Mine bedste cd’er i 2013 – Verdi

Med nytåret overstået er det tid til at gøre status over pladehøsten 2013. Et år, hvor jeg især havde store forventninger til udgivelser med årets to 200-års-fødselarer Verdi og Wagner – hvis fælles fødselsår i øvrigt har gjort det nemt at huske det nye akuttelefonnummer til lægevagten i Region Hovedstaden.

Desværre blev jeg skuffet ret ofte over nyudgivelserne året igennem. På papiret havde Verdi samlet sig et fint line-up af navne; både Anna Netrebko, Rolando Villazon, Jonas Kaufmann og Plácido Domingo udgav solo-cd’er med Verdi-arier, men manglede alle fire det for mig helt afgørende vokale overskud, og havde interessant nok valgt repertoire, som mere viste hvad de enten ikke (længere) magtede, hvad de aldrig (til dels for Domingos nu barytonale vedkommende og bestemt for Kaufmanns vedkommende) burde havde begivet sig ind på, eller hvad de måske engang (især for Netrebkos og Villazons vedkommende) ville kunne komme til at synge klart bedre, hvis de fik styr på de tekniske problemer, der ofte følger stemmer i den vokale overgangsalder.

Verdi-The-Complete-Works-Decca-75cds-21Så var der til gengæld både valuta for pengene og masser af fantastiske genhør i Deccas store, samlede udgivelse af (stort set) alt, hvad Verdi skrev; 75 cd’er med guld fra arkiverne til en pris på under 20 kroner pr. skive. Jeg tør ikke tænke på hvor mange penge jeg i tidens løb har langet over disken for først de oprindelige lp’er og senere for cd-genudgivelserne af stort set alle indspilninger i boksen. 2013 blev så året, hvor jeg systematisk genhørte hele Verdis produktion, og gang på gang blev slået af hvor godt han skriver for den menneskelige stemme, og også af hvor tidligt i karrieren han udvikler den dramatiske tæft, som allerede omkring 1850 med f.eks. Rigoletto og La traviata skaber virkelige mesterværker både musikalsk og som musikteater. Så for mig er der ingen tvivl; det bedste, der skete for Verdi i 2013 var guldgruben her. Jeg vil ikke engang begynde at remse navne på sangere og dirigenter op; de er der stort set alle sammen, de store navne fra slutningen af 60’erne og frem til i dag. Jeg advarer på forhånd; det er en virkelig tidrøvende investering, men den er hvert et sekund værd!

 

One Comment

  1. Svar
    Carsten Engstrøm 02-01-2014

    ..har selv samlingen, en skøn udgivelse 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.