Dagens tenorlåge gemmer på en tenor, der om nogen er forbundet med Verdis operaer. Han sang i løbet af sin karriere hele 17 Verdi-tenorpartier i løbet af en karriere på mere end 50 år. Og så lagde han endda ud med et par sæsoner som baryton. Carlo Bergonzi var i 60’erne og 70’erne med til at få manges ører op for de mere ukendte Verdi-operaer som Alzira, Il Corsaro og Giovanna d’Arco.

Jeg har selv besøgt det hotel i Verdis fødeby, Bussetto, som han nu i mange år drevet – og selvfølgelig har hotellet navn efter en af Verdis operaer; I due Foscari. Og selv om dette her jo er en tenorjulekalender, er det jo altid godt med lidt afveksling – så her synger Bergonzi en duet fra Verdis Trubaduren med én af mine yndlings-mezzo’er, Fiorenza Cossotto.

http://www.youtube.com/watch?v=bI6A9WhMvJo

Tenorjulekalenderen åbner dagens låge, og der er valuta for pengene i dag; hele fjorten tenorer synger den samme lille bid fra Verdis Otello. Den berømte “Esultate” varer under ét minut, men til gengæld er det et frygtet minut for mange tenorer. Det er Otellos allerførste entré, og det er absolut muligt at synge sig HELT ned på de få takter, så der ikke er mere tilbage af stemmen resten af aftenen – ret upraktisk, når der er mere end to timers effektiv musik tilbage. Her er et lille udvalg af berømte Otello’er fra før og nu – det er muligt at stemme på din(e) favorit(tter) nederst på siden …

De 14 tenorer er:

Lauritz Melchior – Nicola Fusati – Beniamino Gigli – Giacomo Lauri-Volpi – Ramón Vinay – Mario Del Monaco – Franco Corelli – Jon Vickers – Giuseppe Giacomini – Luciano Pavarotti – Plácido Domingo – Vladimir Galusjin – José Cura – Andrej Lantsov

http://www.youtube.com/watch?v=eGSU5hh2PPI

Dagens låge er med en tenor, jeg første gang hørte i Torino, da han var 22 år gammel, og stadig helt ukendt. Senere kom han til København og sang Hertugen i Rigoletto på Det Kongelige Teater. Nede i salen sad der dengang et hold udsendte fra pladeselskabet Decca, som skulle tage stilling til, om de ville give den unge mand en kontrakt. Det ville de.

Hans navn er Joseph Calleja, og “the rest is history”, som de siger. Og ja, han kommer da også forbi Tivoli til sommer! Hvis du stadig mangler at købe en julegave eller to, så er der stadig billetter at få her. (Og det var så slut på de sponsorerede indslag i denne tenorkalender!). Her er Calleja i en arie fra Verdis Simon Boccanegra – en optagelse fra årets Proms i Royal Albert Hall i London.

Dagens låge er et blik ind i en verden, der ikke findes længere. OK, Franco Corelli læsper lidt og hans smag er vel nok på (eller over) grænsen til det småvulgære, men stemmen…den er altså bare enestående.

Han debuterede i 1951, og to år senere stod han på scenen på The Met, hvor han sang fast frem til 1975. I marts 1958 sang han Alvaro i Verdis Skæbnens magt på San Carlo-operaen i Napoli, og helt mirakuløst blev hele operaen optaget af italiensk tv, og endnu mere mirakuløst findes båndet endnu. En fantastisk blik ind i hvordan opera så ud i en verden før Calixto Bieito, Peter Konwitschny og Kasper Holten – inklusive falmede bagtæpper og sætstykker af papmaché.

Men sangerholdet er umuligt at slå i dag; foruden Corelli er det barytonen Ettore Bastianini, sopranen Renata Tebaldi og bassen Boris Christoff. Her duetten mellem Corelli og Bastianini – men du kan faktisk finde hele operaen på YouTube også.

Da jeg for alvor begyndte at gå fast i Det Kongelige Teater så meget, jeg overhovedet havde mulighed for tilbage i 80’erne, var der to tenorer, som jeg glædede mig til at høre hver gang, og som begge havde den helt rigtige italienske klang i stemmerne; Tonny Landy (som tidligere har besøgt julekalenderen), først og fremmest i de lyriske ting, og finske Peter Lindroos i det mere dramatiske repertoire.

Peter Lindroos sang bl.a. en helt uforglemmelig Lohengrin i en koncertant opførelse i Odd Fellow-palæet, og han var også min første Don José og Rodolfo. Jeg hører stadig hans klang i hovedet for mig den dag i dag, når jeg læser partituret til Carmen og La Bohéme.

Her er han i en rolle, som på papiret er et lille parti; Macduff i Verdis Macbeth har kun én arie, men den skal til gengæld sidde lige i skabet. Og det gør den her i Savonlinna i 1993. God anden søndag i advent.

