”Det er med bevægelse og virkelig grebethed jeg skriver på denne ansøgning. Fru Johanne Brun er altså virkelig bleven således stillet at hun nu må anmode om selv den mest nødtørftige hjælp gennem legater og stipendier! Hvilken skæbne for en sådan kunstnerinde! Hvem husker ikke hendes pragtfulde virksomhed i vor opera og hvem kan uden den største undren høre på hendes sang den dag i dag? Fru Brun står endnu bestandig som kunstnerinde i fuld blomst, og man forstår ikke hvorledes det er muligt at vor operas ledelse kan afvise hende efter hende hjemkomst fra udlandet – ifald man overhovedet har i sinde at opføre Wagners værker og stor opera i det hele taget. Jeg vil antage, at Fru Brun selv vil oplyse den Rong’ske legatbestyrelse nærmere om hele sin stilling, som må forbavse ethvert menneske, og skal derfor kun indskrænke mig til at give hendes ansøgning, ikke blot min anbefaling, men min hele, fulde indsats som kunstner og min største sympati som menneske i beundring for hendes åbne karakter og ærlige stræben.”

Sådan skrev ingen ringere end Carl Nielsen i 1926. Han havde fulgt sopranen Johanne Bruns karriere i alle de år han først spillede violin og senere dirigerede i orkestergraven på Det Kongelige Teater. Johanne Brun havde debuteret som balletbarn på Gamle Scene mere end 40 år tidligere, hun havde sunget Brünnhilde i den første danske opførelse af Wagners Nibelungens ring, og nu var hun – i en alder af 49 år – i en både kunstnerisk og økonomisk desperat situation. Hun havde mistet hele sin opsparing under inflationen i Tyskland, og var ikke længere ønsket på sit gamle teater på Kongens Nytorv.

Hør her, hvordan Johanne Brun sang Wagner i 1915 – slutscenen fra Tristan og Isolde, sunget på dansk. Artiklen fortsætter under klippet:

Historien begynder på Frederiksberg. Her blev Johanne født i 1874, og som 7-årig blev hun elev på Det Kongelige Teaters balletskole. Dengang var det helt almindeligt, at balletbørnene også gjorde tjeneste som sangere i de operaer, der krævede børnekor, og Johanne debuterede faktisk som operasanger allerede som 10-årig i børnekoret i Bizets Carmen.

Den lille balletpige havde masser af muligheder for at opleve de lokale stjerner i Den Kongelige Opera. Især én person lagde hun mærke til – tenoren Frederik Brun. Efterhånden som Johanne blev ældre blev han også interesseret i hende, og i 1893 giftede den 41-årige tenor sig med den kun 18-årige balletdanser. Dengang var det normalt, at en danserinde opgav sin karriere i det øjeblik hun blev gift, men Frederik Brun havde allerede opdaget, at hans unge kone havde helt usædvanligt talent for en anden af teatrets kunstarter – nemlig hans egen:

”Hendes egentlige felt er som Wagnersangerinde. Men ved siden af vil hun sikkert med tiden blive en ypperlig koloratursangerinde…”

Johanne Brun fik sangundervisning hos de bedste lærere i byen, Fanny Gætje og dirigenten Frederik Rung. Men når hun kom hjem efter en sangtime blev lærernes råd tit fejet af banen med det samme; Frederik Brun var en dominerende og pedantisk tyran, og han var fanatisk med hensyn til sangteknik. En af hans venner beskriver ham malende i sine erindringer; at han ofte gjorde ”et affekteret, naragtigt indtryk”, og at det var noget af en prøvelse, hvis man stødte ind i ham på gaden:

”Navnlig i de perioder, da han ”lagde stemmen om” og evig og altid gik og eksperimenterede med nye metoder…Så trak han mig ugenert ind i en eller anden port på strøget, der var nogenlunde lukket. Og derinde begyndte han så at slå sine triller eller lade koloraturerne rulle. Men jeg sørgede naturligvis bare for snarest muligt at komme ud af porten igen…”

I årene omkring 1900 så Frederik Brun sin kone ændre sig fra en ung balletdanser til byens førende sopran. Samtidig havde han en fantastisk evne til at løbe direkte ind i alle tænkelige problemer og konflikter; hans stemme var slidt op, han sagde (endnu en gang!) op i vrede på Det Kongelige Teater, og til sidst blev han også skilt fra Johanne. Han emigrerede til Sverige, hvor han arbejdede som barpianist resten af sit liv.

Imens var Johanne Brun blevet én af publikums favoritter på Det Kongelige Teater. Hendes debut i 1896 var som Nattens Dronning i Tryllefløjten, og anmelderne var begejstrede fra begyndelsen. To år senere sang hun Verdis Aida, og hun fortsatte i sæsonerne efter med en utrolig blanding af store, dramatiske partier som Leonora i Verdis Trubaduren og Sieglinde i Wagners Valkyrien – og lyriske koloraturpartier som Rosina i Barberen i Sevilla. På papiret en ret umulig kombination, og ifølge anmelderne var det klart de dramatiske partier, der var Johanne Bruns force.

