Tenorjulekalenderen byder som lovet på musik af årets to store komponistfødselarer, Verdi og Wagner, sunget af 24 tenorer, som jeg helt uden en demokratisk proces har valgt blandt de mange flere, som fortjente at være med. Den første låge er med den mexikanske tenor Ramón Vargas, som er én af de sangere, der har styret karrieren helt rigtigt, og hele tiden ladet stemmens udvikling styre sit repetoire. Første gang jeg hørte ham live var i en koncertopførelse af Rossinis Maometto II i Wien i 1991 – senere oplevede jeg ham i München flere gange, bl.a. som en fantastisk Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor med Edita Gruberova – og nu synger han de tungeste Verdi-roller som Don Carlos og Manrico i Trubaduren. Her er han i 1996 som hertugen i Rigoletto. God fornøjelse, og velkommen til en tenordecember, der måske gør, at du holder en helt tenor-fri januar! Og skriv gerne en kommentar til dagens klip nedenfor – og skriv også gerne, hvis der er en helt særlig tenor, som du mener bare SKAL med i årets julekalender!