Somme tider træffer pladeselskaber afgørelser, der forfølger dem i årtier. Som da Decca i 1961afviste fire unge mænd fra Liverpool, fordi “guitar-grupper er på vej ud”. The Beatles klarede sig nu fint alligevel, men Decca har måttet høre for det lige siden. Til gengæld var de klar med kontrakten på det helt rigtige tidspunkt, da en 28-årig mand fra Modena i Italien tre år senere havde debuteret (på afbud) på Covent Garden; den unge Luciano, som senere skulle blive den mest ikoniske operasanger i den 20. århundrede – og nej, jeg har ikke glemt Callas. Billedet af den store, smilende mand i kjole og hvidt, med fuldskæg og et stort, hvidt lommetørklæde i venstre hånd blev i 90’erne kendt ikke blot i de vestlige lande, der som regel udgør operaens domæne, men ud i alle kroge af verden.

Luciano Pavarotti døde for seks år siden, og i denne uge udkom første del af Deccas markering af 50-året for deres allerførste indspilning med den tenor, der totalt dominerede deres katalog helt frem til midten af 90’erne. 27 cd’er i boks i en størrelse, der nemt kan gøre gamle lp-nørder svage i knæene – og endda med en vinyl-reproduktion af den allerførste ep som en ekstra bonus. Jeg brugte mange år på at lede efter originalen i endeløse rækker af singler i second-hand-pladeforretninger, men forgæves. Nu har jeg den så (næsten, i hvert fald), og selv om både den og alt andet på de 27 cd’er har været udgivet før, så har det aldrig været gjort så gennemført og lækkert som her: alt er lydmæssigt restaureret i 24-bit/96kHz-kvalitet, og lyder bedre end nogensinde.

Boksen gemmer på både 11 komplette operaindspilninger, to recitals, Verdis Requiem og en bonus-cd med bl.a. uddrag fra  Pavarottis debut i 1961 (som nu ikke er nyopdaget, som teksthæftet påstår, men har været udgivet i flere sammenhænge før). Alt er fra de første ti år af karrieren, og hele vejen igennem kan man nyde den friske, faste, åbne tenorlyd i flere af de roller, Pavarotti gjorde bedre end nogen anden før eller siden; Hertugen i Verdis Rigoletto (med både barytonen Sherrill Milnes og den finske bas Martti Talvela – heller aldrig overgået på cd), Rodolfo i Puccinis La Bohéme med barndomsvennen Mirella Freni og Herbert von Karajan, Macduff i Verdis Macbeth og Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, for nu blot at nævne de partier, jeg simpelthen ikke kan forestille mig andre synge bedre end det bliver gjort her. Og hans ingemisco-sats i Verdis Requiem dirigeret af Georg Solti er måske det mest gribende øjeblik på alle 27 cd’er.

Interessant er det især at følge hans udvikling i rollen som Rodolfo fra debuten i 1961 og til indspilningen med Karajan 11 år senere. Der er tre versioner af den berømte kolde-hånd-arie på sættet, og det er tydeligt hvor meget der rent teknisk falder på plads for Pavarotti undervejs. I de første indspilninger (1961 og 1964) dækker han ikke altid sin stemme så effektivt som senere, og han mister også støtten flere steder, og hænger intonationsmæssigt en smule i underkanten – noget, han stort set aldrig gør efter 1965-66, hvor han bl.a. fik stor teknisk hjælp af sopranen Joan Sutherland, der sammen med sin mand, dirigenten Richard Bonynge, tog Pavarotti under sine vinger og sang med ham et utal af gang både på scenen og på plade. Det er så samtidig min eneste reservation omkring Pavarottis tidlige indspilninger; Sutherland er en klang, man enten elsker eller hader. Personligt er jeg – selv om jeg sagtens kan følge hendes fans – ofte virkelig irriteret over hvor lidt vægt, hun lægger på at synge en bare nogenlunde forståelig tekst, og det berømte billede af en sanger med en varm kartoffel i munden passer faktisk tit ret perfekt på hende.

I det store teksthæfte er der masser af billeder af den unge (og flotte!) Pavarotti, samt store reproduktioner af de originale lp-forsider. Alle teksterne til operaerne kan downloades gratis i pdf-format (så sparer man ganske praktisk også lige en bid regnskov) ved hjælp af en kode, der følger med sættet, og der er kun én ting, der er virkelig irriterende; ventetiden på det næste sæt, med indspilninger fra 1974-84. Også her er der en perlerække af indspilninger, der for mig er helt uomgængelige. Og som jeg stadig den dag i dag (selv om jeg har hørt de fleste mange, mange gange) med stor fryd sætter på igen og igen … og igen.

Sættet her kan varmt anbefales til alle, der som jeg elsker Mr. P., og som vil høre ham i absolut topform på højden af karrieren. Som i klippet her fra 1970, hvor han – uden fuldskæg – synger netop ingemisco-satsen fra Verdis Requiem med den nyligt afdøde Claudio Abbado.

https://www.youtube.com/watch?v=K2Ljv01tBK4