Dagens tenor er – en kvinde på 22!

Ruby_HelderEr tenorer altid mænd? Ja, det tror man – men her er undtagelsen. Dagens tenorlåge i julekalenderen gemmer på en tragisk skæbne – Miss Ruby Helder, som blev født i 1890 i Bristol. Hendes far havde en pub, hvor den unge Ruby sang for gæsterne – og de lagde mærke til, at hun havde et ret usædvanligt stemmeomfang – fra tenorernes høje C og to oktaver ned. Altså en oktav dybere end f.eks. sopranstemmer.

Hun fik undervisning bl.a. på Guildhall School of Music i London og hos én af tidens kendte sangere på Covent Garden, Charles Santley. I 1908 begyndte hun at indspille grammofonplader, og hendes fine tenorstemme kombineret med det utrolige faktum, at den tilhører en ung pige, gør hende til en attraktion i Londons musikliv.

Senere turnérer hun i USA, bl.a. med den berømte dirigent John Philip Sousas harmoniorkester, og synger for Caruso, som på det tidspunkt er fast inventar på The Met i New York. Caruso anbefaler Met at hyre den unge sanger, men operahuset afslår; “The Met er ikke et cirkus!”, er svaret.

I 1920 bliver Ruby Helder gift med en amerikansk arkitekt, og parret tager på en turné til Italien, men uden den store succes.  Nyhedens interesse for den kvindelige tenor er dalende, og i 1927 flytter parret til Californien, hvor Helder underviser i sang i en årrække. Hun stopper karrieren som sanger helt i 1935, og dør tre år senere, dybt alkoholiseret, som kun 48-årig.

Ruby Helder, den kvindelige tenor, fik aldrig den karriere, hun drømte om – men hør engang på indspilningen her af arien fra Flotows Martha, og luk øjnene; kan du høre, at det er en kvinde på 22, der synger?

One Comment

  1. Svar
    Mogens Bentzen 07-12-2015

    Meget smuk og egal stemme – synd der ikke er mere bevaret med hende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.