Gratis e-bog om italienerne på Hofteatret …

I anledning af de netop overståede Historiske Dage i Øksnehallen har Teatermuseet i Hofteatret lagt en ganske gratis pdf-version af min bog om de italienske operasangere, der væltede Hofteatret i 1840’erne ud – hent bogen her.

Historien er et fantastisk kapitel af den danske operahistorie; de altomvæltende år, hvor operaelskeren Christian 8. inviterer en italiensk operatrup inden for i Hofteatret.

De italienske sangere får københavnerne til at gå fuldstændig amok over en helt ny og eksplosiv form for musikdramatik – meget langt fra de forsigtige forsøg på at puste liv i Rossinis og Donizettis musik, som de kender fra byens eget ensemble af velmenende skuespillere på Det Kongelige Teater. De konservative kræfter i byen vender øjne af det, de mener er et forbigående modefænomen – men andre tilbeder de italienske sangere som rockstjerner i dag. Damerne i byen samler på lokker af de mest populære tenorers hår, og herrerne råber bravo og da capo.

RAMASKRIG – da italienerne væltede Hofteatret tager os med tilbage til en operavirkelighed, hvor orkester og kor sandsynligvis er ringere end man kan forestille sig, hvor sangerne melder hinanden til politiet for vold, hvor en af cheferne flygter fra en kæmpegæld – og hvor københavnerne slås korporligt om de alt for få pladser i Hofteatret. Her stifter det danske publikum for første gang bekendtskab med Verdis musik, og her udløser de eksotiske sangere et sandt ramaskrig blandt københavnerne.

Rigtig god fornøjelse med bogen!

5 thoughts on “Gratis e-bog om italienerne på Hofteatret …

  1. Det er da et generøst tilbud.
    Det glæder jeg mig til.
    Tusinde tak ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Theme: Overlay by Kaira