Operasvindleren fra Hamburg

I 1721 kommer en lidt for kreativ tysker til København. Han er leder af en lille gruppe tyske operasangere, som i lidt over et år forsyner det danske hof med italiensk opera sunget på tysk. Det ender med, at han må flygte fra København – og han efterlader både kone og børn i byen.

Københavns Slot er rammen om Johann Kaysers operaforestillinger. Slottet lå frem til nedrivningen i 1731 på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Her er slottet malet af en ukendt kunstner i anden halvdel af 1600-tallet. Københavns Museum.

I september 1721 skriver Frederik 4. kontrakt med den alsidigt begavede og temmelig kreative Johann Kayser fra Hamburg. Han er egentlig stads­musikant i byen, spiller både violin, blokfløjte og fagot, men er også sanger ved operaen og gift med en af tidens største sopranstjerner, Margaretha Susanna Kayser, med tilnavnet ”Kayserinden”.

Johann Kayser ser sit snit til at kaste sig ud i et nyt eventyr som impresario for den trup af sangere, som skal levere opera af højeste klasse til danske hof. Johann Kayser får 6.000 rigsdaler om året for at levere varen. Det eneste, han ikke skal sørge for, er musikere og dansere, som kongen allerede har i sin tjeneste. Hofkapellets ni musikere – strygere og to-tre træblæsere – er nu blevet et lille operaorkester, og de kan få forstærkning af kongens trompetere og paukeslager, og yderligere af militærmusikkens oboister og fagottister når det skal gå ekstra festligt for sig.

Johann Kayser rejser til København i oktober for at besigtige hofteatret på Københavns Slot, og han kommer hurtigt med forslag til forbedringer og ombygninger; man øger antallet af sidekulisser og inddrager yderligere et par værelser på slottet, så alt er klar, da truppens fem sangere – naturligvis med Kaysers berømte kone i spidsen – ankommer.

Kayser medbringer otte vognlæs fyldt med dekorationer og kostumer, bl.a. en hel spejlsal med kongetrone, en triumfvogn og to løver af henholdsvis træ og pap. Arbejdet frem mod den første premiere går i gang kort før jul 1721. Selv om Kayser leverer fem tyske sangere fra Hamburg til Frederik 4.s nye operaprojekt, så beslutter kongen, at én af hans egne ansatte også skal deltage i aktiviteterne. Theodor Meier er blandt kongens favoritkunstnere, både som komponist og når han synger virtuose italienske kantater som underholdning ved kongens taffel. Meiers medvirken i det nye operaprojekt bliver skrevet ind i kontrakten med Kayser. Dermed er kimen lagt til en kon­flikt mellem impresarioen og en sanger, han ikke selv har ønsket, og som han skal betale løn til ud af sit samlede årlige honorar fra kongen.

Der er en benhård rangorden mellem de seks sangere i den kontrakt, kongen og Kayser indgår; førstesangerinden – primadonnaen – er jo gift med chefen, og de får begge den højeste gage, 600 rigsdaler om året. Den anonyme andensangerinde får 500 rigsdaler, barytonen og første­tenoren hver 400, og andentenoren 300 rigsdaler. Theodor Meier må nøjes med 200 rigsdaler – men det er i tillæg til den gage, han allerede får af kongen.

I Hamburg er der en mand, der har fulgt Johann Kaysers forhandlinger med det danske kongehus med særlig interesse. Komponisten og kapelmesteren Reinhard Keiser, som er på udkig efter et fast og sikkert job som hofkapelmester, rejser til København og tilbyder kongen at skrive de nye operaer, som Johann Kaysers trup nu skal opføre i København. Kongen nikker til forslaget.

Fra januar 1722 begynder truppen for alvor deres aktiviteter. Forestillin­gerne begynder tilsyneladende noget tidligere på dagen, end vi er vant til i dag; en af tilskuerne skriver i sin dagbog, at forestillingen 6. februar slutter omkring kl. 20. Men derfor er sangernes arbejdsdag ikke nødvendigvis slut; den 6. april fejrer man dronning Anna Sophies 29 års fødselsdag med urop­førelsen af Reinhard Keisers Die unvergleichliche Psyche, og efter forestillingen er der taffel for 120 personer med offentlig adgang for nysgerrige københav­nere i slottets riddersal. Her underholder sopranen Margaretha Kayser, som lige har sunget et hovedparti i en lang opera, med ”einer vocale Musique”, som Hamburg-avisen Holsteinischer Correspondent rapporterer.

