Mine aktuelle foredragsemner – sæson 2022-23 og frem

Alle mine foredrag er mutimediebaserede med lyd- og filmklip med udgangspunkt i PowerPoint, men kan varieres i længde og målgruppe alt efter behov.

Du kan booke mig til et foredrag ved at sende en mail på mail@henrikengelbrecht.dk – så kontakter jeg dig så hurtigt som muligt.

Læs hvad anmelderne skrev om mine foredrag her.

FEM NYHEDER FRA AUGUST 2022

Fra august 2022 og frem tilbyder jeg fem helt nye foredrag, som alle har forbindelse til min bog “Opera i Danmark 1634-2005”, som udkommer 31. august:

Åh, jeg døøøør! – tragiske skæbner i dansk operas historie

En sopran, som begår selvmord efter en total fejlcasting. En italiensk kapelmester, som bliver chef for Det Kongelige Teater, men går fallit samtidig med henrettelsen af Struensee. En jødisk baryton, som flygter til Sverige under besættelsen ved at springe overbord fra Bornholmerfærgen – men som dør af blindtarmsbetændelse som kun 30-årig. Operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht fortæller medrivende og levende om disse og andre skæbner på og udenfor scenen i den danske operahistorie gennem mere end 300 år.


Opera i Danmark – fra drukorgie til operahus

I 1634 inviterer Christian 4. til danmarkshistoriens dyreste fest – 18 dage med druk og underholdning, bl.a. de første forsøg med opera i landet. Tag med operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht på en forrygende tur gennem den danske operahistorie fra begyndelsen og frem til åbningen af Operaen i 2005 – og mød både sangere, teaterchefer, konger, kapelmestre, komponister, instruktører, ildsjæle og smagsdommere. Vi ser operasangere få fængselsstraf for pjæk og er vidner til slagsmål både på scenen og blandt publikum – og hører eksempler på operasangere på optagelser helt tilbage fra 1890’erne til i dag.


Opera på Holbergs tid

Frederik 5.s engelske dronning Louise er vild med opera, og hun er selv elev af selveste Händel. Hun sørger for, at københavnerne kan opleve italiensk opera i midten i 1700-tallet – selv om de fleste synes, at den slags udenlandsk underholdning er topmålet af snobberi. Én af dem er komedieforfatteren Ludvig Holberg – og han lægger ikke fingrene imellem. Tag med operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht på en forrygende tur tilbage til København på Holbergs tid – og mød de italienske sangere, kapelmestre og komponister, som vender op og ned på danskernes forhold til opera.


Dansk opera under besættelsen

Under den tyske besættelse eksploderer efterspørgslen på dansk kultur herhjemme. Det Kongelige Teater spiller hele 14 danske operaer i de fem sæsoner – og man opfører endda også en ny opera skrevet af en amerikansk jøde med jazzbaggrund; en rød klud i nazisternes øjne. Hitler beslutter at sprænge Det Kongelige Teater i luften – men planen bliver ændret i sidste øjeblik. Tag med operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht tilbage til en tid med mørklægning, rationering – og opera!


Da Wagners operaer kom til Danmark

Tag med operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht en tur gennem den danske operahistorie set med Wagner-briller – helt fra de første danske forsøg med Wagners værker i 1870’erne. Hør de danske Wagnersangere, som optræder i den en første samlede danske opførelse af Wagners Ringen frem mod 1908, og hør om den første opførelse af Parsifal i Aarhus – med salonorkestret fra Hotel Royal som musikalsk grundstamme. Hør danske Wagnersangere med store karrierer i udlandet – og om dengang man indkøber en mekanisk drage fra Tyskland til den danske førsteopførelse af operaen Siegfried. Det hele er ledsaget af et fantastisk billedmateriale og optagelser med danske Wagnersangere helt tilbage fra lige omkring år 1900 og frem til dvd-udgaven af The Copenhagen Ring i 2006.

Jeg holder også gerne mine tidligere foredrag, som jeg stadig får mange henvendelser om:

H.C. Lumbye – en popstjerne i guldalderen.

I 1840’erne er H.C. Lumbye og hans orkester tidens ubestridte popstjerner. Lumbye står i spidsen for det, der er Tivolis første og største attraktion, nemlig orkestret i koncertsalen – og der er masser af anden musik rundt om i haven; seks blæsere spiller fast ved karrusellen, Henrik Braunsteins harmoniorkester spiller fejende marcher, og på de ydmyge sangerindepavilloner spiller de musikere, der ikke kan få arbejde andre steder. Musikformidleren – og tidligere musikchef i Tivoli – Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret om en tid, hvor musik af H.C. Lumbye, Johann Strauss og Joseph Lanner var tidens hotteste pop, om retssagen mellem Tivoli og den etablerede stadsmusikant og hans smuldrende monopol på dansemusik i København, og om dengang direktøren fik tæsk, fordi musikken blev stoppet kl. 23.

Da nazisterne smadrede Tivolis musik

Natten mellem 24. og 25. juni 1944 går Tivolis gamle koncertsal og en masse uerstattelige noder op i flammer. Det er to danske nazister, der er skyld i katastrofen. Ingen danske aviser omtaler branden – den tyske censur er effektiv. Hvem var de over 100 musikere, der hver dag spillede i timevis, ikke blot i koncertsalen, men i alle hjørner af Tivoli? Hvilken rolle spiller Tivoli i det danske kulturliv under besættelsen – og hvordan kan det lade sig gøre, at Tivoli allerede et par uger efter terroraktionen kan åbne med fuld musik? Hør svarene, når forfatteren, musikformidleren – og tidligere musikchef i Tivoli –  Henrik Engelbrecht fortæller historien om schalburgtageaktionen og om hvad der er, der går tabt ved branden.

Popmusik for 100 år siden 
– slagere, alkohol og omvæltninger i 1920’ernes danske musikliv.

I dag har vi til hverdag musik med os overalt i mobiltefonerne. For 100 år siden var musiklivet helt anderledes. I 1920 var der masser af levende musik overalt; på restauranter, i biografer, i Tivoli og i Zoologisk Have sad små orkestre på 16-20 mand og spillede næsten uden prøver i timevis hver dag. I Tiviolis varieté spiller en lille mand på hele 30 forskellige instrumenter. Der blev drukket tæt, og det har næppe altid lydt lige godt. Men i løbet af årtiet bliver den gamle musikverden udfordret af både den spændende, nye radio og de mærkelige rytmer fra Amerika, spillet på underlige instrumenter som saxofon og banjo. Forfatteren og musikformidleren Henrik Engelbrecht fortæller om det hårde musikerliv dengang – og spiller filmklip med det, der var de hotteste popstjerner for 100 år siden.

Med H.C. Andersen i operaen

H.C. Andersen går i operaen over det meste af Europa. Han oplever 1800–tallets megastjerner som Maria Malibran, Giulia Grisi og Jenny Lind, de splinternye operaer af  Verdi og Wagner, og han skriver hjem om den vilde oplevelse af at sidde i  de enorme operahuse i Napoli, Wien og Paris. Tag med H.C. Andersen i operaen. Vær med helt fra begyndelsen, da han selv som teenager drømmer om en stor sangerkarriere og synger i koret på Det Kongelige Teater – og oplev ham få kastet mange af de operatekster, han forsøger sig med, da han bliver fyret som sanger, direkte i hovedet igen af Det Kongelige Teaters direktion. Operaeksperten Henrik Engelbrecht er guide på en levende og underholdende tur tilbage til Danmarks og Europas operaverden af i går ved hjælp af Andersens egne dagbøger, rejsebreve og operatekster.

Opera for alle

En lynguide til operaens verden for alle, der er nysgerrige på genren – et crash-course i opera med vilde historier fra 400 års operaliv med både kastrerede drenge, komponister med storhedsvanvid og operachefer, der svindler løs – og selvfølgelig med videoklip med fantastiske eksempler på sangere fra før og nu undervejs. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret, og tager os med på et par timers intens og morsom slentretur i operaens verden. Alle kan være med, uanset om du aldrig endnu har set en opera eller du allerede er stamkunde i alverdens operahuse. Det sidste kan du risikere at blive – for begejstring smitter som bekendt!

Opera i guldalderens København


I begyndelsen af 1800-tallet synger Det Kongelige Teaters skuespillere Mozart uden nogen særlig uddannelse – med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider landets førende operasanger helt ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor en af prinsesserne på Amalienborg. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.

Aksel Schiøtz – lyden af den danske sang
Når man siger “Den danske sang”, så siger man næsten også automatisk Aksel Schiøtz. Ingen er som han indbegrebet af netop Carl Nielsens og Weyses sange. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller den gribende og medrivende historie om tenoren Aksel Schiøtz’ liv og skæbne – fra ung talentfuld skolelærer i 30’erne med hang til jazz og kirkemusik, over tiden som operaelev ved Det Kongelige Teater, som feteret folkehelt og populær grammofonstjerne under krigen … frem til den katastrofale sygdom og forsøget på en ny karriere som baryton og sangpædagog. Hør om den unge tenors kamp for at få foden indenfor på Det Kongelige Teater – hvor man mener, at man har rigeligt med tenorer i forvejen – og hør de bedste indspilninger med Aksel Schiøtz undervejs; både som operasanger, som “maskeret” tenor i popbranchen – og selvfølgelig i de danske sange

Maria Callas
er et ikon for millioner af fans selv i dag, over 40 år efter sin død i 1977. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller historien om Maria Callas’ liv og karriere fortalt med hendes egne ord. Centralt i fortællingen er kampen mellem kvinden og personen Maria og stilikonet, jetset-dronningen og operastjernen Callas; hendes kamp for at nå til tops som sangerinde i årene efter 2. verdenskrig, om det ulykkelige forhold til skibsrederen Aristoteles Onassis, hendes vokale deroute i 1960’erne, og hendes død som en ensom 53-årig – og undervejs hører og ser vi sjældne optagelser med Callas, der både synger og selv fortæller om sit liv om sin kunst.

Lyden af guldalderen
I 1889 kom det første eksemplar af Edisons fonograf til Danmark. Den driftige erhvervsmand Gottfred Ruben vidste præcis hvordan han skulle få penge i kassen, når han fremviste det nye vidunder; han indspillede voksvalser med tidens lokale superstjerner, skuespillere og operasangere fra Det Kongelige Teater. Rubens valser undgik helt mirakuløst den skæbne, som langt størstedelen af de gammeldags voksvalser led i første del af 1900tallet, da grammofonen fuldstændig udkonkurrerede fonografen. Og det betyder, at vi i dag har mulighed for at høre to af de kunstnere, der sang opera i København i årene før enevældens fald i 1848. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller den utrolige historie om Ruben og hans fonograf – og spiller eksempler, som faktisk på flere måder er enestående i hele verden.

Alle mine foredrag er mutimediebaserede med lyd- og filmklip med udgangspunkt i PowerPoint, men kan varieres i længde og målgruppe alt efter behov.

Du kan booke mig til et foredrag ved at sende en mail på mail@henrikengelbrecht.dk – så kontakter jeg dig så hurtigt som muligt.

Læs hvad anmelderne skrev om mine foredrag her.