Det var vand på dirigenten Johan Svendsens mølle. Han havde været fast tilknyttet Det Kongelige Teater siden 1883, og han havde en stor drøm; den første danske opførelse af hele Wagners Nibelungens ring. En drøm, som pludselig kom inden for rækkevidde, da teatret nu pludselig rådede over to sangere, som kunne synge Brünnhilde og Siegfried; Johanne Brun og tenoren Peter Cornelius. Siegfried havde premiere i 1903 og Ragnarok fulgte efter i 1905 – begge operaer blev store triumfer for Johanne Brun. Anmelderne var begejstrede, men deres kendskab til Ringen kunne ligge på et lille sted; ikke én af dem omtaler, at hele første scene af Ragnarok – scenen med de tre norner – var blevet strøget. Rhinguldet kom op på teatret i 1908 – med Johanne Brun som Freja – og nu kunne man opføre alle fire operaer samlet for første gang i Danmark.

I ti år var Johanne Bruns kontrakt med Det Kongelige Teater blevet fornyet efter hver sæson. Hun sang flere Wagner-partier, både Elsa i Lohengrin, og Venus i Tannhäuser. Det var ellers normalt, at en sanger efter en vis årrække blev fastansat – men noget tyder på, at Johanne Brun havde lært mere end sangteknik af sin mand; hun havde udviklet en sund selvsikkerhed, og hun holdt sig ikke tilbage for at sige sin mening om ledelsen på teatret. I årene efter den sidste samlede opførelse af Ringen i 1912 blev der længere og længere mellem hendes optrædener på teatret. Hendes stemme var ikke længere ung og frisk – hvad der vel ikke er noget at sige til efter en god portion Brünnhilde og Isolde – og hun var efterhånden nået op i en vægtklasse, som forhindrede en stor del af de fysiske udfoldelser på scenen. Da Tristan og Isolde skulle op på teatret for første gang i 1914 måtte Johanne Brun slås ihærdigt for muligheden for at få lov til at synge den sidste af de store Wagner-partier hun manglede i sit repertoire – hun truede endda med aldrig at synge på teateret igen hvis de valgte en anden sopran. Det lykkedes for hende at gennemtrumfe sin medvirken, på trods af modstand fra især instruktøren Julius Lehmann, og både publikum og anmeldere var ellevilde med hendes indsats.

I 1916 havde Johanne Brun fået nok af atmosfæren på Det Kongelige Teater. Tyskland var det åbenlyse sted at forsøge sig, også selvom krigen hærgede Europa. Hendes sidste forestilling efter 33 år på Det Kongelige Teater var Aida i maj 1916. Efter forestillingen kunne teaterchefen meddele, at Johanne Brun var blevet udnævnt til kongelig kammersangerinde.

Nu gik turen først til Berlin, hvor Johanne Brun knoklede med at lære den tyske tekst til de roller, hun altid havde sunget på dansk. Her fik hun også et indblik i fordelene ved at bo i Tyskland:

”Efter min erfaring spiser man billigere på restauranterne her i Berlin end i København. Min daglige middag med suppe, fisk eller en anden mellemret, steg med flere slags gemyse og dessert eller ost og brød, kostede mig med et lille glas øl og drikkepenge, kun to mark”

Ikke så underligt, at Johanne Brun havde svært ved at holde vægten nede. Men det skulle sig, at virkeligheden længere sydpå i Tyskland var langtfra så rosenrød som i Berlin. Johanne Brun havde fået en toårig kontrakt med operaen i Nürnberg, og her mødte der hende en ganske anden hverdag. Gaderne var fyldt med krigsinvalider:

”Aldrig vil jeg kunne glemme hvad jeg der så….overalt i Nürnberg møder man disse krøblinge med deres interimistiske hjælpeben og -arme. Med ansigter, hvis bortrevne stykker er erstattede med påsyede dele – forvrængede, opsvulmede menneskemasker, uudholdelige at se på…”

Arbejdet på teatret var også en brat opvågnen. Hendes debut i marts 1916 som Isolde var samtidig hendes første optræden overhovedet på tysk – men alligevel fik hun ikke så meget som én eneste prøve…det var jo en opera, som teatret havde fast på repertoiret, så den slags var sandelig ikke nødvendigt. Arbejdsdagen begyndte normalt med prøver kl. 9 om morgenen – også selv om en sanger havde optrådt aftenen før og måske først havde fået fri ved midnat. Man kunne sagtens komme ud for at skulle synge forestillinger flere aftener i træk, og om søndagen var der hele to forestillinger – og selv hvis man kun sang ved eftermiddagens forestilling, så kunne man alligevel nemt risikere at skulle møde op til aftenprøve senere samme dag.

I årene i Nürnberg sang Johanne Brun flere gange store, krævende hovedpartier som f.eks. Leonore i Beethovens Fidelio med ultrakort varsel og uden prøve. Alligevel havde hun kræfter til at synge som regelmæssig gæst ved operaerne i Augsburg, Köln og Würzburg – og i 1917 sang hun i en komplet opførelse af Ringen i Regensburg.

I september 1922 skrev Johanne Brun kontrakt med operaen i Aachen i Ruhr-distriktet, tæt på den belgiske grænse. Hendes timing ikke alt for heldig, for fire måneder senere invaderede Frankrig og Belgien Ruhr-distriktet. Inflationen galoperede helt ukontrolleret, og der var mangel på stort set alt. I et interview i en dansk avis fortalte Brun om situationen i Aachen:

”Man føler sig meget utryg og uhyggelig til mode. Der er overalt strenge bestemmelser om, på hvilken side af gaden man må gå, og i reglen er det helt forbudt at komme uden for huset efter kl. 8 eller 9 om aftenen. Vi må begynde forestillingen kl. 5 eller 6 om eftermiddagen…Priserne er vanvittige og stiger time for time. Margarine, for eksempel, steg en dag fra 40.000 til 80.000 mark for et pund fra kl. elleve til kl. halv tolv om formiddagen. Min gage er nu 9 millioner mark om ugen!…”

I begyndelsen af 1924 slap Johanne Brun væk fra Aachen. Nu skulle hun begynde på en frisk i Danzig (det nuværende Gdansk), som efter Versailles-freden i 1919 var blevet en fristad under tilsyn af Folkeforbundet. Hun skrev kontrakt med det lokale operahus, og nyheden kom også i de danske aviser. Det lykkes for en enkelt journalist, Ekstra-Bladets berygtede anmelder Frejlif Olsen, ikke blot at erklære Johanne Brun sin uforbeholdne kærlighed og beundring, men også at fornærme ikke blot hende, men hele den samlede befolkning i den tidligere polske by, en stakkels middelmådig balletdanser fra Charlottenlund og samtlige sangere på Det Kongelige Teater i København:

”Det er til at blive idiot og teosof af at tænke på, at Fru Johanne skal henslæbe uger, måske måneder i en by som Danzig. Byen er i englændernes vold, men dette kunne endda være – englænderne er renlige mennesker…men hvem er tilhørerne i den derværende opera? Flertallet er beskidte polakker, fulde af utøj og med pølsemad og bananer i lommerne, som de æder i mellemakterne og udbreder en forfærdelig stank af hvidløg og hjemmebrændt snaps…Hvorfor, spørger man, står Fru Johanne Brun ikke i stedet for og synger i Det kgl. Teater for et elegant klædt og velopdragent publikum med Hans Majestæt Kongen i spidsen på de aftener, hvor forestillingen sluttes med et balletdivertissement med Fru Elna Jørgen Jensen i hovedrollen?…Kan tænkende mennesker med sans for musik lade være med at sammenligne Fru Johanne Brun med de pjathøns, der synger på vores opera?…”

Efter flere linjer af samme skuffe beskriver journalisten i rosende vendinger Johanne Bruns velkonserverede stemmepragt. Men han er ikke færdig med injurierne, og fortsætter i bedste stil:

”Fruen er ikke helt ung længere. Hun har tilmed sin fedme at kæmpe med. Fru Johanne Brun vejer vel nok 230 pund nu, man kan ikke kalde hende et fnug, et støvgran, et molekyle – den slags kælenavne forbyder sig af sig selv…men hvad betyder tykkelse og fedme, når der i den anden vægtskål er skønhed, statelighed, det sødeste ansigt, det elskeligste smil…Fru Johanne Brun! Lad mig sige det rent ud: Jeg tilbeder Dem!”

Den danke journalist var ikke ene om at tiljuble Johanne Brun. Gennem alle årene i Tyskland havde hun hver sommer været i Danmark for at synge for sit trofaste hjemmepublikum i Tivoli, og hver gang kom spørgsmålet om en tilbagevenden til Kongens Nytorv op. Det lykkedes først i 1924 – og kun for en enkelt opførelse af Ambroise Thomas’ Mignon. Den lyriske rolle som Philine var næppe egnet til at vise styrkerne hos en 50-årig Wagnersopran, men anmelderne og publikum var begejstrede. Det blev til endnu én optræden samme år på Det Kongelige Teater, som Sieglinde…en forestilling, som skulle blive hendes sidste optræden på teatret nogensinde.

I 1925 vendte Johanne Brun tilbage til København, naturligvis med håbet om at vende tilbage til sin gamle scene. Teatret var ikke interesseret. Situationen var alvorlig; Johanne Brun havde intet arbejde, ingen pension – hun havde jo aldrig været fastansat – og hele hendes opsparing var forsvundet i den tyske inflationsperiode. Derfor var hun nødt til at bede sine gamle venner – heriblandt Carl Nielsen – om hjælp. Det lykkedes at skaffe hende en årlig sum penge fra staten, og hun fik tildelt en lotterikollektion af kongen som en slags trøstpension. Hun døde i februar 1954, næsten 80 år gammel. De sidste 25 år af sit liv gik hun lige så meget op i det ærefulde hverv med at sælge lotterisedler som i udviklingen på Det Kongelige Teater.

Inden sin død oplevede Danmarks første Brünnhilde én gang selv at vinde i klasselotteriet; hun vandt 600 kroner, og købte et nyt gulvtæppe.