Dagens tenor – en dansk stjerne i Nazi-tyskland

roswaengeDagens låge gemmer på et klip fra filmen Der Knalleffekt fra 1932, med hvad der MÅ være verdenshistoriens eneste forsøg på at gemme sig for en betjent ved at synge stretta’en fra Verdis Trubaduren ind i hovedet på ham. Læg også mærke til det alsidige orkester, som – bortset fra den fantasifulde grundbesætning samt en ikke alt for sikker stilsans og ret løs omgang med præcision – ikke er blege for også at gøre det ud for kor.

Tenoren er dansk. Han havde en stor karriere i operahusene i Tyskland og Østrig i 30’erne og 40’erne – og også i temmelig tvivlsomme tyske film. Og han havde flere talenter; han udviklede både en skibsmaling, der skulle forhindre opvækst af alger, og en ny type brød bagt af kartoffelmel. Men på det tidspunkt var han ikke længere ønsket i sit hjemland. I 1935 havde han været gæst ved Hermann Görings bryllup, og Hitler havde i 1944 sat ham på listen over Gottbegnadeten (gudbenådede) kunstnere.

Helge Rosvænge blev født i København i 1897, læste først kemi ved Polyteknisk Læreanstalt, men tog også sangtimer. Han debuterede som Don José i Carmen i Neustrelitz i 1921. Senere var han ansat ved statsoperaen i Berlin fra 1930-44, og sang samtidig ofte både i Wien og München. Han sang både Mozart, Verdi, Puccini og Wagner (Parsifal i Bayreuth i både 1934 og 1936), og kunne på højden af karrieren synge et ubesværet højt D – f.eks. i den arie fra Adolphe Adams Postillonen fra Lonjumeau, som blev ét af hans største pladehits, og som også er med på dagens filmklip.

maxresdefaultVed krigens ophør befandt Roswænge sig i sin store villa ved Wannsee. Villaen blev beslaglagt af russere, og Rosvænge blev interneret i Krasnogorsk udenfor Moskva.

Rosvænge var ildeset i Danmark under og efter krigen – man så på ham som nazi- og tyskvenlig, selv om han hverken blev anklaget, sigtet eller dømt for noget strafbart forhold. Han forblev dansk statsborger hele livet, men blev slettet fra Kraks Blå Bog i 1946.

Han blev løsladt i september 1945, og året efter rejste han til Las Palmas, hvor han fejrede sit 25 års sangerjubilæum på scenen i Cavalleria rusticana. Frem til 1948 blev han i Spanien, hvor han arbejdede som kemiker, og bl.a. udviklede en skibsmaling, der skulle forhindre opvækst af alger, og en ny type brød bagt af kartoffelmel. Først i 1948 rejste han til Schweiz og genoptog sin karriere som sanger, og vendte også tilbage til operahusene i Wien og Berlin. Helge Rosvænge døde i München i 1972 og er begravet på Glostrup Nordre Kirkegård. Gaden Rosvaengegasse i Wien er opkaldt efter ham.

Kalenderlågen i dag er faktisk en genudsendelse fra tenorkalenderen de sidste to år – men der er jo solide traditioner for netop at vise de mest populære julekalendere igen og igen. Og klippet herunder er altså noget helt specielt …

One thought on “Dagens tenor – en dansk stjerne i Nazi-tyskland

  1. Han var og forblev også Kongelig Kammersanger. Jeg mener, at han blev udnævnt i 1936.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira