Kastrater og druk – da operaen kom til Danmark

Københavns Slot er rammen om de første operaforsøg i Danmark. Slottet lå frem til nedrivningen i 1731 på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Her er slottet malet af en ukendt kunstner i anden halvdel af 1600-tallet. Københavns Museum.

I oktober 1634 skal Christian 4.s ældste søn giftes med kurfyrsten af Sachsens yngste datter. Resultatet er danmarkshistoriens største og dyreste fest nogensinde. Den varer i 18 dage, og her kan gæsterne opleve de første operaforsøg i Danmark. Hvis de altså er ædru nok.

I begyndelsen af 1600-tallet ejer én procent af Danmarks befolkning al jord i landet. Langt størstedelen af befolkningen er fæstebønder og tjenestefolk, som knokler under usle og barske vilkår for at skaffe mad nok til sig selv og familien. Det lykkes ikke altid, og sult er en velkendt fornemmelse for alt for mange. På den baggrund er det næsten ufatteligt, hvor mange penge Christian 4. bruger på en enkelt fest for det par, man regner med, er rigets næste konge og dronning, men som ironisk nok aldrig når at blive det.

Bryllupsfesten i 1634 er blevet kendt i historien som ”det store bilager”, og selv om det er svært at få et totalt overblik over udgifterne, er tallet to millioner rigsdaler blevet nævnt. Hvis man omregner udgiften til det 21. århundrede, kan man f.eks. bruge værdien af et levende lam; det kostede én rigsdaler i 1634 – og i dag omkring 1000 kr. Dermed koster festen omkring to milliarder nutidskroner.

Hvad får Christian 4. og Danmark så for pengene? Først og fremmest prestige på den internationale scene. Kongen vil med alle midler demonstrere, at rigsfællesskabet Danmark-Norge stadig er blandt de førende nationer i Europa, på trods af landets katastrofale eventyr i den centraleuropæiske trediveårskrig. Ikke mindst takket være øresundstolden og indtægterne fra rigets sydlige hertugdømmer er der, på trods af de enorme krigsudgifter i årene op til brylluppet, stadig penge nok i kongens personlige kassen til en ordentlig fejring.

Fornemme gæster fra det store udland indtager enorme måltider med en overflod af retter og tøndevis af de bedste vine, overværer både vielsen og det rituelle ”bilager”, hvor brudeparret bliver lagt i seng i overværelse af gæsterne, og de fordriver resten af tiden med ekstra druk, høflige visitter og den overdådige underholdning, som bl.a. byder på ridderturneringer, ringridning, store optog gennem byen – og på det, man med lidt god vilje kan kalde de første operaforsøg i Danmark.

Christian 4. har allerede oplevet den type fester i udlandet, og han er fast besluttet på at imponere sine gæster, også på underholdningssiden. En vigtig del af projektet er opførelsen af symbolladede teaterforestillinger, som skal vise Danmark – og naturligvis også både kongen og brudeparret – fra de bedste sider. Ingredienserne er flotte dekorationer og kostumer, musik, dans, talt dialog, sang og endda fyrværkeri.

Planlægningen

Forberedelserne til festen begynder mange måneder i forvejen. I december 1633 hyrer Christian 4. den tyske kapelmester og komponist Heinrich Schütz som musikalsk ansvarlig for festlighederne – men i virkeligheden er det den kommende brudgom, prins Christian, der er manden bag ansættelsen af Schütz til opgaven. Christian har naturligvis været i Dresden under de formelle forhandlinger om giftermålet med Magdalena Sibylla, og her har han mødt manden, som siden 1615 har været ansat som kapelmester ved kurfyrste Johann Georg 1.s hof.

Prins Christian er helt sikkert blevet imponeret; Heinrich Schütz har Europas bedste hofkapel til sin rådighed, og hvis nogen kan sørge for, at musikken ved festen i København kan nå samme niveau, er det ham. For Heinrich Schütz er et midlertidigt udlån til København en sikkert kærkommen mulighed for at slippe væk fra den store centraleuropæiske krig, som allerede to år tidligere er kommet ubehageligt tæt på Dresden.

Christian 4. råder allerede over et hofkapel af international standard. Da han overtager det fra sin far i 1588, består det af tre separate grupper med hver sine opgaver; et trompeterkorps især til militærbrug, et sangerkorps – Det Kongelige Kantori – med omkring 12 voksne mænd og et antal drengesopraner, især til kirkelige handlinger, og et instrumentalistkorps til kongens personlige underholdning, når der f.eks. skal spises og danses, og som leverandører af musik til diverse repræsentative begivenheder.

