Vincenzo Bellini
1801-1835

Bellinis særkende er de lange, melodiske fraser. Han tager sig mere tid til at kæle for hver enkelt af sine operaer end mange af sine samtidige kolleger, og resultatet er kulminationen på den periode i operahistorien, hvor sangerne og deres stemmer ubetinget er i centrum. Bellini bliver født i Catania på Sicilien, og får sin første undervisning af sin far. Som 18-årig flytter han til Napoli for at studere videre, og han får hurtigt slået sit navn fast både på San Carlo-teatret i Napoli og på La Scala i Milano. Bellini blev tilbedt af især det kvindelige publikum, ikke mindst på grund af sit udseende, og i butikkerne kan man købe både snustobaksdåser og vifter med Bellinis portræt.

Især Bellinis samarbejde med tidens bedste librettist, Felice Romani, er afgørende for den succes, han får i løbet af sit kun 34-årige liv. Men Bellini er ikke nem at samarbejde med; de to bliver rygende uvenner, og oven i købet bliver Bellini nødt til at flygte fra Italien, da hans affære med den smukke Giuditta Turina bliver opdaget – af hendes mand! Han ender i Paris, hvor han kæmper med en forrygende dårlig libretto til sin sidste opera, I puritani. Den får premiere i januar 1835 – kun otte måneder før Bellini dør af en voldsom mave-tarmkatar.

Bellini skriver ti operaer – de vigtigste er:

1830              I Capuleti e i Montecchi
1830              Søvngængersken (La sonnambula)
1831              Norma
1835              Puritanerne (I puritani)