Elefanten der drak rødvin – italiensk opera på Vesterbro

 

Jeg sidder i denne tid og lægger sidste hånd på en ny bog om de italienske operagæstespil på Hofteatret i København i 1840’erne. Bogen udkommer til efteråret og fortæller historien om, hvordan danskerne går totalt amok over en helt ny form for musikteater, som er meget anderledes end den, de kender fra byens kongelige teater. Her er en smagsprøve; lidt af forhistorien, som begynder udenfor voldene. 

København 1841. Philippo Pettoletti har boet i byen i næsten 40 år. Han kommer hertil med et italiensk pantomimeselskab, og han optræder som stærk mand og musikalsk klovn; hans hofnummer er at slå saltomortaler og spille på violin … samtidig. Men Pettoletti får efterhånden ambitioner om ikke bare at optræde på andres teatre – han vil også selv være chef.

I 1828 lejer han sig sammen med to kompagnoner ind på bagermester Schurs nyrenoverede Blaagaard Theater på Nørrebrogade. Teatret er det største og mest komfortable af forstadsteatrene i København, og repertoiret består af en bred palet af pantomimeforestillinger, stærke mænd, tryllekunstnere, marionetdukker, skyggespil og gøgl i alle afskygninger. Pettoletti spiller selv rollen som velkendt fransk kejser i en stort anlagt pantomimeforestilling, der beskriver ”Napoleons Død og Begravelse paa Øen Sankt Helena“.

En del af aktiviteterne på Pettolettis teater er cirkusforestillinger, som i mange tilfælde er rent dyrplageri; en aften falder en elefant gennem det skrøbelige scenegulv ned i maskinkælderen. Den lander på ryggen og brøler i smerte. Efter en halv time er den tvunget på benene igen, blandt andet takket være to flasker vin.

Reglerne for forstadsteatrene er klare; det er forbudt at spille noget, der bare antydningsvis kan tænkes at konkurrere med repertoiret på Det Kongelige Teater. Og direktionen på Kongens Nytorv holder nidkært øje med, at ingen træder over grænsen. I 1831 får Pettoletti besøg af en fransk trup, der spiller vaudeviller med børn mellem fem og ti år i alle rollerne. I den anledning bliver han politianmeldt af Det Kongelige Teaters ledelse, som mener at han har overtrådt forbuddet mod at spille forestillinger, der er i direkte konkurrence med kongens eget teater. Pettoletti snakker sig behændigt ud af sagen, men får nu alligevel en advarsel om for fremtiden at holde sig strengt til reglerne.

Men Pettoletti har ambitioner om at præsentere andet end børnearbejdere, dyrplageri og den laveste gøglerfællesmængde for sit publikum. Han ansøger Frederik 6. om lov til at præsentere tyske vaudevillegæstespil, men får blankt afslag. Alligevel sniger han udenlandske sangere ind på sit teater; i april 1832 optræder to italienere, Annato og Perecini, for første gang på Blaagaard Teater. De synger italienske sange med guitarakkompagnement, og pressen er især begejstret for Annato, som er i besiddelse af hvad en journalist kalder ”en frappant Tunge-Volubilitet”.

En tidlig morgen i april 1833 bliver der slået brandalarm; teatret er i flammer, og det brænder ned til grunden på kort tid. Alle dekorationer og maskindele er også gået tabt. Pettoletti er hurtigt klar med en ny plan, og han ansøger igen kongen om at få tilladelse til at spille mere seriøst teater. Allerede i juni lykkes det ham – måske fordi både hoffet og direktionen på Det Kongelige Teater alligevel synes, at Pettoletti fortjener lidt medgang.

Pettoletti lejer det ledige morskabsteater på Vesterbro og præsenterer nu ”dramatiske Forestillinger” med Carl Beckers tyske skuespillertrup, som allerede i ti år havde haft tilladelse til at turnere i provinsen. Myndighederne har åbnet døren til en mere lempelig fortolkning af Det Kongelige Teaters monopol på klem; i november 1833 får Pettoletti bevilling til at spille dramatiske forestillinger udenfor voldene i de tre sommermåneder, hvor Det Kongelige Teater holder lukket.

Pettoletti satser stort. Han låner penge og lejer en grund på Vesterbro lige syd for Frihedsstøtten. Her opfører han på under tre måneder sit eget teater, som får navnet Vesterbroes nye Theater. Der er plads til 1200 tilskuere i den runde sal, og akustikken er forbavsende god. Man ser også godt fra stort set alle pladser i den cirkelformede sal, som minder om en cirkusarena. Men der er ikke råd til luksus; væggene i den helt uopvarmede bygning består af rå, uhøvlede brædder banket op på en muret sokkel. Der er hverken råd eller plads til en ordentlig foyer eller korridorer, der er fodkoldt, fordi der simpelthen slet ikke er et rigtigt gulv i salen – og det trækker ind mange steder, hvor der ligefrem er huller i væggene ud til det fri. I bladet Politivennenklager en hårdtprøvet københavner over at man ”for en Aftens Fornøjelse må plages med Forkølelse 8 til 14 Dage og undertiden længere”.

Alligevel går københavnerne i sommeren 1834 i teatret hos Pettoletti og ser Det slesvig-holstenske Hofteaterselskabs opførelser af både skuespil og populære operaer som Rossinis Barberen i Sevilla, Mozarts Figaros bryllup og Webers Jægerbruden. Truppen synger det hele på tysk, og de medbringer et kor på 10 damer og 10 herrer og et orkester på 22 mand. I de følgende somre gæster både slesvig-holstenerne og flere andre tyske operatrupper Vesterbros nye Theater. Om vinteren, når Det Kongelige Teater spiller, fylder Pettoletti teatrets repertoire ud med spanske danserinder, dværge fra Böhmen, stærke mænd og rene cirkusforestillinger.

Men Pettoletti har stadig ambitioner, som rækker længere. Han ansøger igen og igen om at få lov til at udvide sin virksomhed, og han ved, at den nye konge er særligt glad for italiensk opera. I august 1840 sker miraklet; Christian 8. underskriver en kongelig resolution, der giver Pettoletti lov til at ”give Forestillinger i det italienske Sprog paa det Dem tilhørende Theater udenfor Kjøbenhavns Vesterport”. Pettoletti får samtidig at vide, at han hverken kan regne med økonomisk hjælp fra hoffet, med hjælp fra Det Kongelige Kapel – byens eneste orkester – eller fra Det Kongelige Teater i det hele taget. Men monopolet er brudt for første gang i 100 år. Pettoletti kan begynde at forberede en helt ny æra i dansk operahistorie.

4 Comments

  1. Svar
    Lene Bodekær Herler 22-05-2018

    Dejlig og livlig beretning om romantikkens teater med indslag af det udenlandske på tr og andet besvær i samtiden.ods af
    censur

    • Svar
      Lene Bodekær Herler 22-05-2018

      PS
      på trods af censur – mangler

  2. Svar
    Birthe Skou 24-05-2018

    Glæder mig til at læse resten af bogen.
    Kærlig hilsen – Birthe

  3. Svar
    Anna Spielman 28-05-2018

    Tack Henrik för den mycket intressanta historien . Jag lyckades läsa och första alt ! I så fall,funderar på att beställa din nya boken on den italienska opera i Köpenhamn . Ha en härlig sommar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *