Beskrivelse
Natten mellem 24. og 25. juni 1944 går Tivolis gamle koncertsal og en masse uerstattelige noder op i flammer. Det er to danske nazister, der er skyld i katastrofen.
100 år tidligere er H.C. Lumbye landets største popstjerne. Hans orkester er en sensation, da Tivoli åbner i 1843, og københavnerne jubler over de nye valse, polkaer og galopper.
Tag med på rejsen tilbage til en tid, hvor musikere – og alle andre – drikker rigeligt under udførelsen af arbejdet, og hvor det ofte er så dårligt lønnet, at det er svært at mætte en familie. Tivoli reagerer på nye trends gennem tider med både krig og kolera – hele tiden med bevidstheden om arven efter Lumbye.
Følg den musikalske underholdningsindustris rivende udvikling i København fra enevældens tid, hvor seks blæsere hver dag spiller i syv timer på karrusellen i Tivoli, og frem til besættelsestiden, hvor swingpjatterne forarger, mens Leo Mathisen spiller. Lige til den dag, hvor nazisterne sprænger en fjerdedel af Tivoli i luften.