José Carreras

Dagens tenorlåge byder på den sidste af de tre tenorer, José Carreras, der desværre kun var en bleg afglans af sig selv, da den berømte første koncert med de tre fandt sted i Rom i 1990; han havde været igennem et hæsligt sygdomsforløb – men det var faktisk allerede gået temmelig galt for ham inden han fik konstateret leukæmi. Hvis du går tilbage og hører hans liveoptagelser fra 1972-75 og hans allerførste LP-udgivelse fra 1975 er der slet ingen spor af de problemer, som han fik kort efter.

Fristelsen til at synge et alt for bredt repertoire med både Cavaradossi i Puccinis Tosca, Verdis Don Carlos og Radames i Aida var for stor, og Carreras’ mangel på grundlæggende teknik gjorde, at han mistede grebet om især det høje leje, og udviklede det, man kalder et “wobble” i stemmen, som i 1990 var umuligt at overhøre.

Her er han i 1979 i et klip fra Verdis Skæbnens magt. Kun et par år senere hørte jeg ham live første gang – såmænd i Tivoli. En koncert, der virkelig gjorde et stort indtryk på mig dengang, og den dag i dag kender jeg ikke mange andre tenorer, der får så meget udtryk ud over rampen og giver sig selv 110% som Carreras gør her. Jeg bliver virkelig rørt hver gang jeg hører ham i optagelser fra 70’erne og begyndelsen af 80’erne – og det er bestemt ikke altid tilfældet, selv om en sanger synger både fantastisk flot, teknisk sikkert og musikalsk. Her er det simpelthen sjælen, han krænger ud.

2 Comments

  1. Svar
    Michael Bo 16-12-2013

    Hans udgave af Un dì all’azzuro spazio er ene og alene grunden til, at jeg med mellemrum må sætte De 3 tenorer fra Caracalla på. Jeg synes, hans begavelse og tekstforståelse er voldsomt undervurderet. Der er ingen tenor, jeg sætter højere end JC

  2. Svar
    Stine Elbæk 17-12-2013

    Helt og aldeles vidunderligt, det der! 🙂 Sikke en spændstighed, slankhed og prægnans. Godt valgt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.