Plácido Domingo

Dagens tenorlåge er med én af de tre tenorer (ja, bare rolig – de to andre kommer senere). Ingen andre tenorer i historien kan prale af at have sunget over 140 (for det meste hoved-)roller på scenen, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig. Og nej, han skruer ikke ned for tempoet, selv om han for nylig fik en helbredsmæssig advarsel og måtte hvile nogle uger; han har såmænd 90 opførelser i kalenderen i år, både som sanger (nu som baryton) og dirigent.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle Valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Her er han i slutscenen af Verdis Otello; det var næsten skræmmende at se ham på scenen i den rolle – jeg oplevede det i London i 90’erne, hvor han stadig sang rollen med næsten samme overskud og intensitet som her i 1979. Hans timing og hans fuldstændigt mesterlige overblik over Otellos udvikling fra tjekket mand højt på strå med smuk kvinde ved sin side, derefter den stigende paranoia og jalousi helt til slutningen, hvor han dræber den kvinde, han elsker så højt – det er jeg ret sikker på, at jeg aldrig kommer til at opleve helt så overbevisende igen.

One Comment

  1. Svar
    Adam Frandsen 04-12-2013

    Smukt sunget! Men, hver gang jeg hører og ser noget fra Otello, især dette stykke, så bliver jeg nødt til at mindes manden, som var den ultimative Otello – nemlig, Del Monaco! Han blev også retmæssigt stedt til hvile i et af sine kostumer fra netop denne opera. Det følgende klip er fra hans allersidste live optræden optaget af fransk tv i 1974. På det tidspunkt var Mario næsten 60 år, og havde som man kan høre fortsat en helt enorm og imponerende stemme – et særegent instrument! I mange kredse rygtes det, at han havde en kort karriere, men det kan man så se her ikke er sandt. Han var på sit højdepunkt endog den højst betalte tenor i verden, indtil Corelli fik om end ikke fravristet ham pladsen så i hvert fald nået samme niveau. Han har også stået for min favorit-indspilning af Tosca fra 1959 med bl.a. Tebaldi og George London. Den smider jeg også lige et link til…

    Otello:
    http://www.youtube.com/watch?v=d9eSB94rGGs

    Tosca:
    http://www.youtube.com/watch?v=HlhKTpeDCrg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.