Glædelig jul og godt nytår!

Så nærmer julen sig, og enmandsfirmaet holder ferie efter endnu et år med virkelig mange og ikke ret ensformige opgaver.

Jeg fik bl.a. udgivet min hidtil tungeste bog – 1,7 kilo – om dansk operahistorie gennem 371 år – som nu næsten er udsolgt efter en spurt her frem til jul.

Jeg fik også skrevet en libretto til et stadig hemmeligt internationalt operaprojekt med premiere i 2027 sammen med en ikke ukendt dansk komponist (mere om det, så snart jeg må løfte sløret for detaljerne).

Jeg holdt masser af foredrag og koncertintroduktioner over hele landet – mange af dem var stadig efterslæb efter coronanedlukninger. Herligt at være på farten igen og møde så mange glade tilhørere overalt.

Jeg havde også en virkelig skøn uge med Prinsens Musikkorps, hvor vi sammen tog rundt i landet med musik af H.C. Lumbye.

Jeg har igen i år skrevet cd-anmeldelser for Magasinet Klassisk, masser af programtekster for flere af mine gode gamle arbejdsgivere – og været konsulent på flere projekter, bl.a på den kommende sæson af Operarejsen, som dukker op på DR TV efter nytår. Og jeg var da også selv med i Den klassiske musikquiz tilbage i januar.

I 2023 skal jeg blandt meget andet skrive videre på en bog om en vigtig institution i dansk musikliv, som fylder 100 år i 2024 (også mere om det, når vi kommer lidt nærmere på fejringen), dirigere endnu et projekt med Prinsens Musikkorps til august – denne gang med operatema – og kalenderen er allerede fyldt godt op med foredrag og koncertintroduktioner året igennem – ikke mindst endnu en uge med præsentationer på Odsherreds Kammermusikfestival og et spændende projekt med Aarhus Symfoniorkester, som jeg glæder mig meget til.

Men lige nu vil jeg nyde fridagene resten af året – og jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Og hvis nogen skal til julefrokost i løbet af de kommende dage, så kan man jo lige rejse sig og synge en drikkevise … men muligvis ikke med helt samme overskud som Jussi Björling her i filmen “Fram för framgång” i 1938:

2 thoughts on “Glædelig jul og godt nytår!

  1. Kære Henrik

    Tak for den dejlige “negative fodboldtur” jeg har nydt hver dag. Og tak for besøg hos os i RW selskabet.
    Jeg ønsker dig gode fridage og et godt og spændende 2023.

    Kirsten

  2. Tak for Jussi Bjørling og for alle dine egne givtige udgivelser så fyldt med kærligheden til og viden om musik <3
    Et godt kommende år ønskes du !Venlige hilsner
    Fra Lene Bodekær Herler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira