I slutningen af 1841 kommer et italiensk operakompagni til København. Alle i byen snakker om de eksotiske sangere, der både spiller og synger helt anderledes end de lokale – her er der smæk for skillingen, og københavnerne går amok i begejstring.

Italienerne spiller deres forestillinger på Vesterbroes nye Theater hos teaterchef Philippo Pettoletti. Men i de første dage af december 1841 kan man i fire af hovedstadens aviser læse, at løjtnant Georg Carstensen skal overtage det italienske selskab, og i den forbindelse har aftalt med hoffet, at han kan benytte Hofteatret til forestillingerne.

Carstensen er en yderst entreprenant herre. Han er både  redaktør af tidsskriftet Figaro, han arrangerer festaftener med ny, spændende musik af H.C. Lumbye i Kongens Have og på Christiansborg Ridebane – og kun to år senere har han åbnet en ny forlystelseshave på det gamle militærterræn lige undenfor Vesterport. Haven får navnet Tivoli – men den er stadig fremtidsmusik i dagene op til julen 1841.

Georg Carstensen er 29 år gammel, og han er en rastløs alkoholiker, som hele tiden er i gang med nye planer. Han er også en mand med en temmelig usund døgnrytme; om aftenen går han ned på sin stamrestaurant på Kongens Nytorv, Minis Café – og når de så lukker omkring midnat tager han tit vennerne med hjem til lidt mere seriøs druk og måske noget natmad. Han går som regel først i seng ved 3-4-tiden, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, som han så drikker af når han vågner i løbet af natten og formiddagen. Carstensen står op ved middagstid, og så skal hans tjener i mellemtiden hver dag have været i byen for at købe et par nye, hvide handsker og seks store cigarer. Og SÅ er Georg Carstensen klar til endnu en dag.

I begyndelsen af december 1841 er Carstensen i gang med det, man i dag ville kalde en solid gang spin. Han har nemlig hverken en aftale med hoffet eller for den sags skyld med italienerne. Til gengæld har han gode forbindelser til dagspressen – bl.a. fordi flere af hans egne skribenter på Figaro også arbejder for andre organer – og Carstensen planter helt med vilje historien i aviserne for at presse begge parter til et samarbejde med sig selv i centrum.

Planen lykkes ikke. Hoffet har allerede i et stykke tid – med stor sandsynlighed på kongens initiativ – forhandlet med italienernes chef Giovanni Savio. Hverken hoffet eller Savio er interesserede i endnu en mellemmand, og allerede mindre end to uger senere skriver aviserne, at der er indgået en aftale mellem hoffet og Savio udenom Carstensen.

Georg Carstensen har tabt slaget – men han har fået blod på teatertanden. Han hører et rygte om, at Det Kongelige Teaters økonomiinspektør vistnok er på vej til at sige sin stilling op. Carstensen sender fluks en uopfordret ansøgning afsted, hvor han bl.a. slår på sine tidligere erfaringer med at bygge modelteatre. Teatret besvarer aldrig ansøgningen. Carstensen vender sin opmærksomhed mod nye projekter, og to år senere står han ved indgangen til sit nyåbnede Tivoli og giver hånd til alle, der besøger forlystelseshaven på åbningsdagen 15. august 1843.

Giovanni Savio venter nu på at han og kollegerne kan rykke ind i Hofteatret – men han kommer aldrig til at opleve den første forestilling i de nye omgivelser; Savio har fået et slagtilfælde i slutningen af november, og dør af en tilstødende lungebetændelse nytårsaftensdag 1841. Italienerne står nu uden chef kun få dage før de har premiere på et nyt teater, hvor de selv er ansvarlige for alt.