★★★★

Engang var det var en broget fornøjelse at gå til opera i København. Meget er sket, siden Mozarts opera første gang blev opført på Det Kongelige Teater. Henrik Engelbrecht er dykket ned i historien

Opera er en kunstart, der i den vestlige verden har udviklet sig fra de operaer, man så i begyndelsen af 1600-tallet, til de meget avancerede forestillinger, man kan opleve nu om dage. Men det er absolut ingen selvfølge, at sangere, musikere, iscenesættere og teaterteknik kan samle sig til den fantastiske helhed, som sådan en opførelse repræsenterer.

Derfor er det også befriende og klogt, at Henrik Engelbrecht i sin nye og veltilrettelagte bog om opera i guldalderens København har taget alle besværlighederne med – fra fordomsfulde teaterledere til dårligt lønnede og uddannede sangere, lus, utøj og billethajer. Opera var ved 1800-tallets begyndelse en yderst skrøbelig affære. Kun det ærværdige kongelige kapel kunne bryste sig af en høj musikalsk standard. Sangere og korister blev ofte udnyttet til det yderste, og så skelnede man ikke rigtig mellem skuespillere og operasangere.

Da Mozarts opera ”Cosi fan tutte”, som netop kræver fire højt begavede sangere i hovedpartierne, første gang blev opført på Det Kongelige Teater i 1798, blev det da også en skrækkelig forestilling. Under titlen ”Elskernes skole” var operaen ikke alene blevet oversat til dansk og beskåret, recitativerne var også lavet om til talt dialog og handlingen ændret, så den var mindre stødende. De stakkels uskolede hovedrolleindehavere og sceneteknikere var dårligt instrueret. Forestillingen mislykkedes, og ”Elskernes skole” gik kun én gang.

I begyndelsen af 1800-tallet, hvor København blev bombarderet af englænderne, og landet senere gik bankerot, var de ydmyge forhold på Det Kongelige Teater stort set det eneste sted, hvor københavnerne kunne gå hen, hvis de ville underholdes. Der var et leben i logerne, mens forestillingerne fandt sted, og ofte var der heftige uenigheder om repertoiret. Mange ønskede at fremhæve de nationale forestillinger, mens andre så muligheder i at hente inspiration fra udlandet. Tyske, franske og italienske teatre var meget mere avancerede, når det gjaldt opera. Dette førte til passionerede meningsudvekslinger mellem henholdsvis Weyse- og Rossini-tilhængere, hvilket vist også dækkede over rivaliseren mellem Weyse og Kuhlau, der dengang var nationalscenens fremmeste komponister.

Operaen havde heller ikke nogen ven i den magtfulde dramatiker J.L. Heiberg, som mente, at alle var bedre tjent med en enkel handling og kendte små sange, som hurtigt kunne blive udbredte blandt tilskuerne. Men efterhånden vandt den mere avancerede musikdramatik frem, takket være ihærdige teaterfolk som syngemester Siboni og dirigenten Claus Schall. I sin regeringsperiode gjorde kong Christian den Ottende også meget godt for operaen. Han ophævede blandt andet Det Kongelige Teaters monopol, således at en italiensk operatrup kunne optræde på Hofteatret, og han forbedrede arbejdsvilkårene for de trængte ansatte på den danske nationalscene.

Bogen om opera i guldalderens København er meget velfortalt og præget af fin indsigt og research. Kun savner man en bygningshistorisk redegørelse for Det Kongelige Teaters gamle scene på Kongens Nytorv, som ville have gavnet de mange glimrende illustrationer. Men Henrik Engelbrecht har forstået at formidle det lidt bedagede emne fint og med alle former for moderne midler. Bogen er nemlig også omsat til en række udmærkede podcasts, foredrag og radioudsendelser.

Eva Hvidt