Da nazisterne sprængte musikken væk

Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Kai Henning Bothildsen Nielsen (t.v.) bliver efter krigen dømt for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Henning Emil Brøndum dømmes for 38 mord, tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger, to togattentater og otte røverier. Straffen er for begges vedkommende døden ved skydning. Dommene bliver eksekveret tidligt om morgenen den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende Christiania – i København. Den Gamle Bys arkiver og Det Kongelige Bibliotek.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Foto: Tivolis Arkiv

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Foto: Tivolis Arkiv

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.

9 thoughts on “Da nazisterne sprængte musikken væk

  1. Hej Henrik.
    Spændende læsning. Findes der en oversigt over musikere der spillede i pågældende bygninger på det tidspunkt.
    Tænker måske min morfar var en af dem……
    Mvh Bo Valbjørn

  2. Hej Bo

    Der findes ikke rigtige lister, men jeg støder hele tiden på navne på musikerne i mit arbejde med bogen … hvad hed din morfar?

    Mange hilsner

    Henrik

  3. Kære HE!

    Blot for god ordens skyld: det nazisterne foretog sig af den art, kaldtes Schalburgtage efter nazisten C F von Schalburg, der, så vidt jeg har læst, en tid var lader af frikorps Danmark.
    Hvornår får vi i øvrigt tenorerne Chuan Yuo Wang og Mingjie LEi at høre i Tivoli – eller andetsteds?

    MVh

  4. Kære Uffe Lindum

    Ja, det er rigtigt, at det folkelige navn for den type aktioner var shalburgtager – men tyskerne selv kaldte dem for kontrasabotageaktioner. Det er også helt rigtigt, at Christian Frederik von Schalburg når at være leder af Frikorps Danmark i tre måneder i 1942, inden han falder som soldat på Østfronten. Petergruppen, som stod for langt de fleste af de aktioner, der blev kaldt schalburgtager (og altså også den mod Tivoli), havde mange medlemmer fra Frikorps Danmark, men også nogle, der ikke var eller havde været medlemmer. Derfor undgår jeg helt med vilje at bruge betegnelsen schalburgtage, selv om jeg godt er klar over, at det var det gængse udtryk blandt langt de fleste danskere.

    Med hensyn til de to tenorer, du efterlyser, er det jo herligt at opleve hvor mange talenter, der hele tiden dukker op, nu også fra Kina og Sydkorea. Hvorvidt netop de to på et tidspunkt kan opleves i Tivoli – eller andre steder i Danmark – må tiden jo vise … det har ikke noget bud på. 🙂

    Mange hilsner

    Henrik

  5. schalburgkorpset havde intet med Schalburg at gør. navnet blrv kun (mis) brugt fordi han var dnsaps store soldaterforbillede. tjeneste i korpset, som aldrig blev brugt til noget bortset fra mindre bevogtningsopgaver blev efter krigen almindelig vis straffet med minimumstraffen på 4 års fængsel. men Schalburg var ikke født “von” det var et tillæg han selv fandt på under tjenesten, prøv selv at finde ham på wikipidia, i kirkebogen er der ikke noget von, selvom kongehuset protegerede ham, eller visse dele af kongehuset gjorde og så vidt jeg husker også efterkommere af czarfamilien, ingen nævnt ingen glemt. efter hans død oprettede dnsap en mindefond for ham, fonden bestyrede hjælp til frontkæmperne og deres familier fru schalburg var sammen med et par adelige navne i fondsbestyrelsen. fonden blev opløst ved befrielsen og bestyrelsesmedlemmerne straffet, selv ved jeg ikke hvor længe helle Schalburg sad fængslet; men i det mindste denne del af retsopgøret fungerede

  6. Virkelig spændende læsning! Tror min far spillede i Tivoligarden den dag! Han heder Pehr Holm Nielsen, måske Pehr Muff Holm, han ændrede nemlig sit navn, men er lidt usikker på, hvornår det skete. Vil man kunne finde billeder fra den aften et sted? KH. Karina (og godt nytår!)

  7. Hej Karina

    Nej, desværre er jeg ikke stødt på billeder fra den aften (altså inden sabotagen fandt sted), og det er nok ikke sandsynligr at de findes. Beklager.

    Mange hilsner

    Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira