Sangere fra Det Kongelige Teater smidt i fængsel

I december 1800 pjækker sopranen Catharine Frydendahl fra en korprøve. Hendes mand forsvarer sin kones selvstændige fortolkning af mødepligten, og sagen kommer for kongen. Der er kontant afregning; han smider dem begge to i arresten.

Ægteparret Frydendahl er blandt de bærende kræfter, når der skal opføres syngespil på Det Kongelige Teater omkring år 1800, og Jørgen Frydendahl er desuden én af de bedste Holberg-skuespillere på teatret. Men selv stjernerne på Det Kongelige Teater risikerer at ryge i fængsel i nogle dage, hvis de ikke adlyder deres foresatte. Portrættet malet af David Monies hænger nu i foyeren til galleriet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Omkring år 1800 er Catharine Frydendahl byens bedste sangerinde, og en ægte primadonna i ordets værste betydning. Hun er helt klar over sit eget værd som sanger, og hun fører an i intrigerne mod sine potentielle konkurrenter. Hun optræder udelukkende i syngespil, og ser det i øvrigt slet ikke som sin opgave at forsøge at illudere hverken forsmåede elskerinder, dronninger af eksotiske lande eller bondepiger fra Midtsjælland. Når hun synger en arie, stiller hun sig midt på scenen helt fremme, og der bliver hun stående uden at bevæge sig. På den sidste tone gør hun en fejende bevægelse med armene opad som tegn til, at arien er slut, og at det vil være passende, hvis publikum begynder at tiljuble hende nu.

Nu sidder hun så sammen med sin mand, basbarytonen Jørgen Peter Frydendahl, i Frederiksholms Arrest ved Langebro. Arresten kaldes også Blåtårn efter Leonore Christines fængselstårn på det gamle Københavns Slot. Her havner kongens embedsmænd og andre ansatte, når de har trådt ved siden af.

Frydendahl’ernes konflikt med ledelsen bunder faktisk i helt reelle problemer for de fastansatte i skuespillerensemblet. I 1795 er teatrets lille kor på kun 18 sangere i så ringe en forfatning, at man har indført en ny regel; alle fastansatte skuespillere skal fremover medvirke som korister i de syngespil, hvor de ikke selv har egentlige roller. Der følger ikke noget løntillæg med.

Mange af skuespillerne er i forvejen på randen af et stressrelateret sammenbrud. Teatret spiller omkring 100 forskellige titler om året omkring år 1800 – en aktivitet, der kulminerer i sæson 1811-12 med ikke færre end 158 forskellige komedier, skuespil, syngespil, operaer og balletter. Selv om der ofte er flere kortere værker på programmet på en aften, er arbejdspresset umenneskeligt. Det er ikke ualmindeligt at en skuespiller får tildelt mellem 40 og 50 roller på en sæson – store som små. Der skal læres ufattelige mængder af ord udenad, og en hel del af dem skal endda synges.

Alene i en tilfældig måned som september 1806 spiller teatret 14 forskellige skuespil og fem syngespil. Tre af skuespillene er nye titler, der aldrig er spillet før. Suffløren må ifølge reglementet kun hviske begyndelsen af hver replik under forestillingerne, og et enkelt ord midt i en sætning, hvis skuespilleren er ved at gå helt i stå. Resultatet har sandsynligvis omfattet en del improvisation undervejs.

Der er selvfølgelig så også en fysisk grænse for hvor meget prøvetid, man kan bruge på hver titel. Når man arbejder frem mod en premiere, er det helt normalt med bare en enkelt læseprøve og mellem tre og fem sceneprøver på et skuespil af f.eks. Iffland eller Kotzebue. Når det handler om syngespil som Mozarts Don Juan eller Weyses Sovedrikken, kan man komme op på syv sceneprøver foruden et par indledende klaverprøver.

Mange af titlerne bliver spillet år efter år. Det løbende repertoire er der som udgangspunkt kun prøve på samme dag som aftenens opførelse – med mindre det er mere et ét år siden stykket blev spillet sidst; så er der sandelig én ekstra prøve. Præcis som der er, hvis en ny skuespiller overtager en hovedrolle. Man kan altså risikere at gå på scenen i en stor rolle i et skuespil eller et syngestykke uden at få mere end en enkelt prøve samme dag, selv om det kan være mange måneder siden, det blev spillet sidst. Hvordan det nogensinde lykkes at få forestillingerne på benene med så få prøver er en gåde.

Kommer Frydendahl’erne mon ud af fængslet igen? Det kan du læse om til september …

(uddrag fra min bog “Opera i guldalderens København”, der udkommer på Gyldendal 27. september) 

One Comment

  1. Svar
    Christine Marstrand 07-02-2017

    Kære Henrik!

    Forrygende historie. Det minder mig om den gamle plakat fra en operaopførelse på DKT, vist nok af Otello, der hænger i baglokalet på Tante T’s thesalon i Victoriagade. Her trykt på plakaten står med navns nævnelse hver eneste korsanger, der var syg/fraværende til pågældende forestilling! Hårde tider.
    Kærlig hilsen
    Christine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *