Modest Musorgskij

Modest Musorgskij
1839-1881

Mussorgsky_RepinEn højst usædvanlig komponist; han er officer i den russiske hær, senere embedsmand – og livet igennem en ikke specielt ædru alkoholiker. Samtidig er han en musikalsk begavelse af de meget store, med sin helt egen klangverden, som det tager omverdenen ikke så lidt tid at vænne sig til. Musorgskij bliver født i Karevo i Rusland, og som 16-årig er han kadetelev på en militærskole i Skt. Petersborg. Her lærer han blandt andet, at vodka er noget, man sagtens kan drikke en flaske af ad gangen. Han møder komponisten Balakirev, som giver ham de eneste egentlige musiktimer han nogensinde får. Musorgskij dropper hæren, og begynder at komponere på fuld tid.

I begyndelsen skriver han sange om det russiske folks liv og lidelser, men det er svært at få økonomien til at hænge sammen, så han tager arbejde som embedsmand. Samtidig bruger han al sin fritid på at komponere, og efter et par ufuldendte operaer kaster han sig over Pusjkins Boris Godunov. Operaen bliver pænt modtaget af publikum, men slagtet totalt af kritikerne, som kalder musikken for grov og amatøragtigt instrumenteret. Musorgskij reagerer ved at kombinere en dyb depression med indtagelse af enorme mængder alkohol. Han dør af druk efter adskillige anfald af delirium inden han får skrevet operaen Khovansjtjina færdig.

Musorgskij skriver på omkring otte operaer, men færdiggør kun en enkelt. De, der kan spilles i dag er:

1874              Boris Godunov (komponeret 1868-69 – revideret 1871-71)
1886              Khovansjtjina (ufuldendt – færdiggjort af bl.a. Nikolaj Rimskij-Korsakov og Dmitrij Sjostakovitj)
1911              Markedet i Sorotjinsk (Sorotjinskaja jamarka) (ufuldendt – færdiggjort af bl.a. Aleksandr Tjerepnin)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *