Jeg må indrømme, at jeg igen, ligesom med Verdi, blev slemt skuffet over cd-nyudgivelserne i anledning af Wagners 200-års fødselsdag. Det bedste, der skete på dansk grund i anledning af den grundlæggende dybt usympatiske, geniale mand, var en bogudgivelse; Jakob Levinsens skarpe, præcise og letlæste “Børn, skab nyt!” fra Gyldendal. Den bedste introduktion til manden og hans musik nogensinde på dansk.
Og for nu virkelig at få Wagner til at rotere i sin grav, så giver jeg prisen for den bedste Wagner-cd-udgivelse, som jeg savnede i 2013, til ærkerivalen Johannes Brahms. Det var nemlig året, hvor noget så sjældent som en helt banebrydende indspilning af de fire symfonier så dagens lys. Den italienske dirigent Riccardo Chailly havde et godt år – han blev, som ventet, udnævnt til chafdirigent ved La Scala i Milano med virkning fra 2015, og hans cd-sæt med Brahms-symfonierne med det ufatteligt velklingende Gewandhaus-orkester smed alle mine andre versioner om bag i rækken. Gennemsigtigt, men alligevel med tyngde, præcist, men altid med øre for de store linjer – og hele tiden med det store overblik over formen. Som en bonus udgav Decca, Chailly og orkestret samtidig violinkoncerten med den geniale Leonidas Kavakos – og igen strøg den version direkte ind som min absolutte favorit. Så jeg beklager, kære Richard Wagner; det blev altså Brahms, der løb med opmærksomheden fra mig i 2013.
Hej Henrik,
Du nævner Jakob Levinsens “Børn, skab nyt!” som “den bedste introduktion nogensinde på dansk”. Jeg vil gerne slå et slag for Henrik Nebelongs Wagner-biografi, som kommer længere omkring Wagner end Levinsens bog. Selv om en introduktion godt må være i appetitvækkerstørrelse, så skal man absolut ikke lade sig afskrække af Nebelongs højere sidetal. Det er en personlig og engageret bog med stor indsigt i både manden og værkerne, – den er min favorit til titlen.
Hej Jonas,
Ja, Nebelongs bog er (som alt, hvad han har skrevet om Wagner i tidens løb) både indsigtsfuld og grundig – men jeg vil nu ikke kalde den en introduktion; man skal nok lige være lidt mere hooked, hvis man går i gang med den, ligesom med mange andre, fremragende udenlandske bøger om manden og hans operaer; f.eks. Joachim Köhlers virkelig fantastiske biografi “Richard Wagner – The Last of the Titans” fra 2004 (oversat fra tysk). Det siges, at Wagner, bortset fra Jesus og Napoleon, er den person i verdenshistorien, der er skrevet flest bøger om, og selv om det sikkert er noget sludder, så er der godt nok meget at vælge i mellem, hvis man vil vide mere. For mig rammer Jakob Levinsen bare plet med en bog, der kommer omkring det vigtigste, og som er læst på en eftermiddag. Og så har man måske fået appetit på Nebelongs bog eller en masse andre bagefter! 🙂
Jeg har ikke hørt Brahms med Chailly og Gewandhaus. Men en af mine bedste og også pudsigste musikoplevelser knytter sig til manden og orkestret. Min kone og jeg var i Wien. På en spadseretur i byen kommer vi forbi Musikvereins smukke koncertsal. Vi opdager at der samme aften er koncert med Gewandhausorkestret og Chailley. Vi er trætte og smudsige efter en lang og skøn turist trave dag i Wien. Spå vi orker egentlig ikke at tage til koncert. Er faktisk bange for at vi vil falde i søvn inden musikken starter. Men på den anden side er det Musikverein. Vi har kun været der en enkelt gang på en af de der pudsige lagkage koncerter, som folk i rokokotøj falbyder til turisterne. Men derfor var vi ikke i tvivl om både skønheden og den gode klang derinde.Og så var det jo et orkester og en dirigent, som man ville være et skarn, om de ikke var med på ønskesedlen. Vi ville selvfølgelig ikke ofre for meget for en eventuel lur den aften. Men ståpladser orkede vi heller ikke. Billetsælgeren gjorde os så opmærksom på, at vi kunne købe billetter til podiet, og de kostede ikke ret meget. Han bedyrede os at lyden var fantastisk god lige gyldig hvor vi var i lokalet. Efter et hurtigt bad var vi tilbage. Nu var vi spændt på, hvor det podie var. Vi blev mere og mere forundrede efter hånden som vi blev gennet længere og længere frem. Da vi havde passeret indgangen til orkesterpladserne, var vi godt nok et par store spørgsmålstegn. Endelig kom vi til en dør, hvor der stod “podium”. Da vi kom ind viste det sig, at vores stolerække var anbragt på scenen bagved orkestret. Vi sad lige bgf ved kontrabasserne. Til vores held var det på de yderste stole mod midten, således at vi havde frit udsyn til både Chailly og tilhørerne på de første rækker. Heldigvis havde billetsælgeren ret. På trods af placeringen var lyden helt i orden. Det var en mageløs oplevelse. Tænk sig at være på øjenhøjde med den store dirigent. Vi kunne følge hver et takstslag hver en øjenbevægelse, hvert en grimasse på samme måde som orkestrets medlemmer. I øvrigt hilste musikerne pænt på os. Efter pausen nåede vi endda en lille sludder inden det gik løs, hvilket da var en både hyggelig og anderledes oplevelse. Vi hørte Beethovens Pastorale symfoni. Jeg kan, med skam at melde, ikke huske hvad resten af programmet var. Men jeg husker at trætheden fuldstændig forsvandt, da de gik i gang med at spille. Selv om jeg er en umusikalsk lægdmand, så kan jeg en gang i mellem godt fange når jeg hører en stor dirigent med et fantastisk oorkester. Jeg kan ikke forklare hvad det er, da jeg egentlig ikke ved det, men nogle aftener hører man bare noget, som er helt unikt. Sådan var den aften. Så måske skulle jeg overveje disse indspilninger. Og i øvrigt skal du ikke høre et ondt ord fra min side, hvis du hev Chailly til Tivoli, og meget gerne med hans gamle orkester. Og helst en aften, hvor jeg kan høre med.