Dagens tenor – en 29-årig Pavarotti i Moskva

PavarottiDagens låge i tenorjulekalenderen er med en mand, der senere blev én af verdens allermest berømte sangere i historien, og blev kendt over hele verden som én af tre tenorer, og for sin lysende, åbne lyd, sin eminente teknik og ikke mindst for sit fuldskæg, kjolesæt i XXX-large og et hvidt lommetørklæde i den ene hånd.

Jeg husker stadig den aften i 1979, da DR TV-transmitterede La Bohéme fra La Scala med Ileana Cotrubas og ham – og med Carlos Kleiber som dirigent. Jeg havde ikke hørt tenoren før, og jeg var solgt med det samme. Jeg begyndte at spare sammen til at købe hans plader, og i dag har jeg hver eneste af de virkelig mange, han i tidens løb har indspillet. Mange af dem har jeg slidt flere udgaver op af på LP inden jeg fik CD-udgaven. Og jeg sætter stadig meget tit hans indspilninger i afspilleren når jeg bare vil læne mig tilbage og nyde La Bohéme eller Rigoletto.

Den 27. september 1964 var jeg én måned gammel, og Luciano Pavarotti en 29-årig, slank og meget talentfuld tenor uden fuldskæg, som kun havde et par sæsoners erfaring fra de store operascener. Han var med La Scala-ensemblet på gæstespil i Moskva sammen med bl.a. sopranen Margherita Guglielmi for at opføre Donizettis Lucia di Lammermoor.

Men der blev også tid til en koncert i Kreml-teatret med over 6.000 pladser. Her sang Pavarotti bl.a. Rodolfos arie om den kolde, lille hånd sammen med dirigenten Antonio Tonini ved klaveret. Og læg mærke til, at Tonini lige markerer sin status og tager sig pænt god tid, når han sætter sig til klaveret, tager brilleetuiet frem og tager læsebrillerne på, inden han slår den tone an, som er Pavarottis indsats.

Klippet her har ligget trygt og godt i arkiverne hos russisk TV. Heldigvis er det fundet frem igen, så vi i dag kan både se og høre den helt unge Pavarotti i en rolle, som ingen sang som han i de næste to årtier. Er han ikke sød?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.