Verdens første Mozart-indspilning … var med en dansk baryton!

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 14.00.57

Peter Schram

I oktober 1889 talte hele København om én eneste ting; den nye, mærkelige talemaskine, som Edison havde opfundet, var kommet til byen – takket være generalkonsul Gottfried Ruben, der havde tæft for at udnytte opfindelsens nyhedsværdi. Han optog i de kommende år de ældste, danske lydoptagelser, bl.a. med tidens stjerner fra Det Kongelige Teater – også basbarytonen Peter Schram, der inden sin død i 1895 blev den allerførste i verden, der indspillede musik af Mozart. Hør optagelsen i bunden af artiklen – men jeg advarer; lydkvaliteten er ikke for sarte sjæle.

Gottfried Moses Ruben blev født 19. juni 1837 ind i velhavende jødisk københavnerfamilie. Faderen var herreekviperingshandler, og efter end skolegang var det naturligt nok faderens forretning, den unge Ruben blev ansat i. Da denne lukkede, drog Ruben først til London, hvor han arbejdede med international handel, bl.a. med Portugal. Senere flyttede han sammen med sin danske hustru Betty Heyman – datter af grosserer W.P. Heyman – til Portugal.

Bettys helbred gjorde det nødvendigt at flytte tilbage til Danmark efter få år, og nu blev Ruben udnævnt til portugisisk generalkonsul, og slog sig på import af bl.a. portvin og kork. Det var åbenbart en lukrativ forretning, for hans årlige indkomst var i 1889 på kr. 8000, på et tidspunkt hvor en tjenestepige tjente ca. kr. 100-120 om året.

EdisonSamtidig sad opfinderen Thomas Alva Edison i USA og arbejdede på at forbedre en opfindelse, han havde gjort ti år tidligere, men som nu var blevet så god, at tiden var inde til at sætte den i produktion. En maskine, som kunne optage og gengive lyd – i dag en helt dagligdags tanke, men dengang næsten udenfor almindelige menneskers fatteevne; tanken om at høre sin egen stemme gengivet var en idé, som for de fleste kunne sammenlignes med at flyve til månen eller at kunne få 10.000 bøger ned på en harddisk. Helt utænkeligt.

Edison havde allerede præsenteret sin første, meget primitive, fonograf i 1877. Dengang bestod apparatet af en valse, som var omviklet med et stykke tinfolie, hvori en spids nål monteret på en mambran kunne registrere og gengive lydtryk mod membranen. Resultatet var svært at opfatte, men princippet var rigtigt, vidste Edison. Han mistede interessen for fonografen i de følgende år, og kastede sig over andre projekter – og først da en konkurrent begyndte at forbedre den oprindelige fonograf tog han fat igen; igen andre end Edison selv skulle fremstille en brugbar fonograf.

Edison forestillede sig ganske visionært hvordan opfindelsen ville revolutionere verden på flere måder – ikke blot som underholdningsmaskine, men absolut også som nyttegenstand; han forudså blandt andet, at den kunne bruges som diktafon på kontoret, som utrættelig sproglærer i skolen og som en kærkommen mulighed for nybyggerne, når de ville sende en lydhilsen hjem til forældrene langt væk.

Den nye udgave af fonografen brugte ikke tinfolie, men valser af voks. Nu var lydkvaliteten markant forbedret, og Edison gjorde sig klar til en verdensomspændende reklameindsats for sit nye produkt. Aviser i hele verden var fyldt med nyheden om den nye, talende maskine i 1888.

Edisons stand ved verdensudstillingen i Paris i sommeren 1889, hvor Gottfried Ruben sandsynligvis oplevede den nye fonograf for første gang.

Edisons stand ved verdensudstillingen i Paris i sommeren 1889, hvor Gottfried Ruben sandsynligvis oplevede den nye fonograf for første gang.

Vi ved ikke præcis hvor og hvornår Ruben først oplevede Edisons fonograf, men det var sandsynligvis i sommeren 1889 i Paris under den store verdensudstilling. Her var Edison selv til stede for at præsentere sin nye forbedrede udgave af fonografen, og mange velstillede danskere tog den sommer turen til Paris for med egne øjne at se udstillingen – ikke mindst det nye, flotte tårn af Monsieur Eiffel.

Gottfried Rubens navn dukkede under alle omstændigheder op i de københavnske aviser i slutningen af september 1889. Han var nemlig blevet generalagent for Edison i hele Norden, og var nu, sammen med sin nye kompagnon, taget til Fredensborg. Ruben vidste nemlig udmærket, hvordan man får maksimal opmærksomhed fra pressen. Han havde slået sig sammen med optikeren Cornelius Knudsen, som havde forretning i Købmagergade, og som ti år tidligere havde importeret Edisons allertidligste fonograf til landet. De to skulle nu, sammen med en tekniker fra London, præsentere den nye opfindelse for kongehuset – og derefter skulle alle andres interesse nok følge efter. Ganske heldigt var der fint familiebesøg på Fredensborg, bl.a. af tsar Alexander og hans danskfødte tsarina. Det blev en aften, som Ruben kun kunne have håbet på, og som hele Danmark læser om i aviserne. Berlingske Tidende skriver udførligt om aftenen:

”Edisons Phonograph blev Løverdag aften forevist for Hs. Maj. Kongen og Dronningen med høie Gæster paa Fredensborg Slot. Præsentationen, der fandt sted ved Generalkonsul Ruben og Chefen for Firmaet Cornelius Knudsen, bistaaet af en under det phonographiske Compagni i London ferierende Fagmand, foregik i Havesalen og tog sin begyndelse henmod kl. 10, til hvilken Tid de mange for Tiden paa Slottet værende fyrstelige Herskaber med Damer og Cavalerer havde indfundet sig der. Med stor Interesse gjorde Selskabet sig bekjendt med det sindrige Apparat og lod sig meget omstændeligt forklare den tilsyneladende simple, men dog meget combinerede og sindrige Mechanisme, der sættes i Bevægelse ved Hjælp af en elektrisk Strøm. Hs. Maj. Kongen modtog først igjennem Apparatet en Hilsen fra den danske Coloni i London ved Generalkonsul Delcomyn[1], og det var øiensynlig med ligesaa stor Overraskelse som Glæde, at Kongen ad denne Vei blev hilset med de varmeste Ønsker om Lykke og Velsignelse for sig og det kongelige Huus. Tydelig og bestemt lød hvert Ord, og Forundringen voxede endmere, da Phonographen spillede Wörishöffer Marsche, udført af et stort Orchester. Det var i høi Grad skuffende, idet hvert Instrument kom til sin Ret, kun Dirigenten, Musikdirecteur Balduin Dahl[2], der havde spillet til Phonographen, savnedes. Men ikke nok dermed; Skridt for Skridt steg Interessen for dette Edisons nyeste Kunstværk og dets vidtrækkende Ævne til Reproduction. En Hilsen fra Gladstone til Edison, “Gurre” udført af kgl. Kammersanger Simonsen[3], “the last rose of summer”, en Hilsen fra Edison til Oberst Gouraud[4] i England, en af Offenbachs meest populære Melodier af “Den skjønne Helene”, osv. osv. fængslede de kongelige og keiserlige Herskaber i henved to Timer, og det var ene og alene paa Grund af den fremrykkede tid, at Præsentationen afbrødes.”[5]

Første trin af makedsføringsstrategien var fuldført. Nu gjaldt det så pressen, som ikke længere måtte nøjes med at referere fra hoffets protokoller, men fik en invitation til at møde op hjemme hos Ruben selv i lejligheden på Vesterbrogade med udsigten over Tivoli. Alle aviserne mødte frem, og Politikens reporter er én af de mest begejstrede:

