Igler og brandsår på halsen – H.C. Andersen i operaen

Sopranen Pauline Lichtenstein synger på Kongens Nytorv for første gang i 1838 – endda i en ny opera, som aldrig før er blevet spillet i København.

Første Forestilling af Jødinden; Jomf: Lichtensteins Debut. Har hun Aand og Hjerte, som hun er paa Scenen i Sang og Natur, da vilde jeg have hende til Kone.

Fromental Halévys Jødinden er en opera i den store franske stil i fem akter. Både Andersen og anmelderne er imponerede. Aarhus Stifts-Tidende skriver:

Det er næsten blevet en Sædvane hos os at ansee den første Opførelse af en Opera som en Generalprøve; men dennegang var det anderledes; thi der er næppe i Mandsminde bleven givet en Opera paa vort Theater med den Grad af Fuldkommenhed og den Præcision, hvormed ”Jødinden” opførtes denne Aften. Der var et saadant Liv, Sammenspil og Bra­vour saavel i Udførelsen af Chorene som i de enkelte Hovedpartier, at Stykket vist vil gjøre Epoke i vort Theaters Historie, thi det er at haabe, at de Kræfter, der her ere viste, ogsaa fremdeles og i andre Stykker ville gjøre sig gjeldende.

Pauline Rung som Donna Elvira i Mozarts Don Juan i scenen hvor Leporello – sunget af Peter Schram – synger listearien for hende. Tegning af Edvard Lehmann. Teatermuseet i Hofteatret.

Begejstringen gælder især byens nye stjernesopran. Pauline Lichtenstein er født i Tyskland og bliver allerede som 8-årig medlem af en omrejsende tysk teatertrup. Hun spiller børneroller, og hun er en del af det hårde, omflakkende turnéliv, som bringer den lille trup rundt i både Danmark, Sverige og Slesvig. Pauline vokser op og bliver som teenager selskabets primadonna – bl.a. i titelrollen i Das Donauweibchen, det første syngespil Andersen så som dreng i Odense. Truppen spiller også i Århus, og her hører og ser en af byens fine familier den unge sangerinde. Familien skriver til Det Kongelige Teater, som sender rejsepenge til Århus, så Pauline Lichtenstein kan komme til hoved­staden og aflægge prøve. Hun har åbenbart lært dansk nok til, at Det Kongelige Teater antager den talentfulde 18-årige tysker – og endda sætter hende til at debutere i et stort og krævende hovedparti. Dagbladet Dagenrapporterer fra den danske første­opførelse af Meyerbeers Jødinden:

Jomfru Lichtenstein er ganske fortræffelig, hun er smuk, spiller godt og synger deiligt … der har aldrig været større Jubel i Theatret over nogen Debutantinde, som over hende … Hun er en sand Skat for vort Theater … Publicum selv blev som elektriserede, de bleve alle Syd­boer, Tonernes hellig Aand kom over dem og man hørte de havde Tungemaal. Rimeligviis bliver Jomf: Lichtensteins næste Rolle, Grisis Parti i Gli puritani af Bellini, men det er desværre ikke før i næste Saison.

Pauline Lichtenstein kommer aldrig til at synge Elvira i Bellinis Puritanerne. Debutpartiet som Rachel er utroligt krævende, og hendes næste parti er næsten lige så hårdt; Leonore i Beethovens Fidelio. Selv om man har talent og stemme, er det jo ikke sikkert, at man har den grundteknik, der skal få stemmen til at fungere på længere sigt. En dag, hvor hun er til prøve på teatret, kan Jomfru Lichtenstein pludselig ikke få en lyd frem. Lægen bliver tilkaldt. Han ordinerer 12 igler sat fast på halsen af den uheldige sanger­inde. Iglerne har – ikke overraskende – en temmelig begrænset virkning. Lægen forsøger nu med yderligere en kur; to oblat­stykker dyppet i spiritus, som han lægger på hver side af strubehovedet – og derefter antænder med en tændstik. Det giver sandsynligvis brandsår på halsen, men igen er virkningen på selve stemmen ikke overvældende, og Pauline Lichtenstein må nu møde op på Svaneapoteket hver morgen og tømme et stort bæger med en ubestemmelig grøn væske.

Der går over et år, før Pauline Lichtenstein igen tør forsøge at synge for alvor. I mellem­tiden er den unge Henrik Rung kommet hjem fra et studieophold i Frankrig og Italien og er blevet ansat som syngemester på Det Kongelige Teater. Han ved mere om stemmer end de fleste i København – inklusive lægerne – og sammen arbejder de to nu langsomt med at genoptræne Pauline Lichtensteins stemme. Kemien mellem dem er så god, at de i al hemmelighed gifter sig i oktober 1841. På det tidspunkt er Pauline Rung efter to års fravær vendt tilbage til scenen, nu med betydelig mere viden om sangteknik – selv om meget tyder på, hendes lyse, friske stemme aldrig bliver helt den samme igen.


Historien er et uddrag fra min kommende bog Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen, som udkommer på Andersens fødselsdag 2. april. Læs mere om bogen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.