Der er sikkert rigtig mange, der som jeg er vokset op med LP’er, elpærer, fjernsyn, radioer og kassettebåndoptagere med det samme logo på; syv bogstaver i versaler – PHILIPS.
Det hele begyndte i Holland i 1950. Philips-koncernen havde allerede fire år tidligere købt den fabrik i Amsterdam, hvor Decca fik presset deres plader til det hollandske marked. Men de havde også selv ambitioner på det klassiske område, og de fik kontrakter med musikere og dirigenter fra især Tyskland, Frankrig og Holland. Det handlede stadig om 78’ere af shellak, men i juli 1954 holdt LP’en sit indtog, og de kommende årtier blev Philips-mærket, sammen med Deutsche Grammophon, EMI og Decca de førende europæiske spillede på det (dengang) lukrative marked for klassisk musik og opera på de nye vinylplader.
Blandt de kunstnere, som Philips indspillede næsten ufatteligt mange plader med er pianisterne Alfred Brendel (hvis samlede Philips-indspilninger udkom i sidste måned – læs mere her) og Claudio Arrau, Beaux Art Trioen, Quartetto Italiano, I Musici, Academy of St. Martin in the Fields, London Symphony Orchestra, Concertgebouw-orkestret, sangere som José Carreras og Jessye Norman, dirigenter som Colin Davis, Valerij Gergiev, Bernard Haitink, Neville Marriner og mange, mange andre.
I dag findes pladeselskabet Philips ikke længere. Først fusionerede de i 1962 med Deutsche Grammophon, som efter 1972 sammen med Decca fortsatte aktiviterne i selskabet PolyGram, men på hvert deres velrenomerede plademærke udadtil. Senere gled Philips-navnet helt ud.
Men heldigvis lever de mange indspilninger fra dengang stadig videre, nu blot udgivet af Decca. Som nu netop har udgivet en boks med 50 cd’er, som næsten er en lille tidsrejse tilbage til stereo-LP’ens gyldne år mellem 1955 og 1982, hvor cd’en indtog markedet, og i løbet af få år slog vinylpladen helt af markedet – indtil den genfødsel, vi er vidne til i denne tid, altså.
De 50 cd’er i Philips-boksen er alle iført en mini-udgave af det originale LP-cover – så for mig er det er næsten som at være tilbage dengang Fona på Strøget i København lå ved siden af La Glace, og jeg kunne stå og bladre i kummerne med LP’er i timevis. Mange af dem fra Philips. Og nu kan man så få dem på cd, vel at mærke for en brøkdel af hvad LP’erne kostede dengang i 70’erne.
Måske kan du ikke finde boksen hos din lokale pladehandler (som der jo ikke er mange af efterhånden), men så kan du finde en måde at købe den på via linket her.
Hvis jeg skal fremhæve en enkelt af de 50 cd’er i boksen må det nødvendigvis blive José Carreras debut-LP fra 1976, hvor han synger så sindssygt udtryksfuldt, og hvor der stadig ikke er skyggen af de problemer, han senere fik. Hør engang i klippet nedenfor i en arie fra Verdis Jerusalem (den franske version af Lombarderne). Det bli’r ikke bedre.