Rossini fylder 53 år i dag! Jo, det er rigtigt …

GiorcesRossini1… men kun fordi han netop blev født den 29. februar, som jo kun optræder i kalenderen hvert fjerde år. Ellers havde han kunnet fejre sin 224 års fødselsdag.

I år er det samtidig 200 år siden hans allermest berømte opera havde premiere. Her på fødselsdagen synes jeg, at det er på sin plads med en tur tilbage til 1816, hvor Rossini skrev sit kendteste værk på kun 24 dage – inklusive tilretning af libretto og en komplet prøveperiode. Kan det overhovedet lade sig gøre? Lad os skrue tiden tilbage til 1815 …

Rom er måske nok den evige stad med en fortid som verdens centrum – men det kan være svært at se i 1815. Turen ind til byen giver et fingerpeg om, hvad der venter; det øde landskab er spækket med landevejsrøvere, selv om de langs indfaldsvejene kan se de makabre beviser på byens barske justits på området – lange pæle med afhuggede arme og ben fra deres mindre heldige kolleger.

Inde i selve byen fortsætter de triste syn. De gamle romerske ruiner ligger halvt overgroet, flokke af får og grise roder rundt i jorden på Forum Romanum, og Colloseum er nu bare stedet, hvor romerne ganske gratis kan hente stenblokke til deres nye huse. Rom er ufattelig beskidt og uhumsk, og om sommeren hærger malariaen i den stegende hede i de faldefærdige fattigkvarterers smalle gader. Alligevel strømmer studerende, kunstnere og turister til fra hele Europa. Nogle af dem bliver endda boende, som den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, som har haft sit atelier her i byen i 19 år.

Gioachino Rossini er 23 år, da han kommer til Rom i efteråret 1815 for at arbejde på Teatro Valle. Han er allerede en garvet rotte i operafaget, og har i de sidste fem år arbejdet sig frem til en position som en af de mest efterspurgte komponister i Napoli, Venedig, Milano og Rom. For Rossini er det en særlig oplevelse at se teatret, for det var her hans første opera – skrevet da han kun var 14 år – blev uropført. Ganske vist skete det først for fire år siden, men dengang havde Rossini travlt med at sætte nye operaer op i Ferrara og Venedig. Nu står han for første gang i Teatro Valle, hvor han dels skal stå for en produktion af operaen Tyrken i Italien, som han året før har skrevet til La Scala i Milano, og dels skal skrive en helt ny opera til teatret. Han er næppe imponeret.

Standarden på scenen og i orkestergraven er ufatteligt ringe. Musikerne er amatører; de spiller i teatret om aftenen og arbejder som guldsmede, snedkere eller murere om dagen – og Rossini ved ikke om han skal være mest forarget over, at hans barber spiller klarinet i orkestret, eller over at hans klarinettist også er hans barber. Den franske komponist Hector Berlioz besøger Rom nogle år senere, hvor forholdene åbenbart ikke er blevet meget bedre:

Det er værre end nogen kan forestille sig – her er mangel på både musikere og på enhver fornemmelse for musik. De få violinister i orkestret spiller helt efter deres egne hoveder, og de begynder og slutter når de har lyst.

For mange italienske teatergæster i de fine loger er det langt hen ad vejen også ret ligegyldigt, hvad der sker på scenen. De kommer for at blive set og for at møde andre med samme sociale status, og mange har købt en loge for en hel sæson. Måske hører de efter til premieren, men efter et par forestillinger drukner meget af sangen og musikken i almindelig larm. Oppe på galleriet sidder andre grupper, som til gengæld er fanatiske tilhængere eller modstandere af en bestemt komponist eller sanger. Nogle af dem har en yderst professionel holdning til begivenhederne på scenen; de er betalt af kunstnerne selv eller af operaledelsen for enten at ytre sig positivt om de betalende eller buh’e konkurrenterne ud. Slagsmål er ikke ualmindeligt, og publikum opfører sig mange steder nærmest som om de var til en sportskamp 200 år senere. Politiet er i salen hver eneste aften. Den tyske komponist Louis Spohr besøger Italien i de år:

De populære arier er det eneste, der tiltrækker sig publikums opmærksomhed. Under ouverturen og recitativerne er larmen i huset så kraftig, at man knap kan høre musikken. Der bliver spillet kort i de fleste loger, og der bliver konverseret højlydt overalt. Men opmærksomhed er måske også for meget forlangt fra mennesker, som allerede har hørt samme opera 30 eller 40 gange, og som udelukkende er i teatret af sociale grunde.

Rossinis nye opera hedder Torvaldo e Dorliska, og den har premiere 26. december – åbningen af karnevalssæsonen. De store byer syd for alperne – dem med mange teatre – har op til tre operasæsoner om året, som varer et par måneder hver: Den vigtigste er karnevalssæsonen, som varer fra 2. juledag til fasten. Senere kommer påskesæsonen, og til sidst efterårssæsonen, som varer til advent. I hver sæson må et operahus med respekt for sig selv sætte mindst én nyskrevet opera op. Publikum kræver hele tiden nye værker, og helst skrevet af de kendte komponister. Men succesen er absolut ikke garanteret bare fordi man hedder Rossini og rygtet om en usædvanligt begavet ung maestro er løbet i forvejen. Efter premieren på Torvaldo e Dorliska sender Rossini sin mor et brev med en tegning af en flaske (på italiensk: fiasco) – hans sædvanlige tegn til hende, når han ikke orker at beskrive en dårlig premiere.

Allerede inden premieren på Torvaldo e Dorliska får Rossini en henvendelse fra et konkurrerende teater i byen, Teatro della torre Argentina. Teatret er ejet af den fornemme familie Cesarini, og det er hertugen selv, der forsøger sig som impresario. Det er en svær branche, hvor kun meget få kan få tingene til at hænge sammen. Det går da heller ikke for godt for teatret, og alt står og falder med det næste bestillingsværk. Normalt spiller Argentina-teatret mest seriøse operaer, men nu må der ske noget; hertug Cesarini satser på en komisk opera, og Rossini skriver under på kontrakten:

Signor Duca Sforza-Cesarini engagerer signor Maestro Gioachino Rossini for den kommende karnevalssæson i 1816; bemeldte Rossini lover og forpligter sig til at komponere en opera buffa, som vil blive opført i bemeldte sæson på det angivne teater, til den libretto, som vil blive ham givet af bemeldte impresario, hvad enten denne libretto er gammel eller ny. Maestro Rossini forpligter sig til at aflevere sit [klaver]partitur i midten af januar måned og lempe det til efter sangernes stemmer, yderligere forbindende sig til – såfremt fornødent gøres – at foretage alle de forandringer, der måtte ønskes enten af hensyn til musikkens gode udførelse eller sangernes bekvemmelighed og fordringer.

Ligeledes lover og forpligter Maestro Rossini sig til at være til stede i Rom ikke senere end i slutningen af december i år, og at aflevere første akt af operaen fuldstændig færdig til kopisten 20. januar 1816. Denne dato, 20. januar, fastsættes for at prøverne kunne blive afholdt i rette tid og operaen opført, når det af impresarioen ønskes, idet første forestilling er berammet til hen i mod 5. februar. Ligeledes skal Maestro Rossini aflevere anden akt til kopisten når det ønskes, for at operaen kan gå i scene til den nævnte tid. I modsat fald vil Maestro Rossini udsætte sig for at komme til at lide hele skaden, fordi det bør være således og ikke anderledes.

Maestro Rossini skal endvidere efter sædvanlig skik være forpligtet til at dirigere sin opera og personligt lede alle sang- og orkesterprøver, så ofte det udkræves, hvad enten de holdes i teatret eller andet steds, alt efter impresarioens bestemmelse. Han forpligter sig særligt til at være til stede ved de tre første opførelser, der vil følge umiddelbart efter hinanden, og lede udførelsen fra klaviaturet, fordi det bør være således og ikke anderledes.

Til vederlag for arbejdet forpligter impresarioen sig til at betale Maestro Rossini 400 romerske scudi, så snart de tre første opførelser har fundet sted.

Teatro Argentina er større end Teatro Valle, men ligeså ynkeligt og snavset. Mange ulejliger sig nemlig ikke længere end lige ud på gangen, når de skal lade vandet:

Teatrene i Rom er mørke, beskidte og usle i deres udsmykninger. Men endnu værre er det, at de er så modbydelige for alle sanser, så frastødende i deres helhed, at det er umuligt at beskrive i detaljer. Det må være nok at fremhæve, at korridorerne i Teatro Argentina viser romernes ækle manerer med større kraft end mange bøger fulde af ord.

Sådan beskriver en britisk turist toiletvanerne i det teater, hvor Rossinis nye opera skal have premiere. Året før har publikum ellers sendt en klage til bystyret over de elendige forhold i Roms teatre, men de får bare et flabet og arrogant svar; Rom er kirkernes by – ikke teatrenes! Roms kulturliv bliver styret med hård hånd af paven, som absolut ikke bryder sig om den slags verdslig underholdning – og faktisk er byens teatre slet ikke anerkendt som andet end midlertidige bygninger af de kirkelige myndigheder. Teatrene er derfor bygget af træ, og kan kun beskrives som sundhedsfarlige brandfælder.

På grund af pavestyret er censuren i Rom strengere end andre steder. På alle Europas teatre er det helt normalt, at censuren skal tjekke nye værker for opfordringer til oprør mod de stedlige magthavere, fornærmelser mod kirken og almindelig usømmelighed – men ingen steder er man så strikse som i Rom. En ny libretto skal indleveres i intet mindre end 41 eksemplarer til de tre censorkontorer (et for moralske anliggender, et for kirkelige og et for politiske). Nok til at teatrene må beskæftige en hel hær af skrivere – for der er stadig 122 år til kopimaskinens opfindelse.

Hertug Cesarini har oprindelig engageret librettisten Jacopo Ferretti til at skrive teksten til den nye opera, men Cesarini tror ikke på hans bud på en kassesucces. Han kan ikke tillade sig at gamble med sit teaters fremtid, og han tvivler også på, at censuren vil godkende historien. Kalenderen skriver nu 17. januar, og med kun lidt over to uger til den planlagte premiere kan man ikke spilde tiden. Det vil nok være bedre at vælge et emne, som censorerne allerede har godkendt.

Valget falder til sidst på Beaumarchais’ komedie Barberen i Sevilla. Den er allerede i 1782 blevet omsat til opera af komponisten Giovanni Paisiello, og i den udgave er det en af de få ældre operaer, som publikum ikke vil slippe. Librettisten til Torvaldo e Dorliska, Cesare Sterbini, bliver hyret til at skrive en ny libretto over den gamle historie. Det er slet ikke ualmindeligt at bruge de samme historier igen og igen, og foruden Paisiellos ultrapopulære udgave har mindst fem andre komponister allerede brugt Beaumarchais’ skuespil som forlæg for en opera.

Barbiere_di_Siviglia_frontespizioDen 25. januar afleverer Sterbini teksten til første akt, og kun fire dage senere følger anden akt. Rossini kan gå i gang, og allerede 6. februar afleverer han første akt af operaen til nodeskriverne, som så kan gå i gang med at fabrikere noder til sangerne. Dagen efter dør hertug Cesarini af en lungebetændelse, som han har fået ved at sidde i sit eget iskolde teater. Han bliver kun 44 år, men der er ikke tid at sørge længe; alt for mange penge står på spil. Hans enke og en agent overtager ledelsen af Teatro Argentina, og arbejdet med den nye opera går videre.

