I 1829 forsøger Det Kongelige Teater for første gang at spille Beethovens Fidelio. Det er ikke en premiere, som har høj prioritet hos ledelsen. Udgifterne til dekorationen er kun 1 rigsbankdaler og 3 mark – til sammenligning er budgettet for August Bournonvilles nye ballet Søvngjængersken, som har premiere ugen efter, på ikke mindre end 311 rigsbankdaler, 4 mark og 2 skilling. Fidelio må, som så mange andre forestillinger, klare sig med teatrets lager af eksisterende kulisser.

Begejstringen for Beethovens dystre og alvorlige opera kan ligge på et lille sted. Billetindtægten fra premieren er ikke mere end 297 rigsbankdaler, og det endda kun fordi mange af de mere konservative musikelskere i byen synes, at de har pligt til at møde op, når teatret spiller et værk af den store Beethoven, og råbe effektivt “bravo” efter hvert nummer. Beethoven-elskerne kommer kun til premieren. Ved næste forestilling falder indtægten falder til katastrofale 163 rigsbankdaler. Noget må gøres, og ledelsen beslutter at indlede den tredje opførelse med et lystigt lille fransk énakts-skuespil, Skillerummet, som har været på repertoiret siden 1806. Det hjælper overhovedet ikke på salget. Skrappere metoder må i brug, for billetter skal der sælges.

Nogen i ledelsen på Det Kongelige Teater får en lys idé. Én af de populære ting i tiden er tyrolersangere, der både kan danse og jodle. De har rigtige lederhosen og flotte hatte med fjer på, og teatret hyrer simpelthen tyrolerfamilien Leo til at optræde med fire “nationale sange” i en afdeling efter den fjerde opførelse af Fidelio. Blandt numrene er titler som Der Tiroler und sein Schatzerl og Gemsenjager-Lied. Der er næppe meget andet end den tysksprogede oprindelse, der forbinder Anton, Franzl og Berta Leos optræden med Beethovens opera, men folk strømmer til, da tyrolerne annonceres. Indtægten for aftenen bliver hele 324 rigsbankdaler.

Publikum er fuldstændig ligeglade med Fidelio, men modtager tyrolerne med stormende bifald – endda selv om de åbenbart ikke ligefrem tilhører A-holdet af sydtysk underholdning. Dagbladet Dagens anmelder har i hvert fald en del forbehold overfor familien Leo: “Uden at Nogen af dem synes at besidde noget overordentligt Naturtalent, klinger deres Sang dog ret behageligt; deres Jodlen er imidlertid næppe saa heldig som de tilforn hørte Tyroleres”.

Måske har familien Leo alligevel ikke været helt så langt fremme i tyrolerskoene som mesteren Franzl Lang på videoen her. Men hattene har sikkert været lige så flotte som hans.

https://www.youtube.com/watch?v=vQhqikWnQCU