Hvad betyder operaens fagord?

Alt den dybeste kvindestemme. Spiller tit mødre og hekse.

Arie en solosang.

Arietta en lille arie.

Arioso mellemting mellem en arie og et recitativ.

Azione teatrale
’teatralsk handling’. 1700-tals betegnelse for et musikalsk værk med en specificeret handling og scenegang.

Barokken
musikalsk stilperiode ca. 1600-1750.

Baryton
den mellemste mandsstemme. Spiller ofte skurke og fædre.

Bas den dybeste mandsstemme. Spiller som regel gamle mænd eller komiske roller.

Bel canto ‘smuk sang’. En stilbetegnelse, som har mange forskellige betydninger. Bruges især om den virtuose sangstil som opstod med kastraterne i slutningen af 1600-tallet, og ses desuden ofte som genrebetegnelse for musik af Rossini, Donizetti og Bellini og deres samtidige.

Buffobas bassanger i det komiske rollefag.

Buffoopera komisk opera.

Buffotenor tenor i det komiske rollefag.

Bukserolle mandsrolle sunget af en kvinde – som regel en mezzosopran eller en alt.

Cabaletta kortere rytmisk arie eller del af en arie.

Cavatina kort lyrisk arie.

Cembalo tasteinstrument i familie med det moderne klaver. I operasammenhæng især brugt som samlingspunkt i barokkens operaorkester.

Continuo-gruppe en lille gruppe musikere (ofte kun cembalo og et basinstrument) som lægger bunden i barokoperaens orkester, og som spiller til recitativerne.

Da capo forfra

Da capo-arie den fremherskende arieform i 1600- og 1700-tallets opera seria. Formen består af tre dele, med en A-del, som gentages med en kontrasterende B-del i midten. Formen A-B-A lægger op til, at sangeren selv udsmykker gentagelsen af A-delen med improviserede variationer.

Diva ‘guddommelig kvinde’. Feteret kvindelig operastjerne i topklassen.

Dramma per musica ’drama for musik’. Ofte brugt i 1700-tallet som alternativ betegnelse for en opera seria.

Duet en sang for to stemmer – sjældent to af samme slags, men ofte tenor/sopran eller mezzosopran/baryton.

Ensemble afsluttet nummer for flere sangere.

Falset ‘falsk stemme’. Det høje randområde af stemmen hos mandlige sangere.

Festa teatrale ’teatralsk fejring’. I 1600- og 1700-tallet en betegnelse for en musikalsk scenisk hyldestforestilling i forbindelse med f.eks. en kroning eller et bryllup.

Finale slutningen af en akt, tit med mange medvirkende.

Galleri det eller de øverste etager i tilskuerrummet i et operahus. Ofte med de billigste pladser.

Grand opéra ‘stor opera’. Fransk, stort opsat opera, som regel i 5 akter med indlagt ballet og store scener for koret.

Heltetenor særlig robust tenorstemmetype, især brugt i Wagners operaer.

Instrumentation den endelige fordeling af musikken blandt orkesterets instrumenter.

Intermezzo ‘mellemspil’. Orkesterafsnit mellem to akter eller andre steder hvor handlingen kræver et mellemspil. I første halvdel af 1700-tallet også betegnelse for en kort, komisk opera, som blev spillet mellem to seriøse (eller i pauserne mellem akterne på en enkelt). En forløber for den egentlige opera buffa.

Karaktertenor tenor med mere talent for at spille komedie end for at synge smeltende arier.

Karnevalssæson se sæson

Kastratsanger en mandlig sanger, som blev kastreret inden stemmen gik i overgang. Han beholdt så sin høje drengestemme, og sang tit hovedpartierne i 16- og 1700-tallets operaer.

Kavatine (italiensk: cavatina) kort lyrisk arie.

Klaverprøve en prøve, hvor orkestret er erstattet af et klaver.

Klaverudtog en nodeudgave af en opera, hvor orkesteret er reduceret til et klaver, men solostemmerne er nøjagtig som i det store orkesterpartitur. Praktisk til f.eks. prøvearbejde og indstudering.

Koloratursopran sopran med særlige akrobatiske vokale færdigheder i det høje leje.