Barberen i Sevilla bliver udtænkt, komponeret, indstuderet, sat i scene og prøvet på kun 24 dage, og det er ikke usædvanligt for hverken Rossini eller hans kolleger, som ofte arbejder i døgndrift, når de først har hørt de sangere de har til rådighed. Rossini er en praktisk mand, og han ved, at hans chancer for en succes er større, hvis han skriver partier, som ligger godt for hver enkelt sanger, og som viser hans eller hendes fortrin. Derfor kunne han – og mange af hans kolleger – aldrig drømme om at skrive en opera uden først at høre de aktuelle sangere, selv om det gør ugerne op til en premiere særdeles hektiske.

Ikke underligt, at mange komponister tit genbruger en god arie, et vellykket ensemble eller en flot ouverture fra en opera, som ellers er blevet en fiasko. Det er nemt og fristende at undgå besværet med at finde på ny musik, når man nu sagtens kan slippe af sted med at bruge en god arie fra en mere eller mindre glemt opera fra forrige sæson i en fjern by. Ouverturen til Barberen i Sevilla er endda dobbelt genbrug; Rossini tager simpelthen en ouverture han allerede havde skrevet i 1813 til operaen Aureliano in Palmira, og også brugte to år senere til operaen Elisabetta, regina d’Inghilterra i 1815.

Rossini har gode sangere til sin rådighed, for Cesarini vidste, at uden berømte og populære stjerner på scenen ville det blive svært at sikre en succes. Men berømte sangere koster mange penge, og den spanske tenor Manuel Garcia får tre gange så meget for at synge Almavivas parti som Rossini får for at komponere hele operaen. Orkestret er også meget bedre end amatørholdet på Teatro Valle, og Rossini ved, hvordan man udnytter en gruppe dygtige musikere. Han har fået tilnavnet il tedeschino (den lille tysker), fordi han har lært en masse om orkestrering ved at studere operaer af Mozart og Haydn. Det betyder, at han bruger blæserne og slagtøjet meget mere end sine italienske forgængere – og i mange konservative italieneres ører lyder resultatet som et larmende kaos, der udelukkende har til formål at drukne sangernes indsats.

Premieren bliver fastsat til 20. februar. Men allerede på forhånd er der en del af publikum, som har besluttet, at den nye opera skal blive en fiasko. Det er den fløj, som holder på, at sådan en opkomling som den unge Rossini ikke skal bryde sig om at røre ved en historie som Barberen i Sevilla, som de mener tilhører den forgudede Paisiello. Rossini og Sterbini har ellers forsøgt at gyde olie på vandene, dels ved ikke at give operaen den gamle og kendte titel, men derimod kalde den Almaviva ossia L’inutile precauzione (Almaviva eller den nytteløse forholdsregel), og dels ved at skrive et forord i den trykte libretto, som alle har købt på forhånd:

For at imødegå enhver beskyldning om rivalisering med den udødelige mester Paisiello har Maestro Rossini bestemt, at teksten er blevet sat i nye vers, og at der er tilføjet flere nye situationer og musikalske numre. Dette er desuden påkrævet for at imødekomme den moderne smag, som har ændret sig meget siden den fejrede Paisiello skrev sin musik.

Ordene virker som en rød klud i øjnene på de konservative Paisiello-tilhængere. Som ventet går det helt galt. Rossini har iført sig en ny spraglet jakke i spansk stil, som han selv er meget stolt af – men publikum skriger af grin og gør nar ad ham, da han træder ind i orkestergraven og sætter sig ved cembaloet for at slå an til ouverturen. Den er der ingen, der hører noget af, for den drukner fuldstændig i larmen.

Bedre går det ikke, da tenoren Garcia kommer ind for at synge sin serenade foran Rosinas balkon. Han har ikke fået stemt sin guitar, og publikum råber på at få lov til at høre primadonnaen Geltrude Righetti-Giorgi i stedet for. Og uheldene fortsætter; en kat sniger sig pludseligt ind på scenen og insisterer højlydt på at deltage i operaen, Don Basilio falder pladask på scenen og får næseblod – og gruppen af Paisiello-tilhængere blandt publikum benytter i øvrigt enhver chance til at forstyrre forestillingen. Geltrude Righetti-Giorgi synger Rosina, og hun fortæller om den fatale aften:

Det er umuligt at beskrive de fornærmelser, som haglede ned over Rossini, som sad uforstyrret ved sit cembalo og så ud til at tænke: ’Tilgiv dem, Apollo, thi de ved ikke, hvad de gør’. Han forlod teatret, som var han en upåvirket tilskuer til det hele. Jeg gik senere til hans hus for at trøste ham, men han sov allerede trygt.

Rossini ved, at han har skrevet en opera, som fortjener bedre – og næste dag skriver han til sin mor:

I aftes blev min opera opført og buh’et ud. Det er de mærkværdigste ting, der sker her i byen. Jeg kan ærligt sige dig, at min opera trods alt dette er meget fin, og folk glæder sig allerede til næste opførelse, hvor man måske vil kunne høre musikken – hvilket var umuligt i går. Fra begyndelsen til slutningen druknede alt i larm.

Rossini reviderer partituret og sletter de afsnit, som ikke har virket efter hensigten. Han sygemelder sig, så han ikke selv behøver at dirigere forestillingen. Men nu har romerne raset ud, og til den anden opførelse sidder de helt stille og lytter. Ved den tredje forestilling er succesen endnu større, og Rossini fortsætter brevet til sin mor:

Nu kan jeg skrive, at min opera ved den anden opførelse og alle de følgende aftener blev tiljublet med stor entusiasme, og jeg måtte frem på scenen 5-6 gange for at modtage den voldsomme hyldest. Jeg græd af lykke.

Rossini tør nu omsider kalde operaen Barberen i Sevilla, og det varer ikke længe, før den er endnu mere populær end Paisiellos udgave. I løbet af de næste ti år når den verden rundt, med premierer så langt væk som i Dublin, New York, Baltimore, Buenos Aires, Sankt Petersborg, Riga – og også i København, hvor den kommer op på Det Kongelige Teater i 1822.

Barberen i Sevilla er en af de meget få operaer fra før midten af 1800-tallet, som har været på alverdens operahuse uafbrudt lige siden urpremieren. Men den er på flere måder undtagelsen fra reglen; den er også én af de sidste virkelig succesfulde komiske operaer. Det italienske publikums smag er langsomt, men sikkert, ved at ændre sig; de er trætte af halvdårlige forvekslingskomedier med det kendte karikerede persongalleri – de vil se dramaer på scenen; vedkommende, seriøse operaer med historier som f.eks. dem, de sluger råt i Walter Scotts ufatteligt populære bøger.

Rossini er også leveringsdygtig i den seriøse og dramatiske genre. Han er allerede på vej videre til næste premiere – denne gang i Napoli. Han arbejder i et kommercielt system, hvor han må sælge sine ydelser til højestbydende. Prisen for ikke at skulle være i tjeneste hos en fyrste eller kejser, med den sikkerhed det gav f.eks. en komponist som Haydn få årtier tidligere, er et omflakkende liv som evigt rejsende fra by til by, altid at ankomme i sidste øjeblik og være nødt til at arbejde som en sindssyg for at nå at gøre partituret færdigt inden premieren.

I 1829 trækker Rossini sig som 37-årig tilbage fra det stressede nomadeliv. Inden da har han skrevet 39 operaer, og er på det tidspunkt helt uden sammenligning den mest feterede komponist i verden – og én af verdens mest berømte personer overhovedet, måske kun overgået af Napoleon. Rossini lever helt frem til 1868, og når at opleve en ny operaverden, hvor det er navne som Verdi og Wagner der fører an … hvor komiske operaer hører til sjældenhederne, og hvor man ikke længere skriver en opera på et par uger. Nye vinde blæser både syd og nord for Alperne.

Men Barberen i Sevilla er stadig på plakaten overalt i verden – her f.eks. med min yndlings-Rossini-tenor, Lawrence Brownlee, der synger den sindssygt virtuose arie i slutningen af operaen. Tillykke med dagen, Rossini!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *