Igler og brandsår på halsen – sangere og læger i 1800-tallet

I dag går en fast del af den sangpædagogiske undervisning ud på at forebygge skader på stemmen – og hvis det går galt, er speciallægerne uddannede på en helt anden måde, end tilfældet var tilbage i 1800-tallet.

I maj 1838 debuterer den 20-årige sopran Pauline Lichtenstein på teatret på Kongens Nytorv. Hun bliver kastet ud i det uhyre krævende titelparti i en ny opera, som aldrig før er blevet spillet i København; Fromental Halévys Jødinden er en seriøs opera i den store franske stil i fem akter.

Pauline Rung som Donna Elvira i Mozarts Don Juan i scenen hvor Leporello – sunget af Peter Schram – synger listearien for hende. Tegning af Edvard Lehmann. Teatermuseet i Hofteatret.

Begejstringen gælder især byens nye stjernesopran. Pauline Lichtenstein er født i Tyskland og bliver allerede som 8-årig medlem af en omrejsende tysk teatertrup. Hun spiller børneroller, og hun er en del af det hårde, omflakkende turnéliv, som bringer den lille trup rundt i både Danmark, Sverige og Slesvig. Pauline vokser op og bliver som teenager selskabets primadonna. Truppen spiller også i Århus, og her hører og ser en af byens fine familier den unge sangerinde. Familien skriver til Det Kongelige Teater, som sender rejsepenge til Århus, så Pauline Lichtenstein kan komme til hoved­staden og aflægge prøve. Hun har åbenbart lært dansk nok til, at Det Kongelige Teater antager den talentfulde 18-årige tysker – og endda sætter hende til at debutere i et stort og krævende hovedparti. Dagbladet Dagenrapporterer fra den danske første­opførelse af Meyerbeers Jødinden:

Jomfru Lichtenstein er ganske fortræffelig, hun er smuk, spiller godt og synger deiligt … der har aldrig været større Jubel i Theatret over nogen Debutantinde, som over hende … Hun er en sand Skat for vort Theater … Publicum selv blev som elektriserede, de bleve alle Syd­boer, Tonernes hellig Aand kom over dem og man hørte de havde Tungemaal. Rimeligviis bliver Jomf: Lichtensteins næste Rolle, Grisis Parti i Gli puritani af Bellini, men det er desværre ikke før i næste Saison.

Pauline Lichtenstein kommer aldrig til at synge Elvira i Bellinis Puritanerne. Debutpartiet som Rachel er utroligt krævende, og hendes næste parti er næsten lige så hårdt; Leonore i Beethovens Fidelio. Selv om man har talent og stemme, er det jo ikke sikkert, at man har den grundteknik, der skal få stemmen til at fungere på længere sigt. En dag, hvor hun er til prøve på teatret, kan Jomfru Lichtenstein pludselig ikke få en lyd frem. Lægen bliver tilkaldt. Han ordinerer 12 igler sat fast på halsen af den uheldige sanger­inde. Iglerne har – ikke overraskende – en temmelig begrænset virkning. Lægen forsøger nu med yderligere en kur; to oblat­stykker dyppet i spiritus, som han lægger på hver side af strubehovedet – og derefter antænder med en tændstik. Det giver sandsynligvis brandsår på halsen, men igen er virkningen på selve stemmen ikke overvældende, og Pauline Lichtenstein må nu møde op på Svaneapoteket hver morgen og tømme et stort bæger med en ubestemmelig grøn væske.

Henrik Rung har spillet kontrabas i Det Kongelige Kapel siden 1828, og han har samtidig studeret musikteori hos syngemester Ludvig Zinck. Han skriver og arrangerer musikken til flere af teatrets populære vaudeviller og tilbringer tre år i Rom og Paris for at lære mere. Da han er hjemme igen, overtager Rung sin gamle lærers job som teatrets syngemester. Portræt malet af Wilhelm Marstrand ca. 1845. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Der går over et år, før Pauline Lichtenstein igen tør forsøge at synge for alvor. I mellem­tiden er den unge Henrik Rung kommet hjem fra et studieophold i Frankrig og Italien og er blevet ansat som syngemester på Det Kongelige Teater. Han ved mere om stemmer end de fleste i København – inklusive lægerne – og sammen arbejder de to nu langsomt med at genoptræne Pauline Lichtensteins stemme. Kemien mellem dem er så god, at de i al hemmelighed gifter sig i oktober 1841. På det tidspunkt er Pauline Rung efter to års fravær vendt tilbage til scenen, nu med betydelig mere viden om sangteknik – selv om meget tyder på, hendes lyse, friske stemme aldrig bliver helt den samme igen.

Henrik Rung får behørig ros for sit arbejde med sin kones stemme, og Berlingske Tidende foreslår ligeud, at teaterledelsen simpelthen overlader ansvaret for operarepertoiret til ham. Ledelsen følger ikke avisens forslag – men Henrik Rung har slået sit navn fast som en mand, der ved hvad han taler om. Han skriver selv operaer i den nye internationale stil, uden talt dialog; En bolero fra 1843 er faktisk den første danske gennemkomponerede opera siden F.L.Æ Kunzens Erik Ejegod i 1798.

Henrik Rung fortsætter med en endnu mere ambitiøs opera. Han er inspireret af Halévys og Meyerbeers værker – og Stormen paa Kjøbenhavn fra 1845 er igen en gennemkomponeret opera, nu også i det store format efter fransk forbillede; i fem akter og med flotte scenebilleder; den månebelyste by om natten, det indre af Vor Frue Kirke og København dækket af sne i femte akt. Det kvindelige hovedparti er selvfølgelig skrevet til Pauline Rung.


One Comment

  1. Svar
    Margrethe Albeck 18-02-2021

    Spændende lille uddrag af dit kommende værk om operaen i Danmark. Glæder mig til at følge processen ad denne vej, indtil værket forligger i sin helhed. Kh Margrethe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.