Kontratenor en mand, der synger i falset. Klinger ofte i samme leje som kvindelige alter eller mezzosopraner.

Korsyngemester dirigent med ansvar for korets indstudering

Kost og mask forkortelse for ”kostumer og maskering”

Kreativt hold intern betegnelse for instruktør/scenograf/lysdesigner/koreograf på en operaproduktion

Kvartet ensemble for 4 stemmer.

Kvintet ensemble for 5 stemmer.

Ledemotiv musikalsk motiv, som hentyder til en bestemt person, ting, følelse eller begivenhed.

Libretto ‘lille bog’. Teksten til en opera.

Maestro ’mester’. Ofte brugt som italiensk betegnelse for en dirigent.

Maestro al cembalo ’mester ved cembaloet’. Før ca. 1840 den person, som ledede en operaopførelse i italiensk opera fra klaviaturet – en kombineret cembalist, dirigent og sufflør.

Mezzosopran den mellemste kvindestemme, ofte den næstvigtigste dame i handlingen, men hun har hovedrollen i f.eks. Bizets Carmen

Musico ’mandlig musiker’. Gammel italiensk betegnelse for en kastratsanger.

Opera buffa italiensk komisk opera.

Opéra-comique fransk (oprindelig komisk) opera med talt dialog i stedet for recitativer mellem arier og ensembler.

Opera seria italiensk ‘alvorlig’ opera – modsætningen til opera buffa. Opera seria er bygget op som en lang række af recitativer og arier. Som regel har enhver opera seria en moralsk slutning, hvor man hylder den bestående samfundsorden og magthaverne.

Orkestrering se instrumentation.

Ouverture ‘åbningsstykke’. Orkesterforspil.

Overtekster tekstning af en operaforestilling på et tekstanlæg, som regel placeret over scenen eller på stolerække umiddelbart foran det enkelte sæde.

Partitur en samlet, overskuelig opstilling af noderne til alle stemmer i et musikværk. Prima donna ‘første dame’. Den sanger, der synger det ledende kvindelige parti i en opera.

Primo uomo ’første mand’. Frem til slutningen af 1700-tallet betegnelsen for den ledende kastratsanger i en opera.

Proscenium rammen rundt om scenen.

Recitativ en mellemting mellem sang og tale. Recitativerne fører ofte handlingen videre mellem arierne og ensemblerne. Akkompagneres enten af hele orkestret (‘accompagnato’) eller af et enkelt eller få instrumenter som f.eks. cembalo og cello (‘secco’).

Rundhorisont stort bagtæppe, som går i en bue bag hele scenen

Sinfonia i tidlige operaer det samme som en ouverture.

Singspiel se syngespil

Sopran den højeste kvindestemme, næsten altid heltinden.

Soubrette særlig let soprantype; synger ofte ungpigeroller og operette.

Spinto-tenor ‘presset tenor’. Særlig robust italiensk tenorstemmetype, f.eks. Mario i Puccinis Tosca og Radames i Verdis Aida.

Stretta sidste del af en arie eller en finale, hvor tempoet sættes op.

Syngespil opera med talt dialog mellem de musikalske numre.

Sæson årlig periode hvor man spiller opera. Tidligere dækkede betegnelsen ofte perioder på ned til 1½ måned. Den vigtigste sæson før ca. 1850 er karnevalssæsonen, som varer fra 2. juledag til fasten. Senere kommer påskesæsonen, og til sidst efterårssæsonen, som varer til advent. Nu dækker betegnelsen den periode fra ca. august/september til maj/juni, hvor operahuse normalt er i drift.

Tenor normalt den højeste mandsstemme. Ofte helten og førsteelskeren.

Terzet ensemble for 3 stemmer.

Transponering at omskrive musik fra én toneart til en anden.

Trille udsmykning af en tone, hvor sangeren hurtigt veksler mellem hovedtonen og den der ligger lige over.

Verisme (italiensk: verismo) italiensk operastil fra omkring 1890. Idealet er mere realistiske handlinger og troværdige personer på scenen. Bl.a. Mascagni, Leoncavallo, Giordano og Cilea har skrevet veristiske operaer – og også Puccini er inspireret af stilen (i f.eks. Tosca og La Bohème).

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *