Jean-Philippe Rameau
1683-1764

De første 40 år af sit liv tilbringer den musikalske altmuligmand bl.a. som organist i Avignon, Dijon og Clermont, som violinist i operaorkestret i Lyon og som komponist af både cembalostykker og motetter. I 1722 flytter han til Paris, og udgiver flere værker om sine ret avancerede idéer om harmonilære. Det skaffer ham en del fjender i byens konservative musikliv, og resten af livet bruger han mange kræfter på at forsvare sine principper. Rameau er 50 år gammel, da han skriver sin første opera, og hans tidlige forsøg i genren udløser både enorm publikumssucces og en langstrakt fejde mellem tilhængerne af forgængeren Lully og de moderne, avantgardistiske ”Ramister”.

I løbet af 1740’erne får Rameau fodfæste ved hoffet i Paris, og i 1745 bliver han udnævnt til compositeur de la musique de la chambre du roy. Mod slutningen af sit liv skriver Rameau færre og færre noder og flere og flere bogstaver – og efterhånden bliver hans teoretiske teser accepteret af brede kredse i det franske musikliv. Hans værker om musik har stor indflydelse på flere generationer af komponister efter ham. Man ved ikke hvorfor hans sidste opera, Les Boréades, aldrig bliver opført på Rameaus egen tid; først i 1982 uropfører dirigenten John Eliot Gardiner værket i Aix-en-Provence.

Rameau komponerer ca. 30 musikdramatiske værker – de vigtigste er:

1733                                   Hippolyte et Aricie
1735                                   Les Indes galantes
1737                                   Castor et Pollux
1739                                   Dardanus
1745                                   Platée
1749                                   Zoroastre
1764 (uropført 1982)         Les Boréades