I dag udsender Decca en indspilning af en opera, som ikke er blevet spillet i næsten 300 år; Leonardo Vincis opera Catone in Utica, som kræver ikke færre end fire topklasse-kontratenorer på rollelisten.

For et par år siden skabte genopdagelsen af Vincis opera Artaserse nærmest sensation med stort set de samme kræfter, som nu sætter endnu en Vinci-opera op. Ét af de allerførste steder, Catone in Utica bliver opført, er ved årets Bergen-festspil 1. juni – kun to dage efter den første opførelse siden 1728. Sangerholdet består – som ved premieren – udelukkende af mænd, men i dagens operaverden kastrerer man ganske humant ikke længere drenge for at skabe kunstige stemmer med udtrykskraft i det høje leje – i stedet er det kontratenorer, som synger i falset, der varetager disse roller.

I Rom i 1728 benyttede man ikke blot naturens egne stemmetyper på operascenerne – kvinder må ikke stå på scenen i pavens by, og derfor skal alle roller synges af mænd. Heldigvis har operaindustrien allerede et svar på, hvordan man så får høje stemmer med i forestillingerne. Naturen var kontrolleret af mennesket, med snorlige haveanlæg og sirligt udskårne træmøbler. 1700-tallets mennesker var optaget af at beherske naturen, og deres yndlingsunderholdning var opera. Jo flottere og mere ekstravagant, jo bedre.

I den katolske kirke fandt man en helt særlig gruppe sangere, som både var meget dygtige og meget fascinerende; kastratsangerne var mænd, der var blevet kastrerede inden deres stemmer gik i overgang, og som derefter brugte mindst ti år af deres ungdom på at uddanne deres stemmer til virtuose instrumenter, som både kunne imponere med halsbrækkende koloraturer, og synge så smukt, at tiden stod stille i teatret. Kastraterne var med fra operaens fødsel i Firenze omkring år 1600, og helt i tråd med barokmenneskets trang til at ville kontrollere naturen, var kastraterne i begyndelsen af 1700-tallet blevet de suveræne superstjerner i operahusene – også udenfor Rom.

Napoli var uddannelsescentrum for operakunsten. Her industrialiserede hele fire musikskoler produktionen af små syngende mirakler. Råstoffet var drenge, og en lille procentdel af dem blev det nye århundredes absolutte superstjerner på verdens operascener. De var næsten altid fra fattige landfamilier, men de have stemmer, der blev lagt mærke til i det lokale kirkekor. En omrejsende agent overtalte drengens forældre til at overlade – for nu ikke at bruge ordet sælge – drengen til sig. Forældrene var højst sandsynligt kun henrykte for at slippe af med endnu en mund at mætte, og udsigten til at en af deres sønner pludselig kunne se frem til en strålende karriere enten i kirken eller på operascenen gør, at tilbuddet var svært at afslå.

Agenten fik en læge – eller det, der ligner – til at fjerne drengens testikler, inden hans stemme gik i overgang. Hvis han var én af de relativt mange, der overlevede operationen, blev han anbragt på en musikskole med speciale i uddannelse af kastratsangere. Her blev han bogstaveligt talt tæsket til at knokle med de samme kedelige sangøvelser fra tidlig morgen til sen aften hver dag i mange år. Det gav ham total kontrol over en stemme, der aldrig gik i overgang, og som på mange måder stadig var et barns, men samtidig havde en voksen mands styrke. Stemmen var ikke det eneste, der opførte sig underligt. Hans krop voksede anderledes end kammeraternes derhjemme; han blev usædvanlig høj med en meget kraftig brystkasse, tynde ben, næsten ingen hals, og et hoved, som så komisk lille ud i forhold til den forvoksede krop.

Kastratsangere var den højeste mode – helt i tråd med tidens ønske om at kontrollere og tæmme naturen; den naturlige stemme hos en kvinde eller en mand kunne da være interessant nok, men en kunstigt frembragt krydsning mellem mand, kvinde og barn var langt mere fascinerende. De bedste af kastraterne var rige og forgudede, og de var venner med konger, hertuger og grever – og de øvrige kunne i det mindste alle se frem til en sikker plads i koret i en mindre landsbykirke.

1700-tallets altdominerende operaform kaldes opera seria. Den er bygget op som en lang række af recitativer og arier; duetter, kor og ensembler for flere stemmer er kun krydderier, som ikke bliver brugt for tit. Den store arkitekt bag den form for opera kalder sig Metastasio (et pseudonym for digteren Pietro Trepassi). Han er tekstforfatter – i fagsproget librettist – til en lang række operaer, og han cementerer den såkaldte da capo-arie som den vigtigste bestanddel i en opera seria.

Da capo-arien består af tre dele, med en A-del, som gentages med en kontrasterende B-del i midten. Formen A-B-A lægger op til, at sangeren selv udsmykker gentagelsen af A-delen med improviserede variationer. Komponister som Alessandro Scarlatti i Napoli og Antonio Vivaldi i Venedig skriver enorme mængder af operaer skåret over Metastasios læst. Vivaldi påstår selv, at han har skrevet over 100, men det er næppe sandsynligt. Et mere realistisk bud på en 60-70 stykker er vel egentlig også imponerende nok.

Leonardo Vinci er én af de mange komponister, som i dag stort set er glemt i vrimlen af samtidige som netop Vivaldi og Scarlatti. Og nej, han har intet med multikunstneren Leonardo DA Vinci at gøre – de har begge to bare ikke specielt sjældne for- og efternavne. Leonardo Vinci blev født i 1690 og blev som så mange andre musikere uddannet i Napoli. Her lærte han de forskellige stilarter at kende, og begyndte karrieren som komponist af små, komiske forestillinger på den neapolitanske dialekt. Da han i 1728 skrev operaen Catone in Utica til et teater i Rom, havde han allerede komponeret over 30 operaer, og er en feteret stjernekomponist. 

Fristelserne i den sydende teaterverden har sikkert været mange. Vinci dør i 1730, kun 40 år gammel – efter al sandsynlighed bliver han forgiftet af en jaloux ægtemand, fordi han har haft fingrene lidt for langt fremme i forhold til en gift kvinde på sin vej.

I næsten 300 år var Leonardo Vincis operaer totalt glemt. Da de blev skrevet, krævede publikum hele tiden nye operaer, og det var meget sjældent, at man havde lyst til at høre en opera fra sidste år, men mindre alt gik galt, og operahusets nye premierer ikke blev færdige til tiden.

Da man så i det 20. århundrede for alvor begyndte at gå på opdagelse i arkiverne, lod man også Vincis værker ligge – alt for upraktisk med alle de manderoller, skrevet til stemmer, der ikke fandtes længere. Men i løbet af de seneste årtier har en helt ny generation af kontratenorer på allerhøjeste niveau gjort det muligt at genoplive også Vincis operaer.

Blandt de medvirkende både på cd-indspilning og ved opførelserne i Bergen, Wiesbaden, Versailles, Bukarest og Wien er nogle af verdens bedste sangere i netop dette specielle rollefag; både Max Emanuel Cencic, Vince Yi og Franco Fagioli (som nogle måske husker fra koncerten i Tivoli for to år siden) har allerede etableret sig i toppen af den internationale operascene, og sammen med specialistensemblet ‘Il pomo d’Oro’ og deres leder Riccardo Minasi (som også var med, da Franco Fagioli sang i Tivoli) er også orkesesterdelen lagt i de bedste hænder, man kan finde i dag.

Opførelserne og indspilningen af Catone in Utica ved bl.a. Festspillene i Bergen er en chance for os det 21. århundrede. Her får vi mulighed for at opleve, hvad det var, der imponerede barokkens mennesker så meget, at de brugte ufattelige summer på at bygge teatre, uddanne sangere, komponister og musikere, og hver aften, det overhovedet var muligt, samledes i operahusene for at høre og se de nye, spændende værker.

Kom til Bergen den 1. juni – køb billetter her – eller hør cd-versionen. Barokopera fås ikke bedre!

Se Max Emanuel Cencic og Franco Fagioli fortælle om arbejdet med at finde det ukendte mesterværk i videoen herunder: