Christoph Willibald Gluck
1714-1787

Ofte omtalt som operaens store reformator. Gluck er en sand europæer; fødes i Erasbach i Tyskland, studerer i Prag, tilbringer sin ungdom i Wien, Milano og London, og fejrer sidst i livet sine største triumfer i Paris. Overalt bliver han bombarderet med musikalske indtryk, blandt andet som elev hos den italienske operakomponist Giuseppe Sammartini. Han arbejder både som musiker og kapelmester, og da han ankommer til London i 1745 har han allerede komponeret syv operaer. Opholdet i den engelske hovedstad bliver ikke en succes, og Gluck rejser videre. Han bor i Wien i næsten tyve år, og sammen med librettisten Ranieri Calzabigi udvikler han sine idéer om en ny type operaer, som flytter fokus fra den enkelte sangers virtuositet til helhedens dramatiske udtryk.

I 1770 flytter Gluck til Paris. Hans Iphigénie en Aulide skaber kaos i billetkontoret i pariseroperaen, og Gluck bliver i byen i tre år. Publikum forguder ham og hans nye, revolutionerende idéer – når man lige ser bort fra tilhængerne af den mere konservative konkurrent, Nicolò Piccini (nej, ikke ham med Tosca – han staves med u!). Konfrontationen mellem de to spidser til, da de begge skriver en opera over den samme tekst; Piccinis Iphigénie en Tauride bliver modtaget pænt – men Glucks revolutionerende udgave bliver en kæmpesucces. I 1779 trækker Gluck sig tilbage og flytter til Wien. Han dør efter at have ignoreret sin læges råd om at undgå at drikke for meget alkohol efter middagen.

Gluck komponerer omkring 45 operaer – de vigtigste er:

1762 (rev. 1774)                 Orfeo ed Euridice
1767 (rev. 1776)                 Alceste
1774                                   Iphigénie en Aulide
1776                                   Armide
1779 (rev. 1781)                 Iphigénie en Tauride