Lørdag aften den 24. juni 1944. Danmark er besat, og Tivoli er stedet, hvor københavnerne som så mange andre aftener i sommerperioden søger hen, når det faktum skal glemmes. På Plænen er der som sædvanlig artistoptræden. Tivoli-Garden går gennem haven kl. 20.35, og halvanden time senere byder Plænens program på ”amagerbrudefærd med fakkeltog”. Kongelig kammersanger Niels Hansen synger Midsommervisen på Plænen – en gentagelse af gårsdagens Skt. Hans-arrangement.

På trods af mørklægning og varemangel har ikke færre end 4.000 mennesker deres sommerbeskæftigelse i Tivoli med at levere rendyrket eskapisme fra den barske hverdag under besættelsen. I Glassalen bliver der svedt i litervis, når de unge swingpjatter slår sig løs til Peter Rasmussens sekstet fra kl. 19 til 23. Også i Tivolis Taverna og i Arena er der levende musik i samme tidsrum – i Arena spiller Bruno Henriksens 12-mands danseorkester.

Det er også de unges aften i Tivolis koncertsal, hvor Svend Christian Felumb dirigerer koncertsalens symfoniorkester. Den kun 27-årige pianist Elvi Henriksen har netop uropført en klaver­koncert af den 30-årige Svend S. Schultz. Musikerne i orkestret har forsøgt at følge med så godt, de kan – men der har som altid været for lidt prøvetid. Alligevel er aftenen en triumf for den unge pianist, som endda får en touche af orkestret. Ingen ved, at koncerten skal blive den allersidste i Tivolis gamle koncertsal, opført i maurisk stil i 1902.

Mens publikum i salen hører Svend S. Schultz’ toner for første gang, ligger to mænd helt stille på et tag ikke langt derfra. Mændene har de sidste par aftener siddet på Københavnerkroen, der også ligger i Tivoli – ud til Bernstorffsgade ved siden af Nimb. Her har de i ro og mag noteret sig vagternes rytmer.

Henning Emil Brøndum og Kai Henning Bothildsen Nielsen er begge overbeviste nazister. Brøndum er uddannet hos SS i Tyskland, og har kæmpet på tysk side med Frikorps Danmark på østfronten. Bothildsen Nielsen har også forsøgt at blive medlem af Waffen-SS, men bliver kasseret og sendt hjem til Danmark. Nu er de begge medlemmer af den såkaldte Peter-gruppe – en voldsparat terrorgruppe, sat i værk af den tyske besættelselsmagt for at gengælde den danske modstandsbevægelses mange sabotageaktioner. Lønnen er 35 kroner om dagen, og arbejdet består af sabotage, stikkeri, tortur og mord.

Nu ligger de to mænd på taget af kroen og venter. De gør sig klar til at hævne en begivenhed, der fandt sted to dage tidligere; modstandsgruppen BOPA lykkedes med en sabotageaktion mod Dansk Riffel Syndikat, som leverer våben til den tyske besættelsesmagt. Nu skal danskene få at mærke, at man ikke gør den slags ustraffet – og målet er københavnerns elskede Tivoli. Da haven er lukket, og alt er roligt, springer de to mænd ned fra taget. De overmander en af nattevagterne og får åbnet indgangen ud mod Tietgensgade. Her venter yderligere to mand fra gruppen. De står tæt sammen med to tyske piger, udlånt af besættelsesmagten, så eventuelle forbipasserende kan tro, at de blot er to forelskede par, der har lidt svært ved at tage afsked efter en aften i Tivoli.

De fire mænd bærer otte tunge kufferter ind i haven. Hver af dem indeholder 15 kilo sprængstof. Kufferterne bliver anbragt to og to i rutschebanen, i Taverna, i Glassalen og i Arena. Desuden anbringes en pose med to kilo sprængstof i rosengården lige bag koncertsalen. Det hele bliver antændt med langsom tændtråd. De fire nazister genner alle Tivolis vagter ud ad bagindgangen og skynder sig også selv væk.

Kl. 01.45 brager de enorme eksplosioner. Flammerne kan ses over det meste af byen. Nu eksisterer hverken Taverna, Glassalen eller Arena længere – men sprængningen af rutschebanen mislykkes delvis, og den kan genopbygges. Koncertsalen står til gengæld ikke til at redde. Ilden er så kraftig, at de store ståldragere, som bærer taget, smelter. Nodearkivet i koncertsalens kælder rummer ikke blot de værker, der er aktuelle på repertoiret i 1940’erne, men også mængder af uerstattelige håndskrevne manuskripter helt tilbage fra Tivolis åbning 100 år tidligere.

Aviserne skriver ikke om branden – den tyske censur er hård og effektiv. Alligevel stimler tusindvis af københavnere sammen i løbet af søndagen for at se de rygende ruiner. Inde i den lukkede have går musikere og funktionærer, dirigenten Svend Christian Felumb og lederen af Det Kongelige Biblioteks musikafdeling, Sven Lunn, målløse rundt i de dampende rester af koncertsalen og prøver at redde, hvad reddes kan.

Mellem smeltede jerndragere og et sæt udbrændte pauker ligger hundredvis af nodeark, nogle helt forkullede, andre kun halvt spist af flammerne. Heldigvis har Sven Lunn allerede tidligere fået overført en del af H.C. Lumbyes håndskrevne partiturer til Det Kongelige Bibliotek – men en stor og vigtig del af den danske musikhistorie er i nattens løb forsvundet for altid. Heldigvis kommer ingen mennesker til skade ved attentatet – men de materielle ødelæggelser opgøres til næsten 5 millioner 1944-kroner. Tivoli åbner to uger senere, men der kommer til at gå 12 år, før en ny koncertsal kan indvies.