Dagens tenor – min yndlingstysker

Dagens låge i tenorjulekalenderen er min personlige favorit, når det gælder tyske tenorer. Da jeg var 11 år gammel spillede jeg fløjte i Holbæk Garden. Jeg ku’ godt li’ marscherne, og jeg syntes, at uniformen var SÅ flot. Dirigenten i garden hed Flemming – og det var ham, der startede lavinen. Det var ham, der lånte mig en kasse med tre LP’er med noget, jeg aldrig før havde hørt. Mozarts Tryllefløjten burde jo lige være noget for en dreng, der elsker at spille fløjte – og jeg gik hjem og tog hovedtelefonerne på og satte pickup’en på min fars grammofon ned i begyndelsen af side 1.

Musikken i Tryllefløjten spillede derudad, og sangerne sang løs – men der skete ikke rigtig noget på fløjtefronten. Først henne midt på side 3 var der en solo for fløjte – men på det tidspunkt var det fuldstændig ligemeget. Jeg var blevet helt opslugt af den mærkelige historie, af Mozarts musik – og af ham, der sang Tamino. Han var tenor, stod der i teksthæftet.

Tenoren hed Fritz Wunderlich. Jeg blev fuldstændig overvældet af den stemme – det lød SÅ nemt og ligetil … og det gjorde ikke noget, at jeg ikke helt forstod hvad han sang. Jeg måtte høre mere. Jeg måtte på biblioteket! Jeg fik hjælp af bibliotekaren, der hed Susan. Hun viste mig, hvad de havde af plader med Fritz Wunderlich, og jeg slæbte plader hjem og lyttede og lyttede. Du kan høre min historie om Fritz Wunderlich i første afsnit i podcastserien “Mine tenorer”, som ligger til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside her.

En af de plader, jeg lånte på biblioteket i Holbæk var med musikken her; Tjajkovskijs Eugen Onegin – sunget på tysk. Det bliver ikke bedre i min verden.

One thought on “Dagens tenor – min yndlingstysker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira