“Vi kan sgu’ ikke blæse hele aftenen for de gamle kællinger …”

Carl Gottschalksen er populær lige fra sin første dag foran det nye promenadeorkester i 1906. Folkets Avis skriver: ”Det kan jo ikke Nytte at nægte det: Carl Gottschalksen er Københavnernes populæreste Musikdirigent, og naar „Callemand” fører Takstokken, helst til en af hans egne, nok som bekendte ”Scottish”, saa er der Lystighed og Løjer over hele Linien. Vi klapper med og fløjter til i Omkvædet.” Musikmuseet / Nationalmuseet.

Tivolis harmoniorkesters dirigent, Carl Gottschalksen, er genstand for flere overskrifter i hovedstadens aviser i sommeren 1912. Det hele begynder allerede i sommeren året før med gentagne klager til direktionen over de lange pauser mellem numrene i harmoniorkester­pavillonen. En fabrikant Jeppesen fra Løgstørgade hævder f.eks., at musikerne holder ni minutters pause mellem hvert nummer, der ofte er en march, der kun varer tre. Direktionen undersøger sagen. De giver klagerne medhold, og Carl Gottschalksen får en irettesættelse, og i et brev truer ledelsen ham med at installere et stopur i pavillonen, som ringer efter tre minutter.
Brevet har stort set ingen effekt på længere sigt, og klagerne fortsætter. Den 25. juli 1912 har direktionen fået nok, og uden at varsle hverken musikere eller kapelmester ændrer de ordlyden i programmet, så der over hver afdelings repertoire står:
   NB: Pausen mellem hvert Musiknumer maa højst vare 3 Minutter. 
Overskriften i Aftenbladet dagen efter lyder: ”Er Gottschalksen doven?”, og avisen kalder det nye tiltag for et mistillidsvotum til musikerne i harmoniorkestret. Musikerne er helt enige. De henvender sig til direktionen for at få sætningen strøget i programmerne fremover, men får besked om, at det kan de bare glemme; den bliver stående. Københavns Orkesterforening går ind i sagen, og en strejke truer. Carl Gottschalksen kan ikke beskyldes for at pakke tingene ind, da han om aftenen taler med Politikens udsendte om stampublikummets klager:
   Vi kan saagu ikke blæse hele Aftenen for de gamle Kællinger; vi maaPavsere, naa!
En del mere diplomatisk – og måske mere ædru? – er Gottschalksen, da han dagen efter bliver interviewet af dagblaget Riget – selv om han stadig ikke har meget til overs for klagerne:

Carl Gottschalksen. Tivolis Arkiv.

Det er lutter Krakileri og Misforståelser fra Folks side. Naar Folk sidder der og venter, synes de, at de 3 Minutter er lige saa meget som et Kvarter, og saa er der altid nogle gamle Damer, som render til Direktionen og klager. Jeg har altid holdt Pavserne paa 3 Minutter, og Direktionen og jeg har altid været fuldstændig enige om den Sag. 
Ingen af parterne kan i sidste ende se idéen i at optrappe konflikten. Den omstridte tekst udgår af programmet efter tre dage, og musikerne holder kortere pauser – i hvert fald i en periode. Men 1912 bliver Carl Gottschalksens sidste sæson i Tivoli.

Et uddrag fra min kommende bog “Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli”, som udkommer i august 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.