I løbet af Christian 4.s regeringstid veksler antallet af musikere og sangere, og efterhånden flyder de tre korps mere og mere sammen til ét. Det består af en blanding af udenlandske sangere og musikere fra bl.a. Frankrig, Holland, Tyskland og England, samt talentfulde danskere, som kongen i flere tilfælde sender til f.eks. Venedig for at lære de nyeste musikalske modefænomener hos en af tidens mest progressive komponister, Giovanni Gabrieli, som også Heinrich Schütz har studeret hos.

I anledning af den forestående fest ansætter kongen yderligere 20 nye musikere og sangere, bl.a. den italienske kastratsanger Gregorio Chelli fra Verona, som ikke blot selv skal medvirke som solist, men også skal undervise de seks drengesangere, som allerede er i kongens tjeneste, i at synge ”i den italienske stil”. Regenten har nu omkring 77 musikere og sangere til rådighed til at varetage en lang række pligter gennem de 18 dage; taffelmusik til måltiderne, musikken til de kirkelige handlinger, dansemusik og musik til den sceniske underholdning, som skal imponere de fine gæster fra udlandet. Hele 24 af musikerne er trompetere, som spiller fanfarer på instrumenter af ægte sølv og med ledsagende pauker hver gang der bliver udbragt en skål – og det sker ufatteligt mange gange i løbet af den langstrakte fest.

Kongen er åbenbart vant til, at musikere gør som det passer dem, så han er nødt til at give befaling om, at musikerne skal adlyde Heinrich Schütz – ellers får de simpelthen ingen løn for arbejdet. Musikerne får også en ordre direkte fra kongen om at undgå for indviklede udsmykninger af dansemusikken, så de dansende ikke bliver forvirrede undervejs.

Gæsterne ankommer

Heinrich Schütz er musiker, kapelmester og komponist hos kurfyrsten af Sachsen i 60 år, og er uden tvivl den mest indflydelsesrige komponist i Tyskland i generationen før Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. I 1637 skriver han det, der er blevet anset for at være den første egentlige tyske opera, ”Die Daphne”. Maleri af Christoph Spetner udført ca. 1650. Universitätsbibliothek Leipzig.

Heinrich Schütz har ikke blot det musikalske ansvar under festlighederne, men er også overordnet ansvarlig for det samlede kunstneriske udtryk i de fire forestillinger, som skal opføres på Københavns Slot i løbet af de mange dages fest. Hoffets to hollandske billedkunstnere Karel van Mander og Simon de Pas står for udkastene til dekorationer og kostumer, og de refererer i første omgang til den tyske komponist – selv om alt naturligvis i sidste ende skal godkendes af majestæten selv. Det er muligvis endda også Schütz, der står for beslutningerne om det tilhørende fyrværkeri.

Schütz udarbejder først den overordnede plan for den sceniske underholdning, og han giver tekstforfatteren Johann Lauremberg og dansemester Alexander von Kükelsom besked om handlingsgangene. I april 1634 er planerne så langt, at kongen beder Schütz om specifikt at beskrive de ”monstre”, som han skal bruge i forestillingerne, så kongens artillerimester Christoffer Schwenke, der også står for udformningen af fyrværkerierne, kan få sine mænd til at bygge dem af papmache efter tegninger af Karel van Mander og Simon de Pas.

Brudens far ankommer til Danmark i begyndelsen af august med et følge på ikke færre end 1532 personer og næsten 500 heste. Bruden selv dukker op sidst i september, og nu begynder festlighederne for alvor. Kongen har indkaldt 27 navngivne kokke fra herregårde i hele riget til at hjælpe slottes egne fire med at tilberede de uhyre mange retter.

Prins Christian og Magdalena Sibylla portrætteret af Karel van Mander. Christian når aldrig at blive konge af Danmark; han dør i 1647 – året inden sin far. Parret får ingen børn, og det er Christians lillebror, der som Frederik 3. overtager tronen i 1648. Rosenborg Slot.

I regnskabsbøgerne finder man kun dokumentationen for en del af det enorme forbrug af råvarer til festen. Meget er sandsynligvis ikke blevet optalt, og vi kender ikke det endelige forbrug, men selv den del, der er beviser for, er imponerende nok; kongen importerer bl.a. 600.000 krebs fra Tyskland, da han finder ud af, at hjemmemarkedet slet ikke kan levere nok. Der bliver også fortæret mindst 27.000 æg, 1.600 lam, 200 kalkuner, 2.100 høns, og selvfølgelig masser af okser, kalve og grise. Ikke underligt, at overklassen ofte ser særdeles velnærede ud på portrætterne fra tiden.

Det bliver anset som helt nødvendigt for en rigtig mand at kunne spise 10-12 retter til et middagsmåltid, vel at mærke i solide serveringer, og ikke mindst at kunne drikke hvad vi i dag ville anse for helt usandsynlige mængder af alkohol. Kongen regner med, at en beholdning på 2,2 millioner liter vin burde række til de 18 dages festligheder.

Selv med den årelange træning, de fleste af de fornemme festdeltagere har i at konsumere mad og drikke i alt for rigelige mængder, må man tage hensyn til det menneskelige legemes logistik. Der er opstillet tønder og store kar i gangene på slottet, så gæsterne ikke skal gå langt, når trangen melder sig – og mange benytter samtidig lejligheden til at kaste op undervejs i festlighederne. Hvis nogen falder i søvn ved bordet, kan de blive båret i seng af tjenerne. Andre tager simpelthen bare en kort lur på gulvet, og er snart klar til at fortsætte drikkeriet.

Adelen optræder

Ved taflet på selve bryllupsdagen den 5. oktober bliver der naturligvis gjort ekstra meget ud af både maden og underholdningen; de kongelige musikere og sangere diverterer bl.a. med småsjofle vers, der får de fornemme damer til at rødme.

To dage senere skal man endelig se den første af de fire forestillinger med tysk tekst, som Heinrich Schütz og hans underordnede havde arbejdet på i flere måneder; en operaballet med koreografi af dansemester Alexander von Kükelsom, som er lærer ved Sorø Akademi, og muligvis med tekst af Schütz selv. Noderne til alle de fire forestillinger, som bliver opført på slottet som del af festen, er gået tabt. Ingen andre samtidige kilder nævner et håndfast bevis på, at det faktisk er Heinrich Schütz, der er komponist til al eller blot dele af musikken – men det ville nok være ret usandsynligt, at den danske konge hyrer Tysklands førende komponist uden at gøre brug af hans kernekompetence.

Inden operaballetten skal der naturligvis igen spises og drikkes; taflet varer i fire timer. Forestillingen foregår i slottets store riddersal, men der er kun opstillet en enkelt række stole til de otte allerfornemste personer i selskabet – alle andre må stå op i de to timer, opførelsen varer.

Selve forestillingen er en blanding af dans, solosang, koroptrin og et enkelt ensemble for flere sangere, helt efter den franske mode i en Ballet à entrées, hvor det hele slutter med en Grand ballet, hvor alle medvirkende er på scenen. En del af de medvirkende har næppe været helt upåvirkede af alkohol; kongen har nemlig allerede på forhånd beordret en del af de adelige danskere, som netop har siddet til det timelange taffel, til at medvirke i dansescenerne, sikkert med vekslende held og virtuositet. Det hele er en slags totalteater, hvor nogle af de fornemme tilskuere – igen efter fransk forbillede – også samtidig selv er medvirkende undervejs i forestillingen.

Handlingen i forestillingen kredser naturligt nok om hvor dygtig og klog kongen er, og der er også moralske hints til den nyslåede brudgom undervejs. Noderne til forestillingen findes ikke længere – men musikken er sikkert en blanding af forholdsvis enkel dansemusik til adelens egne udfoldelser undervejs, indledende og afsluttende korsatser i tidens kendte madrigalstil, samt virtuos solosang i den nye, recitativiske operastil, som Schütz har oplevet i Venedig. Undervejs i operaballetten synger guderne Orfeus, Merkur og Apollo hver en arie. En del af publikum lægger især mærke til kastraten Gregorio Chelli, der sandsynligvis er den sanger, som ifølge librettoen har en stor soloarie i rollen som Merkur.

Opera og optog

Dagen efter fortsætter underholdningen, denne gang med den første af to forestillinger, hvor talt dialog veksler med sang og musik – en slags syngespil. Teksten er af endnu en lærer ved Sorø Akademi, Johann Lauremberg; Wie Aquilo, der Regent Mitternächtigen Länder, die edle Princessin Orithyjam heimführet. Aquilo klager til Jupiter over det barske område mod nord, han har fået tildelt – og over, at han åbenbart ikke er attraktiv nok til at få en hustru. Jupiter og de øvrige guder sørger for, at Aquilo bliver forvandlet til en flot, ung mand – og så er der fri bane til at snuppe den smukke Oreithyia. Moralen i historien er, at de nordiske lande lærer ordentlige manerer af de mere kultiverede nationer i Europa. Det er der sikkert en del franske og tyske gæster, der har nikket til.

Den 9. oktober er der en sikkert tiltrængt hviledag for damerne – men herrerne skal vise, at de er rigtige mænd, så de drikker bare videre. Dagen efter er der udendørs forestilling på slotspladsen – sikkert en kold fornøjelse midt i oktober. Nu får man brug for de ”monstre”, der blev fremstillet flere måneder tidligere, men det lader ikke til, at der har været operalignende indslag i forestillingen Tragödie von den Tugend und Lastern.

