Hjælp – operahuset brænder!

Ilden fra operahuset spreder sig til selve slottet, som også nedbrænder næsten totalt i løbet af aftenen den 19. april 1689. Kun den sydlige fløj til højre i billedet og slotskirken går fri. I løbet af de følgende dage dør adskillige af de overlevende fra branden af deres brandsår. Forrest i billedet ser man de lemlæstede lig og forkullede arme og ben fra operahusets gæster. Maleri af ukendt kunstner.

I 1689 bygger Christian 5. Danmarks første operahus. Allerede ved den anden forestilling i den lille, brandfarlige træbygning går det helt galt.

Kongens fødselsdag 15. april 1689 bliver markeret med det, der nok er den første egentlige operaopførelse i Danmark. Det er kongens søn, prins Christian, der sammen med hofmarskal Claus Henrik von Vieregg er ansvarlig for forberedelserne. De begynder planlægningen et halvt år inden fødselsdagen; den tyske libretto bliver bestilt hos den slesvigske forfatter Peter Anton Burchard – og man sætter en af hoffets egne musikere, Poul Christian Schindler, til at komponere musikken til Der vereinigte Götterstreit; som sædvanlig en allegorisk historie med guder, hyrder og generel hyldest til den danske monark. Operaen slutter med, at alle medvirkende forenes i et kor:

Lebe grosser Christian, lebe!
Das Dein Thron sich ewig hebe!

Denne gang er de scenemæssige udfordringer med flyvende guder og hurtige sceneskift så store, at man beslutter at bygge et helt nyt teater til formålet. Der er godt nok kun tale en midlertidig bygning af fyrretræ, som bliver opført ved lystslottet Sophie Amalienborg i den nuværende Bredgades østlige side, mellem Frederiksgade og Fredericiagade – et slot kongehuset især bruger, når der skal være fest.

Den nye teaterbygning ligger lige op ad slottes nordfløj mod Fredericiagade. Der er plads til omkring 200 tilskuere, som sidder tæt sammen i en bygning, der kun måler 28 gange 12 meter. Kongefamilien har sin egen indgang via en søjlegang med direkte forbindelse til slottet, og der varmes op til teater­oplevelsen allerede inden både de og resten af publikum kommer ind i selve teatret; i søjlegangen er der ophængt flotte bannere, og midt i gangen møder kongefamilien to grotter omgivet af træer og buske. I hver af grotterne sidder en satyr i det dunkle lys fra en enkelt kerte. Forestillingen er allerede i gang. Det øvrige publikum går ind gennem hovedindgangen, hvor billedstøtter af gudsfrygten og retfærdigheden vogter over huset.

Inde i salen kan alle måbe over de 800 små olielamper, der oplyser en dekoration, der fylder hele salen ud. Bannere af fint silkestof vædet med velduftende olier, og prydet med kongens navnetræk, hænger langs væggene. Tilskuerpladsen er pyntet med mos og tørrede enebærris pyntet med citroner og guldæbler, og loftet er dækket af stjerner. Orkestret sidder skjult for publikum mellem scenen og en forhøjning med blomsterbede, som spreder duft i hele lokalet. Illusionen af at være ude i det fri er perfekt, og både kongefamilien og de øvrige tilstedeværende fra landets øverste rangklasser er ovenud begejstrede ved urpremieren. Kongen befaler, at stykket skal gentages fire dage senere, så flere kan få lov til at opleve den utrolige forestilling. Denne gang er det ikke kun de allerfineste, der får lov til at opleve det stykke, alle i byen taler om.

Den 19. april kl. 15 bliver indgangsdøren til salen åbnet. Operaens komponist Poul Christian Schindler har skaffet sin kone to pladser, og hun tager parrets lille datter i hånden, så hun kan opleve sin far lede operaen fra cembaloet i orkestergraven. Sognepræst Christian Heerfort og hans to sønner, købmand Johann Hessenberg og hans frue, prins Christians barber og ca. 200 andre strømmer også ind i den sal, hvor både mos og enebærris nu er blevet endnu mere tørre, end de var ved premieren.

Katastrofen indtræffer allerede efter kort tid; Merkur har sunget sin prolog, og Mars er midt i en arie, da en af olielamperne pludselig eksploderer. Vægen falder ned i de tørre enebærris, og ilden breder sig lynhurtigt, ikke mindst på grund af de olievædede silkestoffer i tilskuerrummet. Alle styrter i vild panik mod udgangen, men dørene åbner indad og er ikke til at rokke med de mange mennesker, der presser på bagfra. Vinduerne i salen er – af hensyn til risikoen for indbrud og for at forhindre kreative lømler i at kravle ind til selve forestillingen – udstyret med solide jerngitre. Kun ganske få kender udgangene bag scenen.

Det tager ikke ilden mere end et kvarter at forvandle træbygningen til en ruin. De forkullede lig af omkring 170 mennesker ligger tilbage i asken, da de mange pårørende omsider kan komme i nærheden af brandtomten. De fleste lig ligger sammenfiltrede i en stor bunke lige indenfor indgangsdøren. Blandt dem er Schindlers kone og datter.

Det lader til, at alle de medvirkende sangere og dansere slipper ud i tide. Værre går det for musikerne i det aflukkede orkesterområde; en del af publikum forcerer i panik afspærringen ind til musikerne, og sammen med dem prøver de at undslippe flammerne ved at komme op på scenen. Det lykkes kun for få af de måske 10-11 musikere at undslippe, flere af dem med alvorlige brandsår; et halvt år senere lever kun Schindler selv og to violinister. Da Christian 5. dør ti år efter branden, består kongens orkester stadig kun af fire musikere. Hofmusikken i København ligger i ruiner, præcis som det første operahus i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.