I de næste måneder pendler Reinhard Keiser mellem Hamburg og København, og han skriver i alt syv operaer til Johann Kaysers operatrup i løbet af de kun 15 måneder mellem december 1721 og februar 1723. Selv om et par af operaerne er bearbejdelser af værker, som Keiser tidligere har skrevet til operaen i Hamburg, er det alligevel tydeligt, at Reinhard Keiser ikke dovner. Han øjner helt klart en mulighed for en indbringende og sikker fast­ansættelse som kapelmester og komponist ved det danske hof. Det er sand­synligvis også Reinhard Keiser, der leder opførelserne af sine operaer fra cembaloet, men uanset hvor meget han knokler, så er alt, hvad Keiser får ud af det store arbejde – udover komponisthonoraret, som i kontrakten mellem kongen og Johann Kayser er sat til 500 rigsdaler om året – en ulønnet æres­titel som kongelig dansk kapelmester.

Det viser sig hurtigt, at impresarioen Johann Kayser har lovet en del mere, end han kan holde indenfor det aftalte budget. Gang på gang ansøger han – første gang allerede efter få måneder i København – om forskud eller tillæg for at dække sine udgifter. Selv om kongen forsøger at undslå sig, så må han flere gange ryste op med yderlige finansiering – f.eks. da Keyser i april 1722 sender et brev, der ligner et ultimatum til kongen; hvis ikke Kayser øjeblikkeligt får udbetalt et forskud på 3000 rigsdaler, kan han ikke betale sine sangere, og så er det slut med forestillingerne.

Kayser forsøger samtidig at mobbe den eneste sanger, han ikke selv har valgt, ud af foretagenet. Keyser betaler simpelthen ikke Theodor Meier den løn, han ifølge kontrakten er forpligtiget til – og påstår, at sangeren slet ikke har medvirket i forestillingerne i vinterens løb. Det kan Meier nu ret let bevise, da hele hoffet jo har set forestillingerne, og han klager sin nød til rentekammeret, og beretter om den systematiske chikane, Kayser har udsat ham for ved bl.a. at give ham al for lidt prøvetid inden hver premiere. I et enkelt tilfælde påstår Meier, at han har måttet lære et parti udenad på kun fem dage. Enden på sagen bliver, at Kayser ikke slipper af med sin påtvungne sanger, men at kongen dog overtager betalingen af Meiers honorar. 

Reinhard Keiser og librettisten Friederich Maximilian von Lersner er klar med en særdeles smigrende opera til kongens fødselsdag i oktober 1722, egentlig om Homers Ulysses og Penelope, men skrevet som én lang hyldest til det danske regentpar, ”der grosse Friedrich” og ”die himmlische Sophie”. Uheldigvis må opførelsen udsættes, fordi truppens stjerne, Margaretha Kayser, er ”dødeligt syg”, som hendes mand rapporterer til en avis i Hamburg. Heldigvis lader det til, at Reinhard Keiser har endnu en ny opera, Augustus, i ærmet, som ikke kræver primadonnaens medvirken. Hun kommer sig dog, og Ulysses bliver sandsynligvis omsider uropført nogle uger efter kongens fødselsdag.

Det er ikke svært at forestille sig den stress, en sådan feberredning på selve fødselsdagen må have udsat alle medvirkende for, selv på et tidspunkt, hvor de medvirkende i en forestilling agerer helt anderledes, end vi er vant til i dag. Sangerne i en operaforestilling omkring 1720 står på scenen i en halvcirkel fremme ved rampen, så det sparsomme lys fra kerterne eller olielamperne udnyttes bedst muligt. De går ind og ud fra scenen, dukker op fra faldlemme eller bliver sænket ned fra oven, og de flytter sig også undervejs i forhold til hinanden, men derudover er der nærmest tale om, hvad vi i dag ville kalde en koncertopførelse. Man synger direkte ud til publikum, og en sanger er selv ansvarlig for at dosere mængden af gestik undervejs. Prøverne handler først og fremmest om, hvem der går ud og ind hvornår, og hvor de skal stå, når de skal synge en arie.

Johann Kayser kæmper stadig fra tue til tue på det økonomiske område. Samtidig med de konstante klager over, at pengene fra kongen ikke slår til, forsøger Kayser sig overraskende nok som pengeudlåner til den københavn­ske overklasse. Ikke alle har tænkt sig at betale deres lån tilbage, og Keyser må gå til kongens embedsmænd for at få hjælp med at indkassere sine penge.

Reinhard Keiser er blandt de mange, som Johann Kayser snyder. Keiser skriver dette brev til kongen fra Hamburg 13. april 1723, hvor han gør opmærksom på, at han stadig ikke har modtaget sit honorar for det seneste halve år fra Kayser. Helt efter tidens skik underskriver Kayser brevet med ”meines allergnädigster Königs und Herren allerunterthänigster treugehosamster Knecht, Reinhard Keiser, Capell-Meister.” Han får sandsynligvis sine penge udbetalt af de ekstra penge, kongen udbetaler til Kaysers hustru. Rigsarkivet.

Kayser mærker hvor det bærer henad. Så snart han får udbetalt sit honorar for første kvartal af 1723, stikker han simpelthen af, ikke bare fra alle forpligtigelser overfor kreditorerne, men også fra de øvrige ansatte sangere, og endda fra sin egen kone og deres børn. Truppens medlemmer er på fuld­stændig bar bund, og der er langt hjem til Hamburg. Kongen forbarmer sig over den nødstedte trup, og udbetaler 1.500 rigsdaler til Margaretha Kayser til videre fordeling mellem sangere og kredito­rer. Kongen beholder til gengæld de mange dekorationer, kostumer og teater­maskiner, som Kayser efterlader på slotsteatret. Noget tyder på, at Kayser og hans kone sammen har planlagt hele affæren med flugten, da det stod klart, at kongen alligevel havde til hensigt at fyre truppen; de er i hvert fald begge tilbage i Hamburg få måneder senere, hvor Johann Kayser optræder som koncertarrangør med sin kone som udøvende hovedattraktion. Margaretha Kayser fortsætter også sin karriere på scenen i Gänsemarkt-operaen, og i 1729 overtager hun desuden ledelsen af operahuset.

Den tyske operatrup får altså kun lidt over et år i København. Men det bliver ikke sidste gang, Johann Kayser er i Danmark. I 1728 må han nemlig igen flygte fra landet, men denne gang på en lidt anden måde end tilfældet var i Køben­havn fem år tidligere. Han bliver hyret af en dansk officer og godsejer, som er træt af sin kone og har brug for et påskud til en hurtig og økonomisk fornuftig skilsmisse. Kayser er kendt som en mand, der vil gøre det meste for penge, og han forfører – helt efter planen – officerens hustru på en tilpas åbenlys måde, og flygter med hende tilbage til Hamburg. Alt er aftalt spil, og det lader endda til, at Margaretha Kayser utroligt nok igen har hjulpet sin mand undervejs. 

På det tidspunkt har danskerne helt klart fravalgt den fremmedsprogede scenekunst til fordel for den lokale komedie. Men selv komedien går hårde tider i møde, da Frederik 4. dør i 1730, og Christian 6. kommer på tronen. Christians oprindelige interesse for både teater og opera er falmet drastisk, og han er blevet mere og mere opslugt af pietismens påbud om et stille og indad­vendt liv i kristen fromhed. Den nye konge indfører efterhånden, hvad der i praksis er et totalforbud mod scenisk underholdning. De næste 16 år bliver en teatermæssig ørkenvandring i København.


Teksten er et redigeret uddrag fra min kommende bog “Opera i Danmark 1634-2005”, som udkommer i 2023.

4 Comments

  1. Svar
    Søren Petersen 23-05-2021

    Hej

    Som sædvanligt underholdende og oplysende læsning. Jeg skal helt sikkert have den.
    Jeg går ud fra, at dette ikke er den endelige tekst, der er et par grammatiske/slåfejls svipsere.

    Venlig hilsen

    Søren Petersen

  2. Svar
    Henrik Engelbrecht 23-05-2021

    Hej Søren – ork ja, det bliver alt sammen tjekket igennem til den tid … 🙂

    Mange hilsner

    Henrik

  3. Svar
    Frans Erik Rømeling 23-05-2021

    En tryllende bindende fortæller som også i skrift formår at få os læsere til at danne et indre billede af, at vi har været tilstede på sidelinjen i fortællingen. Pling og strengen er slået an.

  4. Svar
    Henrik Engelbrecht 23-05-2021

    Tusind tak for de pæne ord, Frans! 🙂

    Mange hilsner

    Henrik

Skriv et svar til Henrik Engelbrecht Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.