Blog Archives

Dagens tenor – en yderst produktiv italiener

beniamino-gigliDagens tenorkalenderlåge er med én af de helt store sangere i mellemkrigsårene, Beniamino Gigli – som på én gang var en meget religiøs mand, der donerede store summer til den katolske kirke, og samtidig var en mand, der ikke holdt sig tilbage hvad angår de mere verdslige glæder.

Der er ingen, der ved præcis hvor mange børn, Gigli nåede at få, men det er sikkert, at han både fik to med sin kone Costanza og tre med sin elskerinde gennem mange år, Lucia Vigarani. Desuden siger rygterne, at Gigli desuden fik yderligere tre børn med tre forskellige kvinder i årenes løb.

Dagens klip byder på et af de tidligste filmeksempler på, hvordan man kunne opleve opera på scenen i de gode, gamle dage; en optagelse fra 1927 med 10 minutter fra Mascagnis Cavalleria Rusticana – inklusive en Alfio, som reagerer ret afslappet på at blive bidt i øret (bl.a. ved at få en ubændig lyst til at ryge pibe), et kor et med tilsvarende noget begrænset reaktionsrepertoire, en Mamma Lucia som er god til at nikke, når sønnike synger – og en tenor, som helt sikkert heller ikke er blandt operahistoriens største sceniske begavelser.

Men Giglis stemme … den holder sgu’! 

h

“Conductors are the most ignorant people in the musical field … after press …”

Sergiu Celibidache interviewed by Niels Oxenvad in 1978. Danish National Television, DR.

Dagens tenor – guerillasoldat, munk og Hollywood-cowboy

jmojicaSå blænder vi op for dagens western-tenorlåge i julekalenderen; meksikanske José Mojica, som ikke havde verdens kedeligste liv; som ung kæmpede han som guerillasoldat, og var med til at vælte den lokale diktator, senere blev hans stemme opdaget af Caruso, og Mojica sang i ni år ved operaen i Chicago.

Rent sangligt begyndte Mojica karrieren ved de lokale operahuse i Mexico City under første verdenskrig, men en dag gav hans mor ham 500 dollars og en billet til New York. Der hutlede han sig igennem med småjobs, og om aftenen købte han de billigste billetter til The Met for at høre sit store forbillede, Enrico Caruso.

Caruso blev imponeret af den unge meksikaners stemme, og han anbefalede ham til operaen i Chicago, hvor han debuterede i 1919. Han blev en fast del af ensemblet i huset, men hans gode udseende gav ham nye muligheder i den nye talefilmindustri, som altid var på jagt efter flotte latinske typer, som både kunne ride og synge, til de populære western-musicalfilm. I 1930 fik han en filmkontrakt med Fox, og indspillede en del film både i Hollywood, Mexico og Argentina i 30’erne. Men da hans mor døde i 1942 fik piben en anden lyd; han opgav karrieren og blev munk i Lima.

Noget at leve op til, nutids-tenorer!

Her et herligt klip fra en film, som jeg heldigvis ikke ved meget om – men den er et godt eksempel på, at alting var bedre i gamle dage – selv akustikken ude på prærien …