Dagens tenor – Puccinis yndlings-Rodolfo

220px-Alfred_Piccaver_02Puccini kaldte dagens tenor i julekalenderen for “den ideelle Rodolfo i La Bohéme”. Og han var ikke engang italiener, men født i en lille by i Lancashire i England.

Alfred Piccavers forældre udvandrede til Amerika da han var dreng, og hans stemme blev hurtigt opdaget i det lokale kirkekor. I 1905 blev han optaget på The Mets operaskole, som efter to år sendte den talentfulde unge tenor til Prag for at få den europæiske tradition ind under huden. Her blev han medlem af det tysksprogede operaensemble ved Deutsches Landes-Theater, og i 1912 blev han medlem af solistensemblet ved wieneroperaen.

Han kom til at elske byen Wien så meget, at han afslog et tilbud om at synge på The Met i New York – han ville hellere blive på denne side af Atlanten. Men i 1931 blev han uvenner med wieneroperaen – han ville have flere penge for at synge end de ville betale – og i 1937 så han hvor det politisk bar hen ad; han flyttede som engelsk statsborger til London, indspillede en mængde plader og underviste unge sangere.

Alfred Piccaver boede i England under 2. verdenskrig, men efter krigen tog han tilbage til sin yndlingsby, og var med til at genindvie wieneroperaen i 1955. Han  døde tre år senere – og fik en statsbegravelse af den østrigske stat.

Dagens tenorlåge gemmer på et klip fra det fantastiske British Pathé-arkiv, hvor man kan bruge timer og dage på at finde nyhedsklip fra første halvdel af det 20. århundrede – også en del med musikere og sangere. Her synger Alfred Piccaver for indlagte krigsveteraner fra 1. verdenskrig på Queen Mary’s Hospital i Roehampton i 1932.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira