Formidlingskurser

I løbet af de sidste 15 år har jeg udviklet mit eget undervisningsforløb i skriftlig og mundtlig formidling, og har implementeret det i praktiske hands-on-kurser for bl.a. musikere, bibliotekarer, formidlingsmedarbejdere på Det Kongelige Teater og studerende på Københavns Universitet.

Hvad går kurserne ud på?

Forløbet omfatter både en underholdende gennemgang af grundprincipperne i al god formidling – om målgrupper, virkemidler, forberedelse, kropssprog, informationsudvælgelse m.v. – og giver alle deltagere mulighed for at afprøve tingene på egen krop gennem korte skriftlige opgaver og videooptagelse af mundtlige oplæg med efterfølgende konstruktiv feedback.

Mit optimale forløb af et kursus for ca. 10 deltagere med nogenlunde samme baggrund er to dage á 6 timer. Første dag er koncentreret om den skriftlige formidling, og vi gennemgår desuden en del grundregler, som er fælles uanset om der er tale om skriftlig eller mundtlig formidling. Anden dag handler om den mundtlige formidling – med eksempler på både fremragende og mindre succesfuld formidling – som munder ud i en praktisk, videooptaget øvelse.

 

Det praktiske

Deltagerne skal have adgang til egen PC undervejs, og kursuslokalet skal desuden være udstyret med projektor og lydanlæg. Jeg medbringer selv videokamera til optagelse af de praktiske øvelser. Hvis du eller din arbejdsplads er interesserede i at høre mere om mine kurser, og om muligheden for at skræddersy et forløb til netop jer, så skriv en mail til mig: mail@henrikengelbrecht.dk