiele

Salzburger Festspiele 2016/Thomas Adès/The exterminating Angel/Premiere am 28.07.2016/Musikalische Leitung:Thomas Adès/Inszenierung:Tom Cairns/Bühne und Kostüme:Hildegard Bechtler//Ensemble Copyright:Monika Rittershaus

Salzburger Festspiele 2016/Thomas Adès/The exterminating Angel/Premiere am 28.07.2016/Musikalische Leitung:Thomas Adès/Inszenierung:Tom Cairns/Bühne und Kostüme:Hildegard Bechtler//Ensemble
Copyright:Monika Rittershaus

Der var fuldt hus – fem stjerner ud af fem – hos The Guardians’ anmelder Fiona Maddocks for verdenspremieren på Thomas Adés seneste opera, Exterminating Angel, som åbnede årets festspil i Salzburg i torsdags.

Operaen bygger på filmen El ángel exterminador af Luis Buñuel, og er en co-prduktion mellem festspillene i Salzburg, Covent Garden i London, The Met i New York, og Det Kongelige Teater i København, som præsenterer den i sæson 2017-18.

Og blandt de medvirkende i Salzburg var, foruden navne som Anne Sofie von Otter, John Tomlinson og Thomas Allen, også et medlem af Den Kongelige Opera solistensemble, bassangeren Sten Byriel, som tidligere i år medvirkede i den Reumertvindende produktion af Thomas Adés’ første opera, Powder Her Face på Takkelloftet i Operaen.

Læs hele Fiona Maddocks’ anmeldelse her.

Læs om produktionen på Salzburger Festspieles hjemmeside her.

Du kan høre forestillingen fra Salzburg på DRs P2 lørdag d. 3. september kl. 19.20.

 

 

The Met har fundet James Levines arvtager …

Seguin8Efter mere end 40 år som musikchef ved The Met i New York har James Levine måttet kaste håndklædet i ringen (nej, ikke Wagners), og i dag meddelte The Met så, at hans efterfølger bliver den canadiske dirigent Yannick Nézet-Séguin.

Han er 41 år, og kan sådan set i teorien få en lige så lang karriere som Levine – time will show.

Her dirigerer han Tjajkovskij ved The Proms i 2013 – spændende at se hvilken retning har vil føre The Met i de kommende sæsoner.

 

Svensk mezzosopran får engelsk operapris for bedste cd

AgrippinaDen svenske mezzosopran Ann Hallenberg er specialist i tidlig musik. I går aftes modtog hun i London prisen for bedste recital-cd-udgivelse ved The International Opera Awards i London for sin nye cd med titlen “Agrippina” – en udgivelse med operaarier fra barokken af bl.a. Händel, Telemann og Graun.

På cd’en har hun selskab af det eminente italienske barokensemble Il Pomo d’Oro og ikke mindst dirigenten Riccardo Minasi.

Ann Hallenberg er én af de efterhånden mange skandinaviske sangere, der beskæftiger sig med tidlig opera, og hun har siden sit store gennebrud i 2003 – da hun sprang ind for en indisponeret Cecilia Bartoli – arbejdet med dirigenter som Marc Minkowski, Riccardo Muti, Christophe Rousset, Alan Curtis, Emmanuelle Haïm, William Christie, Lothar Zagrosek, Philippe Herreweghe, Fabio Biondi, Federico Maria Sardelli, Ivor Bolton, Sir John Eliot Gardiner, Ottavio Dantone og Christopher Moulds.

Her er en smagsprøve fra Ann Hallenbergs (nu prisvindende) Agrippina-cd – en arie fra Telemanns opera “Germanicus”. Og hvorfor hører vi ikke mere til Telemanns operaer? Det må være næste revival-bølge …

 

 

Nyt medlem af Det Kongelige Teaters solistensemble

SofieDen unge danske sopran Sofie Elkjær Jensen indtræder i Den Kongelige Operas solistensemble.

Om optagelsen i solistensemblet siger operachef Sven Müller:
”Med Sofie Elkjær Jensen i ensemblet får tilført en markant, dansk solist, som både er en fremragende sanger og dygtig skuespiller. Hun er hjemmevant på vores scener og viste senest i Powder her face, at hun er en enormt talent, som vi godt kan forvente mange gode ting af. Og med hendes indtræden i solistensemblet holder vi det i bedste form.”

Selv siger Sofie Elkjær Jensen:
”Jeg har været i huset i 11 år i alt. Først som billetkontrollør og garderobedame, senere som elev på Operaakademiet og endelig som gæstesolist i mange forestillinger. Det er derfor ubeskriveligt dejligt for mig nu at blive medlem af solistensemblet i det operakompagni, som jeg elsker så højt. Jeg glæder mig til de roller, der allerede er planlagt, og til hvad fremtiden ellers byder på i samarbejdet.”

Sofie Elkjær Jensen er født i 1985 i Slagelse, hvor hendes familie gennem flere generationer har udfoldet sig på den lokale amatørscene, Krabasken. Her debuterede hun også selv som 9-årig. Hun er uddannet sanger fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (2005-2008) og på Operaakademiet (2008-2011).

Hun har bl.a. optrådt med Den Jyske Opera, Operaen i Kiel, Egnsteater Undergrunden, Copenhagen Opera Festival og GuidOpera.

Og så har hun ikke mindst betrådt Det Kongelige Teaters scener som gæstesolist i en lang række operaforestillinger, herunder Den fiffige lille ræv (2012), Il trittico (2012), Old maid and the thief (2013), Carmen (2013), Maskarade (2015) og senest den uhyre succesfulde og kritikerroste forestilling Powder her face (2016).

Sofie Elkjær Jensen har tidligere modtaget bl.a. Leonie Sonnings Studielegat, Wagnerselskabets legat, Ålborg Operapris samt været nomineret til en Reumert som årets sanger (for Old maid and the sea  i 2014).

Sofie Elkjær Jensen indtræder i solistensemblet med starten af den nye sæson.

Hør et interview med Sofie Elkjær Jensen, da hun var gæst hos mig i Parnasset på P2 i april – linket til streamingen af udsendelsen er her.

Her er den nye sæson på Det Kongelige Teater …

Operaen_i_Koebenhavn…frisk fra pressemødet i Skuespilhuset.

Nye operaproduktioner i 2016-17:

Puccini: La bohéme
Rodolfo: Peter Lodahl/Niels Jørgen Riis
Mimi: Gisela Stille/Maria Luigia Borsi
Musetta: Anke Briegel/Sofie Elkjær Jensen
Marcello: Audun Iversen
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Vello Pähn/Marius Stieghorst
Iscenesættelse: Elisabeth Linton

Purcell: The Fairy Queen
Sine Bundgaard/Maria Keohane/Daniel Carlsson/Nicholas Mulroy/Ed Lyon m.fl.
Concerto Copenhagen
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Iscenesættelse: Aniara Amos

Heggie: Dead Man Walking
Hanne Fischer/Johan Reuter/Cornelia Beskow/Susanne Resmark m.fl.
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Sebastian Lang-Lessing
Iscenesættelse: Orpha Phelan

Offenbach: Hoffmanns eventyr
Hoffmann: Joachim Bäckström
Antonia/Giuleitta: Gisela Stille
Muse/Nicklaus: Elisabeth Jansson
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Frédéric Chaslin
Iscenesættelse: Stefan Herheim

Rossini: Rejsen til Reims
Melibea: Elisabeth Jansson/Hanne Fischer
Cortese: Henriette Bonde-Hansen
Libenskoff: Levy Segkapane
Corinna: Anke Briegel
Sidney: Mirko Palazzi
Profondo: Nicola Ullivieri
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Giacomo Sacripanti
Iscenesættelse: Damiano Michieletto

Weill/Brecht: Mahagonny
Randi Stene/Susanne Resmark/Sine Bundgaard/Sten Byriel/Palle Knudsen m.fl.
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Julien Salamkour/Robert Houssart
Iscenesættelse: Graham Wick

Genopsætninger:

Wagner: Den flyvende hollænder
Hollænderen: Johan Reuter
Senta: Ann Petersen/Magdalene A. Hoffmann
Daland: Stephen Milling/Sten Byriel
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Jun Märkl
Iscenesættelse: Jonathan Kent

Verdi: Macbeth
Macbeth: Dario Solari
Lady Macbeth: Katrin Kapplusch
Banquo: Henning von Schulman
Macduff: Niels Jørgen Riis/Michael Kristensen
Det Kongelige Kapel/Det Kongelige Operakor
Dirigent: Joanna Malwitz
Iscenesættelse: Benedict Andrews

Den Kongelige Opera sender desuden to turnéforestillinger rundt i landet:
Mozarts Figaros bryllup i Elisa Kragerups roste opsætning på de større scener i provinsen og en kammerversion af Carl Nielsens Maskarade, som spilles mindre steder.

Læs mere på Det Kongelige Teaters hjemmeside her.
Læs hele sæsonbogen her.

Her er Berlingskes kommentar til operasæsonen.
Her er Politikens kommentar til operasæsonen.

 

Årets Reumert – de nominerede operaforestillinger er …

PowderSå har Reumert-juryen annonceret de nominerede i kategorien Årets Opera:

• Leaves, Copenhagen Opera Festival og Sort/Hvid
• Jægerbruden, Det Kongelige Teater og Royal Opera House Covent Garden
• Powder her face, Det Kongelige Teater

Og det er i Operaen det sker – også når Bikubenfonden søndag 12. juni 2016 for 18. gang uddeler Reumert-priser til de bedste præstationer inden for dansk scenekunst.

 

 

Ny sæson på Det Kongelige Teater – følg med direkte fra pressemødet

FotoHvilke operaer kommer op i den kommende sæson? Hvem synger hovedpartierne? Og hvem dirigerer og iscenesætter?

I morgen formiddag kl. 10 afslører Det Kongelige Teater den nye sæson – og denne gang streames pressemødet direkte på teatrets egen hjemmeside, så alle kan følge med samtidig med journalisterne.

Hvis du klikker på linket her i morgen kl. 10 (det virker af gode grunde ikke før), kan du også følge med direkte.

Nyt tiltag – Malko for unge dirigentspirer

S_seriesHvis man siger Malko, tænker de fleste sikkert på den dirigentkonkurrence, som DR SymfoniOrkestret afholder hvert tredje år – én af de virkelig store og vigtige internationale konkurrencer for unge dirigenter. Men nu udvider DR med endnu et tiltag i dirigenten Nikolaj Malkos navn; Malko Dirigentskolen.

Her kan unge i alderen 12-25 år prøve kræfter med at dirigere et professionelt kor eller orkester, og landets spirende dirigenttalenter kan samles i et talentudviklingsprogram i en dirigentskole, som består af en 2-årig talentlinje, hvor 4 dirigentspirer vil følge et længere koncentreret undervisningsforløb, med mulighed for at dirigere nogle af DR’s kor og orkestre, samt deltage i kurser med de stjernedirigenter, der løbende besøger DR. Foruden talentlinjen afholdes der en række dirigentworkshops i DR og i resten af landet. Hensigten er at de, som er nysgerrige omkring faget direktion får mulighed for at prøve kræfter med at stå foran et professionelt kor eller orkester.

malko_dirigentskolenI samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium afholder Malko Dirigentskolen en række workshops i direktion. De første workshops vil henvende sig til børn og unge i alderen 12-16 år. Her får børn og unge i alle aldre mulighed for at træde op på dirigentpodiet og dirigere et professionelt orkester eller kor.

Kender du nogen i aldersgruppen, som kunne være interesserede? Så klik ind på dette link og send idéen videre. Det kræver ingen erfaring med musik eller direktion at deltage i workshoppen. Alle børn og unge, der er inden for alderskategorien, kan melde sig. På hver workshop vil der være ti deltagere, der får mulighed for at dirigere plus tilhørere. Pladserne bliver besat efter først-til-mølle-princippet. Se mere om projektet i klippet her:

Rossini fylder 53 år i dag! Jo, det er rigtigt …

GiorcesRossini1… men kun fordi han netop blev født den 29. februar, som jo kun optræder i kalenderen hvert fjerde år. Ellers havde han kunnet fejre sin 224 års fødselsdag.

I år er det samtidig 200 år siden hans allermest berømte opera havde premiere. Her på fødselsdagen synes jeg, at det er på sin plads med en tur tilbage til 1816, hvor Rossini skrev sit kendteste værk på kun 24 dage – inklusive tilretning af libretto og en komplet prøveperiode. Kan det overhovedet lade sig gøre? Lad os skrue tiden tilbage til 1815 …

Rom er måske nok den evige stad med en fortid som verdens centrum – men det kan være svært at se i 1815. Turen ind til byen giver et fingerpeg om, hvad der venter; det øde landskab er spækket med landevejsrøvere, selv om de langs indfaldsvejene kan se de makabre beviser på byens barske justits på området – lange pæle med afhuggede arme og ben fra deres mindre heldige kolleger.

Inde i selve byen fortsætter de triste syn. De gamle romerske ruiner ligger halvt overgroet, flokke af får og grise roder rundt i jorden på Forum Romanum, og Colloseum er nu bare stedet, hvor romerne ganske gratis kan hente stenblokke til deres nye huse. Rom er ufattelig beskidt og uhumsk, og om sommeren hærger malariaen i den stegende hede i de faldefærdige fattigkvarterers smalle gader. Alligevel strømmer studerende, kunstnere og turister til fra hele Europa. Nogle af dem bliver endda boende, som den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, som har haft sit atelier her i byen i 19 år.

Gioachino Rossini er 23 år, da han kommer til Rom i efteråret 1815 for at arbejde på Teatro Valle. Han er allerede en garvet rotte i operafaget, og har i de sidste fem år arbejdet sig frem til en position som en af de mest efterspurgte komponister i Napoli, Venedig, Milano og Rom. For Rossini er det en særlig oplevelse at se teatret, for det var her hans første opera – skrevet da han kun var 14 år – blev uropført. Ganske vist skete det først for fire år siden, men dengang havde Rossini travlt med at sætte nye operaer op i Ferrara og Venedig. Nu står han for første gang i Teatro Valle, hvor han dels skal stå for en produktion af operaen Tyrken i Italien, som han året før har skrevet til La Scala i Milano, og dels skal skrive en helt ny opera til teatret. Han er næppe imponeret.

Standarden på scenen og i orkestergraven er ufatteligt ringe. Musikerne er amatører; de spiller i teatret om aftenen og arbejder som guldsmede, snedkere eller murere om dagen – og Rossini ved ikke om han skal være mest forarget over, at hans barber spiller klarinet i orkestret, eller over at hans klarinettist også er hans barber. Den franske komponist Hector Berlioz besøger Rom nogle år senere, hvor forholdene åbenbart ikke er blevet meget bedre:

Det er værre end nogen kan forestille sig – her er mangel på både musikere og på enhver fornemmelse for musik. De få violinister i orkestret spiller helt efter deres egne hoveder, og de begynder og slutter når de har lyst.

For mange italienske teatergæster i de fine loger er det langt hen ad vejen også ret ligegyldigt, hvad der sker på scenen. De kommer for at blive set og for at møde andre med samme sociale status, og mange har købt en loge for en hel sæson. Måske hører de efter til premieren, men efter et par forestillinger drukner meget af sangen og musikken i almindelig larm. Oppe på galleriet sidder andre grupper, som til gengæld er fanatiske tilhængere eller modstandere af en bestemt komponist eller sanger. Nogle af dem har en yderst professionel holdning til begivenhederne på scenen; de er betalt af kunstnerne selv eller af operaledelsen for enten at ytre sig positivt om de betalende eller buh’e konkurrenterne ud. Slagsmål er ikke ualmindeligt, og publikum opfører sig mange steder nærmest som om de var til en sportskamp 200 år senere. Politiet er i salen hver eneste aften. Den tyske komponist Louis Spohr besøger Italien i de år:

De populære arier er det eneste, der tiltrækker sig publikums opmærksomhed. Under ouverturen og recitativerne er larmen i huset så kraftig, at man knap kan høre musikken. Der bliver spillet kort i de fleste loger, og der bliver konverseret højlydt overalt. Men opmærksomhed er måske også for meget forlangt fra mennesker, som allerede har hørt samme opera 30 eller 40 gange, og som udelukkende er i teatret af sociale grunde.

Rossinis nye opera hedder Torvaldo e Dorliska, og den har premiere 26. december – åbningen af karnevalssæsonen. De store byer syd for alperne – dem med mange teatre – har op til tre operasæsoner om året, som varer et par måneder hver: Den vigtigste er karnevalssæsonen, som varer fra 2. juledag til fasten. Senere kommer påskesæsonen, og til sidst efterårssæsonen, som varer til advent. I hver sæson må et operahus med respekt for sig selv sætte mindst én nyskrevet opera op. Publikum kræver hele tiden nye værker, og helst skrevet af de kendte komponister. Men succesen er absolut ikke garanteret bare fordi man hedder Rossini og rygtet om en usædvanligt begavet ung maestro er løbet i forvejen. Efter premieren på Torvaldo e Dorliska sender Rossini sin mor et brev med en tegning af en flaske (på italiensk: fiasco) – hans sædvanlige tegn til hende, når han ikke orker at beskrive en dårlig premiere.

Allerede inden premieren på Torvaldo e Dorliska får Rossini en henvendelse fra et konkurrerende teater i byen, Teatro della torre Argentina. Teatret er ejet af den fornemme familie Cesarini, og det er hertugen selv, der forsøger sig som impresario. Det er en svær branche, hvor kun meget få kan få tingene til at hænge sammen. Det går da heller ikke for godt for teatret, og alt står og falder med det næste bestillingsværk. Normalt spiller Argentina-teatret mest seriøse operaer, men nu må der ske noget; hertug Cesarini satser på en komisk opera, og Rossini skriver under på kontrakten:

Signor Duca Sforza-Cesarini engagerer signor Maestro Gioachino Rossini for den kommende karnevalssæson i 1816; bemeldte Rossini lover og forpligter sig til at komponere en opera buffa, som vil blive opført i bemeldte sæson på det angivne teater, til den libretto, som vil blive ham givet af bemeldte impresario, hvad enten denne libretto er gammel eller ny. Maestro Rossini forpligter sig til at aflevere sit [klaver]partitur i midten af januar måned og lempe det til efter sangernes stemmer, yderligere forbindende sig til – såfremt fornødent gøres – at foretage alle de forandringer, der måtte ønskes enten af hensyn til musikkens gode udførelse eller sangernes bekvemmelighed og fordringer.

Ligeledes lover og forpligter Maestro Rossini sig til at være til stede i Rom ikke senere end i slutningen af december i år, og at aflevere første akt af operaen fuldstændig færdig til kopisten 20. januar 1816. Denne dato, 20. januar, fastsættes for at prøverne kunne blive afholdt i rette tid og operaen opført, når det af impresarioen ønskes, idet første forestilling er berammet til hen i mod 5. februar. Ligeledes skal Maestro Rossini aflevere anden akt til kopisten når det ønskes, for at operaen kan gå i scene til den nævnte tid. I modsat fald vil Maestro Rossini udsætte sig for at komme til at lide hele skaden, fordi det bør være således og ikke anderledes.

Maestro Rossini skal endvidere efter sædvanlig skik være forpligtet til at dirigere sin opera og personligt lede alle sang- og orkesterprøver, så ofte det udkræves, hvad enten de holdes i teatret eller andet steds, alt efter impresarioens bestemmelse. Han forpligter sig særligt til at være til stede ved de tre første opførelser, der vil følge umiddelbart efter hinanden, og lede udførelsen fra klaviaturet, fordi det bør være således og ikke anderledes.

Til vederlag for arbejdet forpligter impresarioen sig til at betale Maestro Rossini 400 romerske scudi, så snart de tre første opførelser har fundet sted.

Teatro Argentina er større end Teatro Valle, men ligeså ynkeligt og snavset. Mange ulejliger sig nemlig ikke længere end lige ud på gangen, når de skal lade vandet:

Teatrene i Rom er mørke, beskidte og usle i deres udsmykninger. Men endnu værre er det, at de er så modbydelige for alle sanser, så frastødende i deres helhed, at det er umuligt at beskrive i detaljer. Det må være nok at fremhæve, at korridorerne i Teatro Argentina viser romernes ækle manerer med større kraft end mange bøger fulde af ord.

Sådan beskriver en britisk turist toiletvanerne i det teater, hvor Rossinis nye opera skal have premiere. Året før har publikum ellers sendt en klage til bystyret over de elendige forhold i Roms teatre, men de får bare et flabet og arrogant svar; Rom er kirkernes by – ikke teatrenes! Roms kulturliv bliver styret med hård hånd af paven, som absolut ikke bryder sig om den slags verdslig underholdning – og faktisk er byens teatre slet ikke anerkendt som andet end midlertidige bygninger af de kirkelige myndigheder. Teatrene er derfor bygget af træ, og kan kun beskrives som sundhedsfarlige brandfælder.

På grund af pavestyret er censuren i Rom strengere end andre steder. På alle Europas teatre er det helt normalt, at censuren skal tjekke nye værker for opfordringer til oprør mod de stedlige magthavere, fornærmelser mod kirken og almindelig usømmelighed – men ingen steder er man så strikse som i Rom. En ny libretto skal indleveres i intet mindre end 41 eksemplarer til de tre censorkontorer (et for moralske anliggender, et for kirkelige og et for politiske). Nok til at teatrene må beskæftige en hel hær af skrivere – for der er stadig 122 år til kopimaskinens opfindelse.

Hertug Cesarini har oprindelig engageret librettisten Jacopo Ferretti til at skrive teksten til den nye opera, men Cesarini tror ikke på hans bud på en kassesucces. Han kan ikke tillade sig at gamble med sit teaters fremtid, og han tvivler også på, at censuren vil godkende historien. Kalenderen skriver nu 17. januar, og med kun lidt over to uger til den planlagte premiere kan man ikke spilde tiden. Det vil nok være bedre at vælge et emne, som censorerne allerede har godkendt.

Valget falder til sidst på Beaumarchais’ komedie Barberen i Sevilla. Den er allerede i 1782 blevet omsat til opera af komponisten Giovanni Paisiello, og i den udgave er det en af de få ældre operaer, som publikum ikke vil slippe. Librettisten til Torvaldo e Dorliska, Cesare Sterbini, bliver hyret til at skrive en ny libretto over den gamle historie. Det er slet ikke ualmindeligt at bruge de samme historier igen og igen, og foruden Paisiellos ultrapopulære udgave har mindst fem andre komponister allerede brugt Beaumarchais’ skuespil som forlæg for en opera.

Barbiere_di_Siviglia_frontespizioDen 25. januar afleverer Sterbini teksten til første akt, og kun fire dage senere følger anden akt. Rossini kan gå i gang, og allerede 6. februar afleverer han første akt af operaen til nodeskriverne, som så kan gå i gang med at fabrikere noder til sangerne. Dagen efter dør hertug Cesarini af en lungebetændelse, som han har fået ved at sidde i sit eget iskolde teater. Han bliver kun 44 år, men der er ikke tid at sørge længe; alt for mange penge står på spil. Hans enke og en agent overtager ledelsen af Teatro Argentina, og arbejdet med den nye opera går videre.

Barberen i Sevilla bliver udtænkt, komponeret, indstuderet, sat i scene og prøvet på kun 24 dage, og det er ikke usædvanligt for hverken Rossini eller hans kolleger, som ofte arbejder i døgndrift, når de først har hørt de sangere de har til rådighed. Rossini er en praktisk mand, og han ved, at hans chancer for en succes er større, hvis han skriver partier, som ligger godt for hver enkelt sanger, og som viser hans eller hendes fortrin. Derfor kunne han – og mange af hans kolleger – aldrig drømme om at skrive en opera uden først at høre de aktuelle sangere, selv om det gør ugerne op til en premiere særdeles hektiske.

Ikke underligt, at mange komponister tit genbruger en god arie, et vellykket ensemble eller en flot ouverture fra en opera, som ellers er blevet en fiasko. Det er nemt og fristende at undgå besværet med at finde på ny musik, når man nu sagtens kan slippe af sted med at bruge en god arie fra en mere eller mindre glemt opera fra forrige sæson i en fjern by. Ouverturen til Barberen i Sevilla er endda dobbelt genbrug; Rossini tager simpelthen en ouverture han allerede havde skrevet i 1813 til operaen Aureliano in Palmira, og også brugte to år senere til operaen Elisabetta, regina d’Inghilterra i 1815.

Rossini har gode sangere til sin rådighed, for Cesarini vidste, at uden berømte og populære stjerner på scenen ville det blive svært at sikre en succes. Men berømte sangere koster mange penge, og den spanske tenor Manuel Garcia får tre gange så meget for at synge Almavivas parti som Rossini får for at komponere hele operaen. Orkestret er også meget bedre end amatørholdet på Teatro Valle, og Rossini ved, hvordan man udnytter en gruppe dygtige musikere. Han har fået tilnavnet il tedeschino (den lille tysker), fordi han har lært en masse om orkestrering ved at studere operaer af Mozart og Haydn. Det betyder, at han bruger blæserne og slagtøjet meget mere end sine italienske forgængere – og i mange konservative italieneres ører lyder resultatet som et larmende kaos, der udelukkende har til formål at drukne sangernes indsats.

Premieren bliver fastsat til 20. februar. Men allerede på forhånd er der en del af publikum, som har besluttet, at den nye opera skal blive en fiasko. Det er den fløj, som holder på, at sådan en opkomling som den unge Rossini ikke skal bryde sig om at røre ved en historie som Barberen i Sevilla, som de mener tilhører den forgudede Paisiello. Rossini og Sterbini har ellers forsøgt at gyde olie på vandene, dels ved ikke at give operaen den gamle og kendte titel, men derimod kalde den Almaviva ossia L’inutile precauzione (Almaviva eller den nytteløse forholdsregel), og dels ved at skrive et forord i den trykte libretto, som alle har købt på forhånd:

For at imødegå enhver beskyldning om rivalisering med den udødelige mester Paisiello har Maestro Rossini bestemt, at teksten er blevet sat i nye vers, og at der er tilføjet flere nye situationer og musikalske numre. Dette er desuden påkrævet for at imødekomme den moderne smag, som har ændret sig meget siden den fejrede Paisiello skrev sin musik.

Ordene virker som en rød klud i øjnene på de konservative Paisiello-tilhængere. Som ventet går det helt galt. Rossini har iført sig en ny spraglet jakke i spansk stil, som han selv er meget stolt af – men publikum skriger af grin og gør nar ad ham, da han træder ind i orkestergraven og sætter sig ved cembaloet for at slå an til ouverturen. Den er der ingen, der hører noget af, for den drukner fuldstændig i larmen.

Bedre går det ikke, da tenoren Garcia kommer ind for at synge sin serenade foran Rosinas balkon. Han har ikke fået stemt sin guitar, og publikum råber på at få lov til at høre primadonnaen Geltrude Righetti-Giorgi i stedet for. Og uheldene fortsætter; en kat sniger sig pludseligt ind på scenen og insisterer højlydt på at deltage i operaen, Don Basilio falder pladask på scenen og får næseblod – og gruppen af Paisiello-tilhængere blandt publikum benytter i øvrigt enhver chance til at forstyrre forestillingen. Geltrude Righetti-Giorgi synger Rosina, og hun fortæller om den fatale aften:

Det er umuligt at beskrive de fornærmelser, som haglede ned over Rossini, som sad uforstyrret ved sit cembalo og så ud til at tænke: ’Tilgiv dem, Apollo, thi de ved ikke, hvad de gør’. Han forlod teatret, som var han en upåvirket tilskuer til det hele. Jeg gik senere til hans hus for at trøste ham, men han sov allerede trygt.

Rossini ved, at han har skrevet en opera, som fortjener bedre – og næste dag skriver han til sin mor:

I aftes blev min opera opført og buh’et ud. Det er de mærkværdigste ting, der sker her i byen. Jeg kan ærligt sige dig, at min opera trods alt dette er meget fin, og folk glæder sig allerede til næste opførelse, hvor man måske vil kunne høre musikken – hvilket var umuligt i går. Fra begyndelsen til slutningen druknede alt i larm.

Rossini reviderer partituret og sletter de afsnit, som ikke har virket efter hensigten. Han sygemelder sig, så han ikke selv behøver at dirigere forestillingen. Men nu har romerne raset ud, og til den anden opførelse sidder de helt stille og lytter. Ved den tredje forestilling er succesen endnu større, og Rossini fortsætter brevet til sin mor:

Nu kan jeg skrive, at min opera ved den anden opførelse og alle de følgende aftener blev tiljublet med stor entusiasme, og jeg måtte frem på scenen 5-6 gange for at modtage den voldsomme hyldest. Jeg græd af lykke.

Rossini tør nu omsider kalde operaen Barberen i Sevilla, og det varer ikke længe, før den er endnu mere populær end Paisiellos udgave. I løbet af de næste ti år når den verden rundt, med premierer så langt væk som i Dublin, New York, Baltimore, Buenos Aires, Sankt Petersborg, Riga – og også i København, hvor den kommer op på Det Kongelige Teater i 1822.

Barberen i Sevilla er en af de meget få operaer fra før midten af 1800-tallet, som har været på alverdens operahuse uafbrudt lige siden urpremieren. Men den er på flere måder undtagelsen fra reglen; den er også én af de sidste virkelig succesfulde komiske operaer. Det italienske publikums smag er langsomt, men sikkert, ved at ændre sig; de er trætte af halvdårlige forvekslingskomedier med det kendte karikerede persongalleri – de vil se dramaer på scenen; vedkommende, seriøse operaer med historier som f.eks. dem, de sluger råt i Walter Scotts ufatteligt populære bøger.

Rossini er også leveringsdygtig i den seriøse og dramatiske genre. Han er allerede på vej videre til næste premiere – denne gang i Napoli. Han arbejder i et kommercielt system, hvor han må sælge sine ydelser til højestbydende. Prisen for ikke at skulle være i tjeneste hos en fyrste eller kejser, med den sikkerhed det gav f.eks. en komponist som Haydn få årtier tidligere, er et omflakkende liv som evigt rejsende fra by til by, altid at ankomme i sidste øjeblik og være nødt til at arbejde som en sindssyg for at nå at gøre partituret færdigt inden premieren.

I 1829 trækker Rossini sig som 37-årig tilbage fra det stressede nomadeliv. Inden da har han skrevet 39 operaer, og er på det tidspunkt helt uden sammenligning den mest feterede komponist i verden – og én af verdens mest berømte personer overhovedet, måske kun overgået af Napoleon. Rossini lever helt frem til 1868, og når at opleve en ny operaverden, hvor det er navne som Verdi og Wagner der fører an … hvor komiske operaer hører til sjældenhederne, og hvor man ikke længere skriver en opera på et par uger. Nye vinde blæser både syd og nord for Alperne.

Men Barberen i Sevilla er stadig på plakaten overalt i verden – her f.eks. med min yndlings-Rossini-tenor, Lawrence Brownlee, der synger den sindssygt virtuose arie i slutningen af operaen. Tillykke med dagen, Rossini!

 

Den pæne unge mand, der ville være fyldt 80 i dag …

Luciano Pavarotti Decca Opera RecordingsJeg elsker tenorstemmer. Jeg elsker nogle enkelte i særdeleshed. I dag ville én af mine helt store tenorhelte være fyldt 80 år, hvis han ikke var død i 2007.

Sådan her så han ud, da pladeselskabet Decca begyndte at promovere ham som den nye supertenor i 60’erne. Senere husker vi ham nok mest med stort fuldskæg, kjolesæt udbredte arme, hvidt lommetørklæde i den ene hånd og et bredt væg-til-væg-smil.

Luciano Pavarotti var kendt som kongen af det høje C over hele verden, og meget få mennesker har betydet så meget for udbredelsen af Puccinis, Verdis og Donizettis musik som netop han.

Sammen med kollegerne Carreras og Domingo satte han nye rekorder for salg af cd’er med arier som ‘Nessun dorma’ og medley’er af populære tenorslagere. Men kan man både være en medie-superstjerne og nærmest et pop-ikon og så samtidig også være en seriøs operasanger? Ja, hvis man ser bort fra alt det trippeltenorale hysteri, historierne om de evindelige slankekure og ikke mindst cross-over koncerterne med rock- og popstjerner som Bryan Adams, Michael Bolton og Spice Girls, så var der i mange år både en virkelig enestående tenorstemme og en umiddelbar og naturlig musikalitet gemt bag det hele.

Indrømmet – jeg er erklæret fan! Pavarotti er Gud! Det begyndte i slutningen af 70’erne med en tv-transmission fra La Scala i Milano. Jeg var 13 år, og havde aldrig hørt en opera før. Men af en eller anden grund sad jeg alligevel og så tæppet gå op for Puccinis La Bohème. Heldigt nok var min første operaoplevelse i topklasse. Carlos Kleiber dirigerede, Mimi blev sunget af Ileana Cortrubas – og den måske let overvægtige (det var dengang!) tenor hed Pavarotti.

Dengang var han ikke kendt blandt andre end operafans, og jeg havde selvfølgelig heller aldrig hørt om ham. Men jeg skrev navnet ned, og dagen efter gik jeg på biblioteket for at låne en LP med min nye helt. Siden da har jeg været solgt til Pavarottis faste, åbne og lyse tenorstemme, til hans tydelige tekstudtale – og til det tekniske overskud, som gør, at jeg aldrig sidder med livet i hænderne for, om han nu klarer den næste høje tone.

Pavarottis karriere var en af de længste i tenorhistorien. Han blev – som så mange andre – ved for længe, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke tog til Sønderjylland, da han besøgte landet for sidste gang som led i en “afskedsturné”, hvor stemmen kun var en ruin, og hvor man så en træt, syg mand sidde i stol bag et stort bord og forsøge at retfærdiggøre et dødfødt projekt. Koncerten blev sendt i TV – jeg slukkede efter fem minutter.

Heldigvis var Pavarotti ufattelig flittig i pladestudierne i mere end 40 år. Derfor kan vi i dag følge hans udvikling fra ung, håbefuld lyrisk tenor i begyndelsen af 60’erne, til 90’ernes verdensberømte medlem af ‘De tre tenorer’-klubben. Pavarotti har indspillet næsten alle de roller han har sunget på scenen, og de øvrige findes i liveoptagelser.

Hvis du i anledning af den runde dag får lyst til at dykke ned i Pavarottis indspilninger i den periode, da han var allerbedst, har pladeselskabet Universal udgivet en luksusboks med hele 27 cd’er med Luciano Pavarottis tidlige indspilninger – Luciano Pavarotti Edition vol. 1 – hvor man virkelig får fuld valuta for pengene. Læs mere om boksen her.

Med alle de klip, der ligger på YouTube med Pavarotti – hvad skal man så vælge her på hans fødselsdag? Gå selv på opdagelse i skatkammeret – her er til en begyndelse en lille sang af Bellini fra en koncert på The Met i 1988, hvor dirigenten James Levine viser hvor fin en pianist og akkompagnatør, han også er. Her er ingen høje C’er – men til gengæld den seriøse og gennemmusikalske Pavarotti med guldstemmen i det intime format. Tillykke med dagen, Mr. P.

Den pæne unge mand, der ville være fyldt 80 år i dag …

Luciano Pavarotti Decca Opera RecordingsJeg elsker tenorstemmer. Jeg elsker nogle enkelte i særdeleshed. I dag ville én af mine helt store tenorhelte være fyldt 80 år, hvis han ikke var død i 2007.

Sådan her så han ud, da pladeselskabet Decca begyndte at promovere ham som den nye supertenor i 60’erne. Senere husker vi ham nok mest med stort fuldskæg, kjolesæt udbredte arme, hvidt lommetørklæde i den ene hånd og et bredt væg-til-væg-smil.

Luciano Pavarotti var kendt som kongen af det høje C over hele verden, og meget få mennesker har betydet så meget for udbredelsen af Puccinis, Verdis og Donizettis musik som netop han.

Sammen med kollegerne Carreras og Domingo satte han nye rekorder for salg af cd’er med arier som ‘Nessun dorma’ og medley’er af populære tenorslagere. Men kan man både være en medie-superstjerne og nærmest et pop-ikon og så samtidig også være en seriøs operasanger? Ja, hvis man ser bort fra alt det trippeltenorale hysteri, historierne om de evindelige slankekure og ikke mindst cross-over koncerterne med rock- og popstjerner som Bryan Adams, Michael Bolton og Spice Girls, så var der i mange år både en virkelig enestående tenorstemme og en umiddelbar og naturlig musikalitet gemt bag det hele.

Indrømmet – jeg er erklæret fan! Pavarotti er Gud! Det begyndte i slutningen af 70’erne med en tv-transmission fra La Scala i Milano. Jeg var 13 år, og havde aldrig hørt en opera før. Men af en eller anden grund sad jeg alligevel og så tæppet gå op for Puccinis La Bohème. Heldigt nok var min første operaoplevelse i topklasse. Carlos Kleiber dirigerede, Mimi blev sunget af Ileana Cortrubas – og den måske let overvægtige (det var dengang!) tenor hed Pavarotti.

Dengang var han ikke kendt blandt andre end operafans, og jeg havde selvfølgelig heller aldrig hørt om ham. Men jeg skrev navnet ned, og dagen efter gik jeg på biblioteket for at låne en LP med min nye helt. Siden da har jeg været solgt til Pavarottis faste, åbne og lyse tenorstemme, til hans tydelige tekstudtale – og til det tekniske overskud, som gør, at jeg aldrig sidder med livet i hænderne for, om han nu klarer den næste høje tone.

Pavarottis karriere var en af de længste i tenorhistorien. Han blev – som så mange andre – ved for længe, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke tog til Sønderjylland, da han besøgte landet for sidste gang som led i en “afskedsturné”, hvor stemmen kun var en ruin, og hvor man så en træt, syg mand sidde i stol bag et stort bord og forsøge at retfærdiggøre et dødfødt projekt. Koncerten blev sendt i TV – jeg slukkede efter fem minutter.

Luciano-Pavarotti-Edition-1-The-First-DecadeHeldigvis var Pavarotti ufattelig flittig i pladestudierne i mere end 40 år. Derfor kan vi i dag følge hans udvikling fra ung, håbefuld lyrisk tenor i begyndelsen af 60’erne, til 90’ernes verdensberømte medlem af ‘De tre tenorer’-klubben. Pavarotti har indspillet næsten alle de roller han har sunget på scenen, og de øvrige findes i liveoptagelser.

Hvis du i anledning af den runde dag får lyst til at dykke ned i Pavarottis indspilninger i den periode, da han var allerbedst, har pladeselskabet Universal udgivet en luksusboks med hele 27 cd’er med Luciano Pavarottis tidlige indspilninger – Luciano Pavarotti Edition vol. 1 – hvor man virkelig får fuld valuta for pengene. Læs mere om boksen her.

Med alle de klip, der ligger på YouTube med Pavarotti – hvad skal man så vælge her på hans fødselsdag? Gå selv på opdagelse i skatkammeret – her er til en begyndelse en lille sang af Bellini fra en koncert på The Met i 1988, hvor dirigenten James Levine viser hvor fin en pianist og akkompagnatør, han også er. Her er ingen høje C’er – men til gengæld den seriøse og gennemmusikalske Pavarotti med guldstemmen i det intime format. Tillykke med dagen, Mr. P.

 

Igen-igen; norsk operasanger vinder konkurrence

BrorIkke så snart har den norske sopran Lise Davidsen høstet (første)priser i stort set alt, hvad sommeren har budt på af vigtige sangerkonkurrencer, før endnu et norsk stortalent vinder én af de vigtige konkurrencer for unge operasangere.

Hans navn er Bror Magnus Tødenes, han er født i 1993  – og han er et kæmpe tenortalent! Han har allerede udgivet sin første cd med titlen “Remembering Jussi” – og det er klart, at man sætter forventningerne højt, når man (eller agentur/pladeselskab) lægger op til sammenligning med den store, svenske tenor.

Det er der naturligvis ikke mange, der kan leve op til – men Bror Magnus Tødenes er ikke desto mindre et ægte naturtalent, som er ved at få rigtig godt styr på stemmen – i en alder, hvor meget få tenorer er kommet så langt, som han er.

I denne uge vandt han både førstepris og publikumspris ved den 6. internationale Renata Tebaldi-konkurrence i San Marino. Hvorfor? Hør bare her:

 

Massevoldtægt eller museumsopera? Ny operasæson forude …

williamtell_3361182bRossinis Wilhelm Tell blev skrevet i 1829. Alligevel fik den opera i Damiano Michielettos opsætning på Covent Garden for nylig både anmeldere og publikum i London helt op i det røde felt, og operachef Kasper Holtens hoved blev nærmest krævet udleveret på et fad. En ung, nøgen kvinde blev nemlig massevoldtaget på scenen undervejs i historien (der i øvrigt handler om menneskeskæbner i et krigshæget område, og hvor soldaters voldtægt af uskyldige næppe er helt utænkelig), og det var for meget for nogle blandt det engelske publikum.

Igen blussede debatten op; hvorfor kan operainstruktører i dag ikke bare lade Rossini være Rossini? Hvorfor skal vold, sex og misbrug absolut udpensles på scenen? Hvorfor kan vi ikke bare få lov til at nyde den gode musik i fred, og gå nynnende hjem fra en hyggelig aften i operaen? Nu står den nye operasæson for døren, og den vil uden tvivl bringe nye eksempler på opsætninger, der vil dele vandene.

Langt hovedparten af de operatitler, der bliver spillet i dag, også i den kommende sæson, havde premiere for 100, 200 eller 300 år siden. Hvorfor bliver de gamle værker ved med at virke på os den dag i dag? Hvorfor kniber vi stadig en tåre når Mimi dør i Puccinis La Bohéme, og hvorfor klukker vi af grin, når den indskrænkede Don Bartolo bliver narret af de mere kloge i Rossinis Barberen i Sevilla?

Musikkens og tekstens kvalitet er selvfølgelig en meget stor del af svaret; de 2-300 værker, der har opnået at komme på den uofficielle internationale kanonliste, er de mesterværker, der er blevet stående blandt de omkring 50.000, der er skrevet gennem tiden. Men en anden del af forklaringen er uden tvivl, at operaen som scenekunstart stadig – når den lykkes bedst – fortæller de udødelige historier i en visuel form, som rammer netop det publikum, der går i teatret. Nu blot os, der gør det i det 21. århundrede.

Publikum i centrum

Operaen har gennem hele historien forstået at tilpasset sig det skiftende publikum i salen. Fra 1600-tallets formelle hyldest til det bestående samfund og 1700-tallets massehysteri over de store kastratsangere, over Mozarts hip til Wiens bedre borgerskab til Verdis slet skjulte politiske propaganda omkring midten af 1800-tallet har én ting været sikker; det var publikum og deres referencer komponister og librettister spillede op til. Præcis det samme, som vor tids mest vellykkede opsætninger af deres værker gør.

Operaens virkelighed har altid været dybt forbundet med publikums smag og forudsætninger. Monteverdi, Händel, Puccini og Richard Strauss skrev alle sammen værker til det publikum, de havde i salen til uropførelsen. De vidste nøjagtigt hvilke virkemidler, der ramte plet, og de havde en god grund til at sætte sig i deres publikums sted; de havde nemlig brug for succes – ellers var det jo ikke sikkert, at den næste operabestilling kunne skrives ind i ordrebogen.

Rokokokjoler eller cowboybukser? 

Når man opfører opera i de 21. århundrede ændrer man som hovedregel hverken på den sungne tekst eller på noderne i partituret. Til gengæld forholder man sig meget frit til librettisternes og komponisternes noter om det sceniske. I dag kan vi både kan se Don Juan køre på skateboard og høre Siegfried smække med døren på en Mercedes. Den slags udtryk havde hverken Mozart eller Wagner selvfølgelig tænkt på da de skrev deres værker – så det burde vel nærmest være en kulturkriminel handling sådan at ændre komponistens forestillinger om hvad der skal foregå på scenen? Lejrene er trukket skarpt op. Ofte bliver det til en diskussion om en ”traditionel” opsætning sat op i mod en ”moderne” Eller sagt kortere; har de rokokokjoler eller cowboybukser på?

Nogle taler om, at man bør opføre opera ”efter bogen”. Altså at følge alle de oprindelige regianvisninger, og forsøge at komme så tæt på det visuelle udtryk ved premieren som muligt. Alt sammen af respekt for værket og komponistens intentioner. Men så snart man begynder at ville rekonstruere en scenisk opførelse af Figaros bryllup præcis som på Mozarts tid, løber man ind i meget store problemer. Vi ved stort set intet om det reelle kunstneriske niveau i 1780’erne, avisanmeldelser var ikke for alvor slået igennem endnu, og vi har kun sporadiske beskrivelser af operaopførelser på den tid. Var præcision vigtig? Stemte blæserne bare nogenlunde indbyrdes? Lød en baryton som i vore dage, eller skal vi snarere forestille os Osvald Helmuth som Figaro?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at f.eks. den sceniske spillestil var så fjernt fra den, vi i dag forventer på scenen, at vi sandsynligvis enten ville falde i søvn af kedsomhed over en tenor, som blot ville stå helt statisk og synge uden at forsøge at udtrykke noget med andre kropsdele end stemmebåndene – eller vi ville trække på smilebåndet af de overdrevne, stilistiske bevægelser hos hans kolleger. Den psykologiske realisme, som vi i dag tager for givet på en scene, i en tv-serie eller i biografen, var overhovedet ikke opfundet på Mozarts tid.

Det er altså for det første ret umuligt at skabe en blot nogenlunde autentisk opførelse af en 200 eller 300 år gammel opera – og selv om vi kunne, er det i hvert fald komplet umuligt at genskabe den virkning, som en operaopførelse har haft på vores tip-tip-tip-tipoldeforældre. Der er beskrivelser af, at de blev skræmt fra vid og sans over en drage af papmaché, og i ramme alvor troede, at den ville æde alle i teatret med hud og hår. Den reaktion ville vi næppe få i dag – og hvad er så egentlig mest oprigtigt over for ophavsmændene; at tage reginoter, beregnet for et publikum i Italien i 1686, for pålydende – eller at forsøge at oversætte intentionerne til et scenisk udtryk, som prøver at genskabe reaktionen hos publikum dengang, når vi spiller det i dag?

Hyggelig tradition eller rystende oplevelse? 

Mange, som argumenterer for den ”reginote-tro” tilgang til opera, mener det faktisk heller ikke så bogstaveligt. Når man går dem på klingen, er det tydeligt, at det, de efterlyser ikke er Figaros bryllup som den så ud på Mozarts tid, men simpelthen som den så ud, første gang de selv oplevede den på en operascene. For dem er opera ligesom juleaften – noget med traditioner, som gerne skal ligne sig selv fra de første magiske oplevelser af begivenheden: ”Rør blot ikke ved min gamle opera”.

Det er forståeligt nok – indtil man tænker efter. For de, der holder på den hest, er jo heller ikke de samme, som de var, da de oplevede deres første opera i 1950’erne, 60’erne eller 70’erne. Selv i løbet af blot de sidste 20-30 år er der sket uendelig meget med os som publikum. Tænk bare på hvor banebrydende morsomt de fleste af os synes det var, når nationens eneste tv-kanal sendte Huset på Christianshavn lørdag aften i 70’erne. I min familie var det ugens højdepunkt.

Desværre blev jeg grueligt skuffet, da DR begyndte at genudsende de gamle afsnit for nogle år siden; når jeg grinede nu, var det desværre kun, når historierne ufrivilligt komisk og meget langsomt kringlede sig vej ud ad diverse tangenter – og når ellers fremragende skuespillere fik lov til at overspille, som om de stod på scenen i Cirkusrevyen og skulle nå ned på sidste række. Sammenlignet med fortælletempoet og spillestilen i film og tv i det 21. århundrede var det helt tydeligt, at der var sket en revolution i mellemtiden. De gamle afsnit af Huset på Christianshavn har jo ikke ændret sig fra dengang. Men du og jeg har.

Illusion eller trolddom?

Også på det musikalske område er der enorm forskel på Mozarts publikum og os i dag. I dag kaster radio, tv, film og såmænd også en tur i supermarkedet en uendelig strøm af vidt forskellige musikalske indtryk i hovedet – uanset om vi har opsøgt dem eller ej. Vi har alle sammen en individuel musikalsk ballast, som stritter i alle retninger; Johann Sebastian Bach, Raquel Rastenni, Miles Davis, Tørfisk, Nina Hagen, Ennio Morricone og Nikolaj Nørlund. Nyt og gammelt i én pærevælling.

Publikum i 1700-tallet var forankret i én musikalsk tradition. De hørte udelukkende musik skrevet indenfor det sidste tiår, og de kendte alle nuancerne på netop den palet af udtryk, som Händel og hans samtidige benyttede når de komponerede. Derfor kunne Händel få folk frem i stolene blot med en særlig avanceret eller uventet akkord. Den effekt virker ikke 300 år senere på et publikum, som er blevet udsat for nutidens musikalske virkemidler fra gyserfilm, avantgardekunst og heavy metal.

Der er mange andre eksempler på, hvordan man før i tiden spillede på publikums følelser på en måde, som ikke virker i dag. Hvis en tryllekunstner her i det 21. århundrede haler en kanin op af en hat eller får en mønt til at forsvinde sporløst, så er den højeste ros han kan forvente fra sit publikum: ”Hmmm – det var virkelig behændigt gjort. Flot illusion!” For 150 år siden ville folk på torvet i en mellemstor italiensk provinsby reagere helt anderledes på nøjagtig de samme tricks; mindst halvdelen ville hurtigt slå korsets tegn for sig – for de var sikre på, at tryllekunstneren virkelig var en ægte troldmand. Det var dét publikum, Verdi skrev sine operaer til – og han vidste hvilken effekt det ville have, når han lader hovedpersonen i operaen Rigoletto udslynge en forbandelse fra scenen. Den detalje virker med sikkerhed ikke på samme måde i dag.

Både Mozart, Verdi og Wagner arbejdede med at udtrykke stærke politiske idéer, som tit chokerede datidens publikum. I dag tænker vi måske ikke nærmere over, at tjeneren Figaro er klogere end sin herre i Mozarts Figaros bryllup – på Mozarts tid var det sprængfarligt stof at fremstille klasserne på den måde – eller over, at de nationalfølelser, som de bibelske medvirkende i Verdis Nabucco udtrykker, gik direkte i mål hos 1840’ernes publikum i Milano, som længtes efter et frit og samlet Italien.

Tilbageskuende eller fremadrettet? 

Jo, siger nogen … det kan vi da netop sagtens forstå! Hvorfor skal publikum i dag absolut behandles som historieløse analfabeter? Hvorfor ikke bare lade os opleve værkerne uden at udsætte os selv for alverdens påfund, og så selv tænke os til forskellen mellem publikum dengang og nu?

Fordi en aften i operaen så meget nemt risikerer at blive en intellektuelt interessant museumsbegivenhed i stedet for en rystende og gribende sanseoplevelse. Vi får i bedste fald en reaktion på et rent forstandsmæssigt niveau; ”nå ja, det er rigtigt – nu føler stuepigen sig nok underlegen i forhold til sin frue” eller ”tænk, hvor må det have været avanceret for 1700-tallets publikum”, i stedet for en direkte, følelsesmæssig reaktion, hvor vi selv griber efter lommetørklædet. Jeg ved godt hvad jeg selv foretrækker, når jeg bruger en aften i operaen – og jeg er slet ikke i tvivl om, hvilken reaktion, der ville glæde Mozart, Wagner og Verdi mest.

Instruktøren og hans kreative hold tager i hvert enkelt tilfælde stilling til, hvordan de vil fortælle en opera bedst muligt for det publikum, der befinder sig i salen i det 21.århundrede. Selvfølgelig mislykkes det ofte, selv med de bedste intentioner. Der er bestemt ingen garanti for, at en opsætning af en historie fra den gamle Rom bliver en succes, blot den foregår i 1930’erne eller i nutiden. Opera er levende scenekunst, og når man tager chancer og afprøver nye veje, er der selvfølgelig en risiko for at køre helt af sporet. Men alternativet til eksperimenterne er, at opera som kunstart forstener i en statisk og tilbageskuende verden af nydelige gevandter og uskadelige scenerier som en visuel undskyldning for nok så fine sang- og musikpræstationer.

Vor tids bedste instruktører er dem, der tager værkerne alvorligt, og undgår at reducere komponisterne til harmløse underholdningsproducenter fra en svunden tid. De sætter operaerne op med respekt for kernen i historien – og de har mod til samtidig at smide den overdrevne ærbødighed for værkernes oprindelige visuelle form overbord, så de sidste 400 års mesterværker går direkte i mellemgulvet på os, der sidder på stolerækkerne i dag. Hvis altså det hele klapper, og alt går op i den berømte højere énhed. Når det mislykkes, ja, så er der næppe nogen kunstart, der er mere håbløs. Jeg tager gerne chancen – gang på gang. Også i den kommende sæson.