”Tragödie von den Tugend und Lastern” (Tragoedia om Dyder oc Laster) er en udendørs forestilling, hvor det helt tydeligt ikke er det musikalske, der er i centrum – men der er dog både bl.a. skalmejer, basuner og trommer med undervejs. De er sikkert blevet brugt som effektiv underlægningsmusik, f.eks. når lasterne nederst i billedet bliver skubbet ind i munden på det farlige papmache-uhyre. Det Kongelige Bibliotek.

Den 12. oktober byder programmet på endnu en forestilling med tekst af Johann Lauremberg, Wie die Harpyiæ von zweyen septentrionalischen Helden verjagt und König Phinéus entlediget wird. Ifølge teksterne til Laurembergs forestillinger veksler musikken – igen antageligt af Heinrich Schütz selv – mellem kor, ensembler for flere sangere, ren instrumentalmusik og solopassager, hvor noget efter anvisningerne skal synges ”in stylo oratorio” – så der er ingen tvivl om, at også disse to forestillinger har haft ingredienser, som vi i dag ville opfatte som opera i stil med Monteverdis sceneværker. Finalen i forestillingen 12. oktober er f.eks. en soloarie, hvor guden Apollon synger til Christian 4.s ære.

Det første af de store optog gennem byen ved bryllupsfesten i 1634. Her er der muligvis igen blevet sunget noget, der har smagt i hvert fald lidt af opera. Desværre er der ikke mange overleverede detaljer om optogenes musikalske indhold – men den eneste af bryllupsfestens kompositioner af Heinrich Schütz, som er bevaret i dag, er en firestemmig sang for fire sopranstemmer med instrumentledsagelse, som bliver opført på den vogn, der viser gudinden Venus’ trone. Udsnit af et samtidigt kobberstik af Simon de Pas efter oplæg af artillerimester Christoffer Schwenke. Det Kongelige Bibliotek.

I de fire dage fra 13.-16. oktober har musikerne og sangerne endnu en stor, afsluttende opgave – og denne gang er det ikke kun underholdning for de fornemme gæster på slottet. Kongen har arrangeret en række enorme triumftog gennem byen, hvor hestetrukne vogne kører gennem gaderne med større eller mindre opstillinger som en slags mini-tableauer med græske og romerske guder, helte, muser, nymfer og hyrder – mange af dem udklædte musikere og sangere.

De små opbyggelige allegoriske historier i hver vogn går sikkert helt hen over hovedet på langt de fleste af de almindelige københavnere. De måber nok bare over det utrolige syn af de flotte dragter, den opfindsomme scenografi og den overvældende musik og sang. Tjenestefolkene, de småhandlende og lærlingene kan sandsynligvis bedre følge med i meningen med ringridningskonkurrencerne på Amager Torv og ridderturneringerne i rustninger på Gammeltorv, der også er en del af afslutningen på den store bryllupsfest.

De fine gæster kan rejse hjem igen, og Christian 4. kan være godt tilfreds med resultatet af den enorme propagandaopvisning i dansk overflod og kulturel dannelse. Til gengæld er det kun en ganske lille promille af den danske befolkning, der har opdaget, at Danmark undervejs i den ufatteligt ødsle fejring nu også er blevet en operanation. Der kommer til at gå en rum tid endnu, før den nye underholdningsform bider sig fast hos andre end kongefamilien og hoffets absolutte inderkreds.

4 Comments

  1. Svar
    Jørgen Hansen 17-12-2020

    Kære Henrik E.

    Enormt interessant og spænende, 1000 tak for denne julegave:-)

    De bedste hilsener samt ønsket om en glædelig jul og et Godt Nytår!

    Jørgen H.

  2. Svar
    Patrick Bendix 18-12-2020

    Fantastisk oplæg. Meget velskrevet.

  3. Svar
    Jonas Viggo Pedersen 18-12-2020

    Kære Henrik
    Hvor er det spændende – en interessant periode i Danmarks historie, og med din letflydende fortællestil, bravo! Din og min fælles lærer på DKDM, Jørn Jørkov, fortalte engang om Det Store Bilager, at der blev serveret en suppe for indbyggerne i København; og som tegn på overfloden måtte man tage salt i suppen, ikke bare med to fingre. Alt det salt, man kunne have mellem TRE fingre, måtte man få! Sikke et gilde.
    Jeg glæder mig til at læse hele bogen! God jul til dig og dine
    Kh Jonas

  4. Svar
    Birgit Meinecke 19-12-2020

    Herlig beretning med ny vinkel på “det store bilager”.
    Jeg glæder mig til at læse mere, det bliver svært at vente til 2023😉
    God arbejdslyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.