Ikke alle tenorer synger høje C’er. Én af dem, der fik en fin karriere uden at kunne nå helt op til den berømte tone, var tyske Franz Völker. Han var ikke så heldig med valget af fødselsår, 1899, og det meste af karrieren som wagnersanger faldt præcis sammen med nazisternes regime – han sang f.eks. i Bayreuth mellem 1933 og 1942. Historien melder ikke noget om hans eventulle holdninger til den lille, usympatiske stamgæst med overskægget, men det er svært at lytte Völkers smukke stemme uden at tænke på, at Hitler sad på hæderspladsen i Wagners operahus i 1936, da Völker sang glansrollen som Lohengrin.

Som noget helt særligt fik pladeselskabet Telefunken lov til at optage store uddrag af operaen i selve teatersalen – dog om dagen, uden publikum, og med sangerne pænt stående lige foran mikrofonen. Her er det brudekammerscenen med sopranen Maria Müller. Lyt – og prøv at glemme omstændighederne. Måske prøvede Franz Völker det samme …

Min allerførste tenorhelt var Fritz Wunderlich, der sang Tamino i Mozarts Tryllefløjten på det LP-sæt, der for mig var begyndelsen til det hele tilbage omkring 1976-77. Han er stadig blandt de to-tre-fire sangere, jeg hårdt presset ville nøjes med at tage med på den berømte øde ø.

Fritz Wunderlich var helt klart bedst kendt for det tyske repertoire med Mozart, Bach og Schubert i centrum. Wagner ville han vente med, til han var fyldt 40. Det nåede han desværre aldrig – han faldt i sine egne snørebånd i mørket på en trappe, og landede på hovedet på stengulvet for foden af trappen. Kun 36 år gammel i 1966.

Man kan så ærgre sig i de fleste af regnbuens farver over, at Wunderlich aldrig nåede at synge wagnerroller som Lohengrin, Stotzing, Siegmund eller Parsifal – og faktisk også over hvor mange roller i det italienske repertoire, han med garanti ville have sunget uden nævneværdig konkurrence, hvis han havde levet op i 1970’erne og 80’erne. Året inden han døde sang han Verdis La Traviata i München. Heldigvis blev den forestilling sendt i radioen …

Efter to Verdi-låger i tenorkalenderen er det blevet Wagners tur. Dagens låge byder på et eksempel på en ikke udpræget avantgardistisk iscenesættelse af Mestersangerne fra tysk tv engang i de beigefarvede 70’ere – med en personinstruktion, der nok kunne arbejdes lidt med. Men den ungarske tenor Sándor Kónyas stemme er det hele værd, ikke?

http://www.youtube.com/watch?v=vIXtkIi0cE0&sns=em

Dagens tenorlåge er med én af de tre tenorer (ja, bare rolig – de to andre kommer senere). Ingen andre tenorer i historien kan prale af at have sunget over 140 (for det meste hoved-)roller på scenen, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig. Og nej, han skruer ikke ned for tempoet, selv om han for nylig fik en helbredsmæssig advarsel og måtte hvile nogle uger; han har såmænd 90 opførelser i kalenderen i år, både som sanger (nu som baryton) og dirigent.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle Valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Her er han i slutscenen af Verdis Otello; det var næsten skræmmende at se ham på scenen i den rolle – jeg oplevede det i London i 90’erne, hvor han stadig sang rollen med næsten samme overskud og intensitet som her i 1979. Hans timing og hans fuldstændigt mesterlige overblik over Otellos udvikling fra tjekket mand højt på strå med smuk kvinde ved sin side, derefter den stigende paranoia og jalousi helt til slutningen, hvor han dræber den kvinde, han elsker så højt – det er jeg ret sikker på, at jeg aldrig kommer til at opleve helt så overbevisende igen.

Tenorjulekalenderen byder som lovet på musik af årets to store komponistfødselarer, Verdi og Wagner, sunget af 24 tenorer, som jeg helt uden en demokratisk proces har valgt blandt de mange flere, som fortjente at være med. Den første låge er med den mexikanske tenor Ramón Vargas, som er én af de sangere, der har styret karrieren helt rigtigt, og hele tiden ladet stemmens udvikling styre sit repetoire. Første gang jeg hørte ham live var i en koncertopførelse af Rossinis Maometto II i Wien i 1991 – senere oplevede jeg ham i München flere gange, bl.a. som en fantastisk Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor med Edita Gruberova – og nu synger han de tungeste Verdi-roller som Don Carlos og Manrico i Trubaduren. Her er han i 1996 som hertugen i Rigoletto. God fornøjelse, og velkommen til en tenordecember, der måske gør, at du holder en helt tenor-fri januar! Og skriv gerne en kommentar til dagens klip nedenfor – og skriv også gerne, hvis der er en helt særlig tenor, som du mener bare SKAL med i årets julekalender!