Dagens tenorlåge er med én af de tre tenorer (ja, bare rolig – de to andre kommer senere). Ingen andre tenorer i historien kan prale af at have sunget over 140 (for det meste hoved-)roller på scenen, og dertil kommer så, at han i 1972 begyndte en sideløbende karriere som dirigent, og i perioder har været operachef flere steder – endda samtidig. Og nej, han skruer ikke ned for tempoet, selv om han for nylig fik en helbredsmæssig advarsel og måtte hvile nogle uger; han har såmænd 90 opførelser i kalenderen i år, både som sanger (nu som baryton) og dirigent.

Vi havde ham som gæst i min tid på Det Kongelige Teater til en enkelt opførelse af Wagners Valkyrien. Selv med kun én arrangementsprøve dagen før generalprøven på scenen huskede han hver en detalje i Kaspers opsætning. Og sang i øvrigt, så alle Valkyrierne på scenen med glæde ville have fulgt ham til Valhal eller hvor som helst.

Her er han i slutscenen af Verdis Otello; det var næsten skræmmende at se ham på scenen i den rolle – jeg oplevede det i London i 90’erne, hvor han stadig sang rollen med næsten samme overskud og intensitet som her i 1979. Hans timing og hans fuldstændigt mesterlige overblik over Otellos udvikling fra tjekket mand højt på strå med smuk kvinde ved sin side, derefter den stigende paranoia og jalousi helt til slutningen, hvor han dræber den kvinde, han elsker så højt – det er jeg ret sikker på, at jeg aldrig kommer til at opleve helt så overbevisende igen.