Stumfilm med Vilhelm Herold

P.S. Krøyers portræt af Vilhelm Herold som Lohengrin.

Den næstsidste låge i årets julekalender er en stumfilm fra ca. 1935 med den store bornholmske tenor Vilhelm Herold.

Filmen er et portræt af Herold, som ikke bare var operasanger på Det Kongelige Teater, på Covent Garden og i Berlin, men også en habil billedhugger.

Herold sang sin sidste forestilling på sin 50-års fødselsdag, men han mistede sin pensionsopsparing, da Landmandsbanken krakkede i 1922 – han blev så operachef på teatret 1922-24 og senere lærer på operaskolen.

Filmen varer ca. 10 minutter, og begynder hjemme hos Herold ved klaveret, fortsætter med cigarrygning og avislæsning. Derefter kommer (1’32) et afsnit hvor en ung dame køber en Herold-plade i hvad jeg tror må være Skandinavisk Grammofons forretning i København. Så venter to elever på Herold (2’32), der arbejdes på en skulptur (4’29), han forlader sit hjem under lidt (nok temmelig opstillet) folkelig jubel, ankommer til Det Kongelige Teater (5’25), hvor de helt klart opstillet uvorne elever på operaskolen lige må sættes på plads (5’48) og undervisningen kan begynde. Det er Carmen, der tydeligvis er på skemaet, og Herold har ikke noget imod selv at vise hvordan tingene skal gøre – han dirigerer også (9’17) og synger til sidst sammen med eleverne. Måske er der nogen, der kan mundaflæse hvad?  

Eleverne på operaskolen var på det tidspunkt bl.a. Hans Frede Andersen, Holger Boland (som jo senere blev både sanger, instruktør og nærmest synonym med dansk opera), Mary Næsborg, Vibeke Munk-Jensen, Gerda Plesner, Annemarie Mortensen, Erik Sjøberg (der som Herold kom fra Bornholm og blev en strålende tenor ved teatret), Charlotte Darnonville de la Cour og Egon Clemmensen.

God fornøjelse med et lille glimt af undervisningen af unge sangere for ikke så mange generationer siden.

One thought on “Stumfilm med Vilhelm Herold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira