Ingen ny chef i Berlin!

Det har været en ualmindelig spændende dag i Jesus-Kristus-Kirche i Berlin, hvor de 124 stemmeberettige medlemmer af et (med god grund) meget selvbevidst orkester i dag skulle afgøre, hvem der fra 2018 skal stå i spidsen for orkestret. De brugte syv timer længere end beregnet. På ikke at finde en løsning.

Mange gættede på den 56-årige tysker Christian Thielemann – et valg, som mere end noget andet peger tilbage mod tidligere tiders maestroer som de tidligere chefdirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan. Andre troede mere på Andris Nelsons (som endda opnåede at blive udnævnt i en lidt for hurtig update fra selveste magasinet Gramophone – den måtte de fem minutter senere trække tilbage som et rent rygte), Mariss Janssons, Riccardo Chailly og endda Daniel Barenboim. Flere af dem har offentligt selv meldt sig ud af kapløbet, men det er jo aldrig til at vide, om de nu ikke skulle ombestemme sig alligevel, hvis tilbuddet endelig kom.

Men musikerne blev ikke enige i dag – flere detaljer følger.

Helt nøjagtigt ser arvefølgen af chefer fra orkestrets grundlæggelse i 1882 til i dag således ud: Hans von Bülow, Arthur Nikisch, Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan, Claudio Abbado og senest Simon Rattle. Mit eget bud? Jeg ville elske at se Riccardo Chailly gøre med Berlinerfilharmonikerne, hvad han de seneste år har gjort i Leipzig. Men vi må holde vejret lidt endnu …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.