”Paa et med grønt Klæde betrykket Bord af ca. en Alens Længde findes hele den vidunderlige Opfindelse. Der er Nøddetræskassen med den elektriske Motor, den lille Regulator, Valsen, som bærer den præparerede Vokscylinder, den uendeligt fint afpassede Skrue, ved Hjælp af hvilken Valsen forskydes, og Glaspladen, hvis Svingninger forplanter Talens Lyd til den lille Stift, som atter sætter sine nærmest usynlige Mærker i Vokset. Endelig Gummislangen, der er sat i Forbindelse med Glaspladen, og som forgrener sig i mange arme, der Par og Par er forsynet med Glasrør af en saadan Form, at de kan hænge løst i Ørene paa dem, der skal høre, hvad Fonografen har at fortælle. Paa den anden Side Bordet staar to elektriske Elementer, som er sat i Forbindelse med Motoren, og en fint poleret Kasse, knap en Alen høj, som staar foran, indeholder “Repertoiret”. Her ligger Gladstone[6] Side om Side med Kammersanger Simonsen, og hele Balduin Dahls Orkester fylder ikke mere end en lille beskeden Fløjtenist fra de forenede Stater. I en rummelig Frakkelommekunde man for den Sags skyld godt have dem allesammen. Med de vilde ganske vist efter en saadan Behandling blive en smule utydelige i Mælet, ligesom der ogsaa grumme let kunde gaa en af de Baldiun Dahl’ske Violinister med i Løbet. Hvert “Numer”, enten det nu er Tale eller Musik eller Sang, findes jo nemlig paa sin Vokscylinder, og bliver Stiftens smaabitte Prikker i Vokset presset ud, gaar hele Foredraget i Skuddermudder … Tonerne lød ret fyldigt, og de kom ganske tydeligt hver for sig, men i det hele maa man naturligvis ikke vente nogen kunstnerisk Nydelse af Musik pr. Fonograf. Det lyder blot overmaade kuriøst.”[7]

Alle havde nu læst om fonografen – nu ville de høre den med egne øren. Københavnerne valfartede til Industriforeningens Foredragssal, hvor Ruben 8. oktober slog dørene op for den første offentlige fremvisning. Mange havde dog ikke råd til at betale en krone for at opleve fonografen på tæt hold hos Ruben, men så er der heldigvis andre måder at få maskinen at se, hvis man holder øje med underholdningsetablissementernes annoncer:

”Circus Variété. Hver Aften fra Kl. 7¼ – 11¼ : Stor Forestilling og Koncert. Iaften Optræden af Star og Lydia, sidstnævnte kaldet Luftens Venus, Damesextetten André samt det øvrige store Kunstnerpersonale. N.B. Fonografen forevises kun nogle faa Dage.”[8]

Ruben forsøgete naturligvis også at sælge fonografer, men med en pris på hele kr. 700, som nogenlunde svarer til prisen på en mellemstor familiebil i nutidskroner, var kundekredsen naturligt nok meget begrænset. Det er faktisk slet ikke sikkert, at Ruben fik solgt én eneste maskine overhovedet.

Efterhånden som nyhedens interesse blandt det bedre borgerskab dalede, fandt Ruben på nye måder at få præsenteret vidunderet for nye målgrupper, og snart kunne fonografen opleves i provinsen, både i ved forevisninger i borgerforeningerne i byerne og på markeder landet over. Samtidig åbnede Ruben i februar et nyt lokale til både indspilning og fremvisning af fonografen i Stormgade, og han forstod også at holde pressejernet varmt med nye historier.

I de næste år arbejdede Ruben videre med at indspille fonografvalser med tidens store navne i det københavnske musik- og teaterliv, men fonografen var ikke længere en nyhed, og selv om prisen faldt drastisk i løbet af 1890’erne, var det stadig de få, der har råd til overhovedet at overveje at investere i én.

Der bliver længere og længere mellem avisannoncerne, og redaktionel omtale var det endnu sværere at komme igennem med. Ikke før han dør i 1897, skriver pressen mere om Ruben. Nekrologen i Berlingske Tidende er den eneste beskrivelse, vi har af personen Gottfried Ruben:

”I Formiddags fandt portugisisk Generalkonsul, Grosserer G.M. Rubens Jordefærd under megen Højtidelighed Sted fra det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. I det festligt belyste og med mange stedsegrønne Planter dekorerede Kapel var Kisten hensat. Den var dækket med et rigt og skjønt Blomsterflor, og der saas signerede Kranse fra herværende portugisiske Konsulat og fra Personalet ved Eddysons Fonografer. I det talrige Følge bemærkedes den portugisiske Vicekonsul, Grosserer Arntzen, hollandsk Vicekonsul v. Haarst, andre herværende Konsuler, mange Medlemmer af den kjøbenhavnske Handelsstand m. fl.Efterat Salmer vare sungne, talte Præst ved den mosaiske Menighed Simonsen: Guds Velsignelse var over ham, og han stræbte at vandre i Guds Naade – ud fra denne Hovedbetragtning gav Taleren i form af en Bøn en smuk og sympatisk Skildring af den Afdøde, der bestandig havde bevaret et lyst, ungdommeligt Sind, baade i Medgang og i Modgang – der havde ejet et godt og kjærligt Hjerte, et blidt og venligt Sind – der havde været trofast imod og lykkelig ved at tilhøre Israels Menighed – og som altid havde stræbt at bevare sit Navn rent og uplettet, og derfor ogsaa vundet Menneskenes Anerkendelse. Efterat Slutningssalmen var sungen, bares Kisten af den Afdødes Nærmeste ud paa Kirkegaarden hvor Jordfæstelsen fandt Sted.”[10]

Ruben nåede – måske meget nådigt – ikke at opleve sin elskede fonograf blive totalt udkonkurreret af den langt mere praktiske grammofon med sine flade plader, bredere og bedre repertoire og meget aggressive markedsføring. I løbet af de første årtier af det nye århundrede blev stort set alle fonografer og deres voksvalser smidt på lossepladsen.

Helt mirakuløst overlevede ca. 150 af Gottfried Rubens uerstattelige lyddokumenter fra 1890’erne – bl.a. med skuespillerbrødrene Emil og Olaf Poulsen og operasangeren Peder Schram, født i 1819, og dermed den tidligst fødte operasanger, man kan høre den dag i dag. Hans voksvalse med uddrag fra Mozarts Don Juan er altså tilmed verdens ældste Mozart-indspilning.

Peter Schram synger to uddrag fra Don Juan – Leporellos første entré og en bid fra listearien – uden akkompagnement. Det er en smule nemmere at følge med, når man kender den lidt kringlede danske oversættelse:

Sjelden Penge, Prygl desfleer!
Staae om Natten udenfor
Medens herren inde leer,
Det var hidtil mine Kaar!
Hvorfor selv ei Herre være
Fanden være Tjener meer!
Det for galt er, paa min Ære
Mens han Elskovslykken henter
Jeg paa Gaden staaer og venter
Herre kan jeg gerne være
Fanden være Tjener meer!
Hvad er det? – Der kommer nogen
Det er bedst, jeg søger Krogen,
Ganske stille staaer jeg der!

Hvis De, Donna,
behager at høre
Denne Liste,
som jeg har at føre
Paa de Skjønne,
hans Kunst monne røre,
Smukke Ting da
De skal faae at see!
Først i Italien ethundred’ og tyve!
En Snees Tydske,
for ikke at lyve.
Frankrigs Pigebørn
rundt om ham flyve;
Men ved Spanien,
staaer tusind og tre!

 

Denne valse ligger sammen med de øvrige i Rubens samling på Statsbiblioteket i Århus, som i 2007 digitaliserede de skrøbelige valser. Takket være Rubens indsats kan vi i dag høre lyden af 1890’erne – bl.a. altså Peder Schram, en mand, der lærte at synge i Paris af den tenor, der var Rossinis første Grev Almaviva i Barberen i Sevilla ved uropførelsen i 1816. Takket være en driftig og visionær københavnsk forretningsmand, der heldigvis syntes, at fonografer var sjovere end kork og portvin.

Hør et udvalg af Rubens valser og læs mere om samlingen i Århus på www.rubensamlingen.worldpress.com

NOTER:

[1] Ernst Adolf Joseph Delcomyn (2.1.1828-9.3.1913), købmand, generalkonsul.

[2] Christian Florus Balduin Dahl (6.10.18343.6.1891), musiker og dirigent, Lumbyes efterfølger som musikchef i Tivoli.

[3] Niels Juel Simonsen (16.5.1846-25.5.1906), baryton ved Det Kongelige Teater.

[4] Charles Gouraud, Edisons agent i London

[5] Berlingske Tidende, 30. september 1889

[6] William Evart Gladstone (29.12.1809-19.5.1898), britisk politiker, premierminister i fire perioder. Optagelsen af Gladstone fra 1888 findes stadig, ligesom indtil flere senere forfalskninger. Den ægte optagelse kan høre på www.youtube.com/watch?v=0F957zdE3m8

[7] Politiken, 4. oktober 1889

[8] Politiken, 8. december 1889

[9] Politiken, 24. februar 1890

[10] Berlingske Tidende, 7. oktober 1897

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *